A Way Out Of The Perfect Love - Justin Bieber (2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 10 aug. 2013
  • Status: Igang
Justin og Eleanor er tilbage! Denne gang som byens sødeste par, som de fleste elsker - der er dog nogen, som hader deres forhold. Men hvad gør det, når bare romantikken er der? Justin og El behandler hinanden med omsorg og respekt. Gnisterne flyver frem og tilbage, og det er som om, at de begge er omringet af lyserøde skyer og flyvende røde hjerter. De smiler hvert minut, i takt med at de går med flettede fingre igennem byen, mens folk smiler anseligt til dem. De har det perfekte forhold. Og de hader det. De hader, at de har fundet den perfekte kærlighed, hvor alt er perfekt, og hvor de skal være perfekte og behandle hinanden som i filmene. Selv deres sexliv foregår på den romantiske måde! De vil have skænderier. De vil sidde i hver sin sofa i stuen og se tv. De vil bruge deres weekendener på at feste. De vil dyrke sex på et lokalt toilet - have et normalt forhold, uden noget som helst perfekt. Men kan de komme ud af den perfekte kærlighed? Ligesom Eleanor kom ud af det perfekte liv?

131Likes
102Kommentarer
13406Visninger
AA

7. En Af Justins Gamle Venner Kommer Uventet På Besøg.

 

Kapitel 6.

Eleanors synsvinkel. 

 

Efter i gårs lille episode, snakkede Justin og jeg grundigt omkring det, og vi kom frem til, at tilgivelse nok var det bedste, som vi kunne stille op pt.

Jeg var dog stadig sur over, at den dreng, som jeg troede, jeg kunne stole mest på, ikke havde fortalt mig, at han arbejdede sammen med en smuk pige – for ikke at glemme at nævne, at de var sammen hele tiden.

Og jeg var en smule bekymret for ham. Tænk at han skulle lyve for at komme ind i min familie og give dem et godt indtryk. Det er ikke den rigtige måde at falde til på. Han burde have sagt sandheden. Ja, måske vil min onkel ikke være så vild med ham, men han løj i det mindste ikke.

Men alt det var glemt – eller det var det ikke – men vi havde aftalt at lade det være og leve videre. Der var alligevel ingen grund til at gruble mere over det.

Klokken var 12, og Justin stod sikkert bag en kasse og tog imod kundernes bestillinger. Min dejlige, arbejdende kæreste. Jeg savnede ham, og jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle sætte mig til at lave.

Jeg kunne se en film – men det var ikke det sammen uden Justin. Og hvad skulle jeg ellers slå tiden ihjel med? Jeg kunne køre hen til Cara, men jeg orkede ikke at høre al hendes brok omkring mig og Denice. Det var måske en god ide, at jeg snart fandt ud af, hvad jeg gjorde med hende.

Der havde aldrig gået så mange dage, hvor vi ikke havde snakket sammen – det var så excentrisk. Hvorfor skulle hun også finde ud af det på den måde? Det var bedre, hvis jeg havde taget mig sammen til at sige det. Men det var år siden, at Nicholas og jeg havde haft sex, så måske ville jeg aldrig tage mig sammen til at sige det – eller måske den dag hun skulle giftes, og at hun var fuldstændig ligeglad med Nicholas. Medmindre Nicholas var gommen, så ville det måske blive akavet, hvis jeg sagde det. Hele ceremonien kunne risikere at blive til et stort kaos.

Pointen var vel, at jeg nok aldrig ville tage mig sammen til at sige det til hende. Hvilket var forfærdeligt.

Jeg redte mit hår igennem og kiggede på mig selv i spejlet. Jeg kedede mig, og det var så usædvanligt for mig. Før, havde jeg veninder, som hele tiden ville være sammen med mig, og jeg havde altid noget at lave. Men nu? Nu sad jeg i en lejlighed – midt i storbyen – og gloede ud i luften.

Hvad var der sket med mit liv?

