A Way Out Of The Perfect Love - Justin Bieber (2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 10 aug. 2013
  • Status: Igang
Justin og Eleanor er tilbage! Denne gang som byens sødeste par, som de fleste elsker - der er dog nogen, som hader deres forhold. Men hvad gør det, når bare romantikken er der? Justin og El behandler hinanden med omsorg og respekt. Gnisterne flyver frem og tilbage, og det er som om, at de begge er omringet af lyserøde skyer og flyvende røde hjerter. De smiler hvert minut, i takt med at de går med flettede fingre igennem byen, mens folk smiler anseligt til dem. De har det perfekte forhold. Og de hader det. De hader, at de har fundet den perfekte kærlighed, hvor alt er perfekt, og hvor de skal være perfekte og behandle hinanden som i filmene. Selv deres sexliv foregår på den romantiske måde! De vil have skænderier. De vil sidde i hver sin sofa i stuen og se tv. De vil bruge deres weekendener på at feste. De vil dyrke sex på et lokalt toilet - have et normalt forhold, uden noget som helst perfekt. Men kan de komme ud af den perfekte kærlighed? Ligesom Eleanor kom ud af det perfekte liv?

131Likes
102Kommentarer
13405Visninger
AA

12. Hvor Er Justin?

 

Eleanors synsvinkel.

Kapitel 11

 

Mine øjne stirrede desperat på uret, der hang fint på den hvide væg. Jeg trippede lidt med min fod, mens bekymrende kun blev større og større. Jeg var ved at eksplodere indeni, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre – og fordi jeg var bange.

’’Er i sikker på, i ikke så ham gå hjem med en?’’, spurgte Cara endnu engang, i takt med at hun også lød meget bekymret – hun lignede også en, som så foruroliget ud.

Men det var kun klart. Ingen havde set Justin siden festen. Den sidste person, som så ham, var Nicholas. Han sagde til mig, at Justin så utrolig underlig ud, men han tænkte ikke så meget over det – nu var han forsvundet.

’’Jeg så ham ved 1-tiden’’, mumlende Nicholas og sukkede trist ud i luften. Han sad sammen med Keith i den lille sofa, og de var bange for, at der var sket noget yderst alvorligt med Justin.

Vi sad alle sammen hjemme hos mig i stuen, og vi havde siddet der siden klokken 9, hvor folk begyndte at undre sig over, hvor Justin var. Jeg opdagede det selvfølgelig som den første, da jeg vågnede op klokken 8, og Justin ikke lå ved min side – jeg sov ikke længe, når jeg havde været til fest. Jeg kunne underligt nok ikke, mest fordi jeg havde tømmermænd, og min mave var urolig. 

Jeg ringede rundt til alle dem, Justin kendte. Men han var ikke hos dem, og så begyndte folk at komme hjem til mig. Cara, Sarah, Denice, Jessica, Keith og Nicholas var dem, der sad sammen med mig i stuen. De kom alle inden for en time, og det var jeg kun glad for – for så kunne vi prøve at finde ud af alt det her sammen.

’’Det er underligt’’, lød det fra Keith. ’’Jeg vidste, at jeg skulle havde blevet med ham’’, sagde han surt og rystede svagt på hovedet, i takt med at han så skuffet ud – over sig selvfølgelig. Da Keith efterlod Justin, var han sikker på, at Justin var okay, fordi han var sammen med Clair – men så gik han, og jeg så ham ikke længere den aften.

Keith var sammen med Jessica hele natten, og han så ud til at have det meget sjovt med hende. Men hvis han ikke var gået med hende, så havde de sikkert været sammen resten af natten. Folk undrende sig også over, hvorfor Keith og Justin var gået fra de andre drenge – men Keith sagde bare, at de skulle snakke.

Den eneste grund til, at Jessica sad i blandt os, var fordi at Keith overnattede hos hende, og så tog hun bare med – hun var vel også bekymret på en eller anden måde.

’’Det er ikke din skyld’’, skyndte jeg mig at sige og kiggede bestemt på ham. Jeg rettede mig lidt op og sukkede højlydt. ’’Men det ligner ham overhoved ikke’’, lød det meget fastbesluttet fra mig af.

