Jeg skal være perfekt.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 21 sep. 2013
  • Status: Færdig
Det første cut. Det betyder ikke noget, jeg kan bare sige det var min kat.
Den første dag uden noget mad. Jeg var ikke sulten, mad gør mig alligevel bare tyk.
Ingen ved er hvad der foregår i hendes hoved og hvad der sker derhjemme. De havde godt lagt mærke til at hun dækkede sin hud. De havde godt lagt mærke til hun var blevet tynderer. Men hvorfor gjorde de ikke noget?
Hun mistede balancen og tabte sig selv.

23Likes
14Kommentarer
2333Visninger
AA

2. Kapitel 1


Mandag morgen.. Hvem kan lide Mandag? Ingen, Ikke en gang dem der ser positivt på alt mandag er en lorte dag af alle dage.

Alarmen ringede 6.00 Jeg valgte at sætte den en halvtime før normalt så jeg kunne nå at træne, jeg vil bare ønske jeg var født tynd, hvor er jeg den mislykkede? Hvorfor kan jeg ikke bare for engangskyld være den pæne tynde pige. Jeg kunne mærke helt ind til det inderste det her var hårdt, men hvergang jeg havde lyst til at give op sagde en stemme inde i mit hoved "Smerte betyder tynd" Så jeg blev ved og ved, Jeg kunne ikke stoppe. Følelsen af at være et skridt tættere på tynd, den føles perfekt.

Morgenmadstid.... Hvad gør jeg? Hvis jeg er heldig kan jeg "glemme" at vække min lillebror og håbe mine forældre ikke står op, så kan jeg springe morgenmad over, middagsmad smider jeg alligevel ud på skolen, inden jeg syntes det var tid til at vække min lillebror, ledte jeg i mit klædeskab efter et bestemt par shorts, de var sorte og helt normale, men det var størrelsen. Det var en størrelse small og mit mål skal være at kunne komme i dem eller mindre, jo mindre jo bedre.

Jeg gik endelig ind og vækkede min lillebror, jeg plejer for det meste bare at tænde for lyset og når han så står op kommer han altid løbende og sparker eller slår, fordi jeg skal fandme ikke vække ham... Og igen mine forældre ser ingenting. Jeg gik ind for at finde noget tøj at tage på. Det skal helst sidde løst, dem på skolen skal ikke have æren af at se mit fedt, se hvor klam og tyk jeg er. Jeg kan ikke fatte jeg har gået rundt med så klam en mave og giga lår i så lang tid. Det jo for klamt. Da jeg fik mine natbukser af så jeg med det samme hvad jeg havde gjort igår, jeg fortryder intet. Når jeg ser det kommer alle min følelser tilbage jeg føler mig i live. Jeg føler at jeg er noget.

 Jeg fik mine sko på og valgte at cykle i skole, jeg var sent  på den og cykling ville også hjælpe på både mave og ben. Jeg cyklede så hurtigt at sveden dryppede ned af min pande, det var klamt, men en god følelse alligevel. Jeg gik ind i klassen og som sædvanligt skal alle glo på mig, nogle smilede og sagde godmorgen. Jeg forstår dem ikke, det jo ikke fordi de kan lide mig. Første time er matematik, matematik er det jeg er bedst til. Jeg bliver set som en nørd fordi jeg klarer mig bedre end de andre i klassen, men min far siger altid "Det er ikke godt nok, du kan ikke finde ud af noget" Så jeg kan ikke forstå hvordan jeg kan være bedre. Det kan ikke passe. Er det også en løgn?

Tid til at spise, jeg sad med dem jeg plejer, men spiser ikke noget. Det er blevet normalt for dem, men det hader stadig at sidde og spise, mens jeg bare glor og snakker. "Spis dog noget," "er du sikker på du ikke er sulten," det samme kommentar hver dag, de er de mest irriterende kommentarer, men det betyder vel også bare at der faktisk er nogen der tænker på mig. Eller hvad?

Endelig tid til at komme hjem, det sjove er jeg elsker at få fri, men jeg hader hjem. Skole er det eneste sted jeg kan være mig selv. Hjem til min sure og aldrig tilfredse far, min mor der prøver på at smile det hele væk, men hun ved godt der er noget galt med mig, hun vil bare ikke indrømme det & så til sidst hjem til min lillebror, jeg må indrømme jeg glæder mig! Næææh egentlig ikke. Jeg har altid misundt alle de andre familier, fordi de ser altid så glade ud sammen, altid smilende. Hvorfor kan jeg ikke være sammen med dem? Åh gud, hvorfor skulle jeg ende hos dem? De kan alligevel ikke lide mig...

Det første jeg ser er min fars sure ansigt der lige hurtigt glor på mig og kigger væk, jeg kan hører han griner af mig, men det er jo heller ikke noget nyt. Han har også altid sagt jeg er tyk. Det er måske det eneste han har ret i. Jeg har altid været den grimme pige i familien, den mislykkedes pige. Pigen der ikke kan finde ud af en skid. Hende der ikke burde være her. Jeg har egentlig aldrig følt mig velkomme af min far, jeg ved ikke hvad jeg har gjort galt, men jeg er bare fejlen i den "perfekte" familie.

Jeg smed tasken på mit gulv, jeg har lyst til at prøve den samme følelse som igår, men problemet er at jeg ikke har noget skarpt, til sidste fandt jeg en passer. Jeg satte mig op af min dør så ingen kunne komme ind, trak lidt ned i mine bukser så man lige kunne se mit lår, jeg pressede passeren ned i mit ben, smerten var tilbage, det gjorde mere ondt end med saksen, men jeg kunne lide følelsen. Blodet kom endelig, jeg kunne endelig slappe af. Jeg vil ikke vide hvor skuffet mine forældre vil blive hvis de så det her. Jeg kan ikke forstille mig det. De har truet med at sende mig væk fordi de ikke kan tage sig af mig før, så hvis de finder ud af det her sker det måske, men jeg vil ikke væk. Jeg vil ikke kunne klare en dag, hvor dem jeg bor med smiler til mig og kan lide mig det ikke normalt. Det der er normalt for jer, er unormalt for mig. Jeg er unormal..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...