A Way Out Of The Perfect Love - Justin Bieber (2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 10 aug. 2013
  • Status: Igang
Justin og Eleanor er tilbage! Denne gang som byens sødeste par, som de fleste elsker - der er dog nogen, som hader deres forhold. Men hvad gør det, når bare romantikken er der? Justin og El behandler hinanden med omsorg og respekt. Gnisterne flyver frem og tilbage, og det er som om, at de begge er omringet af lyserøde skyer og flyvende røde hjerter. De smiler hvert minut, i takt med at de går med flettede fingre igennem byen, mens folk smiler anseligt til dem. De har det perfekte forhold. Og de hader det. De hader, at de har fundet den perfekte kærlighed, hvor alt er perfekt, og hvor de skal være perfekte og behandle hinanden som i filmene. Selv deres sexliv foregår på den romantiske måde! De vil have skænderier. De vil sidde i hver sin sofa i stuen og se tv. De vil bruge deres weekendener på at feste. De vil dyrke sex på et lokalt toilet - have et normalt forhold, uden noget som helst perfekt. Men kan de komme ud af den perfekte kærlighed? Ligesom Eleanor kom ud af det perfekte liv?

131Likes
103Kommentarer
13174Visninger
AA

5. En Stor Familemiddag Og Mødet Med Eleanors Onkel.

 

Kapitel 4.

Justins synsvinkel. 

 

Jeg måtte indrømme, at den første dag på arbejdet skræmte mig en smule. Hvis jeg gjorde noget forkert – eller dummede mig – ville de huske mig for det.

Jeg stod foran spejlet, iført min nye uniform, som bare bestod af en lyseblå skjorte, hvor der stod cafeens navn på – Cafe Dé More. Til den skulle jeg have sorte bukser på, og hvis jeg ikke havde nogen, skulle jeg anskaffe nogen hurtigt mulig, fordi det var en del af uniformen – som de underligt nok ikke betalte for.

Men det skulle nok blive en god oplevelse – mit første job. Det kunne da kun blive en inspirerende historie, som jeg kunne fortælle mine børn.

’’Husk vi skal til middag klokken 18, hvor alle i min familie ville være’’, mindede Eleanor mig endnu engang om. Hun var bekymret for, at jeg ville glemme det eller noget andet, som vil gøre, at hun blev ydmyget.

’’Ja ja, tro mig, jeg vil aldrig gå klip af en middag med din familie’’, svarede jeg vrængende. Mine ord fik hende til at lave en grimmasse, som udrykkede en smule modbydelighed.

Men jeg gættede bare på, at jeg var bange. Jeg skulle møde hele hendes familie i aften. Og det var ikke bare en middag, hvor hendes mormor lavede families traditionsret. Nej, det var nærmest en begivenhed, som blev holdt i byens store forsamlingshus, hvor jeg allerede havde været en gang.

Gode tider.

Middag, hvor der vil være 20 retter. Familiemedlemmer, hvor alle vil komme – hendes fætres børn, hendes onkels kone, børn, kusiner, alle kom. Og det bekymrede mig. Jeg havde aldrig spist på den måde – elegant og fornem. Jeg ville ikke kun ydmyge El, men også mig selv.

’’Jeg ved godt, at vi ikke vil leve i den perfekte verden’’, hun holdte pludselig om mig, da hun kom bag fra. ’’Men det er min familie, og jeg vil ikke skuffe dem’’.

’’Så du siger, at jeg er en skuffelse for din familie?’’, spurgte jeg grinende. Jeg var fuldstændig ligeglad med, hvad hendes familie syntes om mig – men det rørte mig en smule, at Eleanor var flov over mig. Vi kiggede på hinanden i spejlet, og jeg skjulte den tristhed, som hun bragte frem.

’’Tro mig, du vil fortryde, hvis du ikke værdsætter min familie på den måde, de forventer’’, advarede hun mig. Men hendes lille advarsel, fik mig kun til at glo forundrende på hende i spejlet. ’’De vil nedgøre dig, Justin. På en ondskabsfuld måde, og tro mig, det er forfærdeligt’’, det lød som om, at hun snakkede fra erfaring.

Jeg nikkede en smule, mens jeg følte mig utilpas. Eleanor ville have, at jeg – en normalstillet dreng, der arbejdede på en lokal cafe, og som ikke kom fra en rig eller fornem familie – skulle prøve at værdsætte hendes familie og gøre dem stolt.

’’Skal jeg lyve?’’, spurgte jeg med en grimasse. Jeg vendte mig om og kiggede på El, mens jeg havde et forskrækket blik.

