A Way Out Of The Perfect Love - Justin Bieber (2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 10 aug. 2013
  • Status: Igang
Justin og Eleanor er tilbage! Denne gang som byens sødeste par, som de fleste elsker - der er dog nogen, som hader deres forhold. Men hvad gør det, når bare romantikken er der? Justin og El behandler hinanden med omsorg og respekt. Gnisterne flyver frem og tilbage, og det er som om, at de begge er omringet af lyserøde skyer og flyvende røde hjerter. De smiler hvert minut, i takt med at de går med flettede fingre igennem byen, mens folk smiler anseligt til dem. De har det perfekte forhold. Og de hader det. De hader, at de har fundet den perfekte kærlighed, hvor alt er perfekt, og hvor de skal være perfekte og behandle hinanden som i filmene. Selv deres sexliv foregår på den romantiske måde! De vil have skænderier. De vil sidde i hver sin sofa i stuen og se tv. De vil bruge deres weekendener på at feste. De vil dyrke sex på et lokalt toilet - have et normalt forhold, uden noget som helst perfekt. Men kan de komme ud af den perfekte kærlighed? Ligesom Eleanor kom ud af det perfekte liv?

131Likes
103Kommentarer
13182Visninger
AA

15. Justin finder et nyt job, og El undersøger nye muligheder.

 

Justins synsvinkel. 

Kapitel 14. 

 

El vil ikke længere have, at jeg arbejdede på den cafe, som jeg havde arbejdet på i et stykke tid, på grund af Claire. Hun følte sig truet af hende, da hun åbenbart så os kysse til festen, hvilket jeg stadig havde svært ved at forstå. 

Jeg kunne ikke forstå, at jeg kyssede Claire? Det var en underlig tanke, som jeg skulle gruble en smule over. Claire var nærmest min chef, på en eller anden måde, og jeg syntes måske, at hun var ret køn - men aldrig i mine vildeste drømme, havde jeg tænkt på at kysse hende. 

Og jeg undrede mig lidt over El. Hun fortalte mig, at hun så det, men hun flippede ikke ud? Hvis jeg kendte hende ret, så havde hun skubbet mig i vandet, og hvis jeg var for fuld til at svømme, havde hun ladet mig drukne. Men jeg var sindssyg fuld, sagde hun, og hun vidste, det ikke betød noget, for nogen af os. Men alligevel skulle jeg finde et andet job, ellers kunne vi ikke betale husleje, og så skulle El's forældre betale, og jeg vil gerne bevise overfor dem, at vi godt kunne klare det - uden deres hjælp. 

Jeg havde siddet og stirret i avisen hele formiddagen, da jeg skulle finde et nyt job. Altså, jeg havde mange muligheder, fordi jeg var ung og god til at arbejde. Jeg kunne bare finde en anden cafe, eller en restaurant. Alle vil have en som mig, jeg var den perfekte medarbejdere. 

Okay, nu var jeg måske en smule selvglad, men det var rigtig nok. Jeg kunne stå tidligt op, arbejde hårdt, tage overarbejde, og så var jeg godt selvskab - det mente Claire i hvert fald. Jeg elskede virkelig det job på den cafe, men jeg elskede El mere, og hvis hun følte sig truet, måtte jeg gøre det, som jeg måtte gøre. 

Min opmærksomhed gled pludselig hen på en annonce. Det var fra Joe And The Juice, den verdens kendte cafe, hvor der kun arbejdede drenge - det måtte El da elske? Og den lå kun 2 gader væk fra min - jeg ville være der på 10 minutter. Det var perfekt. Og de søgte en dreng, som var over 18, og som helst skulle være udannet fra high school. Mig!

''Har du fundet noget skat?'', hørte jeg pludselig El spørge om, da hun kom fra køkknet, hvor hun sikkert fik sig en godbid. Jeg kiggede smilende på hende og nikkede svagt. 

''Joe And The Juice søger en medarbejde'', responderede jeg med et stort smil. For en dreng som elskede at arbejde på en cafe, så var Joe And The Juice perfekt. Og deres juice var så lækker! 

