In love with the best friend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Færdig
Lee Taemin bor i Seoul og går op sit første år i Highschool sammen med sine fire bedste venner; Kibum, Minho, Jonghyun og Jinki. Men at være venner med de fire er sværer end man tror, for Taemin kan nemlig ikke kun lide Minho som sin ven. Nej, han er forelsket i ham. Og det er et problem, siden Syd Korea aldrig har set særlig stort på forhold mellem samme køn. Og hvad nu hvis Taemin ikke er den eneste, som er forelsket i sin bedste ven?

21Likes
86Kommentarer
2995Visninger
AA

10. Mom... I have something to tell you.

Jeg kiggede ned på min dyne, nu var der ingen vej uden om. Jeg måtte fortælle min mor hele sandheden.

"Nååå Minho? Er i blevet uvenner? Han er da sådan en sød ung mand, en rigtig god ven-"

"Det er dét der er problemet...." jeg kunne ikke se min mor i øjnene, da jeg sagde det til hende.

Jeg vidste ikke om hun kunne læse mig som en åben bog, eller om det ville tage en længere forklaring før hun forstod.

"Hvad mener du?" min mor kiggede forvirret på mig, og jeg sukkede lavt.

Hvordan skulle jeg dog forklare hende det? Der var jo så mange ting i det! Måske skulle bare bare starte fra end ende af? Ligesom med Jonghyun?

Nej, det ville tage for lang tid.

"Altså.... Du sagde jo selv at han er en rigtig god ven, men... Jeg vil gerne, måske... Erhm, være mere end det..." med det samme ordende havde forladt mine læber, steg en svag rødmen op i mine kinder.

Jeg vidste godt, at det måske ikke ligefrem var det bedste tidspunkt at rødme på, men det var ikke ligefrem noget jeg kunne styre for.

"Oh..." det var det eneste der kom ud af min mors mund.

Selvom jeg var meget fristet til at se op på min mors ansigts udtryk, gjorder jeg det ikke. Hun ville sikkert hade mig når det gik op for hende hvad jeg var.

"Taemin, er du helt sikker på det her? Jeg mener... Er du i tvivl?" jeg kiggede stadig ned på min dyne.

"Jeg er 100% sikker." mumlede jeg.

Jeg kunne mærke tårerende presse på. Min egen mor, hun sad sikkert og fik kvalme lige nu, af sin egen søn.

Hun ville sikkert gå ned og sige det til min far nu, og så ville de begge hade mig.

Lige pludselig, kunne jeg mærke to arme trække mig ind i et varmt kram.

Før jeg vidste af det, krammede jeg min mor tilbage. Hvad betød det her?... Var der en chance for hun ikke hadede mig?

"Hør her Taemin. Jeg vil gerne have du ved, at jeg ikke finder det klamt. Hvis du tror det, så må du tro om igen. Lige meget hvem du forelsker dig i, pige eller dreng, så støtter jeg dig! Og det samme gælder din far." nu pressede tårerende for alvor på.

Det ramte lige i hjertet det min mor sagde, så igen, vandt tårerende over mig.

Jeg krammede mig ind til min mor og lod tårerende få frit fald.

Efter et par minutters tid, hvor vi bare havde krammet og jeg havde tømt mine tårekanaler, trak vi os væk fra hinanden.

"Så så." min mor tørrede en sidste tåre væk fra min kind, og sendte mig et beroligende smil.

"Har du fortalt det til nogen?" hun smilte stadig det der beroligende, mor smil.

Jeg nikkede. "Kun Jonghyun." jeg kiggede på hende med et lidt genert smil, og glemte helt det alvorlige i denne situation.

"Hvad med Minho? Ved han det?..." så huskede jeg det igen.

Minho ville jo helt sikkert hader mig hvis han fandt ud af jeg var vild med ham, nej ikke bare vild med, forelsket i.

"Jeg har i værdfald ikke fortalt det til ham, men jeg ved ikke om Jonghyun har sagt noget.." jeg kiggede igen ned i min dyne.

Tænk nu hvis Jonghyun havde fortalt det til Minho?

"Det tror jeg ikke, skat. Jonghyun virker ikke som en der ville sige sådan noget videre!" hun smilte endnu en gang beroligende, og faktisk også bekræftende, til mig.

"Men mon ikke du skulle fortælle ham det? Altså Minho? Jeg mener, han har vel på en måde ret til at vide det, har han ikke?" jeg kiggede med store øjne på min mor.

Fortælle Minho, at jeg var forelsket i ham? Aldrig i livet. Det ville blive over mit lig.

"Nej, det... Det kan jeg slet ikke! Overhovedet! Han vil hade mig." jeg rystede på hovedet for at bekræfte hvad jeg selv lige havde sagt.

Min mor sukkede.

"Det ved du jo ikke før du har snakket med ham, vel?" min mor kyssede mig på panden, rejste sig op og gik hen til døren.

"Se en film, spis noget suppe og så kan du jo tænke lidt over hvad du vil gøre." hun smilte til mig, og gik så ud.

Efter hun havde lukket døren, sad jeg i flere minutter og kiggede på døren.

Inderst inde vidste jeg vel godt, at hun havde ret. Jeg kunne jo ikke vide om han hadede mig før jeg havde snakket med ham.

Men hvordan skulle jeg dog få det sagt? Jeg kunne jo ikke bare, sådan lige pludselig, gå hen til ham og sige "Hey du, jeg elsker dig og det har jeg gjort et stykke tid!"

Umuligt, simpelthen.

Jeg stillede bakken med suppe på mit natbord, og med et suk kastede jeg mig så ned i sengen igen.

Med hovedet vendt ned mod sengen og armene ned af siden.

"Hvad i al verden gør jeg så nu?" spurgte jeg min hovedpude.

Som forventet svarede den ikke, og det var der jo af gode grunde ikke noget mærkeligt i.

Spis noget suppe, sæt en film på og så prøv for en gang skyld ikke at tænke på Minho!

For en gang skyld lyttede jeg faktisk til mine egne tanker, og gik derfor over for at vælge en film.

"Nå, hvad skal vi så se denne gang?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...