A Way Out Of The Perfect Love - Justin Bieber (2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 10 aug. 2013
  • Status: Igang
Justin og Eleanor er tilbage! Denne gang som byens sødeste par, som de fleste elsker - der er dog nogen, som hader deres forhold. Men hvad gør det, når bare romantikken er der? Justin og El behandler hinanden med omsorg og respekt. Gnisterne flyver frem og tilbage, og det er som om, at de begge er omringet af lyserøde skyer og flyvende røde hjerter. De smiler hvert minut, i takt med at de går med flettede fingre igennem byen, mens folk smiler anseligt til dem. De har det perfekte forhold. Og de hader det. De hader, at de har fundet den perfekte kærlighed, hvor alt er perfekt, og hvor de skal være perfekte og behandle hinanden som i filmene. Selv deres sexliv foregår på den romantiske måde! De vil have skænderier. De vil sidde i hver sin sofa i stuen og se tv. De vil bruge deres weekendener på at feste. De vil dyrke sex på et lokalt toilet - have et normalt forhold, uden noget som helst perfekt. Men kan de komme ud af den perfekte kærlighed? Ligesom Eleanor kom ud af det perfekte liv?

131Likes
103Kommentarer
13179Visninger
AA

4. Perfekt Hjemsøger Mig.

 

Kapitel 3.

Justins synsvinkel

 

Alt, havde været akavet, siden El steg ind i bilen, og de akavet øjeblikke fortsatte, da vi trådte ind i lejligheden. Og jeg regnede med, at det kun blev værre. 

Eleanor kunne selvfølgelig ikke se, at der var noget galt. Hun havde sikkert haft de bedste 3 timer sammen med hendes veninder, hvor de havde sladret om alt muligt interessant. 

Jeg gad faktisk godt vide, hvad de piger havde snakkede om. Jeg mener, man siger jo, at piger snakker med hinanden om deres crush, kærester og sexlivet. Hvad mon hun sagde om mig? Nej, et endnu vigtigere spørgsmål, hvordan mon hun forklarede vores sexliv? 

Den tanke strejfede mig meget, og jeg ville faktisk gerne vide, hvad hun tænkte, når vi var færdige. Hun havde aldrig brokket sig over noget. Hver gang vi havde dyrket sex, så hun altid tilfreds ud. Faktisk så hun mere end tilfreds ud - hvis jeg selv skulle sige det. 

Jeg smed bilnøglen på sofabordet, så jeg lavede en irriterende lyd, der fik Eleanor til at kigge forskrækket på mig. Hun hadede, når jeg smed med mine ting. Men jeg elskede at smide mine bilnøgler, når jeg havde været ud at køre en tur. Det fik mig til at køle af på en god og behagelig måde, af en eller anden underlig grund. 

"Er du sur?", spurgte hun mig pludselig, og hendes spørgsmål kom bag på mig, da jeg overhoved ikke var sur, bare overrasket over det hele. 

"nej", svarede jeg hende kort med et sødt smil, der fortalte hende, at jeg ikke var sur. Men det fik hende kun til se en smule mistænksom ud. 

"Du virker bare anderledes", indskød hun hurtigt og trak på skulderne. Jeg kunne ikke klare at se hende sådan - nedtrykt og forvirret. 

Derfor, bevægede jeg mig hurtigt over til hende, derefter placeret jeg mine hænder på hendes hofter og gav hende et sødt smil. 

"Det var bare underligt at se drengene igen", forklarede jeg sukkende. Jeg skulle lige til at give hende et kys på hendes perfekt formede læber, der var blødere end min hovedpude, da hun nægtede mig adgang til dem. 

"Er du sikker på, at der ikke er noget andet?", spurgte hun bestemt og kiggede alvorligt på mig. Alvoren i hendes øjne, gjorde mig en smule svimmel og nervøs for, at jeg ikke kunne holde det inde.

"Ja, der er ikke noget", løj jeg lige overfor hende? Altså sådan bogstaveligtalt? Vi var i et seriøst forhold, som gjorde mit liv så meget bedre, så jeg kunne da ikke være bekendt at lyve overfor hende. 

