A Way Out Of The Perfect Love - Justin Bieber (2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 10 aug. 2013
  • Status: Igang
Justin og Eleanor er tilbage! Denne gang som byens sødeste par, som de fleste elsker - der er dog nogen, som hader deres forhold. Men hvad gør det, når bare romantikken er der? Justin og El behandler hinanden med omsorg og respekt. Gnisterne flyver frem og tilbage, og det er som om, at de begge er omringet af lyserøde skyer og flyvende røde hjerter. De smiler hvert minut, i takt med at de går med flettede fingre igennem byen, mens folk smiler anseligt til dem. De har det perfekte forhold. Og de hader det. De hader, at de har fundet den perfekte kærlighed, hvor alt er perfekt, og hvor de skal være perfekte og behandle hinanden som i filmene. Selv deres sexliv foregår på den romantiske måde! De vil have skænderier. De vil sidde i hver sin sofa i stuen og se tv. De vil bruge deres weekendener på at feste. De vil dyrke sex på et lokalt toilet - have et normalt forhold, uden noget som helst perfekt. Men kan de komme ud af den perfekte kærlighed? Ligesom Eleanor kom ud af det perfekte liv?

131Likes
103Kommentarer
13138Visninger
AA

8. En Overraskelse På arbejdet Og En Undskyldning.

 

Kapitel 7.

Justins synsvinkel. 

 

’’Jeg smutter på arbejde nu’’, sagde jeg og kyssede en trættende Eleanor på kinden, i takt med at jeg ikke kunne lade være med at grine en smule.

Vi mindede allerede om et ægtepar, hvor jeg var manden, som tog tidligt på arbejde, og derved skulle kysse min kone farvel. Forskellen var bare, i ægtepar verdenen var klokken 7 om morgenen, og det var grunden til, at konen ikke var stået op. Men i den virkelige verden var klokken 5 minutter i 10.

’’Husk ikke at tale med Clair’’, sagde hun træt med lukkede øjne – hun brugte sine kræfter på at fortælle mig, at jeg ikke måtte snakke med min vejleder, wow, man kunne da ikke andet end at elske hende?

’’Ja ja, jeg skal nok huske det’’, sagde jeg grinende og rejste mig fra sengekanten, hvor jeg havde udsigt til min smukke, sovende kæreste.

Jeg løj selvfølgelig, da jeg fortalte hende, at jeg ikke vil snakke med Clair. Det kunne jo ikke undgås? Hun var min vejleder, og vi skulle snakke næsten hele tiden – for ikke at glemme at nævne, at hun var min eneste ven der.

Jeg smuttede ud af soveværelset, hvor jeg kom ind til en rode stue – jeg håbede virkelig, at hun ville rydde op i dag. Hun lavede ikke noget hele dagen, så El kunne da godt bruge dagen på noget fornuftigt.

I går var hun meget skræmt over det pludselig besøg fra George. Jeg fattede ikke, at han kom her, i mit hjem og snakkede med min kæreste. Hvad var han ude på?

Jeg var en smule bekymret for El, fordi hun skulle være alene i så mange timer. Men jeg låste døren efter mig, så han skulle bryde ind for at komme ind til hende – og så sindssyg kunne han da ikke være. Selvom han nok aldrig havde været sådan rigtig sindssyg, kun vred. Men alle troede, at han var en sindssyg freak – det var løgn. Ja, jeg løj overfor Eleanor, da jeg fortalte hende det, men jeg skulle sørge for, at hun ikke ville snakke med ham igen.

Jeg gik ud af hoveddøren, og dobbelttjekkede om døren var låst. Derefter hoppede jeg smilende ned af trapperne, i takt med at jeg var iført min smagfulde uniform. Jeg vidste ikke, at man kunne være så glad for at gå på arbejde. Men det var jeg – jeg så frem til det.

Den samme rutine, var allerede i gang. Den store mængde af mennesker fyldte gaden, som sædvandligt. Forretningsmennesker i deres fine jakkesæt, rige mænds’ hemmelige elsker i dyrt designertøj og børn i skole uniformer. Det var helt utroligt, hvor åbenlyse de fleste mennesker var.