Jeg rejste mig sukkende op og kiggede rundt i soveværelset, hvor sengen stadig var sindssyg rodet. Efter Justins og mit skænderi i aftes, blev vi begge så ophidset, at vi lod det gå ud over sengen. Aldrig havde jeg fået sådan noget godt sex. Folk havde ret i, at sex var bedre, når man var rasende.

I samme øjeblik, jeg gik ud af døren til soveværelset, ringede det pludselig på døren. Jeg rettede mig hurtigt op og kiggede forundrende rundt. Fik jeg gæster?

Jeg skyndte mig over til hoveddøren, og da jeg stod lige foran den, rettede jeg lidt på mit lange hår og åbnede døren, mens jeg havde et smil fremme.

Til min store overraskelse, stod der en fremmed dreng foran mig. Han lignede en på min alder, men alligevel anede jeg ikke, hvem han var. Han havde næsten den samme højde som mig – 1,67. Så havde han krøllet, brunt hår og brune øjne – han så sød ud, ikke lækker, men sød.

’’Hej, jeg er George’’, præsenterede han sig selv med et stort smil fremme på hans læber. Han gik lige forbi mig og ind i min lejlighed, uden tilladelse. Han kiggede interesseret rundt.

’’Undskyld, men hvem er du?’’, spurgte jeg og lukkede døren bag mig. Hvorfor jeg lukkede døren, vidste jeg faktisk ikke. Han skulle jo ikke blive.

’’Jeg er..’’, han stoppede brat og kiggede frisk på mig – han virkede frisk, sød og en på stoffer, fordi så imødekommende kunne man altså ikke være. ’’Jeg er en af Justins gamle venner’’, endte han med at svare.

’’Åh, jeg har aldrig hørt om en George’’, spurgte jeg undrende og krydsede mine arme over hinanden, i takt med at jeg havde et alvorligt blik.

’’Har han ikke fortalt dig om mig?’’, spurgte han forvirrende, og hans stemme og blik var meget overbevissende. ’’Hmm, vi var ellers gode venner, da han boede i New Jersey’’, sukkede han tungt og kiggede trist på mig.

Jeg vidste ikke, at Justin havde boet der? Måske skulle vi en dag have os en snak, fordi sådan noget burde jeg da vide. Det var en smule pinligt, når jeg ikke vidste det – jeg var hans kæreste for fanden.

Jeg fik ondt af George. Hvis ham og Justin var gode venner, så var det da ikke okay af Justin, at han ikke fortalte om ham – men nærmest glemte ham.

’’Han har sikkert bare glemt at nævne det’’, forsikrede jeg ham med et sødt smil. Han nikkede forstående og kiggede imponeret rundt i lejligheden.

’’Det er en flot lejlighed’’, lød det overrasket fra ham, i takt med at han havde et imponeret udtruk. ’’Jeg vidste ikke, at Justin havde råd til sådan en’’, sagde han betaget.

’’Mine forældre betalte den, og så betaler de halvdelen af huslejen hver måned’’, forklarede jeg en smule flovt. Når de fleste teenagere flyttede hjemmefra, skulle de lære at klare alt selv – men mine forældre sørgede for det meste.

’’Fedt, jeg ville ønske, at mine forældre gjorde det’’, lød det sukkende fra ham af. Jeg trak usikkert på skulderne, da jeg ikke var enig.

’’Har du lyst til noget at drikke?’’, spurgte jeg ham pludselig. Jeg ville faktisk gerne høre om hans og Justins fortid, da jeg ikke vidste det helt store om Justin – kun det dårlige faktisk.

’’Ja, hvis du har en cola, er det fint’’, svarede han smilende.

’’Okay, du kan sætte dig ind i stuen, og så kommer jeg med det – så kan vi også snakke lidt’’, fastslog jeg smilende.