"Godt, for jeg hader, når vi ikke fortæller hinanden alt", sagde hun skrapt og krammede mig. Jeg aede hende i håret, i takt med at jeg krammede hendes dejlige, lille krop. 

Jeg havde en underlig følelse. Den føltes hed skyldfølelse? Tror jeg nok. Jeg nød ikke krammet, fordi jeg gerne ville fortælle hende, hvad der skete hos Nicholas. Men måske skulle jeg lade være? Hun var lykkelig sådan her, så det var bedst. 

"Jeg elsker dig", røg det ud af mig, da vi havde fjernet os fra hinandens skulder. Hun fik et sødt smil fremme på hendes læber, der kunne få mig til at gøre alt - bortset fra at fortælle hende sandheden. 

"Jeg elsker dig mere", hun kyssede mig hurtigt på munden, og så smuttede hun ind i soveværelset, hvor hun sikkert skulle i gang med at ligge alt hendes tøj på plads i skabet. 

Jeg stod tilbage i stuen og kiggede fortabt og fortvivlet på ingenting. Jeg ville gerne snakke om vores problem, men hvad hvis hun blev sur over det? Jeg kunne ikke tage den risiko. 

Jeg kunne også vente med at snakke med hende til, når vi var klar. Jeg følte ikke, at vi kunne ændre alt. Vi var lige flyttet ind i vores lejlighed, jeg kunne godt vente et par uger. Eller kunne jeg? 

"El?", jeg gik ind i soveværelset, hvor der lå tøj overalt. Hun havde mere tøj end en tøjbutik, det var helt sindssygt. Tøj, i forskellige farver lå spredt ud over det hele i soveværelset, og det ventede kun på, at hun ville sortere det. 

 "Ja?", spurgte hun, i takt med at hun folede en T-shirt sammen, som var violet - en af hendes yndlingsfarver. 

"Jeg smutter lige ned og spørger efter det job på cafeen", mumlende jeg. Jeg havde jo lovet at tjekket det ud, efter vi havde spist morgenmad - men jeg nåede det aldrig. 

"Okay, held og lykke skat", sagde hun smilende og lagde T-shirten ind i skabet, hvor der sikkert allerede nu lå tonsvis af tøj. 

"Tak, jeg skal nok få det", overbeviste jeg hende om. At få et job var en nem opgave for mig. Specielt da det var på en cafe, hvor det kun handlede om at finde ud at lave kaffe, snakke og huske. 

Man skulle huske stamkundernes bestilling, så de kunne få deres bestilling i samme øjeblik, de trådte ind af døren. Det havde jeg set i en film, og den dreng, der arbejdede der, gjorde et fandens godt arbejde. Sådan vil jeg være. Snakkesalig, imødekommende og venlig. 

"Det tror jeg på", hørte jeg hende råbe, da hun stod inde i hendes skab, der var ret stort - stort nok til at væggene kunne dæmpe hendes smukke stemme. 

Jeg gik mod hoveddøren, som underligt nok ikke var lukket? Jeg var ellers 100 % sikker på, at jeg smækkede den i, da vi kom hjem? Hmm, det var sikkert bare vinden, der drillede en smule. Men jeg var stadig usikker omkring det, da der ikke var en vind herinde? Men det var sikkert ikke noget stort - ikke stort nok til at spekulere så meget på.

Nu skulle jeg bare have det job. Det kunne være så fedt, da den lå på samme vej, hvor vi boede. Jeg havde aldrig haft et rigtig job før - altså, jeg havde arbejdet for folk, malet lidt, slået græs og sådan, men aldrig et rigtig job med uniform - så det blev en stor udfordring, jeg måtte kæmpe en smule med. 

Men hallo, jeg var Justin? Jeg kunne sagtens klare det. 

 

Eleanors synsvinkel. 


Jeg ville ønske, at Justin spurgte mig om, hvordan det gik sammen med mine veninder? Altså, interesseret det ham slet ikke, hvad jeg snakkede med dem om? Hvis han vidste, hvad vi snakkede om, ville han tvinge mig til at sige alt med detaljer. 

Men måske bekymrede han sig ikke nok til at spørge? Eller måske var han ligeglad? Han var så besynderlig. 

