Last goodbye [Oneshot]

Dette brev er skrevet til min mormor, som døde 9/6-13 - R.I.P. ♥

19Likes
13Kommentarer
697Visninger

1. †

18/6-13

Kære mormor.

Så var det i dag. 

Kisten var meget smuk, og der var masser af blomster. Vi holdt det i rødt og hvidt - du ville virkelig have kunne lide det. Præsten holdt også en meget smuk tale, og vi sang tre fine salmer. Jeg sad på forreste række sammen med mor og Casper. Teholdet kom, og din bror var der. Axel var der også, og han skal snart starte i skole. Så stor han er blevet. Selvfølgelig var Katia og Joram der også, og Jannick kom også. Morfar havde sin kæreste med. Nete. Hun er rigtig sød, men hun kan aldrig erstatte dig. Hun gør ham glad. Nu hvor du ikke har kunne gøre det de seneste to år. Og jeg håber virkelig, at de bliver sammen mange år endnu. Han har fået det bedre siden dengang...

 

Jeg savner dig, og det er helt forkert, at du ikke er her mere. Det er ikke retfærdigt, at du blev taget fra os på den måde. Og er du helt gal, hvor har vi været meget igennem. Og du er gået glip af så meget. Og når jeg tænker tilbage til sommeren 2011, kan jeg slet ikke forstå, at der er gået to år. Jeg husker stadig dagen, som var det i går. En forfærdelig dag!

 

Jeg har gået på efterskole i det her år, og kan du huske, at vi snakkede om det til min konfirmation? Ifølge morfar var det den sidste fest, du sådan rigtig var med til. Og det er jeg glad for. For det var min fest, som blev den sidste. Min dag. Men nu slutter det bedste skoleår nogensinde snart, og jeg kan ikke vente med at komme videre. Jeg skal på Ørestad Gymnasium. Og selvfølgelig skal jeg have min studentereksamen. Nu hvor du ikke fik den. 

Katia er flyttet i hus her for nyligt. Hun er vildt glad for huset, og de har en have. Jeg ved, at du og Katia havde snakket om, at I skulle luge ukrudt i den have, hun skulle have, dengang du stadig levede. Nu er hun så flyttet i hus, men du er der ikke til at luge ukrudt. Men jeg ved, du kan se den oppe fra himlen. 

Axel skal snart starte i skole, men han kan allerede både læse og skrive lidt. Sådan er det at have en skolelærer som mor. Men han glæder sig helt vildt og fortæller gerne rundt omkring sig, at han nu er blevet så stor. Han er helt vidunderlig, og jeg er så glad for, at han har fået en normal hverdag med Joram, Katia og Olivia. De bor rigtig fint, og han vokser så hurtigt nu. Han er en rigtig lille fin fyr. 

 

Nogle gange tænker jeg på, hvorfor det lige var dig, det skulle ske for. Ville det ikke være i den rigtige rækkefølge, hvis det var oldemor eller oldefar først? Du var så ung! I det mindste var det ikke smøgerne, der var årsag til det. Det fik vi at vide på hospitalet. 

Og hvor har vi været på mange hospitaler. 7 eller sådan noget. Og lige så mange gange har vi skulle sige farvel. På et halvt år var vi på forskellige hospitaler og sige farvel, men du overraskede lægerne, og os. Pludselig åbnede du øjnene eller bevægede benene. Til sidst snakkede du, og vi var næsten ved at tro, at du kunne blive normal igen. Men nej. 

Det var for ca. halvandet år siden, at du blev indlagt på plejehjemmet. Jeg kan huske, at vi var ude og besøge dig. Du havde en lille stue, og så var der en sofa hjemme fra huset. Der var også kommet malerier, og der hang billeder af mig, morfar, Casper, mor, Katia Axel og dig selv på væggene. Hvis nu du kunne huske igen. Men du kunne kun gentage det, vi andre sagde. 

Jeg fortalte dig om efterskolen. Om hvor meget jeg glædede mig og om hvor nervøs, jeg var. Jeg kan huske, at du godt kunne lide at sige 'Tølløse'. Plejerne sagde, at det var fordi, det lå godt på tungen. Den dag i dag har jeg stadig billede af dig, der sidder og siger Tølløse, inde i hovedet. 

