Fuglen uden stemme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jul. 2013
  • Status: Igang
Miriam er 15 år og stum. Hun har ikke altid været det, men under en ulykke, der resulterede i at begge hendes forældre måtte lade livet, blev hun så skræmt, at stemmen forsvandt. Men sindet køre stadig på højtryk. Tanker, følelser og ord svæver rundt i kroppen på Miriam, uden at hun har mulighed for at udtrykke det.
Hendes manglende stemme, skaber visse kommunikationsproblemer, og det kan være svært at møde nye mennesker.
Men stadig ikke helt umuligt...

8Likes
7Kommentarer
600Visninger
AA

5. 10års jubilæum

Det er onsdag. Den sekstende september.

Min oldemor plejede at have fødselsdag den dag. Hun døde da jeg var tre, og erindringerne om hende består mest af lugt og lyde. Den evige tætte duft af cerutter og Tom's chokolade-skildpadder, som hun havde en tendens til at hamstre i flere kasser. "Du skulle jo nødig sulte," efterfulgt af en hæs, lungekredsende latter. Slidt af flere års rygning, men jeg elskede den latter. Elsker stadig tanken om den.

Efter hun døde, besluttede familien om at mødes ved hendes gravsted hvert år, på hendes fødselsdag. Købe blomster og skåle med et glas rødvin, til ære for min oldemor. Magda, var hendes navn.

For ti år siden på hendes fødselsdag, havde vi sat os ind i bilen.

Min far, mor og mig. Vi var flyttet efter hendes død. Før havde vi boet i nærheden af hendes plejehjem.

Der var lummert den dag. Solen havde prøvet at skinne igennem et ynkeligt lag af tynde skyer der flød ud som en vattet, gennemsigtig substans. 

En times køresel var alt der skulle til. En sølle time.

En forbandet time.

Med knap ti minutter før destinationen, blev vi påkørt. En ranglet gammel volvo, stormede ind i os, men en ung fyr bag rattet. Den kom uset drønendne rundt fra hjørnet af.

Vi nåede aldrig til oldemors fødselsdag.

Jeg ved ikke hvor længe jeg efterfulgt sad i bilen - det der føltes som minutter, kunne være timer, og det der føltes som sekunder kunne være timer.

Alting kørte i et underligt tempo, der hverken var hoved eller hale i. 

Registrerede ikke engang smerten, der udspandt sig fra armen og hovedet af.

Registrerede ikke blod eller forvrængede kropsdele.

Registrerede hverken mor eller far.

De døde begge i hospitalssengen dagen efter. Vi lå adskilt, og jeg selv var allerede på benene den næste morgen. Efter et hurtigt kig til mine forældre, slæbte en sygeplejerske mig med ind i børneafdelingen. Deres tilstand havde været skrøbelig, og jeg var sluppet heldigt, med en hjernerystelse og brækket arm.

Klokken 19.13 drog mor sit sidste åndedrag.

Klokken 22.27 drog far sit sidste åndedrag.

Tilbage var jeg.

Fem år gammel, og anede ikke hvad der skete omkring mig.

Jeg husker lægen med en hvid kittel og store, runde hornbriller. Trods min ringe alder, vidste jeg at den sørgmodige stemning, der lå som et tæppe over ham, kun kunne være skidt.

Jeg skreg. Jeg lå på gulvet, klemt sammen i fosterstilling, med hænderne for ørene, og skreg som aldrig før. 

Det skrig, var det sidste jeg sagde.

Til at starte med, nægtede jeg at sige et ord, men som dagene gik, forstod jeg pludselig, at jeg ikke var i stand til det. Min stemme var der, men jeg anede ikke hvordan den fungerede. Aner ikke hvordan den fungerer.

Bedsteforældrene var i for svag tilstand til at kunne tage sig af et stumt barn.

Det meste hælede mod børnehjem, hvis ikke den min rige onkel Joakim von And, var trådt til: Onkel Allan.

Han er min gudfar og en oplag rolle, til at tage sig af mig. Allan ejer en række museer, med stor succes, og det meste af hans arbejde foregår hjemme.

Han havde både penge og tid til at kunne forsørge mig.

Al er min fars bror. Han plejer at fortælle om deres barndom sammen. Min far, Peter, var ældst.

 

"Det er ti år siden i dag."

Al sidder på kontoret. Han tænker sig om. "Hvad med at vi tager ind og ser den teaterforestilling i aften? Jeg ved at de skylder mig en tjeneste der inde." 

Det er alt jeg har brug for at høre. Godt nok kan Al ikke købe min sorg væk, men en forestilling kan kun smide lys ud over dagen. Jeg nikker, smiler og lader ham fuldfører resten af arbejdet.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...