Remember Me - One Direction

16 år gamle Isabell har altid været den generte, stille pige, men alt ændrer sig, da hun støder ind i sin gamle barndomsven, Zayn Malik, der ellers har glemt alt om hende. Isabell gør alt hvad hun kan for at få Zayn til at huske deres venskab, men kan godt se det er håbløst. Har berømmelsen steget ham til hovedet, eller har hun aldrig betydet nok for ham? Tankerne flyver rundt, da et billede tilfældigvis havner i Zayns mors postkasse...

19Likes
7Kommentarer
650Visninger
AA

2. Kapitel 1

Endnu engang skulle jeg sidde og kigge på ham på den lille tv skærm. Hans stemme fyldte lokalet når radioen var tændt og mor stod ude i køkkenet og var i gang med at tilberede det lille måltid.

Han var perfekt, havde mor altid sagt. Jeg havde nikket hende ret udvendigt, men indeni var jeg ved at dø. Han var perfekt. Så pokkers perfekt.

"Og det var One Direction med deres nye sang Don't stop." Lød det i radioen. Jeg sukkede irriteret og rejste mig fra den lille, slidte sofa.

One Direction var det mest populære band stort set verden over. Det irriterede mig at de var så irriterende berømte, men jeg kunne ingenting gøre. De kunne synge, det kunne man ikke tage fra dem, men hvorfor skulle de være over alt?

Det der irriterede mig mest ved dem var nok mindet om gamle dage. De gode dage. Men det var lang tid siden. 11 år for at være præcis.

"Isabell lad være med at stå der og dagdrøm. Gå op og skift til noget pænt tøj, vi skal ud og besøge far." Sagde mor og lagde hånden blidt på min kind. Jeg nikkede og gik ind i det lille rum, jeg havde fået tildelt som mit værelse.

Jeg fandt noget tøj frem i den lille skuffe og skiftede fra mine slidte jeans og skjorte til en fin lysegul kjole.

I dag var en speciel dag. Min fars fødselsdag. Far var blevet indlagt på hospitalet med kræft for snart 10 år siden. Det var gået fint i starten, men for nogle måneder siden begyndte det at gå galt. Han fik det dårligt og kunne ingenting gøre længere. Vi havde intet andet valg end at indlægge ham endnu engang.

Jeg tog min mors taske i hånden og vi gik ud til bussen. Vi havde ingen penge og derfor ingen bil. Huset vi boede i var lille, men hyggeligt. Det var her jeg var vokset op. Det var her jeg var blevet født.

Alle på vejen kendte mig som den generte, stille pige, hvis far havde kræft, mens min mor og søskende kendte mig som 'den anden mor'.

Mor var så trist hele tiden at det for det meste altid endte med at jeg tog mig af mine to mindre søskende. Det var hårdt at lege mor som 16 årig, men jeg havde intet valg. Hvis jeg ikke tog  mig af dem, hvem skulle så?

Bussen stoppede foran os og vi steg ind i den allerede overfyldte bus. Mit brune hår fløj rundt overalt, selvom jeg havde sat det op, og flere folk klagede surt over at de fik det i hovedet. Jeg smilede flovt til dem, mens jeg fulgte efter min mor om bagerst i bussen.

Busturen var længere end normal. Det var som om at hver eneste gang vi stoppede holdte vi stille i en evighed. Jeg havde det måske kun sådan fordi at jeg vidste at far ikke havde lang tid tilbage. Og det vidste vi alle.

***

"Isa, la mia bella, bella, Isabell." Jeg smilede til min far, da han på italiensk snakkede til mig.

Jeg forstod egentlig ikke så meget, men jeg havde efterhånden forstået at bella betød smuk.

"Hej far." Sagde jeg smilende, men med tårende trykkende omme bag øjnene.

Jeg kunne ikke græde nu. Jeg ville vise far at jeg var stærk. At han ikke skulle være bekymret. Jeg ville passe på os alle sammen når han engang var væk.

"Ciao amore mia." Sagde far og kiggede min mor i øjnene. Tårerne hos hende var helt tydelige og gjorde ikke særlig meget for at skjule sin sorg.

Jeg kiggede ned i gulvet og sank en klump.

