In love with the best friend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Færdig
Lee Taemin bor i Seoul og går op sit første år i Highschool sammen med sine fire bedste venner; Kibum, Minho, Jonghyun og Jinki. Men at være venner med de fire er sværer end man tror, for Taemin kan nemlig ikke kun lide Minho som sin ven. Nej, han er forelsket i ham. Og det er et problem, siden Syd Korea aldrig har set særlig stort på forhold mellem samme køn. Og hvad nu hvis Taemin ikke er den eneste, som er forelsket i sin bedste ven?

21Likes
86Kommentarer
3108Visninger
AA

8. Tell me.

"Nå Taemin-ah, fortæle mig så det hele"

Jeg sad i Jonghyuns sofa, med et tæppe viklet omkring mig og en kop varm kakao i hænderne.

Med små lyserøde og gule skumfidusser i.

Det var heldigt Jonghyuns forældre næsten aldrig var hjemme, eller, heldigt i denne situation.

"Kan du huske da vi mødtes første gang?" jeg kiggede bare ned i min kakao.

"Selvfølgelig kan jeg det! Det var dengang Key havde hvisket mig i øret at-" han rødmede lidt, og stoppede brat med at tale, da jeg kiggede en smule bebrejdende på ham.

Han havde en ret dårlig situations fornemmelse en gang imellem, den puppy.

"Det hele startede med at Key præsenterede mig for jer andre..."

 

Jeg kiggede genert ned i gulvet da drengen ved navn Key, som nu åbenbart var min umma, trak mig med hen til et bord. "Det her er Taemin alle sammen, han er lige startet i dag." Key talte åbenbart til flere siden han brugte "alle sammen". Skulle jeg kigge op? Hvad nu hvis Key's venner grinte af mig? Så tag dig dog sammen Taemin, sagde jeg til mig selv. Jeg kiggede forsigtigt op og blev straks mødt af tre venlige og imødekommende smil. Der sad tre drenge ved bordet. Den første, med et venligt, glad smil som bare smittede fuldkommen af på en. Hans hår var kort klippet og havde en blød brun farve. Jeg gik videre til den anden dreng. Han lignede lidt en hund. Underlig måde at beskrive et anden menneske på, men ja, det gjorder han altså. Han havde lysebrunt hår som blev lysere og lysere jo længere ned man kom til spidserne. Tydeligst farvet. Hans næse var måske en smule stor, men det så ikke grimt ud til ham. Faktisk var han ret pæn. Da mine øjne nåede den sidste dreng, var det som om verden gik i stå. Simpelthen. Mit hjerte gik amok og en masse sommerfugle angreb min mave. Denne dreng ,var nok det smukkeste jeg havde set hele mit liv. Hans ansigt var perfekt, simpelthen perfekt. Det imødekommende smil, de lyserøde læber, hans venlige brune øjne og så hans smukke hud. Alt ved ham var bare perfekt...

 

"Og ja, så var jeg ligesom forelsket..." jeg havde ikke fjernet mit blik fra skumfiduserne, én eneste gang mens jeg fortalte min lille "historie" til Jonghyun.

"Wow..." sagde han efter noget tid.

"Du er virkelig hårdt ramt Tae..." jeg kunne godt mærke hvordan tårerende pressede på, men jeg ville ikke græde. Ikke foran Jonghyun.

Det havde jeg allerede gjort én gang i dag.

"Ja... Det er jeg vel." Min stemme lød meget grødet og det lagde Jonghyun tydeligvis mærke til.

"Hør her Tae...." Jonghyun rejste sig op fra stolen han sad i, og satte sig over ved siden af mig.

Han lagde en arm om mig og det var som om at han trak alt kontrollen ud af mig, da han gjorder det.

Jeg brød fuldkommen sammen igen. Denne gang var jeg dog gemt væk i hans trøje.

"Jeg ved selvfølgelig ikke om Minho-ah kan lide dig på dén måde, men jeg ved i værdfald at han ser dig som en rigtig god ven. Hvis du nu... Jeg ved ikke, prøver at give ham nogle små hints. Hold om ham, holder ham i hånden, ja, måske endda flirt lidt med ham, så kan det være han indser det! Forstår du hvor jeg vil hen?"

Nu brød jeg bare endnu mere sammen.

"J-jamen jeg vil ikke have han indser det! Jeg er en dreng... Det er ulækkert!" tårerende væltede bare ude af mig endnu en gang.

"Hvis han finder ud af det, vil han sikkert hade mig for live!" tårerende blev ved og ved, og til sidst blev det for meget.

Jeg flåede tæppet af mig og løb ud af stuen."Taemin! Vent!" jeg reagerede ikke på Jonghyuns stemme, jeg ville bare væk.

Væk fra mellidenhed og snakken om Minho.

Jeg skyndte mig at tage min taske, hoppe ned i mine sko, men jakken nåede jeg desværre ikke at få med mig.

Jeg havde næsten væltet en gammel mand ned af trappen. da jeg løb forbi ham, men jeg var alt for oprevet til at stoppe op og sige undskyld.

Den gamle mand råbte en masse bande ord efter mig, men også det var lige meget.

Det eneste jeg havde i tankerne, var Minho og hvad han ville sige hvis han fandt ud af jeg elskede ham.

Han ville sikkert væmmes ved mig og nægte nogensinde at se på mig mere.

Ligesom alle andre sikkert ville.

Jeg nåede udenfor, og til mit uheld var det begyndte at regne, typisk. Og jeg havde ikke fået min jakke med... Endnu mere typisk!

Da jeg løb hjem, blev tårerende bare ved med at komme. De trillede ned af mine kinder, som en flod af tåre.

Lige pludselig løb jeg ind i nogen, dog opdagede jeg hurtigt hvem det var. Duften afslørede personen, det var Minho.

"Taemin dog?! Hvad er der sket?" jeg kiggede væk. Jeg måtte ikke fortælle ham det... Så ville alt være ødelagt. Han måtte ikke finde ud af at jeg elskede ham.

"I-ikke noget.." selvom det ikke blev til andet end en mumlen, knækkede min stemme stadig. Forbandede følelser.

"Taemin, det er jo løgn. Det kan jeg se på dig." Minho tog fat i mine overarme, men jeg rev mig straks væk fra ham.

Hans berøringer gav mig små dejlige stød, stød jeg slet ikke burde få ved at en anden dreng rørte mig.

Minhos øjne blev store. "Taemin... Har jeg gjort noget?" han lød bekymret, meget bekymret.

Undskyld Minho, men jeg kan ikke fortælle dig sandheden...

Jeg kiggede ham en sidste gang i øjnene, før jeg løb forbi ham. Selvom han kaldte mit navn flere gang standsede jeg ikke op, og så mig tilbage.

Inderst inde vidste jeg godt, at det her ville blive sidste gang i lang tid, jeg skulle se Minho.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...