A Way Out Of The Perfect Love - Justin Bieber (2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 10 aug. 2013
  • Status: Igang
Justin og Eleanor er tilbage! Denne gang som byens sødeste par, som de fleste elsker - der er dog nogen, som hader deres forhold. Men hvad gør det, når bare romantikken er der? Justin og El behandler hinanden med omsorg og respekt. Gnisterne flyver frem og tilbage, og det er som om, at de begge er omringet af lyserøde skyer og flyvende røde hjerter. De smiler hvert minut, i takt med at de går med flettede fingre igennem byen, mens folk smiler anseligt til dem. De har det perfekte forhold. Og de hader det. De hader, at de har fundet den perfekte kærlighed, hvor alt er perfekt, og hvor de skal være perfekte og behandle hinanden som i filmene. Selv deres sexliv foregår på den romantiske måde! De vil have skænderier. De vil sidde i hver sin sofa i stuen og se tv. De vil bruge deres weekendener på at feste. De vil dyrke sex på et lokalt toilet - have et normalt forhold, uden noget som helst perfekt. Men kan de komme ud af den perfekte kærlighed? Ligesom Eleanor kom ud af det perfekte liv?

131Likes
102Kommentarer
13443Visninger
AA

14. En Farlig Løgn.

 

Kapitel 13. 

Eleanors synsvinkel. 

 

''Åh, det er skønt at være hjemme'', stønnede Justin, da vi endelig kom ind af hoveddøren. Det var en hård tur op af trappen, fordi Justin havde en del svært med at gå - det tog os næsten 30 minutter at gå op af de trapper. 

Men nu var vi da endelig hjemme. 

Jeg lukkede døren efter mig og betragtede Justin tage sin jakke af og smide den på gulvet - vi havde ikke et sted til vores overtøj, så det blev smidt på gulvet. Han hulkede langsomt ind i stuen, hvor han satte sig ned i den lille sofa med et støn, der udtrykkede meget smerte. Jeg havde så ondt af ham. Han skulle lide så meget, og lægerne fortalte mig, at de ikke vidste hvorfor han havde smerter i kroppen - lige bortset fra det store ar på maven, som han havde fået anskaffet sig i løbet af natten. Men de informerede mig også om, at smerten ville gå væk om nogle dage. 

Jeg satte mig smilende ned ved siden af ham og lagde min hånd på hans skød, bare så han vidste, at jeg var der for ham - og at jeg elskede ham mere end noget andet. Ja, det kunne en hånd på et skød hentyde til. 

Jeg havde ikke sagt så meget siden hospitalet, for jeg anede ikke hvilken slags samtale, jeg skulle begynde på. Og det undrede nok også Justin en del, at jeg ikke havde sagt noget i et stykke tid, da jeg plejede at kæfte løs. 

''Så..'', røg det ud af Justin, i takt med at et sødt smil var plantet på hans dejlige læber. Hans hånd havde pludselig bevæget sig over til mit lår, og var placeret midt på. ''Du siger ikke så meget''. 

Jeg kiggede smilende på ham, og jeg kunne med det samme se, at han var bekymret. Hans øjne viste mig det tydeligt. Jeg elskede, at det var ham, som var bekymret for mig, når det burde være omvendt - jeg var selvfølgelig meget bekymret for Justin. 

''Jeg er bare glad for, at du er i live'', indrømmede jeg. Det var 1 af grundene til, at jeg ikke havde sagt noget siden hospitalet. Justin kunne havde været død. Jeg kunne havde siddet her alene i lejligheden med den tanke om, at Justin ikke længere levede. 

''Bare rolig, så let slipper du ikke af med mig'', sagde han smilende og kyssede mig i panden, så jeg kunne mærke hans dejlige varme læber røre min hud - dem havde jeg savnet. Hans læber. 

''Nej, og det er jeg taknemmelig for'', mumlede jeg blot og kiggede lykkeligt på ham. Jeg var så glad for, at jeg havde ham. Jeg havde altid syntes, at denne sætning var latterlig, når folk sagde det, men nu beskrev den sætning mit liv: Han er mit liv. 

''Men ved du egentlig, hvad der skete med mig?'', spurgte han, og jeg vidste, at dette spørgsmål ville komme. 

