Remember Me - One Direction

16 år gamle Isabell har altid været den generte, stille pige, men alt ændrer sig, da hun støder ind i sin gamle barndomsven, Zayn Malik, der ellers har glemt alt om hende. Isabell gør alt hvad hun kan for at få Zayn til at huske deres venskab, men kan godt se det er håbløst. Har berømmelsen steget ham til hovedet, eller har hun aldrig betydet nok for ham? Tankerne flyver rundt, da et billede tilfældigvis havner i Zayns mors postkasse...

19Likes
7Kommentarer
688Visninger
AA

4. Kapitel 3

Skolen var måske ikke det helt rigtige sted at finde nye venner. Især ikke når jeg allerede havde gået der i to år og var kendt som hende den stille pige, der tabte sine bøger fordi en populær fyr kommenterede hendes hår.

Og ja det er mig. Men jeg havde ikke andet valg. Jeg vidste at der ikke var mange, der synes om mig. Faktisk synes stort set alle at jeg var en taber, men jeg måtte bare finde en ligeså stor taber som mig.

Jeg gik ned ad gangen og ind i kantinen og kiggede rundt. Bordene var blevet besat i grupper. Jeg startede henne ved vinduet hvor nogle populære personer sad. Jeg smilede til dem, men fortrød hurtigt, da en pige med langt, afbleget hår vendte øjne af mig. Jeg kiggede videre over på et bord hvor et par nørder sad. Måske havde jeg en chance der.

Jeg gik forsigtigt hen til bordet og smilede til en af drengene, der sad.

"Hej." Sagde jeg og smilede endnu mere i håb om at se venlig ud. Han kiggede op på mig og skubbede sine briller længere op på næsen.

"Undskyld, kender vi dig?" Spurgte han og gav mig elevatorblikket. Kunne nørder det?

"Nej i kender mig ikke, men mit navn er Isabell. Jeg ville høre om jeg kunne sidde her sammen med jer?" Spurgte jeg og hentydede til bordet.

"Okay. Møde." Sagde drengen med brillerne og fik alle samlet tæt sammen.

"Vi har aldrig haft en pige siddende ved vores bord før." Sagde en dreng med mørkebrunt hår og kiggede op på mig med grønne øjne.

"Nej og hvis vi skal have en pige siddende skal vi ikke have kedelig Isabell siddende." Sagde drengen med brillerne. Jeg kiggede på ham med løftede øjenbryn.

"Jeg kan høre jer." Sagde jeg og slog ud med armene. Drengene rømmede sig og trak sig væk fra hinanden.

"Fint... Du kan sidde her." Sagde drengen med brillerne irriteret. Jeg sukkede dybt. Jeg havde ikke rigtig noget valg så jeg satte mig ned på et tomt sted og stillede min bakke foran mig.

"Lad mig præsentere mig selv." Sagde drengen med brillerne. "Jeg hedder William. Det her er Cameron, Gabriel, Damian og Logan." Sagde han, mens han pegede på de forskellige drenge i det han sagde deres navn.

"Fortæl os om dig selv Isabell." Sagde drengen med de grønne øjne og det mørkebrune hår, der vidst nok var Logan. Jeg smilede venligt til ham.

"Der er ikke så meget at fortælle." Sagde jeg tøvende. Jeg havde ingenting at fortælle dem. Det eneste jeg kunne sige var at jeg var den stille, kedelige pige, hvis far havde kræft. Men hvorfor skulle de vide det? Jeg ville ikke have at de skulle have ondt af mig. Jeg ville have at de skulle snakke med mig fordi de havde lyst. Så jeg holdte det hemmeligt.

***

Det kedelige hverdags ritual var overstået og jeg gik langs vejen for at få noget frisk luft efter aftenens postyr. Bonnie havde nægtet at ligge sig i sin seng og jeg havde sunget for hende mindst tyve gange inden hun endelig faldt i søvn.

Jeg satte mig sukkende ned på kanten af fortorvet og lod mit hoved hvile i mine hænder.

"Hvem har vi der? Er det ikke lille Isabell?" Lød en stemme lidt fremme. Jeg kiggede op og så en gruppe drenge komme gående hen i mod mig. Jeg rejste mig irriteret op og kiggede Scott direkte ind i øjnene.

"Hvad vil du?" Spurgte jeg irriteret. Drengene var fra den populære række af skolen og mente de styrede det hele. Scott havde været efter mig lige siden folkeskolen og han havde aldrig gået forbi mig uden en smart bemærkning.

"Hvorfor så næsvis søde?" Spurgte han og drenge bag ham grinede.

"I modsætning til dig ved jeg i det mindste hvad næsvis betyder." Sagde jeg og smilede skævt. Normalt var jeg den stille pige, men Scott fik virkelig noget frem i mig, der satte alle de rappe replikker i gang i mig.

Drengene bag ham blev stille og Scott kiggede mig i øjnene. Hans øjne var så lyse at det næsten skar i mine og jeg blev nød til at se væk.

"Hvad er der galt Isabell? Er du bange?" Spurgte han og tvang mig til at se på ham, ved at lægge hånden på min kind. Jeg skubbede hans hånd væk i det jeg sagde: "Nej, men du skulle virkelig overveje at børste tænder." Okay det var en løgn. Hans ånde duftede som om han enten lige havde børstet tænder eller slugt tre hele tyggegummi pakker.