’’Altså..’’, hun overvejede det faktisk. Jeg kunne ikke lyve på den måde, ikke overfor hendes familie. ’’Du skal jo på college efter ferien, så det kan du snakke om. Men måske skal du ikke snakke om dit job eller familie, og hvis de spørger, så lav et tegn til mig, og jeg får dig ud af det, okay?’’, sagde hun med meget alvorlige øjne.

Jeg havde aldrig set hende så besluttet og bestemt før. Det med at hendes familie skulle vide, at jeg var en velstillet dreng med en god fremtid, bekymrede hende mere, end jeg nogensinde havde forventet.

’’Alt for dig’’, sagde jeg kærligt og kyssede hende på munden. Jeg kunne mærke, at hun smilede en smule i kysset.

Hvis bare Eleanor var lykkelig, så var jeg lykkelig. Og hvis det krævede, at jeg løj lidt for nogle mennesker, jeg egentlig ikke kendte? Fint nok. Bare jeg fik noget værdifuldt senere, som vil værdsætte mine lyster.

’’Tak skat, du er den bedste’’, lød det lavt fra hende, da hun havde trukket hendes dejlige læber væk fra mine.

’’Hvad laaaaver i?’’, lød det fra dørkarmen, i takt med at vi stod i hinandens arme og kiggede ind i hinandens brune øjne – sikke et skønt øjeblik.

’’Snakker’’, svarede jeg Caden, der nok lige var stået op, da hun lignede en, der lige havde sovet.

’’Okay, hvornår er der morgenmad?’’, spurgte hun spydigt og kiggede spændt på os. Jeg slap Eleanor og kiggede smilende på Caden.

’’Det skal du nok spørge El om, jeg skal på arbejde’’, svarede jeg hende stolt og rettede mig en smule op.

Jeg kunne stadig ikke fatte, at jeg havde fået et job – et rigtigt job? Det fik mig til at føle mig en smule i live. Nicholas ville nok undre sig over det, fordi han aldrig havde arbejdet. Men hvis han spurgte, ville jeg svare, at det var en af de bedste beslutninger, som jeg havde trukket i mit liv.

’’Jeg skal nok lave noget’’, forsikrede Eleanor hende om og gav hende et stort smil. Jeg var faktisk stolt af El, fordi hun havde været så sød overfor Caden.

Faktisk mere end sød. Jeg vidste ikke, at hun var god mod børn. Men jeg gættede bare på, at vi begge stadig havde sider af os, der bare ventede på at komme ud.

’’Nå, men jeg må hellere se at komme af sted, jeg skulle nødig komme for sent på første dag’’, sagde jeg grinende og kyssede Eleanor hurtigt på munden.

Jeg skulle arbejde fra klokken 10 til klokken 17, så jeg havde 40 minutter til at komme hjem, gå i bad, gøre mig klar og komme af sted til middagen. Og efter Eleanors mening, så var jeg 100 år om at gøre mig klar – hvilket var et minus for mig.

’’Hav en god dag’’, hørte jeg hende sige en smule højt, da jeg gik ud af badeværelset, hvor jeg havde tilbragt en del tid – man skulle da være en smule lækker til arbejdet.

’’Og vi ses senere’’, jeg rodede lidt i Cadens hår, da jeg sagde det. Men det gjorde ingen forskel på hendes hår, da det allerede var en del rodet.

’’Okay’’, sagde hun kort med et lille smil.

Jeg vendte mig om og kiggede kærligt på Eleanor, som stod med et lille smil. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at hun også havde morgenhår. Men det gjorde ingenting, hun var smuk uanset hvad.

’’Ses skat’’, med de to ord gik jeg baglæns væk, i takt med at jeg kiggede på min smukke kæreste, der også kiggede på mig.

Jeg kom ind i stuen, og så skulle jeg vende mig om for at kunne se, hvor jeg gik. Jeg kom ud i gangen, og derved smuttede jeg hurtigt ud af hoveddøren og ud til opgangen.

Jeg kunne faktisk ikke vente med at komme på arbejde. Jeg havde virkelig store forventninger omkring det, og de var selvfølgelig kun gode.

Jeg trådte ud på gaden, hvor jeg straks blev skubbet af en masse mennesker, der sikkert også skulle på arbejde – eller shoppe. Jeg gik igennem mængden af mennesker, mens jeg gav dem alle et lille smil, som de gengældte med et undrende og dumt blik – storbyen? Man kunne da ikke andet end at elske den.