Jeg gik ind i mængden af mennesker, og pludselig var jeg et med alle de mennesker med en historie. Min historie? Ung arbejderdreng, som var kærester med en rig pige. Og hvordan kunne man se det på mig? Jo, fordi jeg arbejdede, hvilket betød, at jeg ikke havde så mange penge, hvilket nok vil føre til, at en anden sørgede for, at jeg boede i storbyen – man kunne ikke være fattig og bo i Seattle centrum. Det var alt for dyrt.

Ja, vi var alle åbenlyse.

 

’’Hej Justin’’, da jeg kom ind af bagdøren, kom Clair med det samme over til mig, mens hun havde et stort smil fremme på hendes læber – hvis jeg skulle beskrive Clair til nogen, ville jeg helt sikkert nævne hendes smil.

’’Hej Clair’’, sagde jeg venskabeligt til hende, i takt med at jeg smilede et lille smil. Vi snakkede lidt om Eleanors reaktion - da Clair fortalte hende, at vi arbejdede sammen - i går. Jeg forklarede hende, at vi fik det til at fungere, og alt var okay.

’’Er du klar til endnu en spænende arbejdsdag?’’, spurgte hun mig, mens hun havde et interessant blik.

’’Selvfølgelig’’, svarede jeg bestemt og kort.

’’Så kom’’, hun begyndt at gå ud mod butikken, hvor min kasse stod tom, fordi jeg var den første, der skulle bruge den.

Cafeen åbnede klokken 9, og derfor forstod jeg ikke helt, hvorfor jeg skulle møde klokken 10. Jeg gættede bare på, det var fordi, at der ikke var så meget arbejde klokken 9, men ved 10-tiden var der ikke andet.

Jeg gik over til kassen og trykkede med det samme koden ind, så jeg kunne bruge kasseapparatet. Derefter fjernede jeg skiltet, hvor der stod lukket på, hvilket betød, at jeg havde åben.

Folk strømmede pludselig over til min kasse, og mange var lykkelige over, at jeg havde åbnet – også selvom de fleste var travle forretningsmennesker, der snakkede i telefon og var fraværende - de kunne bare ikke gemme deres lykkelige smil væk.

Jeg kunne mærke at Clair kiggede stolt på mig. Ja, jeg lærte hurtigt, hvordan jeg skulle gribe det her job an. Ligesom jeg sagde på min første dag - det var ikke det sværeste job i verden - og nu kunne jeg give mig selv ret.

Men det var verdens sjoveste job. Jeg kunne godt lide det, fordi jeg fandt ud af, hvilke slags mennesker der boede i byen. Der kom både forretningsmennesker, almindelig mennesker, skoleelever, som var tæt på min alder og forfattere, der skulle have et sted at skrive.

Hvem vidste? Måske ville den unge kvinde - der altid sad i hjørnet med en computer - måske en dag blive en kendt forfatter? Og så kunne jeg stolt sige, at jeg skænkede hende kaffe.

Clair havde også fortalt mig, at de havde fået nye stamkunder, siden jeg startede. Og hun fortalte også, at det var piger, der virkede interesseret i mig. Men det var da kun godt, at jeg fik nye kunder til cafeen, derved kom der jo flere penge.

Jeg gad godt vide, hvem det var, som kom her på grund af mig. Der kom mange piger hver dag, men jeg kunne aldrig kende dem. Det kunne være sjovt at kigge på dem, så de flippede ud. Eller gå ned til deres bod og spørge, om de mangler noget.

Det jeg prøvede at sige, var, at jeg elskede at være lækker. Det gjorde mit liv interessant og spænende. Selvom jeg var færdig med high school, og derved ikke havde popularitet mere, kunne jeg mærke, at dem der respekterede mig i skolen, stadig gjorde det. Det var en smule sjovt.

Selvom jeg selvfølgelig var fuldstændig ligeglad med det. Eller ikke helt. Det var nu meget sjovt.

’’Jeg skal have en latte med chokolade og en streg af kanel’’, hørte jeg en kunde sige. Hun var en dame, der havde en blå skjorte på og en sort habitjakke – hun var helt sikkert en forretningskvinde. Man kunne bare se det på hendes udstråling.

’’Det bliver 55 kroner’’, den pris sagde jeg tit. Mange bestilte kun en latte, som kostede 55 kroner.

Hun gav mig 500 kroner, hvilket var alt for meget. Men jeg gættede bare på, at hun ikke ejede mindre. Jeg tog smilende imod den store seddel.