’’Okay’’, med det ord smuttede han ind i stuen, og han satte sig sikkert i den store sofa, mens han kiggede rundt for at tjekke lejligheden ud – han lød i hvert fald meget imponeret over, at Justin boede sådan et sted.

Jeg gik ud i køkkenet og fandt colaflasken, som var helt ny. Faktisk købte Justin den til hygge i aften, men det var jo ikke hver dag, hvor jeg fik besøg af en fra Justins fortid.

Jeg tog to glas og colaen, derefter smuttede jeg ind i stuen, hvor han sad i den store sofa – ligesom jeg forudsagde. Jeg vidste ikke hvorfor gæster altid satte sig i den store, men det gjorde mine gæster underligt nok altid.

’’Så, kan du ikke fortælle lidt om, hvordan Justin var da i var venner’’, spurgte jeg smilende og hældte op til os begge, mens jeg kiggede fascinerende på ham.

’’Altså, det er faktisk ikke så lang tid siden’’, startede han ud med og tog en hurtigt tår af hans cola. ’’Vi kender hinanden helt fra, da vi var 6. Men da vi voksede op, voksede vi også fra hinanden. Men så en dag, mødte jeg ham igen, og vi blev langsomt venner igen, fordi han ikke havde nogen’’, sagde han med et hævet øjenbryn, i takt med at jeg kiggede interesseret på ham.

’’Vi var begge 13, og Justin havde det hårdt, fordi han gennemgik en besværlig tid’’, forklarede han.

Det kunne jeg godt huske, at jeg hørte om, da Cara sagde det til mig. Justins far døde da han var 12, og så gik han rundt og lavede ballade – altså, det var hvad jeg havde hørt.

’’Han var utrolig kold, da jeg mødte ham igen, men han havde brug for en ven i hans svære tid’’, jeg nikkede forstående og tog en tår af den kolde cola, der var sindssyg lækker, fordi den var frisk og ny. ’’Men jeg prøvede at få ham væk fra mørket, og det lykkedes i en periode’’.

’’Hvad mener du?’’, spurgte jeg forvirrende, i takt med at mine øjenbryn havde hævet sig en smule. 

’’Jeg fik ham til at tænke på noget andet end sorg og ballade. Vi begyndte at lave normale teenagerting, som at spille fodbold, spille computer og sådan’’, forklarede han, så jeg kunne forstå det. ’’Og i den tid, havde vi det så sjovt. Jeg havde fået en ven, og han havde fået en. Men det varede kun et par måneder, og så var han tilbage til sit kolde jeg’’, sukkende han tungt.

’’Men hvorfor det?’’, fik jeg spurgt. Jeg syntes, at det var en smule underligt, at Justin skiftede så hurtigt fra sød til kold.

’’Jeg ved det ikke. Men han havde store problemer, og dem prøvede jeg at hjælpe med, men..’’, han stoppede pludselig midt i sin sætning og kiggede ned i gulvet.

’’Hvad?’’, spurgte jeg forsigtigt, men jeg lød også en smule desperat, fordi det var jeg lige nu. Jeg hadede, når folk stoppede midt i en sætning.

’’Jeg havde også problemer’’, lød det trist fra ham selv, mens han holdte om sit glas. ’’Jeg hjalp med hans problemer, men han ville aldrig hjælpe mig’’, sagde han hårdt og kiggede surt ud i luften. Jeg følte pludselig, at det blev koldere herinde. Men jeg gættede bare på, at det var hans pludselig opførelse, der fremkaldte det.  

’’Men det gjorde ikke noget, for jeg havde stadig en ven’’, sagde han smilende, og pludselig blev alt normalt igen. Han var lidt skræmmende før, men nu var han den smilende og søde dreng igen.

’’Det var da godt, i var gode venner’’, kommenterede jeg hurtigt med et smil. Det lød lidt som om, at han hadede Justin, og at han havde et stort problem.

’’Bedste venner’’, rettede han mig hurtigt med et bestemt udtryk. Han nikkede, mens han så meget enig ud med sig selv. ’’men det ser da ud som om, at Justin klarer sig godt nu’’, tilføjede han grinende.