Cafeen lå kun et par få meter væk fra lejligheden, så jeg kunne være der på 3 minutter – jeg kunne være der på 1, men de mange mennesker blokerede vejen en smule. Men jeg lod ikke det ødelægge min dag.

For at være ærlig, så regnede jeg med, at middagen i aften ville ødelægge min dag. Jeg forberedte mig i hvert fald kun på det værste. Hendes familie var en stor flok af snobber og rige mennesker, der troede, at alle unges drøm var at gå på college og få et stort og vedvarende job. Hell no.

Jeg kom til glasdøren, som førte ind til cafeen, der selvfølgelig havde en masse kunder. De mange mennesker blokerede vejen hen til der, hvor jeg skulle hen. Heldigvis, skulle jeg ikke gå ind af den dør, da jeg var medarbejder. Jeg skulle ind af bagdøren.

Lige ved siden af bygningen, lå der en smal gyde, hvor bagdøren var placeret i siden. Jeg gik roligt derhen, og jeg lagde straks mærke til, at det var en metaldør. Så uanset hvad, kunne jeg ikke banke på, for de vil aldrig kunne høre det. Så jeg måtte bare gå ind.

Jeg tog i håndtaget og åbnede døren, der heldigvis ikke var låst. Jeg trådte direkte ind i et køkken, hvor jeg mødte imødekommende ansigter, der smilende, i takt med at de tilberedte en ret.

’’Du må være Justin’’, hørte jeg pludselig en stemme sige til mig, mens jeg prøvede at få min store forvirring til at falde en smule ned. Jeg havde ikke forventet, at der var så mange mennesker.

’’Ja, det er jeg’’, svarede jeg en pige, som var på alder med mig. Hun havde langt brunt hår, som havde et skær af guld – det lignede faktisk, at hun havde guld hår. Så havde hun brune øjne og et dejligt smil – det måtte kunderne elske. 

’’Jeg hedder Clair, og jeg skal være din vejleder de første dage’’, forklarede hun, i takt med at hendes smukke smil stadig var der.

’’Okay, det lyder godt’’, røg det ud af mig på en hurtigt og overraskende måde. Hun nikkede stille og gik væk, og jeg regnede bare med, at jeg skulle gå med.

’’Du skal være ekspeditrice ved kassen og tage imod kundernes bestillinger’’, kunne jeg høre hende sige, i takt med at hun vendte med ryggen mod mig, så jeg faktisk havde svært med at høre hende.

’’Okay, det havde jeg også regnet med’’, sagde jeg kækt og ventede på et fornærmet ansigtsudtryk fra hende af, da jeg selv syntes, at jeg lød en smule flabet.

’’Ja, selvfølgelig havde du det’’, sagde hun grinende og viste kun glæde. Wow, hun var..ja, hun var noget. ’’Men du skal stå her’’.

Vi kom ind bag en af kasserne, som åbenbart var mit sted. Folk stod i kø ved de andre 2 steder, og det var begyndt at blive en smule trængt inde i butikken.

’’Jeg vil være hos dig hele dagen og hjælpe dig igennem udfordringerne’’, sagde hun meget bestemt, mens hun stod med en blok i hånden – hun skulle sikkert skrive ned, hvad jeg gjorde rigtigt og forkert.

’’Ja okay. Men nu tror jeg ikke, at det her er det sværeste job’’, røg det nedladende fra mig, mens jeg langsomt fortrød, at jeg sagde det. Men endnu engang smilende hun bare.

’’Sig det, når dagen er slut, og du vil se, hvad du så syntes’’, pointerede hun skrapt med et hævet øjenbryn. Jeg følte, at jeg gjorde hende en smule fornærmende.

’’Lad os åbne kassen’’, hun fjernede skiltet, hvor der stod ’lukket’ på, og folk strømmede hen til kassen, og jeg følte straks et stort ansvar omkring mig.

’’Spørg, hvad de skal have og indtast det’’, forklarede hun lavt, så kunderne ikke fandt ud af, at jeg fik hjælp.

’’Hvad skulle det være?’’, spurgte jeg venligt med et lille smil fremme. Det var en brunhåret dame, som stod foran mig, og hun så ikke ligefrem sød ud.

’’En cafe latte med ekstra skum og en smule kanel’’, svarede hun fraværende. Hun kiggede ikke engang på mig, da hun svarede. Hun havde for travlt med sin mobil. Jeg regnede med, at hun var en slags stressende forretningskvinde.

’’okay’’, sagde jeg usikkert, i takt med at jeg kiggede forundrende på kasseapparatet. Jeg kunne mærke damens blik stirre på mig, mens jeg prøvede at finde ud af det.