Han var faktisk meget besynderlig. Altså, det var som om, at han gerne ville fortælle mig noget, da han smed sine nøgler ned på bordet. Jeg gav ham endda en chance for at fortælle mig det, men nej, han ville hellere have hemmeligheder. 

For jeg kunne se på ham, at der var noget. Hvad havde Nicholas og Keith sagt til ham? Det var noget, som han brugte tid på at tænke på i hvert fald. 

Altså, mine 3 timer med mine veninder, var fantastiske. Vi snakkede og snakkede. Jeg fortalte dem om Justin, og hvor meget vi nød hinandens selvskab - både i sengen og andre steder. 

Cara fortalte mig, da vi var alene på et tidspunkt, at der var mange, som havde svært ved at tro på, at vi havde noget seriøst og holdbart kørende. Men jeg insisterede på, at jeg elskede Justin, og han elskede mig. 

Men tænk, at der faktisk var folk som gik rundt og troede, at vi ikke havde noget seriøst? Vi var lige flyttet sammen i en lejlighed, og efter min mening, så gjorde man det, når man var seriøse. 

Men bortset fra det, så elskede de at høre om vores forhold. De elskede at høre om alt det romantiske, vi lavede. Og jeg elskede at fortælle dem om det, jeg følte mig en smule bedre end dem, fordi jeg havde noget, som de drømte om at få. 

Denice var der selvfølgelig ikke, da hun stadig var pissed på mig. Jeg fortalte de andre om det, og de vidste det selvfølgelig allerede, og de var bekymret. Cara og Sarah vidste selvfølgelige det med Nicholas og mig, men den nye pige, Clair, vidste intet - altså, hun vidste det nu, fordi vi snakkede om det. 

Clair var, som nævnt før, ny i gruppen. Hun var ufattelig sød, og temmelig pæn. Hun havde en underlig hårfarve, det lignede guld, men det var brunt med et guld skær. 

Oh, så skete der også noget andet, som faktisk var utroligt stort. Pigerne ville ikke længere tage imod mine penge, så de kunne være mine veninder - de fortalte mig, at de hellere vil være mine rigtige veninder uden betaling. 

Aldrig havde mit liv været så ægte. Jeg havde en ægte kæreste, ægte veninder og et ægte liv. Jeg kunne se mit liv nu. Jeg kunne føle det. Også smerten, som omhandlede at miste en god veninde, der altid havde været der for mig. 

Jeg troede faktisk ikke, at vi blev veninder igen. Uanset om Justin fik Nicholas til at invitere Denice ud eller ej. Hun ville aldrig tilgive mig, fordi den hemmelighed, jeg bar rundt på, ødelagde alt mellem os.  

Jeg stoppede med at folde tøj, da tanken og ideen om aldrig at se hende igen på den måde, som jeg plejede at gøre, invaderede mit sind. Jeg hadede den tanke, og den ide skulle bare skride ad helvedes til. 

Jeg kiggede på en rød tanktop, som jeg faktisk fik af Denice til min fødselsdag. Jeg kan tydelig huske, at jeg hadede den, men jeg lærte at elske den. Og siden den dag, havde jeg haft den på til alle mine fødselsdage, i takt med at jeg følte mig lækker. 

Jeg måtte få hende tilbage, det måtte jeg. 

"Hey, er du okay?", Justin kom løbende hen til mig og faldt straks på knæ, da han så mig sidde grædende på gulvet med toppen i mine hænder. 

"Jeg tænker bare på Denice", jeg kiggede ind i hans dybe brune øjne, mens han tørrede mine kinder med hans fingre. "Tænk hvis vores venskab er slut nu?". 

"Hun kommer tilbage, tro mig", sagde han overbevissende og gav mig et langt og støttende kram, som jeg nød. 

"Ja, okay", sagde jeg og tørrede mine øjne med en gammel hvid T-shirt, som jeg alligevel ikke gad have mere. "Snakkede du med Nicholas om hende?", spurgte jeg, i takt med at jeg lød som en, der lige havde grædt - jeg lød hæs. 

"Jeg snakkede lidt om det, da Keith gik på toilettet", svarede han kort og enkelt. Han nikkede også en smule, mens han så trist ud. Han hadede at se mig trist, og det vidste jeg udemærket godt. 

