A Way Out Of The Perfect Love - Justin Bieber (2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 10 aug. 2013
  • Status: Igang
Justin og Eleanor er tilbage! Denne gang som byens sødeste par, som de fleste elsker - der er dog nogen, som hader deres forhold. Men hvad gør det, når bare romantikken er der? Justin og El behandler hinanden med omsorg og respekt. Gnisterne flyver frem og tilbage, og det er som om, at de begge er omringet af lyserøde skyer og flyvende røde hjerter. De smiler hvert minut, i takt med at de går med flettede fingre igennem byen, mens folk smiler anseligt til dem. De har det perfekte forhold. Og de hader det. De hader, at de har fundet den perfekte kærlighed, hvor alt er perfekt, og hvor de skal være perfekte og behandle hinanden som i filmene. Selv deres sexliv foregår på den romantiske måde! De vil have skænderier. De vil sidde i hver sin sofa i stuen og se tv. De vil bruge deres weekendener på at feste. De vil dyrke sex på et lokalt toilet - have et normalt forhold, uden noget som helst perfekt. Men kan de komme ud af den perfekte kærlighed? Ligesom Eleanor kom ud af det perfekte liv?

132Likes
102Kommentarer
13948Visninger
AA

3. Sandheden Kommer På Bordet.

 

Kapitel 2.

Justins synsvinkel.

 

"Jeg henter dig om 3 timer", informerede jeg og kyssede Eleanor på munden. Jeg kunne tydelig mærke, at jeg ikke vil slippe hendes ambrosiske læber igen. Hver gang vores læber klistrede sig sammen, havde jeg svært ved at slippe igen - de var farlige, jeg var nærmest afhængig. 

"Okay, jeg glæder mig", hviskede hun, da vi havde trukket os fra hinanden. "Pigerne venter", sagde hun sukkede og åbnede bildøren. 

I dag skulle El og jeg se vores venner, fordi det var ikke fornuftigt at være sammen hele tiden, vi skulle også se andre mennesker - ellers kunne det ende helt galt. Jeg skulle hænge ud med Nicholas og Keith, mens Eleanor skulle hænge ud med hendes veninder, Cara og de andre - jeg kunne aldrig huske, hvad de hed. 

"Hyg dig", sagde jeg smilende til hende, da hun trådte ud af min bil. Jeg betragtede hver bevægelse, som hun lavede. Og hvem kunne bebrejde mig? Hun var min, og hendes krop var fantastisk. 

"I lige måde", hun havde vendt sig om og kiggede smilende på mig. "Jeg elsker dig", sagde hun, mens hendes øjne var fyldt med glæde. 

"Jeg elsker også dig", sagde jeg til hende, og mine ord var så bestemte og sande, at selv hendes forældre ville tro mig. 

"Men vi ses klokken 16, præcis", med de ord gik hun hen til hoveddøren, hvor Cara boede. Hendes veninder stod sikkert bag døren og ville overraske hende i samme øjeblik, hun trådte ind af døren. 

Det var forskellen med drenge og piger. Piger gjorde noget stort ud at se hinanden, men ikke drenge. Jeg regnede bare med, at når jeg kom over til Nicholas' hus ville han og Keith sikkert bare sidde og spille x-box. De ville ikke være spændte, som piger ville. 

Ikke at jeg misundte dem. Overhoved. 

Jeg startede bilen igen og kørte mod Nicholas' hus, hvor jeg skulle tilbringe 3 gode timer. Jeg havde faktisk savnet dem meget. Jeg havde ikke set dem i over 1 uge, og det var barsk. Jeg skulle se mine drenge, ellers blev jeg sindssyg. Os drenge havde brug for hinanden, ligesom piger ikke kunne undvære hinanden - alt den sladder, man skulle ud med. 

Jeg rullede vinduet helt ned og skruede højt op for musikken, så basen kunne mærkes, og jeg følte mig i live. Eleanor hadede, når jeg gjorde det, så jeg kunne kun gøre det, når hun ikke sad i bilen. 