Jeg lukkede kasseapparatet op og indtastede 500 kroner, så den kunne fortælle mig, hvor meget hun skulle have tilbage – selvom jeg selvfølgelig godt kunne regne det ud selv. Så dum var jeg da ikke til matematik, jeg fik da 7 til eksamen.

’’445 kroner til dig’’, sagde jeg og gav hende pengene tilbage. Men jeg kunne bare spare min stemme, for hun lyttede slet ikke. ’’Hav en god dag’’, sagde jeg bestemt og en smule højlydt, så hun fik øjenkontakt til mig.

’’I lige måde’’, lød det overraskende fra hende. Hun gik videre, da hun skulle have hendes latte et andet sted, så jeg kunne betjene andre – på den måde, gik det hurtigere.

’’Jeg skal have 4 cappuccinoer og 3 småkager’’, der stod pludselig en ung pige foran mig – sikkert 16 år. Hun havde brunt hår, brune øjne og skoleuniform på - hvilket sagde, at hun gik på en privatskole i nærheden. Men burde hun ikke være i skole? Og kunne hun virkelig lide kaffe?

Jeg indtastede bestillingen, mens jeg kunne mærke hendes blik stirre på mig. Og nu mindede hun mig pludselig om en, jeg havde set før. Mon hun og hendes veninder – der sad ved et bord ikke så langt væk – var dem, der kom her på grund af mig?

’’Det bliver 267 kroner’’, sagde jeg smilende til hende, mens min selvtillid var helt i toppen. Hun gravede dybt ned i hendes pung og fandt 300 kroner frem.

’’Værsgo’’, sagde hun og gav mig de 300 kroner. Jeg smilende bare venligt til hende, i takt med at jeg pludselig kunne mærke hendes veninders blikke på mig – jeg kunne ikke lade være med at tænke, at de sikkert fnisede og hviskede om mig.

’’Du får 33 kroner tilbage’’, sagde jeg smilende og tog dem op af kassen.

’’Behold dem bare’’, lød det flirtende fra hende, og hun kiggede pludselig en smule frækt på mig. ’’Fortsat god dag’’, med de ord gik hun videre til næste base, uden at kigge sig tilbage.

Mit blik fulgte hende hele vejen, og når hun kom tilbage til hendes veninder, vil de sige, at jeg tjekkede hende totalt ud. Og så vil hun eksplodere indeni, mens hun ville have et håb om, at jeg en dag ville invitere hende ud – derfor kom hun hver dag. 

De anede ikke, hvem jeg var, fordi jeg ikke var fra storbyen. De vidste ikke, at jeg havde en kæreste, fordi de ikke kendte Eleanor. De var små piger fra en rig, snobbede privatskole, der troede, at jeg ville være interesseret i dem – fordi de gik i korte nederdele og havde tonsvis af makeup på – yup, de var skam også åbenlyse.

Men der tog hende pigen i hvert fald fejl. Jeg tjekkede hende kun ud, fordi jeg ville skabe lidt drama og spænding – det elskede jeg.

Nu når jeg faktisk tænkte over det, sad de piger altid der. Hver eneste dag, lidt over 10. Det var helt sikkert dem. En gruppe på 4, som alle havde langt brunt hår og samme kropsbygning. For mig, lignede de meget hinanden alle sammen.

Og jeg var bare en uskyldig arbejder, der skulle gå igennem med det her. En flok liderlige skolepiger i korte nederdele, tonsvis af makeup, der faktisk klædte dem en smule, frække blikke og flirtende øjne – hvem ønskede sig det? 

 

¤¤..¤¤

 

’’Der ser ikke ud til at være flere, det betyder vel, at jeg kan gå?’’, spurgte jeg forsigtigt Clair, der stadigvæk ikke var gået endnu. Og det undrede mig, da hun også havde fri klokken 17.

’’Jeg har holdt øje med toilettet’’, lød det fra hende. Jeg kiggede forvirret og dumdristigt på hende, da det lød vildt underligt. ’’Og der gik en dreng ud på drengetoilettet for 10 minutter siden, men han er ikke komme ud endnu’’, endte hun med at sige med et mistænksomt blik.

’’Måske har du bare kigget væk, da han smuttede?’’, spurgte jeg med et lille grin. 1 minut før cafeen lukkede, var der altid en medarbejder, som sagde i en mikrofon, at vi lukkede nu – og man kunne sagtens høre det ude på toilettet.

