In love with the best friend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Færdig
Lee Taemin bor i Seoul og går op sit første år i Highschool sammen med sine fire bedste venner; Kibum, Minho, Jonghyun og Jinki. Men at være venner med de fire er sværer end man tror, for Taemin kan nemlig ikke kun lide Minho som sin ven. Nej, han er forelsket i ham. Og det er et problem, siden Syd Korea aldrig har set særlig stort på forhold mellem samme køn. Og hvad nu hvis Taemin ikke er den eneste, som er forelsket i sin bedste ven?

21Likes
86Kommentarer
2990Visninger
AA

17. You can do this!

Klokken var halv fem, og Key og jeg sad og ventede på Minho.

For en time siden havde jeg havde ringet til ham, og spurgte om han ikke ville kommer over og spise. Han havde overraskende nok svaret ja uden den mindste tøven.

Normalt tog det ham fem-ti minutter før han vidste om han havde tid, eller måtte.

Han var stort set altid i gang med et eller andet, om det så var lektier, fodbold eller et eller andet helt tredje.

Ofte var det tredje en eller anden sport han var optaget af.

Jeg kiggede nervøst ned på mine hænder som legede med et en stoftråd der havde revet sig løs fra mine bukser.

En vane jeg havde når jeg blev nervøs.

Key sad i én af de lænestolen der stod i stuen, og læste i et modeblad. Hvordan han kunne være så rolig, og slet ikke nervøs, forstod jeg ikke.

Måske var det kun mig, men jeg vidste at Minho nogen gang godt kunne finde på at flippe ud, og nogen gang endte det med et par ødelagte ting, eller et blåt øje.

Og jeg havde hverken løst til at få et blåt øje, eller skulle undskylde over for mine forældre på Minho's vegne.

Var Key ligeglad med det? Det var ikke til at sige, og egentlig var der vel kun en måde at finde ud af det på.

"Du Key?" spurgte jeg forsigtigt, og fortsatte med at kigge ned på mine hænder.

"Ja Jjong?"

Jeg forblev stille i et par sekunder da jeg ikke rigtig var sikker på hvordan jeg skulle spørger.

"Hvad gør vi hvis Minho går fuldkommen amok?" jeg kiggede forsigtig op på Key. Han havde ikke fjernet blikket fra sit modeblad, hvordan kunne han være så rolig?

Key sukkede, og lagde så modebladet ned på sit skød, selvfølgelig opslået der hvor han var kommet til.

"Så stikker jeg ham en flad så han falder til ro." jeg kiggede med et løftet øjenbryn på Key.

A'hva havde han tænkt sig? Jeg kiggede underligt på ham.

"Er du nu sikker på det er en god idé? Jeg mener, du kender hans temperament...." 

Lige som Key skulle til at åbne munden for at svare, blev det ringet på døren. 

Vi rejste os begge op, hurtigere end lynet, og gik ud i entréen for at åbne op. 

Da jeg stod foran døren, tøvede jeg en smule. Var det her nu alligevel en god idé?

Dog nåede jeg ikke at spekulere mere over det før Key rullede øjne af mig, og selv åbnede døren.

Udenfor stod Minho med et kæmpe smil, og en lille kurv under armen.

Jeg kiggede forsigtigt på Key ud af øjenkrogen, han stod med et smil over læberne, og jeg kom i tanke om jeg nok hellere måtte gøre det samme.

Hurtigt lod jeg et skævt smil glide over mine læber, og trådte så til side så han kunne komme ind.

Det samme gjorde Key.

Glad trådte Minho inden for, og rakte mig kurven. "Min mor, i kender hende jo, hun gav mig friskbagt brød med!" han smilede skævt. 

Jeg grinte bare, halvt falsk og halvt ægte. På den ene side var det fedt med friskbagt brød, men på den anden side fik jeg en smule dårlig samvittighed.

Da Minho havde fået sin jakke og sko af, gik vi ind i stuen. Jeg stillede kurven med brød på spisebordet hvor resten af maden stod.

Key havde lavet en eller anden Japansk ret som jeg ikke kendte navnet på, men Sushi var det i værdfald ikke. 

Så meget vidste jeg da.

"Her dufter vildt lækkert Key!" først nu blev jeg opmærksom på, at Minho havde sat sig over i sofaen og Key sad i lænestolen igen. 

Jeg var den eneste der stadig stod op, dog ikke så underligt da jeg var den af os der var mest nervøs.

Key takkede bare kiggede ned i sit modeblad som han åbenbart havde taget frem igen.

Nervøst satte jeg mig ned i den anden lænestol, jeg prøvede så godt jeg kunne ikke at lege med tråden i mine bukser.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se at Key sendte mig blikke. Blikke der sagde "Kom nu i gang!"

Jeg sank diskret en klump, og tog mig så sammen. Det skulle jo ud på et eller andet tidspunkt.

Lige som jeg skulle til at åbne munden, ringede det på døren endnu en gang. Jeg kiggede undrende på både Minho og Key.

Også Key så ud til at undre sig, Minho var den eneste der ikke så spor undrende ud.

"Nårh ja forresten! Jeg ringede til Onew og spurgte om han ikke også ville med over og spise, håber ikke det gør noget!" og så gik han ud for at åbne op.

Jeg kiggede bare målløst på Key. Key så lige så overrasket ud, men så trak han på skuldrene.

"Well, Onew ved det jo også såååh, ja, vi skal vel bare ændre planerne en smule." og så rejste han sig op og gik ud i entréen til Minho og Onew.

Jeg sad bare og stirrede målløst efter ham.

Han havde vel ret, og måske hvis jeg nu krydsede fingre, ville det blive lettere hvis Onew også var her?

Det kunne kun tiden vise.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...