"Hvad sagde du? Hvad sagde han?", fik jeg spurgt, da jeg faktisk gerne ville have flere detaljer omkring det. 

"Jeg spurgte ham, hvad han syntes om din veninde Denice, og han svarede, at hun var sød nok", han trak lidt på skulderne. "Så spurgte jeg, om han så hende på en anden måde end bare ven, og han sagde nej, fordi hun var for pigede og for besat af ham". 

"Gud, har han lagt mærke til det?", spurgte jeg straks, mens jeg havde et bekymret udtryk. 

"Er det så underligt? Hun rødmer hver gang hun ser ham, og hun stalker ham meget", sagde Justin med hævet øjnebryn, i takt med at han havde et glimt i øjet, der hentydede til, at jeg var dum at tro, at Nicholas aldrig fandt ud af det, når hun var så indlysende. 

"Snakkede i så ikke mere?", spurgte jeg, mens jeg havde et stort håb om, at han ville sige noget positivt, der ville gøre min dag bedre. 

"Jeg var ved at sige noget, men så kom Keith tilbage, og jeg syntes ikke, at han skulle høre det", sagde han sukkende og kiggede trist på mig. "Jeg er ked af det, men jeg gjorde, hvad jeg kunne". 

"Og det er jeg glad for", jeg kyssede ham hurtigt på munden, fordi han prøvede. Mange ville bare havde været ligeglade, men han prøvede, og det var en af de mange grunde til, at jeg elskede ham. 

"Du ser ud til at have travlt?", spurgte han og kiggede rundt på gulvet, som var fyldt med tøj i forskellige farver, og det så meget rodet ud. 

"Bare en lille smule", svarede jeg grinede og tænkte på, at jeg nok ikke ville være færdig før om flere timer. "Hvad sagde cafeen?". 

"Jeg snakkede med chefen, og han elskede mig, så jeg starter i morgen kl. 10", svarede han med et stort smil. 

"Seriøst? Fedt?", udbrød jeg overrasket og gav ham endnu et stort kram. Jeg vidste, at han kunne, fordi der fandtes ikke en bedre medarbejde end Justin. 

"Ja, det er det. Stedet ser hyggeligt ud", fastslog han meget bestemt, mens han så lykkelig ud. "Eller det ligner de fleste cafeer, måske bare en smule hyggeligere". 

"Det kan jo være, at jeg kommer forbi og får en gratis latte, og så kan jeg betale på en lidt anderledes måde", sagde jeg kækt og kiggede frækt på ham. 

"Det kan vi sikkert godt finde ud af", lød det spydigt fra ham, i takt med at hans skæve smil dukkede op igen og gjorde mig blind for alt andet end ham. 

"okay", udbrød jeg grinede og kiggede fjollet på ham. "Jeg kommer på et tidspunkt, men jeg skal nok betale med penge", forsikrede jeg ham om. 

Han blev pludselig helt skuffet, som om at han gerne ville have, at jeg betalte med sex? Det lød frækt og anderledes, og sådan noget havde vi ikke gjort i lang tid. Det var faktisk underligt. Det var som om, at vores forhold havde ændret sig på en eller anden måde. 

"Der er noget, vi skal snakke om", hørte jeg pludselig Justin sige, så min egen lille diskussion i mit hoved forsvandt væk. 

"Hvad?", spurgte jeg smilende, i takt med at jeg prøvede at se og lyde åben for alt, hvad han ville snakke om. Men han så nervøs ud, og det kunne ikke være godt. 

"Det var noget, som jeg indså, da jeg var hos Nicholas", sagde han alvorligt, og det begyndte at skræmme mig en smule. "Der er noget, som skal ændres". 

"Hvad dog?", spurgte jeg grinende, mens jeg prøvede at være seriøs, men som nævnt tidligere, havde jeg det med at grine, når der skete noget seriøst. 

"os", han tog min hånd og kiggede kærligt på mig, mens jeg prøvede at forstå, hvad fanden han snakkede om. 'os', hvad var det dog for et svar?

"Hvad mener du?", mumlende jeg skræmt. Jeg var bange for, at han vil slå op eller noget andet, som ville såre mig. 