De andre – Lori og Marvin – var allerede gået hjem og holdt fyraften, men jeg kunne først gå, når Clair gik – sådan foregik det. Lori og Marvin var de to andre, der også betjente folk. Jeg snakkede aldrig med dem, da vi altid arbejdede. Og når jeg havde pause, arbejdede de – det var en regel her: kun 1 måtte holde pause.

’’Nej, jeg er 100 % sikker på, at han stadig er derude’’, sagde hun bestemt med et alvorligt blik. ’’Måske venter han til, at vi går, så han kan stjæle’’, lød det kaotisk fra hende af. Men det var også klart, for hvis hun havde ret, ville hendes far sikkert slå hende ihjel, da hun havde ansvaret.

’’Gå lige ud og tjek’’, beordrerede hun mig og kiggede ned på hendes blok, hvor hun havde skrevet en masse ting. Jeg bekymrede mig ikke så meget om, hvad hun skrev ned omkring mig, da jeg var sikker på, at jeg gjorde alt perfekt.

’’Hvorfor mig?’’, spurgte jeg forundrende og kiggede dumt på hende. Hun kiggede smilende op på mig.

’’Fordi det er et drengetoilet, og så længe der er en arbejderdreng til stede, må jeg ikke gå derud, fordi han skal’’, forklarede hun. Jeg nikkede forstående og gik mod toilettet, hvor der sikkert ikke var et eneste øje.

Hun overdrev. Eller måske ville hun gerne have, at jeg blev? Vidste hun ikke, at El blev rasende, når jeg ikke kom hjem til tiden? Hun fik jo forkerte tanker omkring mig, og det kunne jeg ikke klare.

Jeg gik brasende ind på toilettet, hvor der lød ødet, lige bortset fra genlyden fra døren. Jeg kunne allerede nu sige, at der ikke var en dreng herinde, så hvorfor spilde min ting med at tjekke? Jeg havde en god fornemmelse på, at der ikke var en herinde, og jeg stolede på mine fornemmelser.

Jeg vendte mig om og gik mod døren igen, mens jeg havde et skævt smil – hun skulle se, at jeg havde ret, og at jeg ikke var bange for at vise det. Jeg tog fat i håndtaget, men slap det hurtigt igen, da jeg hørte en af dørene til et toilet åbne brat og hårdt op.

’’Hej Justin’’, sagde en kold og skræmmende stemme, der fik mine knæ til at ryste en smule. Jeg kunne nemt høre, hvem det var, der stod bag mig.

Jeg vendte mig om mod personen, mens jeg prøvede at bevare den ro, der stadig var. Jeg smilende et lille smil og kiggede rundt – det var svært for mig at kigge på ham. Men jeg kunne da have gættet, at han ville prøve at finde mig.

George. Han havde stadig det krøllede hår, som fik ham til at så flink og sød ud – men han narrede alle. Det var hans sukkersødhed, som fik dommerne til at benægte en fængselstraf for det, som han gjorde. Men til min fordel, kom han da et sted, som var 100 gange værre end fængsel – tænk at jeg narrede mig selv på den måde.

Jeg fik Eleanor til at tro, at jeg hadede ham dengang, men det var jo ikke sandt. Jeg fik hende til at tro, jeg elskede, at han endte det sted, men det var heller ikke sandt. Hvornår mon sandheden om fortiden kom ud?

Jeg kunne mærke, at hårene rejste sig på min arm, da han stod lige foran mig. Ham der også stod foran mig for 5 år siden – dengang havde han bare en kniv i hånden og et håbløst blik.

Det undrede mig meget, at jeg ikke så ham komme ind i cafeen. Men han var diskredt, og sådan havde han altid været, og han vil nok altid være det.

’’Så, det er her du spilder din tid’’, hørte jeg ham sige, mens han smilende så hans smilhuller, blev synlige. Han tog 2 skridt tættere på mig, men stoppede 2 meter væk fra mig af, så vi havde en smule afstand.

’’Hvad laver du her, George?’’, fik jeg spurgt med lidt nervøsitet i stemmen, men der var dog også en smule selvtillid, som gjorde mig stærk.

’’Jeg vil have en undskyldning’’, svarede han bestemt og nikkede. Hans svar chokeret mig meget, og det fik også min forvirring til at vokse i mine øjne.

