Jeg prøver

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Igang
At være på den modsatte side af det knuste hjerte.

1Likes
1Kommentarer
178Visninger

1. Jeg prøver

Jeg prøver

Jeg er vågnet op i en fremmed seng. Lad være med at dømme, den næste sætning er ikke ’igen’, så stop lige fordommene igen! Men jeg er vågnet op i en fremmed seng. Og jeg ved ikke hvad jeg laver her.
Eller det  ved jeg jo godt, men samtidig så gør jeg ikke. Det var en dejlig aften i går. Jeg var ude med pigerne, på det sædvanelige sted. Vi havde drukket Long Island iste, for det er favoritten på vores sted. Den og White Russians. Jeg havde været mut over et dårligt breake up, eller hvad man kan kalde det, når man nu havde set hinanden i gode tre måneder, og var nået til det der ”jeg savner dig” ”jeg savner dig mere” og ”du skal snart møde mine forældre” stadiet, men ikke var sprunget endeligt ud som et par – og man så finder ud af at han har taget en 18 årig med hjem fra byen, dagen inden man skulle ses.. Så er jeg fucking ligeglad om man har sagt, at man er kærester eller ej. Det gør man sgu ikke! Sådan gør jeg i hvert fald ikke. Jeg ved ikke om der er noget GALT med mig, for når jeg ser hvordan andre opfører sig, kan jeg ikke spejle mig. Jeg er, hvad jeg selv kalder, seriemonogam. Hvis jeg møder nogen, jeg synes om, og har sex med dem, er det fordi jeg har FØLELSER for dem. Ikke fordi jeg har et biologisk behov der skal stilles – det kan jeg udemærket fint gøre selv, og bedre, uden hjælp. Og ja, jeg synes faktisk at det er bedre, end at have sex med nogen, som jeg ikke har følelser for. Kald mig bare snerpet. Så seriemonogamien består i, at når jeg møder nogen, har sex med dem, er det fordi jeg har følelser, og så har jeg da ikke lyst til at være sammen med nogen andre. Jeg kan sagtens se hvis andre fyre er pæne, charmerende endda, men jeg føler ingen tiltrækning. No traction, at all. Derfor er det fysisk umuligt for mig, at date flere på én gang.
Selvom, det faktisk er noget jeg burde øve mig i. Åbenbart så er drenge helt vilde med konkurrencen – selv når de ikke engang ved det. Jeg tror at de kan lugte det på én. I hvert fald har, de få gange jeg så tilfældigvis har mødt to fyre LIGE efter hinanden, og jeg så simpelthen ikke vidste hvem jeg skulle vælge, er én af dem altid endt med at blive min kæreste. Coincidence? I think not.

Hvor kom jeg til? Jo, mut over et break up. Jeg er jo, lad os være ærlig, vant til at fyre lægger an på mig når jeg er i byen (men hvem er ikke det), men han var simpelthen sådan et dejligt friskt pust ind i min aften, og i min virkelighed.  Netop som jeg tænkte, at der var ingen som på nogen måde kunne gide mig, sådan rigtigt. At de alle ville være sådan, fuck and run, men sådan var du ikke, og jeg vidste det med det samme.
Jeg kan ikke engang huske, hvad vi startede med, men lige pludselig talte vi om musik, og vi talte om film – mine to store passioner. Og du kendte de bands jeg kender, som ingen kender, og elskede de samme film, og jeg vidste bare med det samme, at interessen var reel.  At du var én man kunne stole på. Jeg er normalt en meget god menneskekender, og falsk interesse er bare til at se lige igennem. For det meste.
Men der var ingen tvivl med dig. Et par timer efter sad vi på en ny bar, og af en eller anden grund, endte vi med at sidde og snakke om ekskærester, dårlige forhold, og om alle de ting, man ikke skal snakke med folk, man lige har mødt, om. Hvilket jeg gjorde dig opmærksom på, ”Jamen, det kan jeg da ikke fortælle dig!” sagde jeg, da du spurgte mig, hvad der var sket, siden at jeg ikke længere stolede på fyre. ”Hvis du ikke kan fortælle det til en vildt fremmed, som du selv hundrede procent kan bestemme, om du overhovedet nogensinde gider at se igen, hvem skulle du så ellers fortælle det?” spurgte du, og så fortalte jeg dig alle mine dybeste hemmeligheder. Og du lyttede, og smilede, og fortalte mig om alle dine.
Du spurgte om jeg ville med hjem, og jeg sagde ”Jeg har ikke tænkt mig at have sex med dig.” Og så sagde du ”Jeg har ikke tænkt mig at prøve” og så tog jeg med hjem. Jeg beklagede mig meget over den lange gåtur fra metrostationen hjem til dig, med blæsten omkring os og sneen i vores ansigter, hånd i hånd, og du undskyldte for at du ikke havde advaret mig, men at hvis du havde fortalt det, ville jeg jo ikke have taget med – og jeg gav dig ret. Og endnu havde du ikke kysset mig.