Jeg følte mig bare så tilpas, sådan her. Med mine solbriller, høj bas, luften i mit hår og selvtilliden. Det føltes rigtigt. Og jeg elskede at køre igennem byen sådan her, specielt i storbyen, fordi der gloede alle efter en. 

Og de blikke, jeg fik fra piger, når jeg kørte forbi, fik mig til at føle som Gud. De gloede, smilede, fnisede, ja de flirtende endda, også selvom vi kun fik øjenkontakt i 3 sekunder. Det var bare den magt, som jeg havde – kæreste eller ej, jeg kunne ikke gøre for, at piger interesseret sig for mig. 

Siden jeg fik denne bil af Eleanor, havde jeg følt mig som en med meget astronomisk magt. I starten ville jeg ikke tage imod den, men med tiden blev den bare min. Og jeg elskede den. En rød Audi, hvor taget kunne tages af, når det var for varmt. Når folk så mig i den bil, ville de med det samme tro, at jeg enten var rig eller kom fra en rig familie. 

Jeg blinkede af til højre, og kom til den vej, hvor Nicholas boede på. Det var sådan en elegant vej, hvor der kun var 3 huse. Der var kun plads til 3, da husene var så ufattelige gigantiske. 

Jeg drejede ind på hans område og parkeret bilen lige ved siden af hoveddøren. Jeg havde fået lov til at holde der, når jeg kom på besøg, og det var jeg taknemmelig for. For ellers skulle jeg gå vildt langt for at besøge Nicholas. 

Jeg slukkede motoren og steg ud af bilen, og med det samme angreb en lun brise mig. Den mindede mig om det gode sommervejr, der stadig var her - ikke så underligt, når vi var midt i sommerperioden. Det var mere fordi, at i den seneste tid, havde jeg forsømt sommeren en del - ligesom jeg havde forsømt alt andet ved at være sammen med El.

Jeg lukkede døren og gik mod hoveddøren, hvor jeg havde fået besked på, at jeg bare kunne gå ind. Det var nemlig ikke sikkert, at hans forældre var hjemme til at åbne døren for mig. Og der var åbenbart ingen mulighed for, at Nicholas kunne lette sin røv og åbne døren for mig. 

Jeg gik brasende ind af døren, og jeg måtte indrømme, at jeg var angstfuld for, at hans mor stod på den anden side. Hvis hun gjorde, ville hun skælde mig ud, fordi jeg bare kom brasende ind. 

Hun havde tilgivet mig for dengang, hvor jeg flippede ud over hende. Jeg er stadig skuffet over mig selv fra dengang, og jeg ville ønske, at jeg kunne havde kontrollerede mig selv lidt mere. 

Men sandheden var, at den onde Justin levede inde i mig, og han kunne faktisk dukke op når som helst. Desværre. 

"Justin, vi er heroppe", blev der råbt af Nicholas, som bekræftede, at de var på hans værelse. Jeg smilede en lille smule, da jeg åbenbart betød nok til, at han lyttede efter, når jeg kom. Men jeg vidste jo godt, at han havde savnet mig. 

Jeg småløb op af trappen. Jeg ville gerne løbe, men stadig, hans mor kunne være hjemme. Det var en mulighed, og jeg vil ikke tage den chance om at blive opdaget i at overtræde hendes egne personlige regler. 

"Hey guys", jeg kom ind på Nicholas' værelse, hvor jeg fandt ud af, at jeg havde ret i, hvad jeg forudsagde tidligere - de spillede. 

De sad helt oppe ved fjernsynet, mens de sad på de kæmpe sækkepuder med et joy stick i hånden. Jeg opdagede hurtigt, at der var en ledig sækkepude ved siden af Keith. 

"Hey", sagde Keith fraværende, i takt med at han var helt væk i spillet, ligesom Nicholas var, og ligesom jeg ville være, så snart jeg fik et joy stick. 

’’Hej dude’’, sagde Nicholas, i takt med at jeg havde hans opmærksomhed i 3 sekunder, hvor jeg fik et smil, som hentydede til, at han havde savnet mig. 

Jeg satte mig ned ved siden af dem på sækkepuderne, og lige med det samme fik jeg et joy stick. Jeg fandt ud af, at de næsten lige havde startet et spil, hvor jeg var med - men jeg var selvfølgelig bag ud, så jeg måtte indhente dem. 