''Fedt! Ej, du må da ringe til dem'', hun satte sig ned ved siden af mig, mens hun så meget sikkert ud i ansigtet. ''Det vil være perfekt for dig'', tilføjede hun bestemt og kyssede mig på kinden. 

''Ja, det ville det'', sagde jeg drømmende og fantasrede om mig selv, som stod ved disken og tog imod ordrer fra kunden, mens var jeg iført den lækre uniform. ''Jeg ringer til dem'', jeg fandt min mobil frem, kiggede efter nummeret i avisen, som stod med en meget kraftig skrift, så man ikke kunne undgå at se den. Så  indtastede jeg nummeret til dem og ringede straks op. 

Jeg skulle bare høre om jobbet stadig var ledigt, og hvis det var, så kunne jeg måske komme til samtale? Ohh, det job var så meget mit! 

''Det er Joe And The Juice, du snakker med Steve'', lød det fra den anden ende af røret, og efter annoncens informationer, så hed chefen Steve. 

''Hey, Steve, du snakker med Justin'', sagde jeg med et smil, da jeg var ret spændt. ''Jeg så jeres annonce i avisen, og jeg tænkte på, om jeres stilling stadig var ledig?'',fik jeg spurgt. Jeg bed mig en smule i læben, da jeg var en smule nervøs. 

''Ja, det er den, Justin'', han lød faktisk super sød og utrolig frisk. ''Hvor gammel er du?'', spurgte han pludselig. 

''Jeg er 19'', svarede jeg enkelt og kort og kiggede nervøst på Eleanor, der sad og kiggede spændt på mig, i takt med at hun krydsede med hendes fingre. 

''Perfekt. Hvor bor du?'', spurgte han så. Jeg skulle lige tænke mig en ekstra gang, da jeg ligepludselig have glemt, hvor jeg boede. 

''City Street 233'', svarede jeg hurtigt og nikkede svagt, da jeg havde ret. Wow, jeg havde ret i, hvor jeg boede? Jeg burde få en pris for det. 

''Det er jo tæt på. Har du afsluttet high school?'', jeg følte lidt, at det var et slags forhør, og jeg følte mig en smule utilpas, fordi jeg var ikke klar til alle de spørgsmål. 

''Ja, for 1 måned siden'', svarede jeg nikkende, men jeg opdagede hurtigt, hvor dum jeg så ud, da han ikke kunne se det. 

''Du lyder kvalificeret. Du er ansat, du kan starte imorgen kl. 9 - hvis det altså passer dig'', lød det pludselig fra ham, og jeg fik et kæmpe chok. Så, vi lavede en jobsamtale over telefonen? Det kunne han godt have sagt! 

''Jo selvfølgelig! Ej, fedt! Tak'', råbte jeg nærmest ind i telefonen, men han grinte heldigvis bare af det, og det lettede mig virkelig, fordi jeg var bange for, at jeg skræmte ham væk. 

''Jeg glæder mig til at sig dig, og jeg håber, at du får en god tid her på Joe And The Juice'', hørte jeg ham sige, og på en eller anden måde, så kunne jeg mærke, at han smilte. 

''Ja, helt sikkert, tak'', efter den sætning lagde han på. 

Jeg kiggede smilende på El, der var lige ved at springe af nysgerrighed. Hun overværede jo mit flipperi, så hun måtte jo gætte, at det var gode nyheder. 

''jeg fik jobbet'', sagde jeg overraskede og kiggede lidt forvirrende på hende - jeg var chokeret over det hele, for jeg havde ikke regnet med, at jeg fik det. Den cafe var jo stor og omtalende, alle prøvede sikkert at få det job, og han valgte mig. Eleanor løb over til mig og krammede mig mig hårdt, i takt med at hun så lykkelig ud. 

''Åh, hvor er det godt'', sagde hun, og jeg kunne mærke hendes ånde på mit bryst. Hun kyssede mig hurtigt på munden, og ligespludelig fattede jeg, at jeg havde det perfekt liv - vi prøvede at forlade det perfekte liv, men vi havde det faktisk - bare vores eget, selvopfunde, perfekte liv. 

