Med livet som indsats

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2013
  • Opdateret: 21 jun. 2013
  • Status: Igang
Kenneth har altid haft en drøm om at blive soldat og gøre verden til et bedre sted. Men er det, det værd?
En historie om at være udsendt til et krigsramt land, mens familien og kæresten venter derhjemme. Om kammeratskabet og sammenholdet i den lille lejr, Camp Price. Hvordan det er, når fjenden angriber og når en af dine kammerater bliver såret eller dør?
Følg en soldats inderste tanker, når helvede bryder løs.

4Likes
5Kommentarer
345Visninger
AA

2. Afskeden

Klokken er lige nu 14:03, og det begynder at nærme sig den tid, hvor jeg skal sige farvel. Jeg står og holder om Caroline, min kæreste. De andre soldater fra hold 14 er også samlet her i Karup med deres familier. Nogle græder, nogle gør ikke. Det sværeste er at se fædrene sige farvel til deres børn. Fædrene forsøger at være stærke, men det er svært at se børnene græde, mens de holder fast i den grøn/brune camouflerede jakke. 

Jeg omfavner Caroline. Holder hende tæt ind til mig. Jeg kan dufte hendes parfume. Det er Britney Spears Midnight Fantasy. Det var en af de gaver, jeg gav hende, da hun havde fødselsdag i juni.

Nogle af soldaterne fra hold 14 er begyndt at gå mod afgangshallen, så jeg ved, at det er nu, jeg skal sige farvel. Jeg ved, hvad jeg går ind til, og jeg kender risikoen. Jeg slipper mit tag om Caroline og tager om min mor. Nu kan hun ikke holde tårerne tilbage. "Jeg kommer jo hjem igen," forsøger jeg at berolige hende, men uden held. Hun giver mig et kys på kinden. "Vi ses, min dreng."

Hun lader mig slippe, og jeg går videre til min bror og giver ham et stort kram. René. Den storebror jeg altid har set op til. Han laver dog noget meget andet end jeg. Han er pædagogmedhjælper i en børnehave, men alligevel er vi så ens. Det er første gang, at jeg siger farvel til ham på denne her måde. "Stay strong, bro. Stay strong!" Han gav mig et lille smil. Det får mig til at føle mig tilpas.

 

Jeg går tilbage til Caroline og holder igen rundt om hende. Vores læber mødes. Der går tre måneder, før jeg får lov til at opleve det igen. Tårerne triller ned af kinderne på hende. Jeg tørrer dem væk med min tommelfinger og tager hende i hånden. Jeg kan mærke, at hun ryster. Et halvt sekund overvejer jeg, om det er det rigtige at gøre. Caroline havde flere gange bedt mig om at blive hjemme. Men jeg kan ikke få mig selv til at blive hjemme. Jeg vil kæmpe for mit land!

Der gik så ikke tre måneder alligevel. Vi kysser igen. Lader tungerne mødes et kort øjeblik. Det giver en dejlig ro i kroppen, selvom jeg kan føle flere blikke hvile på mig. "Jeg elsker dig," siger jeg til Caroline og kigger hende dybt i de mørke, klare øje. "Jeg elsker og dig, ven," siger hun sagte og giver mig et lille, bekræftende smil. Jeg gengælder det, tager min taske over skulderen og giver mine kære et lille nik, før jeg vender mig rundt og går hen mod trappen til afgangshallen.

De første trin føles tunge. Jeg har lyst til at kigge mig over skulderen, men jeg kan høre, at flere af de pårørende græder. At se Caroline være helt grådkvalt er det sidste, jeg ønsker lige nu. På vej mod afgangshallen tænker jeg på min far. Jeg har aldrig mødt ham. Ved han egentlig, at jeg er på vej til Afghanistan? Det er ikke nemt at have tankerne i gang lige nu. Luften herinde er varm og tung. Jeg følger i stedet for strømmen, og forsøger at virke selvsikker. 10 timers lang flyvetur venter forude. Jeg er klar til hold 14!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...