’’Ja, det gør han faktisk’’, gav jeg ham ret. ’’Han starter på college efter ferien, og han er ikke så mørk og farlig mere. Han er blevet en god dreng’’, forklarede jeg ham med et stolt udtryk.

’’Det er jo bare godt’’, mumlende han og tømte sig glas med en mundfuld. ’’Jeg må hellere gå nu’’, sagde han sukkende og rejste sig op.

’’Allerede? Men du er jo lige kommet’’, skyndte jeg mig at sige. Jeg kunne godt lide ham, fordi han vidste en masse om Justin. ’’Justin kommer snart hjem, måske vil han også møde dig’’.

’’Åh, vi vil mødes, det kan jeg forsikre dig om’’, lød det forfærdende fra ham af, mens han havde et bestemt blik, som skræmte mig en smule.

’’Okay’’, han gik ud i gangen og åbnede straks døren, som om at han havde travlt med at gå? Han var en smule underlig. ’’Men så ses vi måske’’, sagde jeg, da jeg holdt døren for ham.

’’Det skal du nok regne med’’, forsikrede han mig om med et bestemt blik, der endnu engang skræmte livet ud af mig. ’’hav en god dag’’, sagde han og smuttede ned af trappe og forsvandt ud af min synsvinkel.

Jeg lukkede langsomt døren bag mig, mens jeg havde et chokeret blik. Han var både underlig, uhyggelig, men stadig sød. 

 

¤¤..¤¤

 

’’Skat, jeg er hjemme’’, råbte Justin ude fra gangen, da han var hjemme præcis klokken 17. Han var bedårende, fordi han gjorde, hvad jeg sagde – at komme hjem til tiden og ikke snakke med Clair efter arbejde – det kunne nærmest få en til at græde.

’’hej skat’’, sagde jeg til ham, da han dukkede op inde i køknet, hvor jeg stod og lavede mad – Yup, jeg lavede mad, og tro mig, det var historisk.

Han kyssede mig blidt på munden, i takt med at han holdte om min mave. Jeg bevægede min hånd op til hans ansigt, hvor jeg placeret den blidt på kinden, mens vi stod og kyssede. Jeg havde savnet ham så meget, at jeg kunne slippe alt i mine hænder og angribe ham – men desværre stod jeg og rørte i gryden.

’’Wow, det dufter godt’’, komplimenterede han sødt og kiggede på maden. ’’Og det ser lækkert ud. Hvad er det?’’, spurgte han smilende.

Det var så tydeligt, hvad det var. Men han var så dejlig, at han ville have, at jeg skulle forklare det.

’’Det er spagetti fra en dåse’’, svarede jeg ham stolt. Hey, om det var lavet fra bunden eller fra en dåse, så hed det stadig: at lave mad.

’’Du er så dejlig’’, sagde han grinende. Og pludselig opdagede jeg, at han var iført hans uniform – og jeg havde en svaghed for drenge i uniform. Men stadigvæk, jeg lavede mad.

’’Jeg går lige ind og skifter’’, sagde han og gik ud fra køkkenet. Han var sikkert bange for, at han ville svine hans fine skjorte.

Jeg kiggede ned i min mad, som stadig så ufærdig ud. Det tog så lang tid! Hvorfor kunne det ikke bare tage 1 minut? Selvom det var første gang, hvor jeg lavede mad, så vidste jeg, at jeg allerede hadede det.

Da jeg var mindre, lavede jeg nogen gange mad med min mor – men jeg gav let op, og lod hende gøre resten af arbejdet, i takt med at jeg kiggede på. Men jeg elskede at se hende gøre det, fordi jeg følte, at det fik mig til at blive bedre – nu indså jeg, at jeg nok skulle have hjulpet hende rigtigt.