Lægerne fortalte mig, at Justin ikke kunne huske noget af det, som var sket hele natten, fordi det middel han tog, var så stærkt, at han ville glemme det. Så, lægerne fortalte mig, at jeg skulle fortælle Justin, hvad der var sket. Men jeg blev usikker. 

Han skulle ikke vide sandheden. 

''Du tog stofferne, hyggede dig til festen og så blev du dårlig'', løj jeg med et overbevissende smil, der også udtrykkede en del bekymring. 

''Okay'', responderede han nikkede, og jeg kunne tydelig se på ham, at han troede på hvert et ord. ''Jeg er glad for, at du fortæller mig det'', sagde han. 

''Ja, hvor ville vi være henne, hvis vi ikke kunne fortælle hinanden sandheden'', hørte jeg mig selv sige, og efter min mening, så sagde jeg det perfekt. Der var ingen tegn på, at jeg løj for ham. 

Jeg følte faktisk, at det var en farlig løgn, fordi det var et stort spørgsmål for Justin: det var hans liv det drejede sig om. Og jeg løj. 

''Jeg elsker dig'', sagde han pludselig, og det kom helt bag på mig. Men jeg elskede også ham, og jeg elskede at høre den sætning komme fra hans læber af. En pige skulle høre de ord fra deres elskede en gang imellem - men i vores forhold, hørte jeg det flere gange om dagen. 

''Jeg elsker også dig'', jeg kyssede ham på munden, og pludselig kunne jeg mærke, hvor meget jeg havde savnet ham og hans læber. 

Jeg kunne næsten ikke give slip. 

 

Justins synsvinkel. 

 

Hun løj. 

Jeg kunne genkende hendes ansigt og hendes stemme, når hun løj. Det var der ikke mange, som kunne, fordi hun var så fandens god til at lyve. Men ikke overfor mig, og det sårede mig meget. 

Hvorfor vil hun ikke fortælle mig sandheden? Var den så slem? Da hun fortalte mig, hvad der var sket, skulle jeg tvinge et taknemmelig smil frem. Men jeg havde mest lyst til at se skuffet på hende, fordi det var jeg. 

Men det var nogle timer siden, og det underlige var, at jeg stadig tænkte på det, hun sagde. 

''Forresten Justin, så har jeg sagt til min mor, at vi ikke kommer og spiser d. 20'', hørte jeg hende sige, i takt med at hun lagde tøj på plads, mens jeg lå i sengen og tænkte på min løgnagtige kæreste. ''De vil kun tvære i det hele, og nedgøre dig endnu mere''. 

Jeg svarede hende ikke, og det så ud til at irritere hende. Jeg lå bare og gloede på hende, i takt med at jeg sikkert så mistænksom ud. Jeg kunne bare ikke få det ud af mit hoved - hun løj. Jeg troede, at vi delte alt med hinanden. Jeg troede, at sandheden var vigtigt for os. Hvor ville vi være henne, hvis vi ikke engang kunne fortælle hinanden sandheden? 

''Justin?'', lød det grinende fra hende, men hendes grin var ikke fornøjeligt, men bekymrende, og en smule surt. Hun sad på gulvet med min blå T-shirt og kiggede på mig. 

Jeg sukkede svagt og satte mig lidt op i sengen. Jeg vidste ikke, om jeg ville spørge hende, hvorfor hun løj. Jeg kunne ikke klare, at et skænderi startede nu. Så, enten måtte jeg lade det gå og lade hende vinde. Ellers måtte jeg spørge en anden, som sikkert kendte sandheden - Nicholas. 

''Ja, det er nok også det bedste'', sukkede jeg tungt og smilede et smil, men jeg kunne ligeså godt lade være. Hvis nogen kunne genkende et falsk smil, så var det El. 

''Er du okay?'', spurgte hun pludselig og lagde T-shirten på gulvet. Nu var hun meget bekymret, fordi hun stoppede alt, hvad hun havde gang i og kiggede på mig. 

''ja ja, selvfølgelig'', løj jeg, og jeg må indrømme, at jeg lød en del overbevissende. Jeg satte mig på sengekanten og kæmpede for at få mine kræfter tilbage. 

Siden jeg blev udskrevet fra hospitalet, havde jeg været meget svag. Jeg kunne næsten ikke gå, da jeg skulle op af trappen. Og efter 2 timers søvn, var det kun blevet en smule bedre - jeg var stadig svimmel. 