Åh, hvor var jeg lykkelig. 

 

Eleanors synsvinkel. 

 

Efter Justin var gået ind i soveværelset for at fortælle Nicholas den gode nyhed, kiggede jeg lige lidt i avisen, hvilket var en smule usædvandeligt for mig - jeg læste aldrig avisen. Men jeg ville bare lige se, hvad der skete i verden, eller jeg vil læse de små annoncer, der forandrede Justins liv en smule - han blev i hvert fald en del gladere. 

Det var også bare fantastisk, at han fik det job på den cafe. Altså, nu var jeg lidt ligeglad med, hvad Justin arbejdede som, bare han tjente penge. Men en lille del af mig, elskede at Justin fik det job, fordi det var en velkendt cafe. Når mine veninder ville spørge, hvor Justin arbejdede, kunne jeg stolt sige, at han arbejde på Joe And The Juice. 

Det var faktisk ufattelig vigtigt, at Justin fik et job, fordi mine forældre havde en stor indflydelse på hans fremtid. Det var en lille hemmelighed, som jeg havde overfor Justin - endnu en. Men denne her var en god hemmelighed, som jeg faktisk hadede at skjule. 

Mine forældre ville betale for Justins college, som han skulle gå på efter ferien. Han troede, at hans mor havde en opsparing i banken til det, men nej, dem brugte hun, så de kunne overleve. Men mine forældre gav Justins mor pengene, til gengæld skulle Justin arbejde og forsørge mig. 

Jeg ville så gerne fortælle ham det, fordi jeg elskede den tanke, at mine forældre faktisk holdte af Justin - for det gjorde de jo, siden de ville betale 80.000 om året på et college, hvor han skulle gå på i 3 år. 

Justin og jeg skulle ikke gå på det samme college, da jeg skulle gå på et i en anden by. Men vi ville stadig være sammen, intet kunne bryde os ad. Og jeg vidste, at Justin ikke ville være mig utro, fordi han elskede mig så meget - men også fordi, at jeg havde fået Nicholas til at passe på ham. Det var nu meget rart, at de skulle gå sammen - de skulle sikkert også være roomates. 

Jeg kiggede ned på en annonce, som faktisk fangende min opmærksomhed en del. Det var en annonce om et college, som reklamerede for deres linjefag. Indretningslinjen, den tog min fulde opmærksomhed stort. 

Jeg havde en hemmelig drøm om at blive indretter, fordi jeg elskede at indrettet. Og Justin havde også fortalt mig, at jeg var god til det. Åh, jeg ville ønske, at jeg kunne gå på det college, fordi det havde den linje. 

Jeg kiggede grundigt efter navnet på colleget'et, og jeg fandt det nede i bunden. 

Seattle City College. 

Det var her i byen. Okay det undrede mig ikke så meget, da avisen var fra byen og reklamerede med ting fra byen. Jeg syntes faktisk, at jeg havde hørt om det college et eller andet sted fra. 

Nå, men jeg vil tigge overfor min far, og bede ham overflytte mig til det college, inden det var for sent. Men så skulle mine forældre vide, hvorfor, og jeg kunne ikke fortælle dem, at det var fordi, at jeg gerne vil være indretter - det vil de aldrig gå med til. 

Jeg lagde avisen ned på bordet og kiggede trist ud i luften, mens jeg tænkte på, at jeg lige havde fundet min drøm, men fik den knust et par minutter efter. Jeg lænede mig tilbage i sofaen og så nedtrygt ud. 

''Nicholas var ellevild, han elskede ideen om..'', Justin stoppede sin sætning, som han sagde, da han trådte ind i stuen og så mig. ''Hvad sker der?'', spurgte han bekymrende. Han store smil forsvandt straks væk, da han så mit triste udtryk. 

''du ved godt, at jeg gerne vil være indretter, ik?'', spurgte jeg og betragtede ham, mens han gik over og satte sig ned ved siden af mig. 