Far var italiener og mor havde mødt ham første gang i Venedig. Faktisk var hun på en meget romantisk date med en anden fyr, men forelskede sig i min far i samme øjeblik hun så ham og efterlod sin date for ham. De blev gift hurtigt og før de vidste af det var jeg på vej. De havde været lykkelige dengang. Ikke ligesom nu. Mor der kæmper med tårerne og far der kæmper mod kræften.

"Hvad skal jeg gøre uden dig?" Spurgte mor med gråd i stemmen. Jeg kiggede op. Mente hun det der? Hun kunne da ikke spørge far om sådan noget. Især ikke på hans fødselsdag.

"Jeg vil aldrig forlade dig. Jeg vil altid være i dit cuore." Jeg vidste at cuore var italiensk for hjerte og mor smilede sødt til ham.

"Jeg elsker dig Rose." Sagde han og lagde hånden blidt på min kind, præcis som mor havde gjort på mig tidligere. Mor lagde hånden på hans og kærtegnede den blidt.

***

"And all these little things." Lød det fra radioen endnu engang. Der havde åbenbart været det helt store One Direction maraton i radioen for at hylde at de alle tog hjem til deres familier i en uges tid.

"Det lyder da skønt at de drenge kommer hjem til deres forældre. Jeg tror sandelig at Trisha har savnet lille Zayn." Sagde min mor med et stort smil.

"Mor. Lad være med at sig lille Zayn. Det lyder kikset." Svarede jeg og kiggede ind i den lille skærm.

"Det kunne være du skulle besøge ham. I var jo så gode venner." Sagde mor og kiggede på mig med et kæmpe smil, der gjorde hendes alt for røde læber endnu større end de var i forvejen.

"Ja da jeg var 5. Mor han kan ikke engang huske mig." Sagde jeg og sukkede. Hvem ville også kunne huske sådan en som mig? Hvem havde lyst til det? 

"Orgh pjat med dig. Jeg synes du skal besøge ham." Sagde mor. "Og selvfølgelig kan han huske en med sådan en fremragende stemme som dig." Jeg sukkede.

Jeg havde tidligere synget for syge børn på hospitalet hvis mor skulle snakke privat med far, og de havde elsket det. De havde klappet og grinet og smilet. Og jeg kunne lide det. Det gjorde at jeg fik tankerne et andet sted hen. Og jeg elskede at synge.

***

"Bella, Bella!" Lød min lillesøsters stemme fra værelset ved siden af mit. Jeg skubbede dynen fra mig og gik ind til hende.

"Hvad er der søde?" Spurgte jeg og skubbede hendes hår forsigtigt væk fra ansigtet.

"Mig mareridt." Sagde hun med tårerne løbende ned af kinderne, som et kapløb mellem to skrigende piger og Channing Tatum stod ved målstregen.

"Aw skat. Det skal nok gå." Sagde jeg trøstende og lagde en arm omkring den lille pige.

"Syng." Sagde hun og smilede.

"Syng?" Gentog jeg og hun nikkede. Jeg nikkede og tænkte efter en sang, som jeg vidste hun elskede.

"They don't know about the things we do.

They don't know about the 'I love you's'

But I bet you if they only knew.

They will just be jealous of us.

They don't know about the up all night's.

They don't know Iøve waited all my life.

Just to find a love that feels this right.

Baby they don't about

They don't know about us."

Smilet kom frem i det lille ansigt og Bonnie lukkede øjnene.

Jeg smilede, kyssede hende på panden og gik ud. They don't know about us var hendes yndlings sang og jeg havde tit sunget den for hende, når hun var ked af det.

Jeg lagde mig træt i min seng og faldt hurtigt i søvn igen.

***

"Husk og smil." Sagde mor for tyvende gang. Og jeg nikkede, endnu engang.

Jeg gik ud af døren og ned af vejen. Zayn havde nu været hjemme i syv timer og mor mente desperat at jeg skulle tage over og snakke med ham. Jeg gik forsigtigt i retning mod villa kvarteret og fandt hurtigt det store hus hvorpå der stod MALIK, med store bogstaver. Jeg stoppede op foran døren inden jeg bankede på. Jeg tog en dyb indånding i det døren gik op...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...