In love with the best friend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Færdig
Lee Taemin bor i Seoul og går op sit første år i Highschool sammen med sine fire bedste venner; Kibum, Minho, Jonghyun og Jinki. Men at være venner med de fire er sværer end man tror, for Taemin kan nemlig ikke kun lide Minho som sin ven. Nej, han er forelsket i ham. Og det er et problem, siden Syd Korea aldrig har set særlig stort på forhold mellem samme køn. Og hvad nu hvis Taemin ikke er den eneste, som er forelsket i sin bedste ven?

21Likes
86Kommentarer
3060Visninger
AA

18. The truth.

"Det var en smule akavet, at sidde tre personer der vidste Taemins hemmelighed, over for én som ikke vidste den.

Og som hemmeligheden oven i købet også handlede om.

Jeg vidste ikke med Key og Onew, men jeg var i værdfald ret nervøs. Det lignede mig slet ikke, at være så nervøs, så måske var det fordi det handlede om kærlighed?

”Hvorfor er Taemin her egentlig ikke? Jeg så ham slet ikke i skolen i dage.”

Jeg kiggede først på Key, og så på Onew. Hvad skulle jeg svare Minho? Jeg kunne jo selvfølgelig vælge bare, at tage muligheden og fortælle det lige ud.

Jeg besluttede mig for bare at for det overstået, og sige det lige ud. Jeg tog en dyb indånding, og åbnede så munden;

”Taemin flytter til Japan på lørdag. På Onsdag kommer han og siger farvel til sin klassen, men han sagde farvel til Key, Onew og jeg i dag. Lige nu er han nok i gang med, at pakke.” Selvom jeg var overdrevet nervøs, og svedte helt vildt, var det lykkedes mig at få ordene ud uden, at stamme.

Jeg lagde spisepindene fra mig, og kiggede op på Minho som sad over for mig. Han sad bare og kiggede mærkeligt på mig.

”Flyttet? Hvorfor?!” Hans stemme var en smule hævet, og hans ansigt vidste både frustration, forvirring og tristhed. Han lignede allermest en såret hundehvalp.

”Well…” Nu kom den svære del. Hvordan i al verden skulle jeg for fortalt, at grunden til Taemin flyttede var at han var håbløst forelsket i Minho? At han væmmedes ved sig selv over det, og ikke ville have Minho også skulle væmmedes ved ham?

Alt de skulle jeg forklare, og så tage højde for at Minho nok ville føle sig som lidt af en skurk, med mindre jeg pakkede det en smule ind.

Det var jo nærmest en umulig opgave.

”Ser du… Altså… ” Mere nåede jeg ikke at sige, før Key afbrød mig.

”Taemin er forelsket i dig.” Han sagde det bare ligeud, og fortsatte endda med at spise af sine nudler.

Onew kiggede ned i bordet og Minho lignede en der lige havde set et spøgelse.

Fuldkommen hvid ud i ansigtet, og med et tomt blik. Han var også stoppet med at spise, og nudlerne faldt langsomt af hans spisepinde.

Først efter hvad der føltes som flere år, åbnede Minho munde igen.

”H-hvad mener du?” Minhos stemme lød på en og samme tid tom, men også bange.

Hvad han var bange for, var selvfølgelig ikke til at sige.

Jeg kiggede over på Key og forventede nærmest at han svarede igen, da jeg godt kunne fornemme at Onew ikke var så meget for at blande sig.

Selv havde jeg ikke rigtig mulighed for at sige noget, da min hals havde snøret sig sammen.

Jeg kunne se Key rullede øjne, og nu lagde sine spisepinder fra sig. Derefter kiggede han koldt på Minho.

”Han elsker dig. Han er forelsket i dig, og har nok været det et stykke tid hvis du spørg mig.”

Rigtigt!

Det var dog kun stemmen i mit hoved der gav Key ret, for min hals var stadig snøret sammen, og jeg kunne umuligt få den snøret op.

Der gik et par minutter hvor ingen af os sagde noget, heller ikke Key følte trang til at sige noget.

Der var bare musestille.

Endelig, efter der var gået hvad der føltes som flere år, åbnede Onew munden.

”Så erhm… Nogen der vil have flere nudler? Jeg er i værdfald stadig sulten.” Så rejste han sig op og gik ud i køkkenet efter flere nudler.

Selvom hans skål allerede var fyldt til randen.

Key fulgte hurtigt efter, og efterlod mig alene med Minho. Noget jeg egentlig ikke kunne bebrejde dem for.

Minho og jeg havde trossalt været bedste venner siden børnehave klassen, så vi burde kunne snakke sammen.

"Minho-"

"Hvor længe har du vidste det?" Det overraskede mig en smule at han afbrød mig, men jeg lod det ligge.
"Siden Onsdags i sidste uge, men hør li-" Endnu en gang afbrød han mig.

"Hvorfor har du ikke sagt det før nu, der er gået fem dage." Hverken hans ansigt, eller stemme afslørede hvad han følte.

Det gjorde mig en smule urolig.

"Han sagde jeg ikke måtte fortælle dig det.... Jeg tror han skammede sig." Det sidste var mere for at få hans hormoner lidt ned.

Men Minho sagde ikke noget. Faktisk sad han bare og stirrede tomt ud i luften, med et udtryks løst ansigt.

Der gik flere minutter, før Minho sagde noget.

"Jeg bliver nød til at smutte nu." Og så rejste Minho sig op. Ude af stand til at bevæge mig, eller sige noget, så jeg bare til mens han gik ud af stuen og ud i gangen.

Få minutter efter kunne jeg høre hvordan døren smækkede, og hvordan stilheden igen tog over.

Key og Onew var helt stille ude i køkkenet, og nu var det min tur til at stirre tomt ud i luften.

Ville noget nogensinde blive det samme igen?....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...