"Jeg ved ikke, om du har lagt mærke til det, men det har jeg", okay, hvornår kom han til sin pointe? Han vidste, at jeg var et utålmodigt menneske. "Vi lever ikke i vores alder". 

"Stop så med de små koder, Justin. Sig det nu bare", røg det surt ud af mig, da jeg var træt af det. Han ville sige noget til mig, men han vil hellere forklare først - og det havde jeg fandme ikke tålmodighed til. 

"Jeg kan ikke lide vores forhold", indrømmede han bestemt, og på grund af hans glimt i øjet, vidste jeg, at han mente det. 

"Vil du slå op?", spurgte jeg hidsigt og tog min hånd til mig. "Er du på stoffer?", fik jeg spurgt. Jeg kiggede chokeret på ham, og jeg havde lyst til at slå ham. 

"Ved du hvad, det vil faktisk ikke undre mig, hvis du var på stoffer", pointerede jeg skarpt, og min stemme lød pludselig ikke sød og nervøs længere. 

"Jeg er ikke på stoffer", benægtede han bestemt. "Og tak fordi du tror det om mig", tilføjede han grinende, og pludselig så han ikke så seriøs og fastbesluttet ud mere. 

"Hvad er det så? Du kan ikke bare slå op med mig sådan?", mumlende jeg ulykkeligt, og jeg kunne mærke at tårerne var på vej. 

"Jeg vil ikke slå op med dig. Jeg kan bare ikke lide vores forhold", forklarede han. Mine øjne lyste pludselig op, da han sagde det. "Vi kan ændre det, hvis du vil?". 

"Men jeg forstår ikke, hvad der er galt", spurgte jeg med et svagt løftet øjenbryn, mens jeg prøvede at forstå ham. Han var sikkert på stoffer! Det var en storby, man kunne købe dem lige rundt om hjørnet til alle gyder. 

"Du er løbet ud af dit perfekte liv hos dine forældre, og flygtet direkte ind i et andet perfekt liv", prøvede han at forklare, men han var ikke så god til det. "Vi lever det perfekte, ægtepar liv", lød det hårdt fra ham, og det lød som om, at han skar det ud i pap. 

"Okay, hvad taler du om?", spurgte jeg grinende. Vi sad stadig på det hårde gulv, hvor Justin kom løbende hen til mig, da han så mig græde. Og nu? Ja, nu var han godt i gang med at få mig til at græde igen. 

"Den måde, du vil spise på. Fin dug, servietter, lys? Være hjemme hele weekenden og se romantisk film, gå ture i parken og se på stjerner? Er vi ikke for unge til at kaste os ud i de voksnes kærlighedsmetoder?", forklarede han forsigtigt, så jeg kunne forstå hvert et ord. 

"Ved du hvad?", jeg kiggede bestemt på ham, da jeg ville give det en kommentar. "Jeg syntes også, at vi lever livet lidt for kedeligt", indrømmede jeg. 

Hans øjne lyste pludselig helt op, da jeg havde indrømmet det overfor ham. Jeg fik også et lille smil af ham. Tænk at vi ikke havde haft den samtale før, fordi vi havde levet med det romantiske, ægtepar forhold i nogle dage. 

"Alle mine veninder syntes, at jeg har det perfekte forhold, og i dag dånede de totalt, da jeg fortalte dem om vores forhold", forklarede jeg grinende. 

"Keith og Nicholas har den modsatte mening om den. De syntes, at vi skal feste og have det sjovt", Konkluderede han med et smil. 

"Jeg kan lide deres mening", sagde jeg kækt og smilede skævt. "Men hvad gør vi?", spurgte jeg. For det kunne godt være, at vi hadede vores forhold, men hvad kunne vi gøre ved det? 

"Måske lade være med at sidde hjemme i weekenderne, men feste?", forslog han. "Måske ikke spille så forelsket, når vi er omgivet med folk. Jeg er forelsket i dig, men når jeg er sammen med folk, overdriver jeg". 

"Også mig!", udbrød jeg hurtigt. "Så, ikke spille mere i omgivelserne. Feste og have det sjovt i stedet for at sidde hjemme", sagde jeg smilende. 