Jeg gik straks i gang med at indtage spillet på min egen måde – jeg havde en teknik, som alle gerne vil høre om, men den var hemmelighed. Den hjalp mig med at vinde det her bilspil. 

"Nå, er der sket noget nyt?", spurgte jeg, mens mine øjne var klistret til skærmen, som om at jeg var besat. "Går det godt med dig og Ari?", spurgte jeg Keith hurtigt, da jeg faktisk var nysgerrig, fordi han ikke havde skrevet så mange statusser om hende på facebook, som han plejede at gøre. 

Nicholas satte spillet på pause, og det undrede mig så meget, at jeg kiggede på dem begge. Keith kiggede nedtrykkende ned i gulvet, mens Nicholas kiggede trist på mig. 

"Hun slog op med ham for 4 dage siden", forklarede Nicholas stille. Jeg kiggede chokeret på Keith. Tænk at jeg havde været så fraværende fra mine venner, at jeg ikke havde hørt det. 

"Den bitch var kun ude efter mine penge", lød det rasende fra Keith af. Jeg kiggede overraskende frem og tilbage på Nicholas og Keith. 

"Var hun?", spurgte jeg forundrende. Ari virkede så forelsket i Keith, og jeg havde altid troet, at det var ægte kærlighed. De var byens sødeste par – well i guess Eleanor og jeg havde overtaget den plads. 

"Ja, hun er sammen med Sean Croll nu", han kløede sig irriteret i håret og kiggede alvorligt på mig. "Pas på at Eleanor ikke gør det samme". 

Jeg kunne ikke lade være med at grine en smule over hans sætninger, men det var måske ikke det rigtige tidspunkt at gøre det på. Deres udtrykke gjorde det også indlysende, at jeg ikke skulle have grint. 

"Okay, prøv at hør her", startede jeg og rettede min krop mod dem. "1. jeg er ked af det på dine vegne", jeg havde et trist blik i øjet, da jeg sagde det. Det lød som om, at hun havde været ham utro - og det var det værste, som en pige kunne gøre. 

"2. Det skulle nok være mig, som ville være ude efter Eleanors penge, og ikke omvendt", lød det grinede fra mig af - jeg var jo ikke rig, så dårlig advarsel til mig. "og 3. Sean Croll?". 

"Ja, Sean Croll", gentog Keith, bare på en mere fornærmede måde. Han kunne helt sikkert ikke lide ham nu - og de plejede at være gode venner. 

"Sean Croll", mumlede jeg for mig selv, mens jeg havde forvirrende blikke rettet mod dem, i takt med at jeg rystede svagt på hovedet. 

Sean Croll var en af de rigeste drenge på den skole, som vi lige var gået ud af, men han var også en af de mest uchamerende drenge på skolen. Hvordan kunne hun vælge ham frem for Keith? Ja ja. Pengene var større. Men alligevel. 

"Det er helt utroligt", lød det fra Nicholas, som også måtte være en del skuffet over hende. Jeg mener, han kendte hende. 

"Forresten Justin", Keith kiggede alvorligt og strengt på mig. "Du kan lige vove på at elske Eleanors penge og ikke hende", sagde han med hævet øjenbryn og en peget finger, som var helt oppe i mit ansigt. 

"Bare rolig, jeg elsker hende højere end noget andet", sagde jeg overbevissende, og det så ud til at mine ord ramte dem begge hårdt. 

"Wow, du lød sikker..... altså meget sikker", lød det fortvivlende fra Keith, der bare kom med den hurtige bemærkning uden virkelig at tænke over den. Selvfølgelig elskede jeg hende, og selvfølgelig var jeg sikker. 

"Ja, men det er fordi, jeg er sikker", sagde jeg og trak forvirrende på skulderne. Jeg vidste godt, at jeg ikke havde set dem i lang tid, men de vidste da, at jeg elskede hende. Gjorde de ikke?

"For at være ærlig", jeg kiggede undrende på Nicholas, som kløede sig lidt i nakken, da han sagde det - nervøse trak? Det kunne ikke være godt. "Så troede jeg ikke, at det i havde, var adstadigt". 

