In love with the best friend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Færdig
Lee Taemin bor i Seoul og går op sit første år i Highschool sammen med sine fire bedste venner; Kibum, Minho, Jonghyun og Jinki. Men at være venner med de fire er sværer end man tror, for Taemin kan nemlig ikke kun lide Minho som sin ven. Nej, han er forelsket i ham. Og det er et problem, siden Syd Korea aldrig har set særlig stort på forhold mellem samme køn. Og hvad nu hvis Taemin ikke er den eneste, som er forelsket i sin bedste ven?

21Likes
86Kommentarer
3099Visninger
AA

7. Not a child!

Næste dag da jeg kom i skole, trak Jonghyun mig til side stort set det sekund, jeg trådte ud af bussen.

Han trak mig over til en bænk og nærmest skubbede mig ned.

"Taemin-ah! Du bliver simpelthen nød til at hjælpe mig! Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre! Du ved jo godt Onew, Key og jeg plejer at følges, men i dag gik Key bare forbi os da vi stod uden for hans hus! Han er mega sur på mig, han hader mig sikkert, jeg er også bare..."

"Jong?"

"Han syntes sikkert jeg er en kæmpe stor pabo!..."

"Jonghyun?"

"Og så kigger han på mig med sådan et under-"

"JONGHYUN?!"

Endelig stoppede Jonghyun sin lange tale om hvor dum og naiv han var.

"Jeg syntes du skulle tage og slappe bare lidt af!"

Jeg holdt en pause, og kiggede på ham for at se om han forstod. Han så ud til at have forstået pointen.

Da han satte sig ned ved siden af mig, sukkede han højlydt og hænderne op foran ansigtet.

Han var sikkert udmattet af alle de tanker omkring Key.

Det var noget jeg kunne relatere til. Også i den grad.

Der kom en lidt akavet stilhed mellem os. Måske skulle jeg bryde den?

Jeg skævede over mod Jonghyun. Måske... Måske kunne jeg fortælle ham om mit problem med Minho?

Jeg mener, han var jo gået til mig da han skulle have hjælp med Key, betød det så at jeg også kunne komme til ham med mine problemer?

"Du Jong?" mit blik fokuserede på et blad der lå på jorden, i stedet for at kigge på ham da jeg spurgte.

"Ja Taemin-ah?" han lød allerede nu ret nysgerrig. Nu var det i værdfald for sent at ændre mening.

"Ehm... Altså..." jeg skulle virkelig tænke mig om hvordan jeg sagde det her. Hvis jeg sagde det på den forkerte måde, kunne alt gå galt.

Minho var trosalt Jonghyuns ven i første omgang.

"Mig og Minho... Vi er jo nærmest bedste venner..." jeg holdt en pause.

"Mhmmm, Taemin? Hvor vil du hen med det her?"

"Altså... Hvad nu hvis jeg fortalte at... Ehm... A-at jeg er...." jeg sank en klump.

"Er... Ehm, altså...Forelsket i ham...." Jonghyun gispede.

"HVAD ER DU?!" jeg kunne tydeligt høre overraskelsen i hans stemme.

"M-men Taemin... Du er jo kun en lille baby... Jeg mener... Eller...." han var frustreret, det var ret tydeligt.

Jeg blev dog en lille smule irriteret over han kaldte mig en baby.

Jeg var faktisk sytten år. Jonghyun var godt nok nitten og gik sammen med Onew på sidste år.

"Det er da ligesom med dig og Key! Bare omvendt..." det sidste mumlede jeg.

Minho og Key gik begge på andet år og var kun atten, så det var vel det samme, ik?

Men nej. Jeg var lille baby på første år.

"Hyung... Jeg er ikke nogen baby. Jeg er faktisk seksten år." jeg kiggede stadig ned på bladet, jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at kigge Jonghyun i øjne.

"Men Taem..." mere nåede han ikke at sige før jeg fór op.

"Jeg elsker ham! Okay?! Jeg elsker ham mere end noget andet og nogen anden! Hver gang jeg ser ham, banker mit hjerte hurtigere! Mine kinder bliver røde og jeg for sommerfugle i maven! Jeg elsker ham og det er der ingen der kan lave om på!"

Jonghyun kiggede bare chokeret på mig, og han blev da bare endnu mere chokeret da jeg brød sammen.

Tårerende trillede ned af mine kinder og jeg fik svært ved at trækkevejret.

Det var første gang jeg havde indrømmet det her over for nogen.

"Taemin, Taemin, Taemin" Jonghyun rejste sig op og trak mig ind i et kram.

Det hjalp dog ikke på andet end min tåre.

"Shhhhh~ Roooolig nu Taemin~" hans beroligende ord hjalp en smule, og efter et par minutter, var jeg da også næsten stoppet med at græde.

Han holdt mig ud for sig og kiggede lidt på mig med et beroligende smil. Det var lidt underligt fordi han var mindre end mig.

"Hør her Taemin, skal vi ikke gå hjem til mig og så kan vi snakke om det der?" jeg tøvede en smule i starten.

Man kunne da ikke bare pjække fra skolen, ku' man?

På den anden side, jeg havde jo alligevel læst i forvejen og jeg var ikke just dum.

"Men hvad med timerne hyung? Går du ikke glip af noget vigtigt?" jeg ville ikke have min hyung skulle gå glip af noget på grund af mig.

"Naaaah, jeg går sgu' ikke så meget op i skolen! Du kender mine fremtidsdrømme! Sangskriver eller forbold spiller." hans skæve smil og muntre stemme, fik mig til at smile en smule.

Bare en lille smule.

"Okay så..." Jonghyun smilede til mig og gav slip på mig. Jeg hankede lidt om i min taske og begyndte så at gå med Jonghyun.

Måske var det rent faktisk en god idé, at snakke med nogen om det?

 

¤

Bare så i ikke bliver alt for forvirrede, jeg tæller ikke den Koreanske alders skala med, da jeg selv ville blive alt for forvirret så xD Her har de bare international alder, så deres alder passer med et Europas Gymnasie alder, for jeg stinker til Matematik og alt det regning ville simpelthen blive for meget x3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...