Når jeg engang fik børn – sammen med Justin – så skulle vi have en kok og en rengøringskvinde og en barnepige…og en træner, fordi jeg sikkert vil kunne sammenligne mig selv med en flodhest efter at have født et barn. Og jeg skulle jo være smuk igen til Justin, så han ikke vil være mig utro med en yngre, smuk, slank, lækre, sexet pige.

Jeg kunne ikke se os have børn i den nærmeste fremtid, men om nogle år, ville vi sikkert ikke lave andet end skifte ble og fodre børn. Det glædede jeg mig ikke til, fordi så skulle jeg sige farvel til mit unge festliv? Arg, no way.

Ingen fester i weekenden? Ingen søvn? Ikke sove længe? Man slap først af med dem, når de blev 18 – og så måske ikke alligevel, de skulle jo være klar til at flyve væk fra reden. Men børn var nu meget søde, og jeg kunne vel godt indse, at jeg glædede mig en smule til at holde om deres små kroppe.

Justin kom ind i køkkenet igen, og han satte sig med det same på køkkenbordet, så han mindede mig om min lillebror Victor, der også altid sad på bordet, når min mor lavede mad.

’’Jeg skal lige huske at sige det, inden jeg glemmer det’’, lød det fra mig af, mens jeg var meget betaget i maden. ’’Der kom en på besøg i dag’’, sagde jeg smilende og kiggede kort på Justin.

’’Hvem?’’, spurgte han interesseret. Han troede sikkert, at det var min mor, Cara eller en anden, han forventede.

’’Din gamle ven George’’, sagde jeg agtsom, da jeg var en smule spændt på, hvad han ville sige til det – jeg ville blive så begejstret, hvis der havde været en af mine gamle venner her.

Justin kiggede en smule forskrækket på mig, efter jeg havde sagt det. Det fik mig til at kiggede forvirrende på ham.

’’Det mener du ikke, vel?’’, spurgte han mig seriøst, mens han så en smule bange ud. Før så han også en smule afslappet ud, det var også forsvundet, og han så anspændt ud.

’’Jo, det gør jeg’’, svarede jeg nikkede, mens mine forvirrende øjne stirrede på ham. Han kom vel med en forklaring på det. ’’Hvorfor reagerer du sådan?’’, fik jeg spurgt.

’’Fordi han er sindssyg’’, svarede han bestemt og hårdt. ’’Han blev tvangsindlagt på et sindssygehospital, da vi var 14’’, forklarede han mig.

’’Hvad mener du? Hvad gjorde han?’’, spurgte jeg desperat med store øjne, da jeg ikke kunne se det for mig. George virkede som en flink og normal dreng.

’’Jeg ved, at det lyder skræmmende’’, startede han ud med en advarsel. ’’Men han prøvede at slå mig ihjel’’, jeg tabte røre skeen i gryden og tog mig til hovedet, da han sagde de.

’’Hvad siger du?’’, spurgte jeg forvirret med et skræmt blik og vendte min krop mod ham.

Han hoppede ned fra bordet og kiggede trist på mig. Han virkede også en smule bange, og jeg følte, at jeg havde lukket en psykopat ind i mit hjem – jeg hentydede selvfølgelig til George.

’’Han var flink nok i starten’’, startede han ud med. ’’Vi blev venner, da vi var 13, og vi havde en god tid sammen. Men så fik jeg et sammenbrød igen, fordi min far var død, og jeg havde problemer, som jeg skulle klare’’, han stoppede pludselig og kiggede rundt.

’’Han sagde, at jeg tænkte for meget på mig selv, og at jeg ikke bekymrede mig for ham. Jeg forklarede ham, at jeg var fuldstændig ligeglad med ham’’, jeg kiggede undrende på ham, efter han sagde det, fordi det var da en smule ondt. ’’Min far var død, jeg var kold dengang, også selvom jeg prøvede at skjule min sorg’’, forklarede han. Jeg nikkede en smule forstående og gav ham tegn på, at han skulle fortsætte sin historie.