De kiggede alle forstående på mig. Justin forsvandt ikke bare sådan, og det var virkelig nervepinende – jeg vidste ikke, hvor min elskede kæreste var. Ingen havde hørt fra ham. Det var så besynderligt på alle måder – og jeg havde de mest foruroligende tanker kørende i mit hoved: Tænk hvis jeg aldrig så ham igen?

’’Han må have taget noget’’, fastslog Nicholas meget bestemt og nikkede en smule. Jeg rystede svagt på hovedet, fordi det ikke kunne være sandt. Justin kunne ikke finde på at tage stoffer, han vidste, hvor farlige de var – han vidste bedre.

’’Altså stoffer?’’, spurgte Denice undrende og kiggede forbavset på Nicholas. Hun troede sikkert ikke, at Justin havde modet til at tage stoffer – hvis hun bare kendte til hans fortid. Hvilket var underligt, hvis hun ikke gjorde, da hemmeligheder ikke holdte her i byen.

’’Det er altså den eneste forklaring’’, responderende han og trak på skulderne. Denice nikkede svagt og kiggede forundrende rundt. ’’Stoffer får en til at virke underlig, og da jeg så ham, var han ikke sig selv’’, han kiggede ned i gulvet med et nedtrykket ansigt. Keith klappede ham lidt på skulderen for at trøste ham.

’’Men hvem delte stoffer ud til festen?’’, spurgte jeg undrende. Jeg burde faktisk vide det, fordi jeg vidste alt om alle, men jeg måtte indrømme, at jeg intet vidste. Stoffer var ikke lige mit speciale, og hvis jeg tog stoffer, så var det noget, som mine veninder havde anskaffet.

’’Der er kun 1: Phillip’’, svarede Keith bestemt og nikkede ivrigt. Vi havde alle vores blikke på ham.

Jeg havde aldrig hørt om en Phillip, men det var også klart, hvis han var sådan en, som solgte stoffer – jeg nærmede mig ikke sådan nogle typer. Mest fordi de befandt sig mørke steder, fx på skolen var der en slags gyde, hvor der var mørkt. Der var kun en ødelagt pære, der lyste stedet en smule op. Læreren gik aldrig derover, og jeg troede virkelig på, at det var fordi, de var bange. Men det var sikkert der, hvor ham Phillip befandt sig, for der kom jeg aldrig.

’’Justin kom inde fra Phillip, da jeg mødte ham’’, lød det skrækslagen fra Nicholas, der pludselig havde fået store øjne og et mistænksomt blik.

’’Så, Justin tog stoffer, gik amok og forsvandt?’’, hørte jeg Cara sige. Jeg nikkede, da jeg syntes, at det lød som en god forklaring på, hvad Justin lavede.

Først troede jeg ikke på, at Justin havde taget stoffer. Men Nicholas havde ret, det var den eneste forklaring.

’’Vi skal have fat i Phillip’’, røg det hurtigt og bestemt uf af Keith. ’’jeg kontakter ham, og spørger om han har set noget til ham’’, endte han med at sige.

Han fandt sin telefon frem og forlod rummet, da han hadede at snakke i telefon, mens rummet var fyld med mennesker. Jeg hadede også, når folk snakkede i telefon, men jeg var der – altså, det var en smule irriterende.

’’Mens han snakker, så skal jeg altså lige spørge om noget’’, alles blikke stirrede pludselig over mod Cara, som kiggede mistænksomt på mig. ’’Hvad sker der for dig og Clair?’’, spurgte hun med en overdreven stemme, der hentydede til, at jeg havde skabt stor drama – hun overdrev.

’’ja, det ville jeg faktisk også gerne vide’’, lød det hurtigt fra Denice. De andre så også ud til at ville vide det – de så desperate ud.

’’Der sker ikke noget, overhoved’’, løj jeg. Når jeg løj, blev min stemme meget lys og lille. Så, de kunne helt sikkert regne ud, at jeg løj.

Fx, når jeg løj overfor mine lærere, at jeg havde glemt mine lektier derhjemme, kunne de hurtigt regne ud, at jeg løj – fordi de kunne høre det på mig. Men at lyve var et forsøg værd.

’’Vi ved alle, at det er en løgn’’, røg det ud af Cara, der var ret sikker på det. ’’Og Clair bedte mig om at undskylde for hende, hvorfor?’’, spurgte hun med et undrende glimt i øjet.