’’Sådan her’’, hviskede Clair til mig, da hun indtastede en kode, som fik det til at fungere. Jeg gav hende et taknemmelig smil, som så ud til at gøre hele hendes dag bedre.

’’Okay, det bliver 55 kroner’’, sagde jeg, mens jeg kunne mærke varmen omkring mig. Jeg følte, at denne dag blev en meget lang dag – mine forventninger var ikke så gode, som jeg håbede på.

Men heldigvis havde jeg Clair. 

¤¤..¤¤

 

’’Du klarede det nu meget godt’’, komplimenterede hun med et imponerende udtryk i ansigtet. Hun virkede stolt.

’’Tak, det var ellers sindssygt hårdt’’, indrømmede jeg, mens jeg stod op af disken og fik en gratis cola.

Dagen var slut. Klokken var 5 minutter over 17, og cafeen lukkede i 2 timer, og så åbnede den igen klokken 19. Jeg havde faktisk fri for 5 minutter siden, men jeg blev?

’’Ja, det er altid hårdt de første dage, det er derfor, at jeg er her’’, konkluderede hun med et lille smil fremme på læben. I løbet af dagen, havde jeg fundet ud af, at hendes smil var ægte, og ikke falsk.

’’Og det er jeg meget taknemmelig for’’, sukkede jeg tungt, da jeg havde indrømmet det. Indrømmelse havde aldrig været min stærke side, men det var nu meget rart, for det gjorde den anden person glad.

’’For at være ærlig, så er jeg glad for, at du kom her’’, fastslog hun meget bestemt. Jeg kiggede forvirret på hende, da jeg ikke helt forstod det. ’’Det har været kedeligt her, og de fleste snakker ikke med mig, men du gør. Du har fri nu, men du bliver for at snakke, det er sødt’’.

’’Ja, jeg er temmelig sød’’, lød det grinende fra mig selv, og det fik hende til at smile en smule mere. ’’Hvad arbejde du som?’’, fik jeg spurgt. Hun kunne jo ikke hele tiden være en vejleder.

’’Min far ejer stedet, så jeg hjælper en gang imellem’’, svarede hun med et skævt smil. Jeg nikkede forstående. ’’Så det er forskelligt’’.

Jeg nikkede en smule, mens jeg smilede. Jeg fik kigget på klokken, og jeg var nød til at ende den her samtale, ellers skuffede jeg El.

’’Det er ikke fordi, at jeg ikke vil snakke med dig, men jeg har planer her om et time’’, sagde jeg sukkende, da jeg fandt ud af, at jeg havde travlt. Jeg var bange for, at hun ville tage det på den forkerte måde.

’’Hvad skal du?’’, spurgte hun interesseret, og det lignede faktisk, at hun fandt det meget interessant.

’’Jeg skal til en fin middag med min kæreste og hendes familie i et forsamlingshus om ikke så lang tid’’, sagde jeg sukkende og gled mig i øjet – jeg vidste ikke helt hvorfor, men nogen gange gjorde jeg nogen underlige randomme ting.

’’Vent lige lidt’’, jeg kiggede forskrækket på hende, da hun sagde. ’’Du er Eleanors Justin? Ikke?’’, spurgte hun, mens hun lignede en, der havde opdaget noget stort.

’’Jo, kender du hende?’’, svarede jeg med et spørgsmål. Hun grinede en smule og så mere afslappet ud.

’’Ikke rigtig. Jeg er blevet venner med Sarah og Cara, og jeg mødte først El i går, hvor hun fortalte meget om dig’’, svarede hun. Tænk at Eleanor ikke havde fortalt mig det. Jeg mener, hun plejede jo at fortælle mig sådan noget.

’’Ser man det. Verden er lille’’, sagde jeg og rystede svagt på hovedet. Hun nikkede en smule og kiggede interesseret på mig – oh fuck.

’’Men du ser ud til at være en rar fyr, hun er heldig’’, endte hun med at sige, efter hendes underlige blik. ’’Og du skal nok skynde dig, hvis du ikke skal skuffe din kæreste’’.

’’Ja du har ret’’, jeg rettede mig en smule op og gjorde mig klar til at gå. ’’Vi ses i morgen’’, sagde jeg smilende til hende.

’’Kan ikke vente’’, hørte jeg hende sige, da jeg gik mod døren, hvor kunderne gik ind af. Jeg orkede ikke at gå hele vejen bagi for at smutte ud af bagdøren, da det var meget nemmere for mig at gå ud gennem hoveddøren.