’’Og så prøvede han at stikke mig ned med en kniv, fordi jeg ikke ville bekymre mig for ham. Min mor kom så hjem og så ham stå i køkkenet op af mig med en kniv, og hun kunne med det samme se, hvad der foregik.

’’Omg, tænk at jeg lukkede ham ind’’, sagde jeg i panik og gik rundt i halve cirkler. Jeg følte mig så stresset og bange. Hvorfor havde Justin aldrig fortalt mig det? ’’Tror du, at han vil hævne sig?’’, spurgte jeg kaotisk og stoppede op.

’’Altså, det var min skyld, at han skulle tilbringe nogle år på et sindssygehospital, hvor det er som et fængsel’’, forklarede han med et angstfuldt udtryk. ’’Jeg vidste ikke, at han kunne finde mig’’, mumlende han for sig selv.

’’Skal vi ikke ringe efter politiet?’’, forslog jeg med et bestemt udtryk. Han kiggede trist på mig, mens han lignede en fortabt person.

’’Han har ikke gjort noget forkert, så det nytter ikke noget’’, forklarede han og sukkede ud i luften.

’’Så vi kan først ringe til dem, når han begynder at true os?’’, spurgte jeg i panik, mens jeg kunne mærke at tårerne pressede på – jeg begyndte også at blive en smule bange – eller hunderæd.

’’Desværre ja’’, svarede han sukkede og kiggede på mig med et lille smil. ’’Hvad sagde han til dig?’’, spurgte han med et hævet øjenbryn.

’’Han snakkede bare om jeres tid sammen, og det lød så overbevissende’’, svarede jeg bestemt og kom i tanke om, at han sad lige overfor mig for et par timer siden. ’’Du har ellers sagt, at du aldrig har haft en rigtig ven før?’’, spurgte jeg ham surt – jeg var ikke sur på Justin, men mere situationen.

’’Han var ikke min rigtige ven, han var mere en, som var besat af at være venner med mig’’, forklarede han. ’’Og efter hans lille episode, besluttede jeg med mig selv om, at ingen skulle høre om ham’’, sagde han bestemt.

’’Men han lød så overbevissende, at du også kunne lide ham’’, sagde jeg usikkert.

’’Du skal ikke tro på ham, og hvis han kommer igen, så ringer du efter politiet, okay?’’, sagde han meget bestemt. ’’Jeg er ligeglad med, om de siger, at vi spilder deres tid. Hellere det, end at han gør dig noget’’.

Jeg kunne høre, at maden brændte på, men det var noget af det sidste, som jeg kunne tænkte på nu. Justin havde aldrig været så alvorlig og bange før, det var som om, at jeg havde fundet en lille ting fra hans fortid, der skræmte livet ud af ham.

’’Okay, det skal jeg nok’’, Justin kom over til mig og holdte rundt om mig, og så kyssede han mig i håret.

’’Alt skal nok blive godt’’, forsikrede han mig om og krammede hårdere – men det gjorde mig kun tryggere. Jeg var tryg i hans nærværd. Men hvad hvis han kom, og Justin ikke var her?

Tanken om, at en sindssyg dreng gik rundt ude i byen lige nu, gjorde mig hunderæd. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op, hvis han stod lige foran mig. For han havde jo prøvet at slå Justin ihjel, men siger ikke, at han ville prøve igen? 

 

¤ ¤ ¤ 

 

Skræmmende? Er denne lovestory pludselig blevet til en krimi? Hell no. Det er bare et lille sidespring, som gør historien en smule interessant.

Hvad syntes i om George? Hvad syntes i om hele situationen? 

 

Og, nu har jeg publiceret alle de kapitler, som jeg har skrevet i forvejen, så nu skal jeg i gang med at skrive. Så, det kunne være rart, hvis i gav lidt opbakning med nogle kommentarer, som kunne opmuntre mig til at skrive. Tak.

Og husk at like den. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...