Remember Me - One Direction

16 år gamle Isabell har altid været den generte, stille pige, men alt ændrer sig, da hun støder ind i sin gamle barndomsven, Zayn Malik, der ellers har glemt alt om hende. Isabell gør alt hvad hun kan for at få Zayn til at huske deres venskab, men kan godt se det er håbløst. Har berømmelsen steget ham til hovedet, eller har hun aldrig betydet nok for ham? Tankerne flyver rundt, da et billede tilfældigvis havner i Zayns mors postkasse...

19Likes
7Kommentarer
648Visninger
AA

3. Kapitel 2

"Undskyld, hvem er du?" Spurgte Zayn, da han havde åbnet døren. Jeg kiggede ned i jorden. Selvfølgelig kunne han ikke huske mig. Hvorfor skulle han.

"Mit navn er Isabell. Vi var tit sammen, da vi var mindre." Sagde jeg og lagde mit blik på ham. Han lignede præcis den samme som han gjorde i tv'et.

"Desværre, men jeg har aldrig været sammen med en Isabell." Sagde han og begyndte at lukke døren stille i.

Jeg vidste at han havde ændret sig, men jeg havde aldrig troet at han ville ændre sig til en selvisk popstjerne, der tror han ved alt.

Jeg trak vejret stille og roligt inden jeg vendte om og begyndte at gå, da jeg skiftede mening. Han skulle ikke slippe af med mig så hurtigt.

Jeg vendte om og gik hen og bankede på igen. Døren åbnede og Zayn kiggede spørgende på mig.

"Du elskede at kravle i træer." Sagde jeg og hurtigt og han kiggede på mig.

"Ja. Det ved alle da. Jeg har svaret på flere tusinde spørgsmål om mig selv i flere forskellige interviews." Sagde han og løftede sit øjenbryn. "Hvor vil du hen med det her?" Jeg sukkede.

"Vi sang altid sammen." Sagde jeg med en lille stemme. Han kiggede irriteret på mig.

"Lad mig gætte. Du er en af de der sindsyge fans, der bare vil i kontakt med mig for at blive berømt." Sagde han. Jeg kiggede på ham.

"Nej! Hør nu på mig. Vi var bedste venner!" Udbrød jeg med tårer i øjnene.

Da jeg kom havde jeg været fuldstændig ligeglad med ham, men han kunne ikke så meget som huske mig. Det kunne godt være at sidst vi så hinanden var for 11 år siden, men han burde da kunne huske mit navn.

"Jeg er ked af det, men jeg kender dig ikke. Og jeg vil gerne have at du går nu." Sagde Zayn og lukkede døren.

Tårerne pressede mere på end før og denne gang kunne jeg ikke holde dem inde. Jeg gav dem frit løb og lod dem løbe om kap med hinanden ned af mine kinder. Der stod jeg så. Foran Zayn Maliks hus, grædende og følte mig svigtet.

Jeg tog en dyb indånding inden jeg tog mig sammen og vendte om og gik hjem.

***

"Hvordan gik det?" Spurgte min mor med et kæmpe smil på læberne. Jeg kiggede på hende med røde øjne. "Jamen skat dog. Er du okay?" Jeg nikkede som svar og gik ind i det lille rum, bedre kendt som mit værelse.

Jeg satte mig på madrassen og kiggede ud af vinduet. Han kunne overhovedet ikke huske mig... Jeg trak vejret dybt og prøvede på at holde tårene tilbage. Han var godt nok blevet berømt, men vi var bedste venner. Han var 7. Burde han ikke kunne huske mig?

"Isa?" Lød Melissas stemme i døren. Jeg kiggede op og mødte hendes brune øjne. "Er du okay?" Jeg kvalte et hulk, mens jeg langsomt nikkede.

"Altså jeg burde ikke være ked af det over at han ikke kan huske mig, men han troede at jeg bare var sådan en sindsyg fan, der ville være berømt." Sagde jeg stille. Melissa satte sig ned ved siden af mig og lagde sin hånd trøstende på min ryg. Jeg kiggede på hende med et smil.

"Det er hans tab. Hvis han ikke kan huske hans bedsteveninde så er det bare ærgerligt for ham." Sagde Melissa og smilede trøstende. Jeg nikkede.

"Du har nok ret..." Sagde jeg tøvende. Jeg kiggede ned i gulvet og rejste mig kort tid efter. "Jeg har brug for noget luft." Sagde jeg og gik udenfor. Jeg gik i noget tid før jeg stoppede op og satte mig ned på en bænk med hovedet hvilende i mine hænder.

"Zayn Malik. Jeg troede aldrig at du ville vokse op og blive en egoistisk, selvisk sanger..." Mumlede jeg, mens jeg kiggede ned i jorden.

"Se mor, det er hende pigen, der altid synger på hospitalet." Lød en lille drengs stemme. Jeg kiggede op og mødte nogle lyseblå øjne.

"Hej." Sagde jeg og fremtvang et smil. Den lille dreng smilede, inden han tog hans mors hånd og gik videre og efterlod mig siddende alene på en bænk igen.

***

Solen var ved at gå ned og kulden var begyndt at træde til. Jeg lagde armende omkring mig og kiggede på de mange biler der kørte forbi, mens jeg sad på bænken ensom og alene. Jeg havde ingen ide om hvordan det kunne såre mig så meget at Zayn ikke kunne huske mig, men af en eller anden grund havde det såret mig... Meget endda.

Jeg sukkede og rejste mig fra bænken og ville i samme øjeblik ønske at jeg havde taget mere end en løs top og nogle shorts på.

Kulden begyndte at omfavne mig og jeg skælvede lavt. Jeg burde gå hjem, tænkte jeg, hjem i varmen. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg ville ikke hjem. Jeg ville blive ude i kulden. Udenfor og indånde den friske luft. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå hjem. Ikke nu.

Jeg kunne ikke få mig selv til at gå et skridt længere. Jeg var som frosset fast til jorden. Og hvorfor? Fordi at Zayn Malik fra det berømte boyband One Direction, ikke vidste hvem jeg var. Det kunne jo være ligemeget. Hvorfor var jeg så opsat på at han skulle huske mig? Jeg blev nød til at gøre noget ved det her. Og det var der kun en måde at gøre det på.

Jeg måtte finde mig nogle venner...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...