Bag muren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Igang
Følg med i hvad der sker bag muren....

3Likes
4Kommentarer
251Visninger
AA

1. You say "Hello" - inside I'm screaming "I love you."

Bilen drønede hen af vejen og stoppede brat, da vi kom til en skillevej. Jeg kiggede ud over landskabet, der var ikke andet end marker i syne til højre for mig, men til venstre kunne jeg ane en skov og spiret på et tårn inde bag træerne. “Så er det her du skal af smukke,” sagde manden slesk og så op og ned af mig. Jeg havde fået et lift af ham inde fra byen af og da blev jeg usikker på hvordan jeg skulle takke ham.. og hvad han havde i tankerne. Jeg rystede på hovedet og hoppede ud af bilen og sagde: “Mange tak for liftet.. øh.. det var rigtig pænt af dig.”     

Manden så skuffet ud og gryntede noget til svar, som jeg ikke fik fat i, og satte så bilen i gear og kørte afsted. Jeg fortsatte ned af den støvede vej. Der var ingen vej tilbage nu. Det var der virkelig ikke, for der ville nok ikke komme nogen biler kørende foreløbigt helt her ude på landet, så min eneste mulighed var at fortsætte ned af vejen.

Jeg gik og sparkede til nogle småsten, lyttede til fuglene og tænkte på alt derhjemme. Hvordan mon mor og far havde det, og hvordan de ville reagere på min brev. Jeg følte mig virkelig ussel over at jeg ikke havde sagt ordentligt farvel, men jeg vidste at de ville have stoppet mig, hvis jeg prøvede at snakke med dem om det. Jeg fik næsten tårer i øjnene bare af at tænke på mor der ville stå op om morgenen og finde mit brev; men kun næsten. For jeg vidste at det var det her jeg ville, det her jeg havde brug for.
    Jeg følte der gik timer, før jeg endelig nåede til udkanten af skoven. Jeg havde glemt mit ur hjemme, så det var utrolig svært at sige, hvor lang tid jeg havde travet, men solen der stod lidt lavere på himlen indikerede at jeg ihvertfald havde gået et pænt stykke tid. Mine ben var også begyndt at syrer til og min mave rumlede højt.
    Man kunne ikke rigtig kalde det en skov, fandt jeg ud af, da jeg kom tættere på. Det var mere bare en samling træer på en mark. Jeg kunne ane den store bygning mellem træerne, og følte mig lettet over at jeg endelig var fremme. Jeg havde dog ikke gået mere end to skridt før frygten fik sit tag i mig. Hvad skulle jeg gøre? Hvad skulle jeg sige? Hvad hvis de smed mig ud? Hvad hvis de overhovedet ikke lukkede mig ind?     

Tankerne kørte rundt i mit hoved og min mave rumlede endnu en gang, hvilket fik mig til at tage mig sammen og gå videre. Da jeg havde  skubbet nogle grene væk og klemt mig forbi nogle træer, tårnede bygningen sig op over mig. De høje stenmure forsatte bare opad i uendelighed og jeg følte mig pludselig meget lille ved siden af. Jeg fik øje smedejernslåge lidt længere henne og jeg skyndte mig derover. Hvad jeg så skulle gøre derfra, vidste jeg ikke. Der var ikke rigtig nogen ringeklokke, hvilket fik mig til at grine lidt, for det lignede nu heller ikke et sted hvor der ville være en normal ringeklokke. Jeg kiggede ind mellem lågen og bemærkede et springvand som stod midt i hele gården. Det så dog ikke ud til at der var noget vand i, og jeg var for langt væk til at kunne se hvad figurerne på springvandet forestillede.
    Der var ingen mennesker i gården. Det hele så faktisk uhyggeligt forladt ud. Jeg vendte mig om og overvejede at gå tilbage hvor jeg kom fra, da jeg hørte en rømme sig. Jeg sprang næsten op i vejret at forskrækkelse og jeg vendte mig om og så en ældre kvinde stå på den anden side af lågen. Hendes øjen så for store og blå ud i forhold til den farveløse dragt hun havde på som gik hele vejen ned til jorden. Den hvide hovedbeklædning dækkede alt hendes hår og det gjorde det svært for mig at fastslå hendes alder. Hendes ansigt virkede ungdommeligt, hvis man så bort fra rynkerne hist og her, men hendes øjne virkede gamle og vise.
    Jeg åbnede munden for at sige noget, men den kvinden åbnede bare porten og vinkede mig indenfor. Jeg så mig over skulderen, men det var tydeligt for mig at jeg blev nød til at fortsætte, så jeg vendte mig igen om mod kvinden og trådte så ind.
    Jeg ved egentlig ikke helt hvad jeg forventede da jeg kom ind; at alle menneskerne måske dukkede op. Men da vi bevægede os hen over brostenene i gården, blev der ved med at være mennesketomt. Brostenene var utroligt ujævne og jeg var ved at falde op til flere gange, mens kvinden bare svævede elegant over dem.
    Stedet bestod af tre bygninger. Den midterste bygning var den betydeligt største og det var den kvinden gik imod. Jeg havde forventet hun ville gå hen til stentrappen der førte op til det der lignede en kæmpe hoveddør, men i stedet drejede hun lidt til højre og tog et kæmpe bundt nøgler op og låste en meget ussel udseendet dør op. Den var lav og smal og da kvinden viste mig ind med hånden, blev jeg nød til at dukke mig, selvom jeg absolut ikke var den højeste. Hun lukkede døren bag sig og fortsatte så op af en vindeltrappe. Jeg sørgede for hele tiden at holde mig lige bag hende, for jeg havde bestemt ikke lyst til at fare vild her, det var meget større end forventet. Jeg havde ingen fornemmelse for hvor højt oppe vi var, men den fjerde dør vi passerede åbnede hun og nikkede til mig. Jeg gik ind og forventede at hun ville følge mig, men hun lukkede blot døren bag mig....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...