In love with the best friend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Færdig
Lee Taemin bor i Seoul og går op sit første år i Highschool sammen med sine fire bedste venner; Kibum, Minho, Jonghyun og Jinki. Men at være venner med de fire er sværer end man tror, for Taemin kan nemlig ikke kun lide Minho som sin ven. Nej, han er forelsket i ham. Og det er et problem, siden Syd Korea aldrig har set særlig stort på forhold mellem samme køn. Og hvad nu hvis Taemin ikke er den eneste, som er forelsket i sin bedste ven?

21Likes
86Kommentarer
3012Visninger
AA

13. I have an idea.

Taemin P.O.V.

 

"Taemin, må jeg komme ind?" jeg kiggede op fra min bog, og kiggede så over på døren.

"Ja da" svarede jeg og lagde min bog fra mig.

Min mors hoved dukkede op i døren, og det venlige smil gled over hendes læber da hun så bogen.

"Jeg kan se du er begyndt at læse igen, dejligt!" jeg smilte bare og nikkede.

Fordi jeg havde gået og tænkt så meget på Minho, var tiden fløjet af sted og jeg have ikke læst andet en skole bøger i stort set et helt år snart.

Dog havde jeg savnet det, og da jeg i går havde glemt næsten alt om Minho, havde jeg lånt en bog af Taesun.

"Kommer du ikke lige ned? Din far og jeg vil gerne snakke med dig." efter hun havde sendt mig et smil, lukkede hun døren.

Jeg kunne trinende på trappen da hun gik nedenunder igen.

Jeg sank en klump, i går havde jeg hørt min mor og far snakke om.. Ja, min forelskelse.

Til min egen overraskelse, havde det ikke lydt som om min far havde noget i mod det, som sådan, men havde han tydeligvis fået et chok.

Men det var vel også klart nok.

Jeg rejste mig op fra min seng og gik så nedenunder.

Da jeg trådte ind i stuen, gik jeg med det samme over og satte mig ved spisebordet. Et par sekunder efter kom både min mor og far, og satte sig.

Jeg kiggede ned på mine hænder.

Der gik flere minutter, hvor ingen af os sagde noget og selv da telefonen ringede, var der ingen af os der tog den.

Jeg fortsatte med at kigge ned på mine hænder.

"Taemin?" jeg kiggede forsigtigt op på min mor.

"Mhm?" mumlede jeg.

"Vi har tænkt over noget... Da jeg snakkede med dig, virkede det ikke som om du var videre glad for at være forelsket i Minho" jeg kiggede med det samme forsigtigt over på min far.

Han så ikke ud til at skære ansigt eller ændre sit blik.

"Så, ja, vi snakkede om det. Og vi kom frem til at det er vigtigt vi finder en løsning." først kiggede jeg bare på hende.

Hvad mente hun med det? Hvad mente hun med en løsning?

Mente hun jeg skulle vendes på andre tanker?

Mine øjne blev store af frygt. Hun så ud til at gå en smule i panik da hun så mit blik.

"Bare rolig Taemin, vi har ikke tænkt os at sende dig til en psykolog eller en eller anden ondskabsfuld lejerskole! Vi tænkte bare, at vi måske kunne snakke om det." og så kom det beroligende mor smil.

Jeg kiggede tøvende på hende.

"Du mener, os alle sammen?" mit blik blev skæptisk.

"Altså, dig, din far og jeg. Ikke Taesun... Men hvis du også vil have han skal vide det, kan vi også tage ham med."

"Nej, nej, nej, nej. Det behøves skam ikke!" mine øjne blev igen store.

"Godt så. Men er du villig til at snakke om det?" jeg kiggede først på min mor, og så på min far.

Pludselig, tog en idé form i mit hoved. Hvorfor jeg først havde tænkt på den nu, vidste jeg ikke. Og om det overhovedet var en mulighed, vidste jeg heller ikke!

Men for mig virkede det som den bedste løsning.

"Jeg har en bedre løsning. Vi flytter til Japan."

Både min mor og far så overraskede ud.

"Taemin..." begyndte min far.

"Det er også det bedste for hele familien. Du kan komme i en bedre afdeling, Taesun har bedre jobmuligheder, og kan møde flere piger, og mor kan starte sin helt egen salon i stedet for at arbejde for hende den uretfærdige hun arbejder for nu. Og jeg, ja jeg kan glemme Minho." jeg kiggede overbevisende på begge mine forældre.

Min mor så ud til at tøve, men så vidt jeg kunne se i min fars blik, var han allerede overtalt.

"Er du nu sikker på det her Taemin? Jeg mener, hvad med Key? Og Jonghyun og Onew? Vil du ikke savne dem?"

I et lille øjeblik, havde jeg helt glemt mine andre venner.

Hun har ret Taemin, du vil savne dem...

Det er den bedste løsning! Desuden, der er noget der heder Skype, og så langt væk ligger Japan heller ikke!

Jeg tog en dyb indånding, og kiggede så bestemt på mine forældre.

"Jeg er fuldkommen sikker."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...