''Du skulle måske ligge dig ned igen, lægen sagde, at du...'' - ''Jeg ved godt, hvad lægen sagde. Jeg var der jo selv'', sagde jeg en smule hårdt og rejste mig op. 

Mit blik var en smule sløret, men jeg gad ikke at ligge i sengen mere, det var alt for kedeligt. Desuden ville jeg gerne finde ud af, hvad der skete i nat. Og hvis El ikke ville fortælle min sandheden, måtte jeg jo selv finde ud af det. 

Jeg kunne ikke bare lade det være, fordi det betød alt for meget for mig. 

''Jeg tror, jeg vil smutte over til Nicholas, jeg har ikke snakket med ham siden hospitalet - og vi snakkede ikke engang så meget, fordi jeg var en del træt'', jeg kiggede smilende over på hende, men jeg kiggede kun direkte ind i hendes forvirret øjne. 

''Det er bedst, at du ikke kører'', informerede hun mig om, og hun havde kun ret. Lægen fortalte mig, at jeg skulle blive hjemme de næste 2 dage, da min krop havde brug for hvile - men han kendte tydeligvis ikke mig. 

''Jeg ringer til Nicholas, og spørger hvor han er'', sukkede jeg tungt og gik ind i stuen. Det var som om, at hun ikke vil lade mig besøge Nicholas. Men det kunne hun ikke bestemme. 

Jeg tog min telefon op af lommen og tastede hans nummer ind. Derefter ringede jeg det op, i takt med at jeg havde et ventende ansigtsudtryk. Heldigt for mig, så var Nicholas en, der altid tog sin telefon. 

Engang da jeg sov hos ham, ringede hans telefon mens han var i bad. Nicholas strømmede ud af hans badeværelset og kastede sig over sin telefon, fordi han absolut skulle tage den. 

''Hey Justin, hvad så?'', hørte jeg ham sige i den anden ende af røret, og det lød som om, at han var i storbyen. Jeg kunne høre den voldsomme trafik i baggrunden. 

''Ikke så meget. Kan vi snakke?'', fik jeg spurgt, i takt med at jeg bed mig nervøst i læben. Når jeg spurgte lige ud, så vidste han, at det var seriøst. 

''Ja, selvfølgelig'', han lød usikker, da han svarede. Som om at han vidste, hvad jeg ville snakke med ham om. ''Jeg kan hente dig om 2 minutter?'', endte han med at sige. 

Så, han var helt sikkert i byen. 

''Okay, jeg går bare ned og venter'', responerede jeg hurtigt og smilede lidt. Jeg var glad for, at han havde tid til mig. Men det havde han nu altid. 

''Fedt, så ses vi'', sagde han og lagde på. 

Jeg låste min telefon og lagde den ned i lomme. Jeg kiggede ind i soveværelset, hvor El fortsatte med at ligge tøj på plads. 

''Nicholas henter mig om 2 minutter'', informerede jeg hende om. Jeg regnede med, at hun kom med en lang forklaring om, hvorfor jeg ikke burde gå ud. Hun var altid så bekymrende og overbeskyttende, og nu da jeg havde været på hospitalet, ville hun have, at jeg blev hjemme hos hende - så hun kunne holde øje med mig. 

''Okay, hyg dig'', røg det overraskende ud fra hende, og jeg blev en del chokeret over hendes svar. Jeg havde regnet med, at hun rejste sig op og kom ind til mig, i takt med at hun krydsede hendes arme - men nej, hun var mere ligeglad.

''Ses'', med det ord bevægede jeg mig mod hoveddøren. Jeg tog hurtigt mine sko på og åbnede døren. Jeg var stadig en del svimmel, men det forsvandt nok, når først jeg kom udenfor og mærkede den friske luft. 

Jeg løb ned af trappen, i takt med at jeg lavede høje lyde, så vores naboer tydeligt kunne høre mig. Men jeg var ligeglad, fordi Nicholas var der sikkert allerede nu, og jeg kunne ikke lide at lade folk vente. 

Jeg håbede virkelig, at Nicholas ville fortælle mig sandheden. Fordi jeg ville vide sandheden om, hvordan jeg endte på hospitalet, og det var da kun forståeligt. 