’’Jeg skylder dig ikke en undskyldning’’, sagde jeg hurtigt og skrapt. Han rystede svagt på hovedet og tog endnu 2 skridt tættere på mig, så mit hjerte begyndte at hamre hurtigere.

’’Jeg har siddet på et hospital i 4 år på grund af dig’’, konkluderede han skrapt og sukkede. Han så egentlig okay ud, han lignede ikke en, som vil slå mig ihjel – hvilket var godt for mig.

’’Ja, du prøvede jo at slå mig ihjel, kan du huske det?’’, spurgte jeg ham spydigt. ’’Du var sindssyg’’, tilføjede jeg hurtigt.

’’Du var min bedste ven, og du lod mig forsvinde ud af dit liv’’, mumlede han blot. ’’Og jeg fik af vide, at du var flyttet væk, dagen efter jeg blev sendt på hospitalet’’, sagde han med et øjenbryn i vejret.

Jeg kiggede ned i gulvet og sukkede en smule. Han kom vel bare forbi for at snakke, så jeg kunne vel ligeså godt lukke sandheden ud.

’’Jeg hadede det’’, indrømmede jeg og sukkede dybt. ’’Du var min eneste ven, og jeg holdte virkelig af dig. Og da du prøvede at slå mig ihjel, blev jeg skræmt fra vid og sans’’, jeg sukkede endnu engang og betragtede hans udtryk i ansigtet, han virkede interesseret og forstående.

’’Jeg prøvede at forsvare dig, fordi jeg ville vil have, at du skulle et underligt sted hen. Men min mor sagde, at det var bedst. Og da du blev indlagt, tvang hun mig til at flytte langt væk fra dig, og hun beordrede mig til at glemme dig for altid’’, sagde jeg i en stor mundfuld.

Han så virkelig overrasket ud i ansigtet. Han var ikke en person, som dømte folk hurtigt, med her dømte han mig alt for hurtigt. Han troede, at jeg ville lade dem tage ham væk fra mig, uden en kamp?

’’Jeg gjorde, som min mor sagde og flyttede. Jeg glemte dig og talte aldrig om dig. Jeg tænker ikke på dig mere, fordi du er et gammelt minde’’, forklarede jeg med et trist udtryk i ansigtet.

Jeg løj for Eleanor. Han var min bedste ven, og han var god nok. Men da han blev vred på mig og prøvede at slå mig ihjel, mistede jeg ham, også selvom jeg ville hjælpe ham, med alt hvad jeg kunne. Jeg fik bare ikke lov.

’’Jeg kunne godt sige undskyld, men jeg føler ikke, at det er mig, som skal undskylde’’, mumlede jeg og kiggede på hans tavse ansigt. ’’Det var dig, der ødelagde det’’, endte jeg med at sige. Han fik skylden, men det var også hans pris.

Han sukkede og kastede sine arme lidt ud til siderne, i takt med at han så virkelig overrasket ud.

’’Jeg vidste intet om det. Jeg troede, at du…’’, han stoppede sig selv og kiggede såret på mig. ’’Undskyld, Justin’’, sagde han, og jeg kunne nemt høre, at han mente det.

Jeg nikkede en smule og kiggede tænkende på ham. Jeg prøvede at finde ud af ham – gennemskue ham. Men han havde altid været så svær at gennemskue.

For 5-6 år siden, var jeg en person, som ingen ville snakke med – de syntes, at jeg var farlig og underlig. De kaldte mig freak, men ingen turde nærme sig mig. Alle undtagen George. Han snakkede med mig, som den eneste. Og jeg kan tydelig huske, at jeg prøvede at finde ud af, hvorfor han gjorde det. Jeg gennemskuede ham aldrig. Han var et kæmpe mysterium, ligesom mig. Vi havde meget tilfælles.

’’Kan du tilgive mig?’’, spurgte han med et lille smil, der hentydede til håb. Jeg rystede svagt på hovedet og kiggede tilgivende på ham, fordi han nok ville føle sig såret efter mit svar.

’’Jeg er ked af det. Men nej, det kan jeg ikke’’, han kiggede chokeret på mig med store øjne. ’’Du dukker op hjemme hos mig og snakker med El, du dukker op her og skræmmer livet du af mig. Du forsøgte at dræbe mig engang. Nej, jeg kan ikke tilgive dig’’.

’’Men jeg var jo sindssyg, jeg kunne ikke gøre for det’’, lød det mumlende fra ham af, i takt med at han havde et såret blik.