Det var ikke fair, den måde du endte på. Du fik hjertestop, og så blev du erklæret hjernedød. Du endte som en grønsag, som vi ville kalde det. Jeg havde altid set på tv eller på film, hvordan folk kunne sidde og bevægede hænder og fødder på underlige måde. Og du endte så samme måde. Det var ikke rart at se dig sådan, for du havde altid været fuld af fart. 

 

Hvert år i fødselsdagsgave fik jeg en shoppetur med dig. Så gik turen til centeret, og så skulle der shoppes igennem. Ofte måtte jeg finde hundeøjnene frem, når vi havde forskellig smag i tøj. Endte shoppeturen ordentligt, endte den med en is på vej hjem i bussen. For kørekort havde du ikke. Men det var også fint nok, for det var hyggeligt i bussen. Og den kørte jo nærmest direkte hjem til huset. 

Huset. Der havde du og morfar boet, så længe jeg kan huske. Jeg kan huske, at jeg altid sov oppe i syværelset, lige overfor badeværelset. Jeg husker dynebetrækket, duften af rent sengetøj og rullestolen. Jeg husker de mange efterårsferier, hvor vi har hentet kastanjer omme ved kastanjetræet lidt længere nede af vejen. Jeg husker Elvis på din computerbaggrund, og jeg husker de mange perleplader. 

Jeg husker havestuen fyldt med legetøj, malertuscher og malebøger. Jeg husker underlaget, vi altid skulle sprede ud på gulvet, så vi ikke tegnede på gulvet. Og jeg husker de mange dage, hvor vi har spillet Magnus og Myggen eller Bud Redhead. Hvordan skulle jeg nogensinde gennemføre de spil, hvis du ikke sad med en hjælpeguide ved siden af, når jeg ikke vidste, hvad jeg nu skulle? Og de mange gange jeg er faldet bagover på kontorstolen, fordi jeg var så lille. Jeg forstod vist aldrig rigtigt, at jeg ikke måtte læne mig alt for langt tilbage i dem.

Nu må vi ikke glemme morfar, og jeg har altid beundret jeres forhold. I havde været gift i omkring 40 år, og I skændtes stort set aldrig. I var sådan et powercpouple, og I var skide gode til at passe mig og Casper. Vi kedede os aldrig. Om I så måtte sætte os til at se tv, så var det ikke kedeligt.

Og der var hjørneskabet i køkkenet, hvor du havde de der små morgenmadspakker. Cornflakes, guldkorn og sådan i minipakker. Og sådan en lille pakke passede helt perfekt til morgenmad til os. Og i øverste skuffe i spisestuen havde du altid Haribo-poser med colaer, vingummibamser eller perler. Så kunne du sætte os foran tv'et, og så kunne du strikke, løse kryds- og tværs eller hvad du så end lavede. Men det var aldrig kedeligt.

Det hele har ikke været en dans på roser, og efter både Casper og jeg kom i teenagealderen, var det ikke altid lige nemt. Og efter mor og fars skilsmisse så vi ikke meget til hinanden. Kun til jul og fødselsdage, men shoppeturene, morgenmaden og efterårsferierne forsvandt ligesom. Det var underligt, for først nu indser jeg, hvor meget jeg mistede. Mine børn skal se mere til sine bedsteforældre, end jeg gjorde. I hvert fald efter 2009.

 

Den sidste gang, hvor jeg førte en normal samtale med dig, var til min konfirmation. Casper blev konfirmeret tidligere i år, og vi snakkede om, at der manglede noget, eller nogen. Dig. Han ville så gerne have, at du kunne komme til hans dag. Han er nok lidt jaloux på, at du var med til min og ikke til hans, men der er ikke noget at gøre. Det er naturens gang, og vi skal alle sammen dø en dag.

Måske er det sværest at sige farvel nu, selvom man skulle tro, at vi havde øvelse i det. Men det er hårdt. Det var mest hårdt, da kisten var kommet ud i bilen. Casper var så glad for, at han fik mulighed for at bære kisten. Det betød meget for ham.

Til slut vil jeg gerne sige tak. Tak for alle minderne, tak for alle de mange ferie vi tilbragte hos dig og morfar, og til sidst tak for en dejlig barndom i jeres hus. Hold hånden over morfar oppe fra himlen af, for jeg vil ikke miste ham. Ikke endnu i hvert fald. Det var også for tidligt, du forlod os.

Jeg elsker dig mormor. Det sagde jeg ikke nok, men jeg elsker dig. Jeg elsker dig virkelig! Må du hvile i fred.

- Amalie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...