Anna & Josh

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 4 okt. 2013
  • Status: Igang
Historien er handler om en lille pige ved navn Anna på 7 og hendes beskyttende storebror på 13, de oplever alting ikke er det bedste, og tingene bliver kun værre når deres onkel bliver syg, og de nu må klare alt på egen hånd.

1Likes
2Kommentarer
265Visninger
AA

6. Kapitel 6 : Tidens Ur

Tiden gik mens klokkerne på døren fortsatte med at ringe. Lyden af en stemme bag døren fik et koldt gys ned af Joshs ryg søjle, men han prøvede desperat at holde sig afkølende og gik hen til hoved døren for at tag imod gæsten. Døren blev åbnet og foran stod der en tårn høj mand, han havde en underlig uniform på, som var det en gammel krigs veteran.

Lyden lod sig nu igen fra hans læber. ’’Du må være Josh, har du set din far? ’’ sagde manden med en rolig og venlig stemme, på trods af at hans størrelse gjorde ham frygt indgydende ’’ Han har nemlig ikke mødt op på arbejdet, så vi vil gerne havde at han kommer med nu da vi har brug for hans hjælp på værkstedet’’ Josh svarede instinktivt, af ren frygt ’’ han er ude og drikke ’’ uden helt at tænke over det, da dette ikke var første gang rotte kongen var ude og drikke hjernen ud eller var væk når mor var hjemme for at passe på Josh og Anna indtil han kom hjem.

Manden vendte sig så om mumlende og kiggede kort tilbage til Josh ’’okay, tak skal du havde ’’ sagde han men før han havde vendt hovedet helt ændret det venlige og imødekommende ansigt til en vred og bitter facon, som var det en facade han holdte skjult foran Josh. Anna kom nu gående ned af trapperne med en mindre bange tone i stemmen ’’Josh, hvornår tag vi over til mor? ’’Josh vendte sig rundt og så på Anna, med et halvt undrende blik på hende ’’det. ’’ Før han overhovedet nået af svare helt kom han i bund og grund heller ikke havde set hende i noget tid, samt også at det ville være godt for Anna at se sin mor igen, så han fortsatte sin sætning færdig

’’ Det gør vi efter vi har set om onkel Thomas har fået det bedre. ’’ Døren blev lukket i og Josh hentede en taske og fyldte den med de forskellige ting, som håndklæder, shampoo, penge fra rottekongens pung og to flasker med saftevand på den halv lange rejse de skulle da Josh ikke havde intentioner om at komme tilbage til dette døds forladte hus. Anna havde også pakket sin taske, dog med andre ting, som sin bamse, dukker, et par små kjoler til sine dukker som hun kunne klæde på mens de rejste over til onkel Thomas og mor. Når alt kom til alt, havde de 2 små fået gjort sig klar og tog afsted til hospitalet, efterladte det døde hus med den blødende fader på gulvet, mens hoved døren stod åben.

Der gik ikke langt tid før Josh og Anna kom til hospitalet hvor onkel Thomas var opereret henne. Anna kiggede rundt mens Josh holdte hende i hånden, lyden af læger og receptionister farende rundt virkede forvirrende. Josh kiggede på en af lægerne som kom roligt gående over til dem, hun bøjede sig ned og så på Anna og Josh ’’hej med jer, hvad kan jeg hjælpe jer to med? ’’ Hendes stemme var venlig og varm, hun ventede på at børnene ville svare, da smilet fortsættende lå på hendes læber.

’’Vi leder efter vores onkel Thomas ’’ svarede Josh og så afventende på hende ’’han blev indlagt den 23. september klokken 12 om aften’’ hans blik forblev på lægen som stadig lyttede til hvad Josh fortalte hende. Anna kiggede håbende på hende, mens endnu en båre kom ind af døren, en mand lå på båren og havde en maske på ansigtet, mens en anden læge havde hænderne på hans bryst, det lignede næsten at han prøvede at kvæle hans bryst. Manden på båren gispede meget efter vejret og Anna kunne ikke helt forstå hvorfor de havde så travlt, så hun drejede blikket på Josh og spurgte ’’hvorfor kvæler manden der, hans bryst? ’’ Josh drejede blikket kort på båren hvor manden lå også der efter tilbage på Anna ’’han prøver at redde hans liv, tror jeg’’ svarede Josh uden helt at havde noget andet svar. Lægen lagde hånden på Josh skuldre ’’jeg ved godt hvem denne Thomas i snakker om, kom med mig. ’’ hendes stemme var lidt mere sørgmodig, men hun prøvede for børnenes skyld at holde et venlig mine for ikke at virke alt for trist.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...