’’Hold op’’, sukkede jeg tungt, nu måtte sandheden komme ud. ’’Vi ved begge, at du ikke havde sindssyge eller psykiske problemer. Du var sur på mig, og det var din vrede til mig, der fik dig til det. Noget som du helt sikkert stadig har’’, forsikrede jeg ham om.

Han havde tilbragt 4 år på et sindssygehospital, og han behøvede det slet ikke, for han var ikke engang tæt på at blive sindssyg. Han var sur, og han havde et hårdt liv, som jeg ikke havde tid eller kræfter til at hjælpe med – derfor gik det ud over mig. Ja, jeg kendte udmærket godt historien.

’’Jeg er virkelig ked af det, og jeg ville ønske, at jeg aldrig havde gjort det’’, fastslog han med ærlige øjne.

Det var også grunden til, at jeg ikke kunne tilgive ham. Han havde personlige problemer – ikke sindssyge. Det vil sige, at det han gjorde for 5 år siden, var så bevidst, som det overhoved kunne være.

’’Det er ikke nok’’, responderede jeg med et trist blik – ja, det var et lille trist øjeblik, som jeg gerne vil have, ikke var der.

’’Men hvad kan jeg gøre, for at gøre det godt igen?’’, spurgte han ivrigt og nærmeste kastede sin krop en smule frem, hvilket gjorde ham naiv.

’’Vil du vide, hvad du kan gøre?’’, spurgte jeg og slikkede mig om læben – det gjorde jeg altid før, jeg skulle til at sige noget, som fik mig til at føle mig magtfuld.

’’Hvad?’’, udbrød han desperat.

’’Forsvind herfra. Ikke kun fra cafeen, men fra byen’’, forklarede jeg med et alvorligt blik. Han sank pludselig helt sammen og kiggede usikkert på mig.

’’Mener du det?’’, mumlende han roligt og kiggede håbløst ud i luften. Jeg måtte indrømme, at jeg var bange for, at han ville slå mig ihjel, fordi han måske fik et anfald – ligesom sidst.

’’Ja, jeg vil ikke have, at du er i nærheden af mig igen’’, sagde jeg hårdt og surt. ’’Jeg vil have dig du af mit liv for evigt’’, tilføjede jeg.

’’Hvis det kan gøre alt godt igen, og hvis det kan gøre dig tilfreds’’, han kiggede ned på det rene gulv, der blev gjort rent i morges, så det var faktisk underligt, at det var så rent, når folk havde brugt det hele dagen. ’’så gør jeg det’’, sagde han og kiggede op på mig med triste øjne.

’’Det er det bedste’’, tilføjede jeg bestemt og nikkede, i takt med at jeg havde placeret mine hænder i siden.

’’Men det var rart at se dig igen’’, sagde han smilende. Han tog store skridt hen imod mig, og da han gik direkte forbi mig, var det som om, at han fremkaldte en bold brise. Han åbnede døren lige bag ved mig.  

’’Jeg ville ønske, at jeg kunne sige det samme’’, sagde jeg skrapt og vendte mig om mod ham. Han nikkede forstående og smuttede ud af døren.

2 nye følelser dukkede op.

Lettelse: jeg var så lettet over, at han ikke var i mit liv længere – hvilket jeg troede, skete for lang tid siden. Men jeg gættede på, at han aldrig vil vise sit ansigt her i byen mere.

Skyldfølelse: hvorfor følte jeg det? Det var hans skyld, at vores venskab sluttede, og jeg kunne ikke tilgive ham for alt det, som han havde gjort. Og det måtte alle vel kunne forstå.

Men jeg måtte indrømme, at det var en smule dejligt at se ham igen. Vi var jo gode venner dengang, og vi havde en dejlig tid – han hjalp mig.

Men det var også hans skyld, at jeg begyndte at blive slem, da jeg blev 15. Jeg manglede ham til at fortælle mig, at jeg ikke burde tage stoffer – og han fik mig til at tænke på uretfærdighed. Han burde have været der.

Men han var væk. Ligesom nu. 

 

¤ ¤ ¤ 

 

Så er George væk, og alle er i live? Det er da en god nyhed. 

Men man kan da kun sige, at Justin fik sig en stor overraskelse. Hvilket han også gør i næste kapitel - eller måske er overraskelse større for Eleanor? 

Hvad tror i, at der sker? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...