Jeg vendte mig om, da jeg havde åbnet døren, bare for at se hende en ekstra gang. Hun virkede ikke som en type, der var veninder med El, Sarah og Cara. Hende her virkede mere frisk og levende – altså, hun arbejdede for fanden. Ingen af de piger, havde rørt en finger i deres liv.

Hun var anderledes.

’’Heller ikke mig’’, med de smilende ord smuttede jeg ud af døren, hvor der ikke var lige så mange mennesker, som tidligere.

Jeg gik mod lejligheden, mens jeg havde et lille smil fremme på mine læber. Jeg var glad for, at der var en sød person på mit arbejde, som jeg kunne gå til. Clair var ret sød og venlig.

Jeg kunne ikke vente med at fortælle El om hende. Hun ville blive helt begejstret for, at jeg arbejdede sammen med en af hendes veninder – eller en af hendes bedste veninders veninde.

Jeg kom til døren til opgangen. Jeg trykkede koden, så jeg kunne komme ind af døren. Derefter gik jeg langsomt op af trapperne, mens jeg følte, at jeg havde al den tid i verden, som jeg behøvede – men jeg havde travlt.

 

’’For helvede Justin, hvor har du været?’’, helvede brød løs, da jeg trådte ind af døren. Men jeg havde nok forventet det, da jeg udmærket godt vidste, at jeg var forsinket.

’’Undskyld, men jeg’’, - ’’Ingen undskyldninger, se nu bare at komme i bad!’’, afbrød hun, i takt med at hun rendte stressende rundt i lejligheden.

’’Okay’’, mumlende jeg og himlede med øjnene. Og jeg skulle nok være glad for, at hun ikke så det.

Jeg smuttede med lynets fart ud på badeværelset, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg havde præcis 10 minutter til at være færdig på – og det var både badning, tage tøj på og sætte hår. Jeg følte mig pludselig også en smule stresset.

Men hvis jeg kendte Eleanor rigtigt, så havde hun allerede bestemt, hvad jeg skulle have på til middagen, og hun havde sikkert også lagt det midt på sengen.

Det var også min egen skyld, at jeg følte mig stresset i dette øjeblik. Jeg kunne have gået hjem, men i stedet for det, så blev jeg på cafeen 10 minutter ekstra, og det gjorde så, at jeg kom senere hjem end planlagt.

Det var måske ikke en god ide, at jeg fortalte El om Clair, for så ville Eleanor bare tro, at det var på grund af Clair, at jeg var forsinket. Og hvilket lys bragte det os ikke i?

Endnu en hemmelighed at holde på. Fedt. 

¤¤..¤¤

 

Vi sad alle tre i bilen, og der kunne ikke være mere stilhed, end der var. Ingen af os havde sagt noget, siden vi gik ud af hoveddøren. Eleanor skældte mig ud, da jeg kom ud fra badeværelset, og hun fortsatte, lige indtil jeg var færdig med at sætte hår og var klar til at smutte.

Hun var sur over, at jeg ikke havde en større grund til at være forsinket. Jeg fortalte hende, at der sad en mand på cafeen, der ikke ville gå, før han havde drukket sin kaffe. Jeg syntes, at det var en passende forklaring, der selvfølgelig ikke var sand.

Folk her i byen overtrådte ikke reglerne, under nogle omstændigheder. Når lukketiden var klokken 17, så gik folk 5 minutter i – og på en eller anden måde, følte jeg, at El vidste det. Derfor troede hun ikke helt på mig.

’’Vi bliver da ikke forsinket’’, sagde jeg med et smil og brød stilheden, der langsomt havde gjort situationen til en akavet situation. Men Eleanor sad stadig med et sur udtryk i ansigt og kiggede ligeud på vejen.

Ikke engang Caden følte, at det var rigtigt at sige noget nu. Også selvom jeg håbede på, at hun bare ville sige et eller andet, så jeg ikke snakkede med mig selv.

’’Hold nu op, El. Du kan ikke være sur, når vi ankommer. Hvad tror du ikke, at din familie siger til det?’’, spurgte jeg smilende, i takt med at jeg var tilfreds over de ord, som jeg lige havde spyttet ud.

’’Jeg troede, at du var ligeglad med min familie?’’, svarede hun koldt, og jeg kunne nærmest mærke hele min krop stivne, da hun sagde det. Hvorfor var hun sur over, at jeg kom for sent hjem, når vi alligevel nåede det? 