Jeg kom ud på den åbne gade, hvor der var en masse mennesker, der bare gik lige forbi mig. Alle så ud til at have meget travlt,  da de alle gik i et rask tempo - selv forældrene der havde små børn, der fandt det besværligt at følge med, gik hurtigt. 

''Justin!'', mine tanker blev forstyret af Nicholas' stemme, der overdøvede alle, der snakkede. Jeg gik direkte ind i det rene kaos, hvor jeg skulle kæmpe hårdt for at komme ud til vejen, hvor Nicholas holdte og ventede på mig. 

''Hey'', stønnede jeg en smule, da jeg hoppede ind i hans bil, i takt med at jeg tænkte på, at jeg endelig var i sikkerhed - de mennesker gjorde mig en smule bange. 

Mens Nicholas grinede lidt over mig, startede han bilen og kørte ligeud. Der var heldigvis ikke så meget trafik, og det var godt for os. Men der var mange mennesker, mange lyde, og det gav mig en voldsom hovedpine, som jeg bare måtte ignorere. 

''Så, hvad det det, som var så vigtigt?'', spurgte han, mens han havde sine øjne mod vejen. Jeg kunne tydeligvis se besværet ved at køre bil i storbyen, for jeg hadede det selv, der var så meget, som man skulle holde øje med. 

''Det er nok bedst, at vi snakker om det, når du ikke bliver forstyret af små børn, der løber ud på vejen'', pointerede jeg bestemt. 

''Ja, du har ret'', sukkede han tungt. Han vidste, at jeg skulle spørge om noget, som kunne tage hans fulde opmærksomhed. Min samtale ville blive al for alvorligt til at snakke om her i byen. 

''Men hvad laver du her i byen?'', fik jeg spurgt, da det faktisk undrede mig en del, at han var her. Han kom kun her, når han skulle besøge os eller shoppe, og da jeg ikke så nogle poser på bagsædet, kunne jeg ikke finde ud af, hvad han lavede her. 

''Jeg kørte Keith på hospitalet'', forklarede han. Jeg kiggede chokeret på ham, da jeg overhoved ikke havde regnet med det svar. 

''Er han okay?'', spurgte jeg panisk. Nicholas sagde det bare, som om at det ikke var noget stort, men det var Keith vi snakkede om? Godt nok var de ikke bedste venner mere, men de var da gode venner. 

''ja ja, det er Ari, som er kommet til skade'', han kiggede kort på mig, men det var også kun i 3 sekunder, da han skulle overvære vejen. ''Hun faldt på sin cykel og besvimede'', forklarede han og smilede lidt. ''Jeg tror, de finder sammen igen'', tilføjede han med et lumsk smil. 

''Men var hun ikke utro?'', spurgte jeg med et hævet øjenbryn. Normalt skulle man tigge og be før man tilgav sådan et bedrag. Jeg ville personligt aldrig tilgive en, som havde været mig utro. 

''Keith elsker hende højere end alt andet, og hvis han tror på, at Ari fortryder, så må vi være støttende'', mumlede han blot. Og det var tydeligt, at han ikke selv kunne lide den ide. 

''Det må vi vel'', sukkede jeg tungt og kiggede ud på vejen, hvor det så ud til, at vi snart kørte ud af storbyen, så der ikke var så mange forstyrelser - så skulle sandheden snart ud. 

Men mine tanker var et andet sted. Tænk at han kunne tilgive hende. Godt nok var de et perfekt par, men det ødelagde hun lidt, da hun var utro. Jeg havde altid troet, at Keith var en bestemt type, der vidste hvad der var bedst. Men han var bare en svag dreng, som enhver pige kunne kontrollere. 

''Nu kan du godt fortælle mig det, som du ville'', hørte jeg Nicholas sige, da vi kørte på en stille, øde vej. 

Jeg sukkede tungt og kiggede alvorligt på ham, og da han havde kontrol over bilen, kunne han godt slippe vejen i et par sekunder til at kigge forundrende på mig. 

''Okay, er det så alvorligt?'', spurgte han grinende, og kiggede skiftende på mig og vejen. 

''Jeg ved det ikke, mand'', sukkede jeg og bed mig lidt i læben. ''El vil ikke fortælle mig sandheden, så jeg tænkte, at du ville'', fik jeg sagt. 

''Når du siger sandheden, hvad mener du så?'', spurgte han med et hævet øjenbryn. Nu skulle jeg bare spørge ham, og han ville fortælle mig det ærlige svar. 