Og nu vågner jeg her i din seng. Med dine arme omkring, og jeg har en ubeskrivelig klump i halsen, og tårer i øjnene, som jeg tørrer bort før du ser dem.

Du spørger mig om jeg er sulten, og går til bageren for at hente mad, fordi jeg er for doven (læs: en bitch som tydeligvis ikke prioriterer at tilbringe tid med dig.) og kommer tilbage, med alle de ting, som jeg i min brandert i går nævnte, jeg elsker at spise. Og jeg sidder lige der, i din seng, og har spist halvdelen af det mad du har placeret foran mig, og bliver overvældet af angst. Lige der, ved siden af dig, har jeg et angst anfald, og gør alt i verden for at skjule det. Lægger hovedet tilbage på puden, og sætter tallerknen i vindueskarmen, og lukker øjnene. Du spørger om jeg er okay, jeg svarer at jeg bare er træt. Og ligger der, kæmper med at trække vejret normalt, undgå hyperventileringen, forsøger at ignorere følelsen af at ligge begravet tusind mil under jorden i en kiste, uden håb for at kunne komme ud. Klemt ind og gemt. Uden håb og sollys. Det føles som om jeg skal kvæles, men langsomt trækker den mørke sky i mit sind sig væk, uden at du nogensinde opdagede at jeg lå lige her, ved siden af dig, og var lige ved at dø.
Jeg er overvældet og fanget af mig selv og situationen. I går var du en sød fyr, og det er du også i dag, og det slår mig ihjel. Det slår mig ihjel. Det slår mig ihjel, fordi at du er så sød og så dejlig, du ville behandle mig godt, hvis bare jeg gav det en chance, og alligevel ligger jeg og savner en anden. Når du holder om mig, tænker jeg bare ”Det er ikke ham” og savner én som ikke savner mig. Savner én, som er ligeglad, Savner én som ville behandle mig dårligt. Savner én, som ikke har fortjent at jeg savner ham. Jeg er ved at brække mig over situationen og over mig selv. Hvad fanden er der galt med mig.
Jeg bliver enig med mig selv, at jeg er nød til at gå.
Jeg siger det til dig, og du kysser mig. Det kunne du i det mindste godt finde ud af. Jeg kyssede igen, gav slip på kontrollen bare et kort øjeblik. Med et håb om at føle et eller andet, tror jeg.  Jeg føler intet, og føler jeg har gjort en kæmpe stor fejltagelse, næsten som at være utro. Ikke at jeg har prøvet det, men jeg går ud fra at det må være sådan at det føles, når man kysser én og elsker en anden. Forkert. Du trækker dig væk, og kigger på mig. Og så spørger du det spørgsmål, som skræmmer mig mest. "Hvad er der?" siger du, og smiler. Jeg smiler tilbage, og skyder en løgn tilbage, "Ingenting."
Det kom bag på mig, hvor let at du kunne læse mig.

Jeg lægger mit nummer. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg tænkte måske, at hvis jeg nu gav det en chance, gav dig en chance, at vi ville kunne få det til at fungere. Jeg måtte videre, og jeg ville gøre alt for at komme dertil. Jeg ville gøre alt for at ikke længere tænke på den anden, for at han ikke skulle være min første tanke, når jeg stod op, og den sidste tanke, når jeg gik i seng. At jeg ikke længere behøvede at ligge søvnløs og savne.
Og jeg ved, at du har tænkt dig at skrive. Sådan gør søde fyre. Man er aldrig i tvivl om, hvor man har dem.
Du er ikke lige som de fyre jeg er sammen med normalt, er. De er ustabile, skuespillere, nørder, følelsesmæssigt forvirrede og fucked up, lige som mig selv. Men det er jo ikke sådan fordi at det har fungeret for mig tidligere, at være sammen med den slags. Jeg troede bare at jeg var forudbestemt til den slags type fyre, fordi at jeg har følt et umiddelbart behov for at være sammen med nogen lige så mærkelige og sårede som mig, så de ikke kunne dømme mig.
Men måske er jeg ikke.
Jeg kan prøve.
 