"Det er der ikke mange af os, der tror", indskød Keith hurtigt. "Faktisk er der mange som tror,  i er singler igen om nogle få uger". 

Jeg kunne ikke lade være med at kigge forvirrende på dem, da jeg virkelig ikke havde regnet med det. Gik mine venner rundt og troede, at jeg var sammen med en pige, for sjovt?

"Nå, men til jeres information, så har vi noget seriøst", sagde jeg en smule surt og lagde mig ned i den store, sorte sækkepude, hvor der kunne sidde 3 personer i uden problemer – og vi havde en hver. 

"Er du sur?", spurgte Keith mig forsigtigt. Jeg sad bare med et surt blik og krydsede arme, i takt med at jeg planlagde, at jeg ikke ville snakke med dem i et stykke tid. 

"Det tror jeg, at han er", lød det grinende fra Nicholas. De begyndte pludselige begge to at grine, og jeg havde lyst til at slå dem begge, fordi de syntes, at det var morsomt. 

"Ej, kom nu Justin, du kan ikke være sur over sådan noget", hørte jeg Nicholas sige bestemt, mens han holdte op med at grine, men Keith var stadig i gang med at drille grine. Og det gjorde mig en smule sur. 

"Er lille Justin sur, er han det?", sagde han med en babystamme, og pludselig begyndte Keith at kilde mig på maven, hvor jeg var sindssyg kilden. Og når folk begyndte at kilde et sted, hvor man var kilden, kunne man ikke holde igen. 

Jeg begyndte at skralgrine, da han kildede mig midt på maven og i siderne. Alle mine venner vidste, at jeg var kilden der. Men ingen havde brugt den svaghed før, ikke før nu. 

"Hold op", råbte jeg grinende, mens jeg prøvede at skubbe ham væk. Men i stedet for, at han fjernede sig, kom Nicholas og hjalp. Men han hjalp ikke, han gjorde det kun værre. 

"Stop nu", skreg jeg grinede og prøvede at få deres hænder væk - okay, det lød en smule bizart, men det var sådan, de gjorde mig glad igen. Og jeg tror faktisk, at det hjalp....en lille bitte smule. 

Jeg strittede med kroppen og fjernede deres hænder, der bare kom tilbage igen og gjorde deres opgave. Jeg grinede, og jeg kæmpede. Og de kunne hellere ikke lade være med at grine over det.

"Stop", råbte jeg grinende, mens jeg faldt sammen i sækkepuden, da jeg gav op med at kæmpe. Sådan vandt jeg altid en kildekamp – jeg lod vær’ med at lave modstand. 

"Okay, fint nok", lød det fra Nicholas. 

De stoppede begge to og lagde sig faldende ned på min sækkepude, så vi lå meget tæt på hinanden, jeg kunne i hvert fald mærke dem begge. 

"I skal bare vide, at jeg hader jer", fastslog jeg surt, og de vil nok mene, at jeg var pigesur. Men jeg var sur, og det var da klart! Mine bedste venner gik rundt og troede, at jeg ikke havde et seriøst forhold med en pige, som jeg virkelig kunne lide.

"Vi elsker også dig", lød det drillende fra Keith, der pludselig klamrede sin krop til min ved at holde hans lange arme om mig, og han havde sit ansigt på min skulder, i takt med at han smilende på en lalleglad måde. 

Jeg grinede bare og skubbede ham væk, og heldigt for mig, forstod han en hentydning. Men pludselig lyste ham op i et lykkeligt smil, og jeg vidste, at han havde fået en ide - bare sådan. Han var så tilfældig. 

"Vi burde tage i byen og fejre, at Justin har fundet kærligheden", forslog Keith, mens han prøvede at sige det på en seriøs måde, men han kunne ikke lade være med at grine - han fandt det sjovt, at jeg havde fundet mit livs kærlighed. 

"Du har faktisk ret", Nicholas satte sig op og kiggede seriøst på os, mens hans lyse hår strittede ud til alle sider, efter vores lille kildekamp. "Så kan det være, at Keith og jeg også møder den store kærlighed?", røg det fastbesluttet ud af ham. 