"Lad hende nu bare være Scott. Hun er ikke det værd." Sagde en af drengene bag ham. Scott kiggede irriteret tilbage.

"Jeg lader hende være, når hun indser at det er dumt at snakke sådan til mig." Sagde han og lod blikket falde på mig igen. Jeg begyndte at gå små skridt tilbage, men Scott lagde hurtigt mærke til det og tog hårdt fat i mit håndled.

"Hvad har du gang i? Slip mig!" Skreg jeg og prøvede at få min hånd fri, men det var håbløst.

Scott var cirka dobbelt så stor som mig og det var ren muskler. Jeg ville aldrig kunne få mig fri fra ham og jeg opgav hurtigt at kæmpe i mod.

"Er det ikke lidt unfair at gå i mod en som er dobbelt så lille som dig?" Lød en velkendt stemme bag mig. Jeg kiggede tilbage og et par mørkebrune øjne mødte mine.

"Er du ikke ham fra det der band... Hvad er det nu det hedder? One Direction?" Sagde Scott og måbede. Zayn nikkede og trådte tættere på.

"Og jeg ville råde dig til at slippe hende." Sagde Zayn og nikkede mod mig. Scott kiggede ned på mit håndled og gav slip med et skub så hårdt at jeg faldt ned på jorden.

"Du var heldig denne gang Isabell. Men ikke næste gang." Sagde Scott inden han forsvandt.

Jeg fik hurtigt rettet mig op og kiggede direkte på en fremstrakt hånd foran mig. Jeg tøvede, men endte med at lade Zayn hjælpe mig op og stå.

"Er du okay?" Spurgte han, mens jeg børstede grus og skidt væk fra mit tøj. Jeg nikkede.

"Jeg har aldrig haft det bedre." Sagde jeg og kiggede på Zayn. Han nikkede, men tøvede, da han så nærmere på mig.

"Hey er du ikke den der sindsyge fan, der vil have min hjælp til at blive en berømt sanger?" Spurgte han og lagde hovedet på skrå. Jeg sukkede irritereret.

"Jeg er ikke sindsyg og jeg vil ikke have din hjælp til at blive en berømt sanger. Jeg vil bare have at du kan huske at vi var bedste venner for hvad? 11 år siden." Sagde jeg irriteret. Zayn rystede på hovedet.

"Bare hold dig ude af problemer." Sagde han og vendte om. Da Zayn ikke længere var i mit synsfelt vendte jeg selv om og gik vejen hjem. Og det var ikke med mit bedste humør.

***

"Hvad er der sket med dig Isa?" Spurgte min far, da han så mit håndled. Jeg kiggede ned og trak hånden om bag ryggen.

"Bare et skænderi med Scott." Sagde jeg. Far vidste alt om Scott og hvor meget jeg hadede ham.

"Carino. Søde. Scott er en dreng. Han kan ikke styre sine... Hvad hedder det? Ormoni." Sagde min far. Jeg smilede til ham.

"Jeg tror ikke det er hans hormoners skyld at han bliver sur på mig." Sagde jeg og smilede skævt ved mindet om mine kommentarer til ham.

"Carino. Alt kan ikke lykkes ved hjælp af vold og skænderier. Nogen gange må du lære at være sød. Snak med ham. Måske han er innamorato di te." Sagde min far. Jeg satte mig tungt på kanten af hans seng.

"Forelsket? I mig? Far han er en af de populæreste på hele skolen. Hvorfor skulle han være forelsket i en som mig?" Sagde jeg og sukkede.

"En som dig? Carino du er meget speciel. Du er ikke som andre. Du er unico." Sagde min far og lagde hånden på min kind.

"Scott bringer bare det værste frem i mig. Normalt siger jeg næsten aldrig noget, men når Scott er der får jeg lyst til at kaste en stol i hovedet på ham." Sukkede jeg.

"Skat. Vold..." Sagde min far, men jeg afbrød ham.

"Jeg ved det, jeg ved det. Vold løser ingenting." Sagde jeg og kiggede på ham.

"Det er snarere starten på alle vore problemer." Lød en stemme bag mig. Jeg vendte mig om og en sygeplejeske kiggede med et smil på min far og jeg. "Jeg har snakket med din far mange gange." Sagde hun og gik hen til mig.

"Isabell." Sagde jeg og rakte hånden frem. Hun tog den og smilede venligt til mig.

"Det ved jeg. Din far snakker meget om dig. Og hvor stolt han er over sin lille Principessa, som han altid siger." Sagde hun. Jeg smilede ved mindet om dengang jeg var lille og min far altid havde kaldt mig hans lille prinsesse.

"Jeg hedder Marie." Sagde sygeplejeskeren og gik over til min fars seng. "Hvordan har du det i dag?" Spurgte hun min far og tog noget frem jeg ikke kunne se.

"Jeg har aldrig haft det bedre." Lød min fars svar og uden at kunne se hende, vidste jeg at Marie smilede. Man kunne ikke andet end at smile når min far talte.

"Jeg kommer igen på et andet tidspunkt. Jeg elsker dig." Sagde jeg og gik hen i mod døren.

"Io amo la mia piccola principessa" Sagde min far og jeg smilede. Godt nok var jeg ikke den bedste til italiensk, men få ting vidste jeg dog hvad betød. Og jeg var aldrig i tvivl når min far sagde at han også elskede mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...