Så et par timer går, og den første besked popper op på min telefon, og vi skriver en smule om løst og fast. Der går ikke lang tid før at du foreslår at vi snart skulle tage og ses. Vi kunne drikke en kaffe, eller en øl, eller se en film. Allerede dér irriterer du mig. Vær dog en mand, og vis mig at du har selvtillid og styr på situationen. Vær lidt, sådan, det her kommer til at ske, sådan her bliver det. Jeg er boss og jeg bestemmer. Og jeg ville være sådan ”okay, så kommer jeg” lige som blondinen i Mujaffaspillet. Men jeg ignorerer det, og tænker, du kan ikke forvente at fyren altid skal have styringen. Det er også bare fordi, at jeg har arbejdet som sælger i en computerbutik, og kan benævne hver en lille komponent der skal bruges, når man skal bygge sin egen, at jeg har brugt en stor del af mine unge dage på at spille League of Legends, at så er det meget rart at føle sig lidt som en kvinde, når man nu skal kurtiseres af en mand, men jeg kan da prøve.
Du ender med at bestemme et sted, og jeg føler mig lettet, måske dømte jeg dig for hurtigt.
 

Dagen kommer, og jeg  ender med at bestemme mig for at det er en dårlig ide, og skriver til dig at jeg er syg. Og var ved at kvæles i dårlig samvittighed, da du spørger om du skal komme hjem til mig, lave suppe og te, og passe på mig. Vi kunne bare sætte en film på.
Igen føler jeg mig fuldstændigt kvalt af din sødme, fuldstændigt ufortjent, og kan ikke ignorere det paradoksale i, at det måske var sådan Morten havde det med mig, bare for en måneds tid siden.
Jeg får ondt af mig selv, og ondt af dig, så da aftenen kommer, skriver jeg at jeg alligevel havde fået det bedre, og vi godt kunne mødes.

På vejen til vores møde (ordet date hænger mig langt ud af halsen, så det er ikke ordet jeg bruger, da jeg omtaler aftalen for mine veninder.) har jeg lyst til at vende om. Jeg kan ikke overskue det, jeg kan ikke overskue at prøve, jeg kan ikke overskue at give det en chance. Ryster på hovedet af mig selv over min beslutsomheds rutsjebane.
Jeg er i ti sind, så jeg ringer min bedste veninde op.

”Hey babe, skulle du ikke være på date nu?”
”Vi skal bare drikke kaffe... Jeg er på vej derhen nu”
”Er du nervøs?” Spørger hun og griner.
”Ja.” Svarer jeg, og smager på ordet. Jeg ved ikke om jeg er mest nervøs for at se dig, og finde ud af at jeg rent faktisk VILLE kunne falde for dig, eller for, at møde dig, og finde ud af at jeg ikke kunne.  
Jeg fortæller hende at jeg har lyst til at aflyse, at jeg næsten ikke kan overskue det hele. Men hun overtaler mig. "Han er sød, Sascha. Han er virkelig sød, og så vil han dig. Husk hvad du gik igennem med Morten, hvor lang tid det tog dig at åbne dig. Det skulle du lære, for at du kunne gøre det nu! Han er lige din type, han forstår din humor, han har tatoveringer. Kom nu."
Så jeg bestemmer mig for at gøre det, og møde dig. Jeg bestemmer mig for at prøve.

Så vi mødes, og vi snakker, og vi snakker utrolig godt. Jeg synes at du er sjov. Meget faktisk. Men jeg kan ikke ignorere faktummet, at dét at jeg ved, at du er min hvis bare jeg vil, tænder mig totalt af.
Klokken bliver 20, og jeg siger at jeg skal tidligt op, så det er måske på tide at rulle videre. Du spørger om vi skal tage hjem til dig eller mig og chille. Jeg siger at jeg bare har brug for at sove alene, og kan se skuffelsen i dine øjne. Jeg kan ikke lade være med at afsky dig for det, og afsky mig selv for at have det på den her måde.

Jeg forlader dig med et stort tomrum i hjerte og debatterer med mig selv, hjem i toget.
Du er sød. For sød. Men er der noget der hedder for sød, hvis man kan lide en person? Du er for villig, men er der noget der hedder for villig, hvis man kunne lide en person? Jeg mener næsten, at nej, det var der da ikke. For da jeg mødte Morten var han da også ready to go, klar på det hele fra starten af. At det hele var skuespil, det var så hvad dét var. Og ham faldt jeg da for.
Jeg synes at du er pæn, ser så sød ud når du smiler. Men selvom at du ser cool ud i dit tøj, og er tusset, er der bare noget ubeskriveligt drenget over dig, og jeg stoppede med at synes at det var charmerende i 18 års alderen. Nu er det mere det der... skægstubbe, høje, bredskuldrede typer der sætter østrogenet i flow. Og du er også simpelthen så tynd, altså. Hvordan skulle du nogensinde få mig til at føle mig som en rigtig kvinde?
Jeg ville så gerne prøve. Men jeg kan ikke. Jeg nægter det. Jeg nægter at prøve på, at få følelser for én. Jeg behøver sgu da for helvede ikke nogen kæreste. Hvorfor fanden skulle jeg tage til takke med at skulle fortælle mine børn historien, "Ja altså, far så mig og tænkte at jeg var sød og dejlig, og jeg tænkte, jeg kan da prøve."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...