Jeg rystede grinede på hovedet og satte mig op, derefter satte Keith sig også op, da han nok følte, at det var excentrisk, at han var den eneste, som lå ned på sækkepuden. De kiggede begge spændt og ventende på mig. 

Nicholas var normalt ikke ude efter en kæreste, men jeg følte lidt, at efter jeg havde fået en, så begyndte han at overveje det en smule. 

"Desværre, jeg skal være sammen med El", sagde jeg skrapt. Jeg ødelagde totalt den spænding, som de begge havde fået. "Vi skal se film og have kvalitetstid sammen", tilføjede jeg meget seriøst med et lille nik. 

''Kan du ikke bare aflyse?'', spurgte Keith forsigtigt med et alvorligt blik. ''Så du kan feste med os?'', tilføjede. 

''Nej, det kan jeg da ikke'', svarede jeg bestemt og kiggede dumt på ham. 

"Du har ikke set os i over en uge, og så kan du ikke engang aflyse din aftale, som omhandler noget, i kunne gøre hver eneste dag?", røg det overraskende ud af Keiths mund. Det lød som om, at han var en smule sur over det.

"Jeg er ked af det, men El og jeg har planer", forsvarede jeg mig selv bestemt og hårdt. Jeg kunne ikke lide at svigte mine venner på den måde. Men jeg kunne heller ikke lide at brænde min kæreste af.

"Lad mig gætte", jeg kiggede undrende på Keith, som virkede fornærmet over det, mens Nicholas var en smule ligeglad. "I skal ligge i sofaen og se en romantisk film?", prøvede han at gætte med en grimasse, der udtrykkede lidt jalousi.

"Eleanor skal ligge i mine arme, mens vi er omgivet af puder og dyner og stearinlys. Og så skal hun vælge en film, som sikkert er en romantisk film, vi begge vil nyde. Og måske senere vil vi gå en gåtur i parken, mens vi fletter fingre og ser på stjerner".

"Det lyder faktisk romantisk og sødt", hørte jeg pludselig Nicholas sige meget overbevisende. Jeg forventede også, at han var på min side i det her. Jeg regnede ikke med, at han talte sandt, men han var sød nok at virke en smule positiv omkring det. 

"Nej, det lyder som om, i er et gammelt ægtepar!", røg det ud af munden på Keith, mens han havde et svagt løftet øjenbryn. Jeg kiggede surt på Keith, der overdrev en smule. 
"Hvad med at leve i jeres egen alder?", spurgte han seriøst og bestemt.

"Hvad mener du?", spurgte jeg opgivende og gav ham en chance for at forklare sig, fordi han gav ingen mening nu.

"Det i skal er ikke normalt i jeres alder", startede han ud med og tænkte lidt over, hvad han så skulle sige. "Hvad med fester? Hvad med privatliv fra hinanden? Hvad med venner? I bliver asociale og kedelige, hvis i fortsætte sådan", forklarede han.

Jeg åbnede min mund, men lukkede den med det samme, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige til det. På en eller anden måde havde han ret?

’’Det er ikke fordi, at jeg vil kritiserer jeres forhold’’, lød det pludselig usikkert fra Nicholas. ’’Men det i skal, er noget i begge hader, og du ved det inderst inde’’, sagde han meget klogt. 

"Hvad er det for et forhold, som vi har?", spurgte jeg overvældet, i takt med at jeg faldt tilbage i sækkepuden og havde et fortabt blik. På en eller anden måde, så kunne jeg ikke kende mig selv. Nicholas havde ret, jeg hadede det, som vi skulle. 

"Jeg tror man kalder det: den perfekte kærlighed?", svarede Keith mig. Han virkede glad for, at jeg endelig fattede hans mening. "Jeg tror, i behøver at snakke om jeres forhold, ellers får i ingen spænding eller udfordringer, og det ødelægger forholdet".

Jeg kiggede undrende på ham, og jeg var lige ved at sige til ham, at han ikke vidste noget om det. Men det var jo ikke sandt? Han havde været sammen med Ari i lang tid, og han vidste jo, hvad han gjorde.