Jeg fik en undrende følelse i maven, da jeg tænkte på det, som Justin gjorde i går. Jeg hadede den følelse og det minde. Hvorfor drak jeg ikke nok til at glemme det?

’’Okay’’, sukkede jeg opgivende og kiggede kort rundt på dem alle sammen. ’’Justin kyssede hende i går’’, endte jeg med at sige.

Jeg lød ikke speciel sur over det. Men Justin var pisse fuld, og Clair lignede ikke en, som nød det. Men alligevel kunne jeg ikke klare at se på hende mere, og jeg ville helt sikkert få Justin til at sige op. Jeg kunne ikke klare tanken om, at Justin ville rende rundt med hende hele dagen.

’’Omg! Seriøst’’, spurgte Cara overrasket og kiggede på mig med store øjne. Alle så faktisk chokeret ud over det – de overdrev.

’’Det er ikke noget særligt’’, indskød jeg hurtigt, men det fik dem kun til at se undrende ud. ’’Altså, han var pisse fuld, og hun skubbede ham væk’’, mumlede jeg.

Jeg løj en lille smule, da hun ikke rigtig skubbede ham væk – men det lignede at hun gjorde, fordi hun havde hendes hænder på hans arme, og hvem har det, når man kysser? Medmindre hun prøvede at skubbe ham væk.

’’Okay, det er da godt, at du ikke er sur’’, sagde Nicholas smilende til mig. De overdrev alle sammen med de overraskende og dømmende ansigter. Der lå intet i det kys, og det vidste jeg – og det var nok også det vigtigste.

Keith kom ind i stuen igen, mens han så en smule bekymret ud. Han kiggede trist på os og sukkede, i takt med at han stod i dørkarmen.

’’Hvad sagde han?’’, spurgte Jessica i samme øjeblik, Keith åbnede munden for at fortælle os, hvad de havde snakket om. Men sådan var hun. Hun elskede at afbryde – eller bare gøre alle opmærksomme på, at hun også var her.

’’Han sagde, at Justin tog stoffer i nat, men…’’, han stoppede og kiggede alvorligt på os, og det fik os jo kun til at se desperate ud. ’’Justin troede, at det var kokain, men Phillip er ikke sikker på, hvad det var’’, endte han med at sige med en lav stemme, i takt med at han havde sit blik på mig.

Hele min krop brasede sammen, da han sagde det. Justin. Min Justin. Hvad hvis han lå besvimet et sted? Nu blev jeg kun endnu mere bekymret. Hvorfor gav ham Phillip også Justin det, hvis han ikke vidste, hvad det var?

’’Sagde han noget andet?’’, spurgte jeg i panik. Jeg var desperat efter at vide noget mere, noget som kunne hjælpe mig med at finde min Justin. Måske havde Phillip set ham gå hjem med en – ja, det ville faktisk gøre mig mere rolig, hvis en havde set ham gå hjem med en – pige eller dreng – jeg var ligeglad, bare han var okay.

’’Nej desværre. Han så ham ikke mere den aften’’, mumlende han og kiggede trist på mig. Han satte sig ned ved siden af Nicholas, som – ligesom os andre – så trist ud. Jeg rejste mig op i en bevægelse og kiggede håbløst ud af vinduet, i takt med at jeg kunne mærke alles blikke på mig.

’’Det er hvad alle siger’’, jeg kiggede kort på Sarah, i takt med at jeg kunne mærke tårerne komme, men jeg prøvede at holde dem tilbage. ’’Ingen har set ham efter, han tog stofferne’’, mumlende hun. Og hun havde ret. Ingen havde set ham efter. Det var hvad alle sagde. Jeg kunne ikke give hende mere ret.

’’Bare rolig El, vi skal nok finde ham’’, Nicholas havde rejst sig op og holdte rundt om mig, mens han havde et trist og bekymrende ansigt.

’’Det håber jeg’’, jeg kunne mærke, at mine kinder langsomt blev fyldt med vand, og så kunne jeg med det samme gætte, at der rendte tårer ned af mine kinder.

Hvor var Justin? 

 

Justins synsvinkel. 

 

Jeg åbnede langsomt mine øjne, og jeg kunne mærke en stor smerte i mit hoved, min mave, faktisk bare i hele min krop – smerten var ny. Jeg havde aldrig følt den slags smerte før i mit liv, og jeg havde altså haft næsten alle bivirkninger efter at havde taget stoffer.

