Jeg skal være perfekt.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 21 sep. 2013
  • Status: Færdig
Det første cut. Det betyder ikke noget, jeg kan bare sige det var min kat.
Den første dag uden noget mad. Jeg var ikke sulten, mad gør mig alligevel bare tyk.
Ingen ved er hvad der foregår i hendes hoved og hvad der sker derhjemme. De havde godt lagt mærke til at hun dækkede sin hud. De havde godt lagt mærke til hun var blevet tynderer. Men hvorfor gjorde de ikke noget?
Hun mistede balancen og tabte sig selv.

23Likes
14Kommentarer
2331Visninger
AA

9. Kapitel 8


Bella, tag dig sammen, sagde den stille stemme inde i mit hoved, jeg bliver nød til at gå ud og se Justin i øjnene.

"Undskyld, det var ikke meningen at komme op at skændes, men det kan være at jeg ikke kender dig, men jeg vil stadigvæk have at du har det godt," Begyndte han. Haha, hvor mange gange har man ikke hørt det? Han er da skide ligeglad med om jeg har det godt, det er alle. Der er kun mig i denne her lille verden.

"Men altså, helt seriøst hvis der er noget galt, kan du bare komme til mig," sagde han og smilte forsigtigt til mig. "Som jeg kan se det er der jo noget galt, der er ikke for sjov jeg er endt herude på vippen, skal jeg komme til dig hvert minut fordi jeg har lyst til at sætte mig ned og tude, fordi jeg har det så skide dårligt, mine forældre er skide ligeglad med mig og...." Mere kunne jeg ikke nå at sige før at Justin havde taget mig ind til et kram, kan ikke huske at et kram kunne være så behageligt, men det føltes alligevel virkelig forkert, det var forkert at Justin bekymrede sig, det må han ikke, han kender mig ikke, han KAN ikke bekymre sig over mig.

"Justin giv slip på mig," Hviskede jeg, "Undskyld, du lignede bare en der havde brug for et kram, men skal vi begynde på opgaven igen," og der sad vi så i stilhed resten af timen og sagde ingenting.

Ligeså meget som jeg hadet ham, kunne jeg godt lide at der endelig var en der bekymret sig for mig.

Fem minutter til at jeg har fri, Lad os håbe på jeg overlever, det hele har været vildt stille mellem mig og Justin efter han krammede mig, jeg blev afbrudt af mine tanker da en eller anden begyndte at snakke. "Ehhh, Justin, hvorfor er du egentlig sammen med den der?" Justins bedsteveninde, Sofie, "Sofie stop det der, hun er ikke en den der, hun har faktisk et navn & jeg er sammen med hende fordi jeg vil prøve noget nyt," "Sidst jeg tjekkede, har den der ikke noget liv & hvis man ikke har et liv, kan man vel heller ikke have noget navn, helt seriøst Justin ingen gider hende, hvorfor fanden gider du hende?" "Fordi hun ikke er så skide billig som dine veninder, jeg troede vi var venner, men venner snakker fandme ikke grimt om hinandens venner, så gå dog forfanden hen til dine veninder og spil lidt mere billig overfor Jonathan!" Jeg tror aldrig jeg har set Justin så sur og det er også første gang har mødt en der tør at lukke munden på Sofie, GO JUSTIN! For første gang var der faktisk en der støttede mig og ikke gik i mod mig.

"Tak," hviskede jeg hurtigt da Sofie var stormet væk ildrød i hovedet, "det var så lidt," sagde han og grinte. Måske første gang i hele mit skoleliv på denne her skole har jeg fået en ven, men bare rolig, når jeg tror jeg endelig har fået ven, skal han nok skride og finde ud af han bare havde ondt af mig, eller gøre mig til grin fordi jeg cutter.

"Nå Bella, vi har altså fri, vi ses i morgen okay?" Spurgte han, "det håber jeg da vi gør," sagde jeg og begyndte at gå.

"Hey Bella, lov mig lige du ikke gør noget af det der cutting i dag." "Det skal jeg nok." Svarede jeg hurtigt og gik, forhelvede Bella, du skal jo ikke love noget du ikke kan holde. Men som om han ikke er ligeglad alligevel, det hele er bare leg for ham, det ved vi alle, men alligevel havde jeg et lille håb om at han faktisk bekymrede sig om mig, & så må jeg vel prøve at holde løftet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...