''Jo, og du er fandens god til det'', lød det opmuntrende fra ham af. Jeg elskede at han prøve at løfte mit smil op igen, men det hjalp ikke. 

''Jeg har fundet et college, som har en indrettingslinje'', sukkede jeg tungt og kiggede trist ud i luften. ''Og mine forældre vil aldrig lade mig skifte college, på grund af den linje, fordi de vil hader ideen om indrettingsjobbet'', endte jeg med at sige med et stort suk. 

''Måske kan vi overbevise dem om, at det college er hundrede gange bedre end det, som de har valgt'', jeg kiggede med et lille smil på ham, da han prøvede at finde en løsning. Så elskede man virkelig sin kæreste. ''Hvad hedder college'et?'', fik han spurgte. 

''Seattle City College'', svarede jeg smilende, men mit blik blev hurtigt til et undrende udtryk, da Justin pludselig så opgivende ud. 

''Dine forældre giver dig aldrig lov'', lød det bestemt fra ham. Han faldt tilbage i sofaen og kiggede trist ud i luften. 

''Hvorfor?'', spurgte jeg med et lille grin, da jeg syntes, at det var en smule morsomt, at han kunnen ændre sig på den måde, og bare på grund af navnet på skolen. 

''Fordi det er det college, som jeg skal gå på. Og hvis du spørger dine forældre, så vil de bare tro, at du gerne vil være sammen med mig - og de vil jo gerne have, at du tænker på din udannelse'', forklarede han og sukkede som en perfekt afslutning. 

''Damn'', mumlede jeg og faldt tilbage i Justin arme, mens jeg endnu engang så min drøm forsvinde væk fra mig. Hvorfor skulle jeg også have sådan nogle forældre? Det var ikke helt fair. 

''Men vi kan vel altid prøve'', hørte jeg pludselig Justin sige på en bevidst måde. Jeg kiggede forvirret på ham. ''Altså, det skader vel ikke'', forklarede han hurtigt. 

''Du har vel ret'', mumlede jeg og sukkede. ''Så, vi tager med til den middag i aften alligevel, og så snakker jeg med dem'', endte jeg med at sige. 

Sandheden var, at jeg aldrig afslyste den middag hos min mor, da jeg rigtig gerne vil hjem til dem og se dem. Og jeg havde også savnet min mors gode mad. Jeg fortalte bare ikke Justin det, da jeg vidste, at jeg kunne få ham til at ændre mening om det - og det virkede. 

''Ja, det er en god ide'', han kyssede mig hurtigt i håret, så jeg kunne mærke hans dejlige læber røre min hovedbund. ''Husk, at jeg er der til at støtte dig'', tilføjede han hurtigt og bestemt. 

''Det husker jeg'', sagde jeg grinede og kiggede ind i hans dejlige brune øjne. 

Der vil helt sikkert komme et stort skænderi i aften, men det var værd at kæmpe for. 

 

¤¤..¤¤

 

Spørgsmålet var ikke, om de gav mig lov, men spørgsmålet var, hvad jeg gjorde, når de sagde nej. Jeg vidste med sikkerhed, at Justin og jeg vil gå igennem deres hovedør med oprejst pande. Ingen af os vidste, om der kom noget godt ud af det, eller om vi ville gå brasende ud af døren i takt med, at vi begge så rasende ud. 

Men jeg vidste, at jeg skulle vinde. Og jeg vidste, at med tiden ville jeg vinde. Måske vil de ikke sige ja i aften, men efter nogle dage med at tænke, vil de komme til deres endelig svar - give mig lov. For de elskede mig for højt, og selvom vi ikke delte de samme drømme, kom kærlighed først. De kunne ikke miste mig igen, også selvom det var mod deres stærke vilje. 

Jeg ville vinde. Jeg vil gå på det college, som jeg valgte. Jeg vil få min drøm i opfyldelse, og en dag, langt ude i fremtiden, ville mine forældre acceptere mig som indretter - eller hvad man nu kalder de folk. 

For jeg var Elanor Anmell Der Corner, og jeg ville opnå det perfekte liv og havde den perfekte kærlighed, på min måde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...