"Du har ret", sagde jeg sukkende og tænkte over det. Sandheden kom på bordet, og jeg kunne faktisk ikke lide den.

"Det er faktisk som om, at du har taget hende ud af det perfekte liv, for at du kunne komme ind i hendes lille perfekte verden?", jeg kiggede på Nicholas, som faktisk havde en god og ærlig forklaring. 

"Ej, jeg tror ikke, at hun planlagde det", sagde jeg dumt til ham. Hun kunne da umuligt have fået mig til at gøre få hende ud af hendes perfekte liv, bare for at jeg skulle komme ind i hendes egen, selvopfundne, perfekte verden. 

"Nej, men hun ved det måske ikke", sagde Nicholas og trak på skulderne. "Er der sket noget underligt siden i flyttede ind?", spurgte han. 

"Altså, vi flyttede ind i går", jeg kiggede dumt på ham, da der umuligt kunne være sket noget underligt på 1 dag. Men så kom jeg i tanke om noget. "Altså, vi skulle have pizza i går, og hun dækkede bordet op, som om at vi skulle have en fin middag". 

"Se selv, en perfekt verden", lød det fra Keith, der måske var lidt for naiv for at have ret. Han havde pludselig et undrende blik. "Fin? Wow, når jeg spiser pizza, sidder jeg altid i stuen og ser tv". 

"Hvad gør jeg ved det?", spurgte jeg forvirret og kiggede på dem begge. Jeg ville på ingen måde leve i den perfekte verden, og nu når jeg tænkte over det, så kunne jeg faktisk godt se det. 

Den fine dækning på bordet, ligge sammen hver aften og se en romantisk film, have stearinlys i soveværelse bare så hun vil have sex med mig? Vi kunne risikere at miste hinanden for det her? Et parforhold har brug for spænding og udfordringer i dagligdagen. 

"Du snakker med hende", jeg kiggede på Nicholas, som så meget sikker ud. "Jeg kender Eleanor, og hun er ikke den type, som vil leve i en perfekt verden. Du fik hende jo ud af hendes egen perfekte verden, remember?". 

"Ja, du har ret", jeg nikkede lidt og kiggede med håb ud i luften. "Jeg snakker med hende, og så finder vi ud af det", sagde jeg meget bestemt. 

"Og så skal vi feste og drikke os fulde", lød det fra Keith, der virkelig gerne vil feste snart. Han skulle nok få os til en fest, meget snart. For jeg måtte indrømme, at jeg også savnede at feste. 

"Ja, det bliver fedt", jeg tog joy sticket op og kiggede på skærmen. "Skal vi ikke komme i gang med at spille, jeg har kun 2 timer og 30 minutter tilbage", lød det smilende fra mig selv af. 

"Du burde komme for sent", jeg betragtede Keith gå tilbage på sin plads, som var lige ved siden af min. "Altså, hun kontrollere dig nærmest", sagde han, efter han havde fundet ud af, at jeg kiggede forvirret på ham. 

"Ja, du skal selv bestemme over dit liv, og hvornår du skal hjem", indskød Nicholas hurtigt og kiggede trist på mig. 

"Jeg har lovet det, og så gør jeg det", mine bestemte ord fik dem til at nikke. Jeg kunne ikke skuffe El, ikke nu. For ellers ville alt gå galt. 

"Det er dit valg", røg det ud af Keith, og Nicholas startede med det samme spillet igen. Han var sikkert bange for, at Keiths flabede bemærkning ville starte et skænderi. 

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Sandheden kom ud, og den kom fra mine trofaste, bedste venner, som jeg stolede meget på. De havde ret, og så alligevel ikke. 

Perfekt var ikke mig, og jeg måtte ud af det. 

 

¤ ¤ ¤ 

 

I skal vide, at der både komme lange kapitler og korte kapitler, fordi jeg kan godt lide, at det er forskelligt. :)

Nå, så nu fandt Justin ud af, at han faktisk levede i en verden, som han ikke ville. Mon han kan bevise overfor Eleanor, at de skal gøre noget ved det? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...