’’Men det er du ikke’’, skyndte jeg mig at sige. Jeg holdte godt øje med vejen, og hvor vi skulle hen. Jeg havde glemt vejen til forsamlingshuset, men det måtte Eleanor ikke finde ud af, for så ville hun nedgøre mig og være mere sur.

’’Så du indrømmer faktisk, at min familie ikke betyder noget som helst for dig?’’, spurgte hun fornærmede og kiggede kort på mig.

’’Det har jeg ikke sagt’’, mumlende jeg og drejede til højre, da jeg så et skilt, der virkede bekendt. ’’De betyder meget for mig, fordi de er en del af dig’’.

Hun sukkede dybt ud i luften, mens det lød som om at irritationen strømmede ud af hende. Var hun okay igen? Eller skulle jeg overveje at springe ud af bilen og flygte?

’’Det har du vel ret i’’, mulede hun blot og kiggede ned – det lignede, at hun skammede sig. Det var næsten sødt.

’’Er vi så okay igen?’’, spurgte jeg forsigtigt.

’’Ja, det tror jeg’’, svarede hun lavt. ’’Men jeg føler stadig, at du lyver’’, mulende hun usikkert. Hun kunne høre det på mig. Hun kunne se det på mig. For fanden, hun kendte mig jo.

’’Kan vi ikke snakke om det i morgen, hvor vi ikke skal til en middag, hvor der vil være mange mennesker, som skal acceptere medlemmet af mig?’’, spurgte jeg i en mundfuld, mens et lille grin strejfede mine læber.

’’Fint nok, men du skal ikke regne med, at du slipper for det’’, forsikrede hun mig meget bestemt om. Jeg nikkede bare, mens jeg smilende stort. Men hvorfor smilende jeg? Jeg skulle fortælle hende sandheden i morgen, og jeg mente virkelig fortælle hende sandheden. Hun kunne se og høre på mig, når jeg løj. Og hun hadede hemmeligheder.

Jeg måtte gøre det, som jeg skulle for at gøre hende tilfreds.

Jeg parkede bilen på forsamlingshusets parkeringsplads, der næsten var helt fuld med smarte og dyre biler. Jeg var faktisk glad for, at El og jeg havde en fed bil, så vi ikke blev udstødt på den måde.

Vi steg alle 3 ud af bilen og gik mod døren, som stod åben. Til min store overraskelse, stod der en vagt der. Det undrede mig en del. Altså, hvem ville snige sig ind til en familiemiddag? Well, de rige mennesker skulle vel bare have noget at bruge deres penge på.

’’Tror i, at det er okay, at jeg kommer med?’’, spurgte Caden pludselig, mens hun holdte mig i hånden. Både Eleanor og jeg kiggede smilende på hende

’’Selvfølgelig, du er en del af familien’’, svarede Eleanor hende, og jeg tror, at Caden var meget glad for at høre de ord fra hende.

’’Okay’’, lød det lykkeligt fra hende. Eleanor havde fortalt mig, at der var et børnebord, hvor de altid havde for mange pladser – så der var en plads til Caden.

’’Navn?’’, spurgte vagten, da vi kom over til ham. Hans kolde og ligegyldige stemme fik mine tanker til at tænkte på et diskotek, fordi de altid havde en vagt udenfor, for at sikre sig, at der ikke kom mindreårige ind.

’’Eleanor Anmell Der Corner’’, svarede Eleanor ham venligt. Jeg elskede hendes navn, det var så unikt, og det lød som et rigt navn – altså en person, som kommer fra en rig familie.

’’Åh, velkommen’’, vagten lyste pludselig op, og han gik fra at være kold til ufattelig venlig. Jeg tror faktisk, at jeg så et lille smil på hans læber. Wow, sådan en behandling fik man åbenbart, når man hed Anmell Der Corner.

Vi gik ind i forsamlingshuset, og jeg begyndte at føle mig en smule nervøs. Jeg skulle jo møde alle hendes familiemedlemmer, alle samme på en gang? Det var jo en mundfuld for mig. 

De var alle sammen iført pænt tøj, og hvis nogen spurgte mig, om jeg følte mig tilpas, så ville jeg nok sige: overhoved ikke. Mændene havde smoking på, og jeg kom i skjorte. Eleanor havde en smuk rød kjole, som virkelig klædte hende. Damerne og pigerne ved festen var iført lange kjoler, så hun måtte da også føle sig en smule udenfor?

’’Eleanor, skat’’, Els mor kom hurtigt over til os og kyssede Eleanor på kinden, og hun smilede af glæde over at se hendes datter igen. ’’Justin’’, hendes mor kiggede pludselig på mig, og hendes smil forsvandt en smule – men det var der dog stadig.