Men det var også som om, at den kokain var anderledes, end hvad jeg havde prøvet – som om at det ikke var kokain? Det var da kokain, jeg tog, ikke? Jeg havde svært ved at huske, hvad der skete i nat, så jeg var faktisk ikke sikker.

Mit syn blev en smule bedre, og det var jeg utrolig glad for. Mit blik var stadig en smule sløret, fordi jeg var svimmel. Men jeg kunne i det mindste se, hvor jeg var nu. Men jeg regnede med at se døren ud til toilettet i min lejlighed, men i stedet for den dør, kiggede jeg direkte på et ødelagt vindue.

Sengen føltes pludselig også helt forkert, da jeg kunne mærke min krop igen. Den føltes ikke dyr, ligesom vores seng, men hård og billig. Jeg opdagede, at jeg ikke lå i min seng, men en fremmede seng, i en ødelagt lejlighed. Hvor var jeg?

Jeg satte mig op i sengen, i takt med at jeg prøvede at ignorere de grimme smerter, som der var i min krop. Jeg kiggede forvirrende rundt i den ukendte lejlighed, som var meget rodet og beskidt. Der var ikke mange ting her. Der var et gammel tv, hvor der lå øl flasker ovenpå. Så var der et rundt spisebord, der mærkeligt nok lå på gulvet. Andet var der faktisk ikke. Kun et grimt køkken, hvor de fleste skabe var røget af.

Jeg kiggede strakt ned af min krop, for at tjekke, om jeg var nøgen. Jeg lå på dynen, og jeg havde alt mit tøj på. Jeg kiggede ved min side, og der lå ikke en fremmede pige, hvilket kun var godt – det betød jo, at jeg ikke havde været El utro. Men det med, at der ikke var et øje i nærheden, det skræmte mig en smule.

 Hvordan var jeg havnet her? Og hvor var her? Lydene udenfor mindede ikke om den del af Seattle, hvor jeg boede.

Der var 3 dele af Seattle. Den fine og fornemme del, hvor Nicholas og alle El’s og mine venner boede. Centrum, hvor El og jeg boede. Og den beskidte del af Seattle, hvor de meget fattige, narkohandlere hørte til. Og de fleste ville aldrig nærme sig den del – medmindre man boede her – fordi miljøet var så beskidt, og der var tyve overalt

Jeg kendte ikke nogen her? Hvem havde ført mig til denne her del af byen? Og hvorfor? Jeg kunne intet huske fra festen. Det eneste, som jeg kunne huske, var, da vi alle var hjemme hos Nicholas, hvor Keith og Martin hoppede rundt i møblerne. Alt andet var helt sort.

Eller ikke helt. Jeg vidste, at jeg tog stoffer, fordi jeg huskede en lille smule af, da jeg sniffede det fra bordet. Men det var også det eneste minde, som jeg havde fra festen. Ikke engang små glimt fra festen. Jeg havde glemt alt om den fest, som skulle gøre mig glad.

Jeg satte mine ben på gulvet og rejste mig langsomt op, og jeg kunne med det same mærke kvalmen indeni mig – men jeg havde ikke tid til at kaste op. Jeg ville hjem. Eleanor måtte være syg af bekymring.

Mine ben begyndte langsomt at gå, men den voldsomme smerte i dem, fik mig til a lave grimasser, der udtrykkede til, at det gjorde forfærdeligt ondt – jeg ville ønske, at jeg kunne huske, hvad jeg lavede i nat.

Jeg støttede mig op af en ødelagt væg, der havde 4 store huller i midten af væggen – det lignede en leglighed fra krig tiden. Denne lejlighed kunne man umuligt bo i.

Jeg blev en smule svimmel, og jeg følte, at jeg snart skulle besvime, eller noget værre. Jeg rystede det af, og pludselig så jeg klart igen.

Mit blik kørte rundt i lejlighed. Jeg ville gerne finde en dør, som viste mig vejen udenfor. Jeg havde hurtigt opdaget, at denne lejlighed ikke var speciel stor. Sengen stod i køkkenet, som nok også blev kaldt for en stue? Og det så ud til, at badeværelset lå ved siden af soveværelset – en 1. værelses lejlighed. 

