Voksne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Igang
Til billedet: Ulrik Møller. Centrumpladsen i Vester Åby, 2010. Olie på krydsfiner, 2010 21 × 30 cm (foto: Anders Sune Berg)

1Likes
1Kommentarer
71Visninger

1. Voksene

Den gang jeg var barn havde jeg en meget særlig veninde. Vi gik i skole sammen, og på de gode dage fulgtes vi hjem. Ofte fortalte hun om hendes far der boede i Holland et sted. Hun kunne snakke i timer om hans blomsterforretning, og de mennesker hun havde mødt den gang for længe siden, hvor hun havde besøgt ham. Jeg forstod aldrig rigtig, hvorfor hun skulle gå der og snakke om en mand, hun stort set ikke kendte. Nogle gange købte vi slik i Brugsen og satte os ned ved dammen, og bagefter gik vi hjem til hende, hun boede tættest på. Når vi var hjemme hos hende sagde hun ingen ting. Vi gik altid bare op på værelset, og når hendes mor ikke var hjemme tog hun en skotøjsæske frem med billeder. Et af billederne viste en mand med kraftige skuldre der bærer en grå babylift, billedet var gammelt og jeg kunne kun svagt skimte mandens silhuet. Det var hende der lå i liften forsikrede hun mig, godt nok kunne man ikke se at det var hende - hun lå jo i liften - men hun vidste bare at det var hende. Det var hun overbevist om. Det var det eneste billede de havde sammen fortalte hun, hun havde fundet det i moderens gemmer en gang, og gemt det så ingen kunne tage det fra hende. Når jeg kom hjem havde min far lavet spaghetti med ketchup, det gjorde han altid når min mor ikke var hjemme, og så måtte vi få is til dessert. Efter de dage var det altid som om maden smagte lidt anderledes, især når det var spaghetti med ketchup, især de dage når min mor ikke var hjemme. Det var ikke altid jeg kunne få noget is ned, jeg blev ved med at tænke på min venindes far, og isen smagte næsten for sødt for mig. Min egen far smilede altid til mig når han tog opvasken, det gjorde mig så rolig, og jeg glemte hurtigt alt om min veninde. Jeg har efter hånden lært det smil at kende, det er det smil der dukker op når tingene er faldet på plads og alt er som det skal være.

 

I dag handler jeg i Brugsen næsten hver dag. Jeg ved præcis hvor mine varer står og jeg kender de andre kunder. Jeg køber kun slik om fredagen. Vi er blevet voksne, eller det vil sige nogle gange køber jeg også slik om onsdagen, men det er kun når jeg ved at ungerne er til ridning. Jeg har fået børn, og de går på den samme skole som mig og min veninde gik på den gang for mange år siden. Jeg har ikke set hende i mange år, og nogle gange tager jeg de gamle billeder frem. De sidste år af skolen blev hun mere og mere vild, det var ikke altid jeg kunne følge med. På billederne kan jeg se hvordan jeg ligner min far, mens hendes blik sjældent er rettet mod linsen. De minder mig om dengang, og jeg husker tydeligt  hvordan vi snakkede om hvad der skulle ske når vi var færdige med skolen. Luften emmede af forventninger og fremtidsplaner, jeg skulle selv starte på sygplejeskolen og mine forældre havde tilbudt mig at jeg kunne blive boende. Jeg var tilfreds, og jeg smilede på alle de sidste fotos vi fik taget, men min veninde sagde aldrig noget. Hun trak bare på skuldrene når hun blev spurgt, mens hun flakkende kiggede ud i luften. Hun var de sidste par år stort set stoppet med at snakke om hendes far, de gange jeg spurgte ind til det sagde hun bare han var flyttet fra Holland, hun vidste ikke hvorhen, og det virkede heller ikke til at interessere hende. Hun var irriteret på mig, det var jeg sikker på, hun var irriteret på alle. Skolefester holdt hun sig langt væk fra, og så snart hun havde muligheden tog hun bussen væk fra landsbyen. Sidst jeg snakkede med hende var en måned efter vi var blevet studenter. Hun havde arrangeret et au pair ophold i Amsterdam, og hun lovede mig at hun ville holde kontakten. Siden har jeg ikke hørt fra hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...