"Se vores venner mere, ikke spise pænt og ikke kun have romantisk sex", røg det ud af Justin, og han var vist meget enig med sig selv omkring det. 

"Kan du uddybe det med sex lidt mere?", spurgte jeg ham fornærmende, da jeg så det som noget negativt. 

"Altså, uhm, vi...", han stoppede sig selv og kiggede undskyldende på mig. "Jeg vil have sjov sex også, og ikke kun have sex, når der er stearinlys i nærheden, og ikke kun sex i soveværelset", han lød alvorlig, og sur på en eller anden måde. 

"Så farligere sex, som toiletter, opgange, gyder og sådan?", spurgte jeg ham med en grimasse, der udtrykkede meget forvirring.  

"Ja præcis!", svarede han spydigt. Jeg hævede mine øjenbryn en smule, i takt med at jeg tænkte over det. 

"fint nok", sagde jeg opgivende. Men for at være ærlig, så var jeg kun enig med ham. Jeg ville dyrke sex andre steder, og ikke kun sengen. Men jeg havde altid troet, at Justin kun ville have det i sengen...

Jeg vidste ikke, hvorfor jeg troede det, da han tit havde haft sex med piger på toiletter. Det kunne jeg tydelig huske. Den fremmede pige Harriet Monut, min kusine Jessica og mig - ja, toiletsex var ikke noget nyt for Justin. 

"Vi burde skåle for vores nye forhold", sagde han smilende og rejste sig op. Han rakte sin hånd ud og hjalp mig op i en bevægelse. 

"Ja, vi har champagne i køleskabet", indskød jeg hurtigt med et smil. Jeg kunne faktisk godt trænge til en drink over alt det her. 

"Fedt", sagde han smilende. 

Vi gik sammen ind i køkkenet, mens vi begge havde store smil. Tænk at vores liv skulle ændres nu. Men selvfølgelig kun til det bedre. Forhåbentligt. Man vidste jo aldrig, om det kunne blive til noget dårligt. 

Vi trådte ind i køkkenet, hvor vi begge fik det største chok i verden. Vi stivede begge to i døren, da vi ikke kunne tro vores egen øjne. 

"Caden, hvad fanden laver du her?", spurgte Justin surt hans søster, der sad ved køkkenbordet og kiggede smilende på os, og det så ud til, at hun havde siddet der i et stykke tid. 

"Jeg savnede dig", sagde hun forsigtigt og satte sine fødder på gulvet for at stå op og kigge på os. 

"Hvordan er du kommet herhen?", spurgte jeg hurtigt, i takt med at jeg havde et chokeret blik rettet mod hende. 

"Jeg tog bussen", svarede hun kort og smilende en smule. Jeg gættede på, at Justin flippede ud indeni! Hans 12 årige søster stod i vores køkken, og vi havde slet ikke hørt hende komme? 

Jeg kiggede kort på Justin, som også kiggede kort på mig. Vi lignede begge nogen, der ikke vidste, hvad vi skulle stille op. 

"Ved mor at du er her?", spurgte Justin straks, og jeg måtte indrømme, at det spørgsmål også var inde i mit hoved. 

"nej", mumlede hun blot, så vi næsten ikke kunne høre det. 

"Tror du ikke, at mor er ved at dø af bekymring?", spurgte han hidsigt og hårdt, mens han tog sig til hovedet. Det var en kæmpe overraskelse at se hende her - den havde ingen af os i hvert fald set komme. 

"Det ved jeg ikke", mumlende hun usikkert og kiggede på os med hundeøjne. "Jeg savner dig, og jeg vil have, at du kommer hjem igen". 

Hendes lille uskyldige stemme, gjorde mig helt øm indeni. Det fik mig til at føle mig dårlig. Det stak en smule i mit hjerte at se hende sådan der. 

"Okay, men du kan altså ikke bare smutte sådan der!", lød det streng fra Justin. "Jeg bor her nu, sammen med Eleanor, og du skal snakke med mor, før du tager af sted", tilføjede han hårdt. 

Justin sukkede højlydt ud i luften, og han virkede utrolig sur, men også bekymret. Jeg forstod det selvfølgelig godt. Det kunne have endt helt galt. En 12 årige pige i storbyen, helt alene? Jeg forstod ham udemærket godt. 