’’Hey Mrs. Corner’’, sagde jeg smilende, men det så ikke ud til at glæde hende vildt meget. Hun kiggede ned på Caden og fik et forarget udtryk.

’’Hvem er den lille, søde pige?’’, spurgte hun, og det var som om, at glæden inde i hende blusede op igen, på grund af MIN lillesøster – det kunne kun ende godt.

’’Min søster, Caden’’, svarede jeg med et stolt smil. Mange syntes, at Caden var en sød pige, fordi hun så så nuttet ud.

’’Hvor er hun bedårende’’, sagde hun og kørte hendes fingre igennem hendes brune hår. ’’Hvad med at du smutter over til de andre børn, fordi din storebror skal møde en masse succesfulde mennesker nu’’, fortalte hun hende.

’’Okay’’, Caden nikkede ivrigt, og så løb hun over til de andre børn, hvor de fleste af dem var på hendes alder.

Jeg fik en klump i halsen, da hun sagde det. Så, nu var det meningen, at jeg skulle rundt og møde folk. Lyve for dem, smile falsk og spille forelsket. Ja, vores lille plan om ikke at leve i den perfekte kærlighed, blev sat på pause i dag, fordi det var hendes familie.

’’Husk nu at fortælle, at du skal på college. Ikke snakke om din familie eller job, forstået?’’, hviskede Eleanors mor bestemt til mig, mens alvoren i hendes øjne skræmte mig en smule. ’’Og vær’ ikke bange for at lyve lidt’’.

’’Javel’’, udbrød jeg hurtigt i nervøsitet. Hun smilede tilfreds og vendte opmærksomheden mod alle menneskerne.

’’Lad mig præsentere dig for Eleanors onkel’’, startede Eleanors mor og holdte rundt om min arm, i takt med at vi gik væk. Hun tog mig væk fra Eleanor, og jeg blev skræmt nu. Hvordan skulle jeg klare det uden hende? ’’Han er en stor advokat i New York, og han har meget succes’’, forklarede hun.

Det var faktisk meget rart, at hun fortalte mig lidt information om de folk, jeg skulle til at møde. Også selvom det gjorde mig ubehagelig til mode, fordi jeg aldrig vil have en uddannelse, som de mennesker der var her.

Jeg følte en lille smule, at jeg var i rampelyset, fordi alle gloede på mig, da jeg gik med Els mor. Men sådan var det åbenbart at være en fremmede dreng til sådan nogle selvskaber. 

Eller også kunne de huske mig? Sidste gang jeg var her, var jeg jo tjener. 

’’John, du skal møde Justin, min datters kæreste’’, hørte jeg hende præsentere mig for John, Eleanors onkel. Han kiggede smilende på mig.

’’Sikke en fin ung mand’’, Komplimenterede han og rakte hånden frem. Jeg gav ham hånden med et ekstra klem, så han ikke troede, at jeg var en slapsvans. ’’Jeg har overhoved ikke hørt om dig’’, lød det skuffet - men også mistænksomt - fra ham.

’’De har næsten lige fundet sammen’’, røg det ud af Eleanors mor, der allerede nu havde svært ved at få tingene til at passe sammen.

’’Hvem er dog denne unge mand?’’, spurgte en kvinde, der pludselig dukkede op ved siden af John. Jeg regnede med, at hun var hans kone – fordi hun var på hans alder, og fordi hun så dyr ud, altså, han var rig, og hun brugte pengene. Derved så hun dyr ud. Hun havde en lang blå kjole på, som sikkert kom fra et kendte mærke.

’’Det er Eleanors kæreste, Justin’’, svarede John smilende. Jeg måtte indrømme, at jeg brød mig meget om ham John. Han virkede som en flink mand, der ikke var snobbet, men hans kone så snobbet ud.

’’Åh, jeg er hans kone Angie’’, sagde hun med oprejst pande, som om at hun var sindssyg stolt over hendes rolle. Hun kiggede interesseret på mig, mens det lignede, at hun tænkte. ’’Så, hvad laver du?’’, spurgte hun skrapt.

Jeg kiggede kort på Eleanors mor, der gav mig det blik, at jeg bare skulle fortælle om det positive. Jeg sukkede en smule og tog mig sammen.

’’Jeg skal starte på college efter ferie’’, svarede jeg med selvtilliden i stemmen. Det ændrede ikke Angies udtryk, da hun – eller nogen af gæsterne – sikkert ikke fandt college, som noget stort, da de fleste rige teenager, endte på college. Men hvis jeg fortalte min familie, at jeg skulle på college, ville de tro, at jeg var på stoffer eller noget.