''Hvorfor vågnede jeg på hospitalet?'', spurgte jeg meget seriøst, og jeg ville tro på det, som Nicholas ville fortælle mig. Vi var som brødre nu, og vi delte store hemmeligheder, så han vil kun fortælle mig sandheden. Det vidste jeg. 

''Du tog stoffer, festede stort, men så blev du dårlig'', svarede han, og hans svar var meget overbevissede. Problemet var bare, at hans svar var det samme som Eleanors. 

Men det betød jo, at hun havde ret, og at hun ikke løj overfor mig? 

''Det var næsten det samme, som El sagde'', mumlede jeg lavt. Jeg kastede mig tilbage i sædet og kiggede ud af vinduet, mens jeg så vejen forsvinde under bilen. 

Tænk at jeg troede på Nicholas, men ikke Eleanor? Det var helt utroligt. Jeg burde stole på hende, fordi hun fortalte mig åbenbart sandheden. Hun løj ikke overfor mig. 

''Ja, men det er fordi, det er hvad du lavede'', grinede han lidt, i takt med at han havde sit blik på vejen, ligesom mig. 

''Jeg ved ikke'', sukkede jeg tungt og kiggede på ham. ''Jeg havde bare troet, at jeg gjorde noget, som var meget værre'', jeg løftede op i min T - shirt, så han kunne se mit år på maven. ''Altså, da jeg så det her ar, troede jeg, at jeg havde lavet noget sindssygt'', endte jeg med at sige. 

Nicholas kiggede på mit år, og han så overasket ud, da han så det. Og det forstod jeg ikke helt. Jeg mener, når der var slåskamp til en fest, kom alle og så det, og jeg vidste, at Nicholas var en af dem, som fik plads på første række - så, hvorfor var han overrasket. 

Noget passede ikke helt sammen. Men alligevel passede alt sammen. Jeg var så forvirret. 

''Ja, det var noget af en slåskamp'', sagde han nikkende. Jeg sukkede tungt og tog blusen ned igen. 

''Hvem var jeg oppe at slås med? Jeg kender ikke nogen, som vil slå mig så hårdt, at jeg vil få sådan et stort år'', jeg tænkte mig lidt om, men jeg kunne ikke finde svaret. ''Det kunne have slået mig ihjel'', tilføjede jeg. 

Året var ret dyb, jeg kunne godt nok ikke se det, da det var syet sammen. Men lægen fortalte mig, at hvis jeg ikke have fået det syet sammen, så kunne jeg måske være død - okay, han sagde det ikke sådan ligefrem, men jeg forstod en hentydning. 

Han fortalte mig også, at året var grunden til, at jeg besvimmede. Jeg kunne bare ikke mærke det, da jeg vågnede på hospitalet, da stofferne havde gjort sådan, at jeg ikke kunne mærke det. 

Jeg forstod stadig ikke helt, hvor jeg var besvimmet. Jeg spurgte lægen, da Eleanor var gået ned efter kaffe, og han fortalte mig, at ambulancen hentede mig i en gammel lejlighed. Men jeg huskede intet med en gammel lejlighed. 

Jeg spurgte Eleanor om det, og hun fortalte mig, at vi var hjemme hos Sarahs søster på et tidspunkt, og hun boede åbenbart i en gammel lejlighed, hvor jeg besvimmede. 

Men problemet var bare, at jeg havde små glimt af noget, som jeg ikke kunne få til at hænge sammen. For eksempel havde jeg et glimt af, at jeg gik i en ødelagt lejlighed, i takt med at jeg var så svimmel, at mit syn var helt sløret - men mere huskede jeg ikke. 

''Det kunne have været en fremmede dreng, som sikkert ikke var inviteret'', forslog han mens han trak på skulderne. Nicholas havde sikkert ret, og jeg burde ikke spekulere over det mere. Jeg kendte sandheden, også selvom jeg fornemmede, at sandheden ikke var helt sand. 

Men jeg stolede på ham, og Nicholas vil aldrig lyve overfor mig. Det vidste jeg. 

 

¤ ¤ ¤ 

 

Mon Justin nogensinde finder ud af sandheden? Og hvem mon fortæller ham den? Man ved aldrig, måske kommer en til at tale over sig? 

 

Husk at like den og skriv gerne en kommentar. Tak. xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...