"Nu forstår jeg, hvorfor døren ikke var lukket, da jeg skulle ned på cafeen", mumlede han lavt, så kun jeg kunne høre det. Han skulle lige til at eksplodere, det var så tydeligt. 

Jeg sukkede stille og kiggede smilende på Caden, da jeg følte, at jeg havde ødelagt Justins og hendes forhold ved at få ham til at flytte væk fra hende. 

"Jeg tror, jeg har en småkage til dig", sagde jeg sødt til hende og fandt en pakke med småkager i et af køkkenskabene.

Jeg kunne mærke Justins skuffede blik stirre på mig. Men hallo, jeg var skurken her! Det var mig, der førte ham væk, og Caden skulle ikke hade mig. Det var noget af det sidste, som jeg ville have. 

"tak", sagde hun smilende, da jeg gav hende en chokolade småkage, der faktisk så så lækker ud, at jeg snubbede en selv. 

"Jeg kører dig hjem", lød det sukkende fra Justin. Han gik over og tog hårdt fat i hendes hånd og trak hende over til mig. 

"Men jeg vil ikke hjem. Kun hvis du bliver der", hørte jeg Caden råbe hårdt til Justin, i takt med at hun prøvede at komme fri. De stoppede ved mig, mens Caden kæmpede for at komme fri. 

"Du skal lære at være alene med mor, det er ikke så slemt", sagde Justin hårdt og surt til Caden. Jeg følte mig ikke tilpas i denne situation. En bror som skældte sin lillesøster ud? Nej, jeg ville helst være fri. 

"Men det vil jeg ikke. Jeg vil være hos dig", udbrød hun, i takt med at tårerne rendte ned af hendes kinder. Og hvis der var noget, som jeg ikke kunne stå for, var det små børn, der græd. 

"Hun kan da bare overnatte her til i morgen?", forslog jeg usikkert, og det røg seriøst bare ud af munden på mig. Jeg tænkte slet ikke over det, og jeg følte også, at jeg nok skulle have spurgt Justin, før jeg sagde det. For han så ikke tilfreds ud. 

"Yaaaaay", råbte hun med glæde i hendes stemme. Hun havde nu et lykkeligt smil fremme på hendes grædefærdige ansigt, og det gjorde mig glad. 

"Caden gå lige ind i stuen, så kommer vi", hørte jeg Justin sige hårdt til hans søster, mens han havde forvildede øjne, som ikke førte til noget godt. 

"okay", med det ord løb hun lykkelig ind i stuen, mens hun forlod mig her med ham. Jeg følte mig overhoved ikke tilpas nu. 

"Hvordan kan du sige det til hende, uden at snakke med mig først?", spurgte han surt, og jeg følte faktisk, at han skældte mig ud - og det hadede jeg. 

"Oh hold op, hun er din søster for fanden, ikke en fremmede!", svarede jeg ham surt, så han begyndte at virke en smule nervøs - han så i hvert fald mere rolig ud. "Ring til din mor, og lad din søster sove her til i morgen, okay?". 

"fint", sagde han overgivende og fandt sin telefon frem. Han kunne sige hvad han ville - faktisk kunne alle sige, hvad de ville - jeg havde en smule kontrol over Justin. Men nu var jeg også den med brysterne i forholdet. 

Jeg smilede tilfreds og gik ind i stuen, hvor Caden sad med et stort smil fremme på hendes læber. Jeg havde ikke et godt forhold med hende, da jeg boede hos Justin - det var som om, at hun hadede mig. 

Men nu var jeg ikke længere skurken. 

 

¤ ¤ ¤

 

Så, nu vil de prøve at finde ud af deres forhold, så det kan blive bedre. Ja, det må da blive sjovt at se, hvordan det går. 

Og Caden, wow, hvis jeg havde en 12 årige søster, som gjorde det, ville jeg også flippe ud. Men det bringer da kun El i et godt lys, fordi hun kan spille den søde nu. Men Justin virker ikke glad for det, og det bliver ikke bedre næste dag, hvor han kommer i rampelyset og spiller en vigtig person til et vigtigt selskab. 

 

Husk at like den. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...