’’Det lyder fornuftigt’’, pointerede Angie skrapt, og det så ud til, at hun lagde op til endnu et angreb. ’’Hvad skal du så efter?’’, spurgte hun spydigt.

Min hjerne gik straks i gang med at tænke, og jeg følte, at min svigermor ville være stolt, hvis jeg sagde noget, som de forventede.

’’Jeg overvejer at læse til advokat’’, svarede jeg stolt og kiggede på John, der lyste lykkelig op. ’’Jeg hører, at det er et aldeles godt og velhavende job’’, tilføjede jeg hurtigt.

’’Jeg begynder at kunne lide dig mere og mere’’, sagde John og holdte og mine skuldre, og pludselig gik vi væk fra de 2 damer. Da vi var helt væk fra dem, lød det som om, at han skulle forklare noget for mig. ’’Ser du, at være advokat er noget af det…’’.

Mens han snakkede, fik jeg øje på Eleanor, der stod med en pige på hendes alder. Pigen vendte ryggen til mig, så jeg kunne ikke helt se, hvem det var – men jeg syntes, at jeg havde set hendes hår et sted?

Jeg kunne ikke lade være med at kigge på Eleanor, da hun stod og snakkede med den jævnaldrende pige. Hun så så smuk ud, og jeg havde bare lyst til at få hende ud på et toilet og have sex – okay, mine tanker var måske meget åbenlyse, men det var sådan, jeg havde det.

’’Og det var derfor, at jeg blev advokat’’, sluttede han af med, i takt med at han smilende stort. Jeg havde slet ikke hørt et eneste ord af, hvad han sagde.

’’Det lyder fornuftigt’’, sagde jeg bare, uden at vide, om den sætning passede til hans tale. Men han nikkede ivrigt og kiggede stolt på mig.

’’Jeg er glad for, at Eleanor har fundet en fyr som dig. Du er ikke som de andre, hun har været sammen med’’, han kiggede af væmmelse ud i luften. ’’De var mere drenge, som ikke anede, hvad de skulle med deres liv, end at feste og ødelægge deres liv. Sådan nogle fortabte sjæle har vi ikke brug for i vores familie’’.

’’Ja, hvad skal man overhoved med sådan nogle’’, spurgte jeg grinende. Jeg, var sådan en person, som han ikke brød sig om. Han grinede lidt over mine ord, og det føltes lidt som om, at han virkelig godt kunne lide mig.

’’Dig og Eleanor skulle tage og besøge os på et tidspunkt’’, fastslog han meget bestemt. ’’Hvad med i morgen?’’, forslog han.

’’Det kan vi sikkert godt’’, røg det bare ud af munden på mig. Hvad hvis Eleanor ikke kunne lide hendes onkel, og så lavede jeg bare planer med ham? Det virkede ikke helt fair.

’’Fremragende. Så kan du også møde hendes fætre og kusiner’’, lød det smilende fra ham af. Ja, det kunne da være hyggeligt. ’’Hun har 2 fætre, Martin og Peter, de er 18 og 16 år, meget friske og dygtige’’, sagde han stolt. ’’Og så er der Jessica, min datter’’, sagde han en smule skuffende.

’’Jeg glæder mig til at møde dem’’, sagde jeg fastbesluttet og stoppede op, så han også stoppede op. Vi stod faktisk midt i det hele, og noget sagde mig, at John var en midtpunkt mand, som alle så op til.

’’Og jeg er sikker på, at de glæder sig til at møde sig’’, han nikkede lidt. ’’i morgen klokken 14?’’, forslog han med et hævet øjenbryn. 

’’Vi kommer’’, sagde jeg sikkert.

Ups, jeg havde lige aftale noget med hendes onkel, og det var noget, som vi skulle i morgen. For det første, så vidste Eleanor ikke noget. For det andet, skulle jeg have tidligere fri fra mit nye arbejde, hvor jeg først startede i dag. Og for det tredje, mindede navnet Jessica mig om en, jeg havde mødt. Et møde, som jeg ikke følte, at jeg ville genskabe. 

 

¤ ¤ ¤ 

 

Så Justin lyver for at passe ind? Er det okay? Mon ikke El bliver en smule skuffet over det? Og hvad mon der kommer til at se hos onkel John? 

For Justin har ret i, at han kender Jessica et sted fra. Mon det bliver en god dag? 

Og kommer Clair mon til at spille en større rolle senere?

 

Husk at like den. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...