Døren var midt i det lille køkken, og den var lukket, hvilket undrede mig, fordi alt andet i lejligheden var ødelagt – men døren så fint nok ud.

Jeg stod lidt op af den ødelagte væg, i takt med at jeg kløede lidt i mine øjne, fordi de begyndte at se uklart igen.

Jeg gad godt vide, hvem der bragte mig her. Var det mon en slags joke? Ville mine venner springe frem lige som lidt og juble? Ville Eleanor komme over og kysse mig på munden, og få mig til at føle mig rolig og sikker igen?

Det regnede jeg ikke med. Fordi ingen af mine venner eller El ville nærme sig denne del af byen, ikke engang for at lave sjov med mig – det ville aldrig være det værd.

Så, det måtte vel betyde, at jeg var gået med en herover, og personen måtte have lagt mig i sengen. Og så smuttede personen væk? Måske reddede personen mig? Denne del af byen var ikke for sarte sjæle, og så kan det jo godt være, at den person, som bragte mig herhen, tog mig herhen for at redde mig fra alle de grimme mennesker, der rendte rundt i byen?

Jeg sukkede højlydt og prøvede at ignorere den svimmelhed, som jeg havde. Den gjorde mit syn sløret, og den gjorde mine ben stive. Men jeg kunne ikke blive her, for så ville jeg ikke længere være sikker.

Jeg tog små skridt over til den dør, som jeg regnede med, var hoveddøren. Gulvet knirkede en del, da jeg trådte hen over det, men det undrede mig overhoved ikke – det satte jo kun prikken over i’et på denne lorte lejlighed.

Jeg tog fat i håndtaget og drejede det rundt – ja, det var en meget gammel dør, hvor håndtaget var rundt. Jeg trak i døren, så den åbnede, i takt med at den knirkede højt. Jeg blev pludselig bange for, at der ville være nogen, som hørte det – tænk hvis de angreb mig og stjal mit tøj?

Lige inden jeg gik ud på gangen, tog jeg min telefon op af lommen, i takt med at jeg rystede en del med hænderne. Jeg tastede Eleanors nummer ind og ringede med det samme op.

Jeg blev mere svimmel, da jeg kom ud på gangen, hvor den brune tapet var revet af de fleste steder, og hvor gulvet havde underlige pletter, i forskellige farver, over det hele.

Jeg støttede mig op af væggen, mens jeg holdt telefonen ved mit øre. Men jeg følte, at jeg skulle besvime, da jeg havde svært ved at kontroller min krop, og fordi jeg følte, at jeg kom længere og længere væk.

’’Justin! Omg! Justin skat, hvor er du?’’, råbte Eleanor til mig i telefon, og hendes stemme gjorde det indlysende – hun var skide bekymret. Jeg fik et lille smil på læben, da jeg faktisk var glad for, at hun havde bemærket, jeg var væk.

’’El, få fat i hospitalet..’’, lød det utydeligt og lavt fra mig af. Jeg tabte telefonen på gulvet, da jeg ikke kunne holde den længere. Jeg faldt på knæ, mens jeg hørte Eleanors stemme i telefonen – hun kaldte på mig.

Hele min krop landede pludselig på det beskidte trægulv, mens jeg havde mit blik på telefonen. Jeg prøvede at få fat i den, men den var for lang væk, og min krop var for svag til, at jeg kunne røre den.

Jeg lå midt på et gulv og rakte ud efter min telefon, i takt med at mit blik blev hundrede gange sløret end før – hvis der var nogen, som boede her, ville de få et chok, hvis de så mig.

’’Justin!!!’’, det var det sidste, som jeg hørte, før jeg lukkede mine øjne og forsvandt væk. 

 

¤ ¤ ¤ 

 

Wow, det lyder da ikke så godt med Justin, hva? Det lyder da som om, at han er ude, hvor han ikke kan svømme. Mon han klarer den? Og hvor mon han vågner op næste gang? Og hvad mon Eleanor tænker, når hun hører om alt det, Justin lavede til festen.

Kan hun nogensinde tilgive ham for de ting, han rendte rundt og lavede.

 

Husk at like den og skriv en kommentar, om hvad I syntes om dette kapitel.

 

Ps, så har jeg publiceret en ny movella, som hedder: My Girlfriends Boyfriend. xx Tjek den ud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...