In love with the best friend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Færdig
Lee Taemin bor i Seoul og går op sit første år i Highschool sammen med sine fire bedste venner; Kibum, Minho, Jonghyun og Jinki. Men at være venner med de fire er sværer end man tror, for Taemin kan nemlig ikke kun lide Minho som sin ven. Nej, han er forelsket i ham. Og det er et problem, siden Syd Korea aldrig har set særlig stort på forhold mellem samme køn. Og hvad nu hvis Taemin ikke er den eneste, som er forelsket i sin bedste ven?

21Likes
86Kommentarer
3009Visninger
AA

14. Goodbye...

Der var gået fire dage siden jeg havde forslået at flytte til Japan, og mine forældre havde utroligt nok sagt ja.

Hen over weekenden var det lykkedes min far at blive forflyttet til en bedre afdeling i Japan, og vi var nu i gang med at lede efter et hus.

Taesun havde utroligt nok, også sagt ja og han plaprede allerede løs om hotte Japanske piger.

Typisk ham.

Jeg selv var stadig ved at vende mig til tanken om at jeg snart skulle undvære mine tre bedste venner.

Og at jeg ikke længere ville kunne se Minho.. Det var nok den sværeste tanke.

Men hver gang jeg skulle til sige jeg fortrød min beslutning, mindede jeg mig selv om at det nok var den bedste løsning, Minho elskede ikke mig og det ville han aldrig komme til.

Jeg vidste jo godt det var at flygte fra problemerne, men for mig var der ingen anden løsning.

Jeg kunne umuligt fortælle Minho om mine følelser og nu hvor Jonghyun vidste det, ville der ikke gå længe før Key eller Onew også vidste det.

Det havde været en dårlig beslutning at fortælle det til Jonghyun, han var ikke ligefrem den bedste til at holde på hemmeligheder.

Lige nu sad jeg på min seng og kiggede lidt på min mobil. Gad vide om jeg skulle ringe til Key før jeg tog i skole?

Eller, tog i skole var vel så meget sagt.

Jeg skulle over og til Key, Onew og Jonghyun.

Jeg skulle først sige farvel til skolen på Onsdag.

Selvom jeg godt vidste det bare ville gøre mig til en endnu størere kujon, havde jeg med vilje valgt ikke at sige farvel til Minho.

På et eller andet tidspunkt ville de vel gå op for ham jeg ikke var her mere.

"Taemin skat, er du klar? Vi køre nu?" råbte min mor nede fra entréen af.

"Jeg kommer nu!" råbte jeg tilbage og rejste mig op fra min seng. Så var det nu.

Det her ville være sidste gang i rigtig, rigtig lang tid jeg skulle se mine tre bedste venner.

Faktisk stort set mine eneste venner.

Jeg var godt klar over det ville blive svært i starten, og det faktum at jeg ikke var så god til Japansk, hjalp ikke ligefrem på det.

Det ville nok blive svært at få nogle nye lige så gode venner, både på grund af sprog udfordringerne, men også fordi både Key, Onew og Jonghyun var noget helt for sig selv.

De var uden tvivl de bedste venner man kunne ønske sig, i værdfald hvis man spurgte mig.

Jeg sukkede letter trist da jeg trådte ud af værelset, og gik ned af trappen til mine forældre.

Da jeg kom ned, smilte de begge til mig.

Det var på en og samme tid triste, men opmuntrende smil, de vidste godt det ville blive svært det her.

Da vi havde sagt farvel til Taesun, som ikke skulle i skole, og havde sat os ud i bilen lagde jeg mærke til min forældre var utrolig stille.

Hvorfor mine forældre ikke sagde noget, var et mysterium. Måske fordi de var frustrerede over at de skulle bygge et helt nyt liv op, på grund af deres søns kærligheds problemer?

Jeg tænkte lidt over det.

Nej, nej det kunne ikke være grunden... Sådan var mine forældre ikke. Men hvad var det så?

Den tanke havde jeg i hovedet hele vejen hen til skolen, og for at være helt ærlig nagede det mig ret meget.

Jeg ville vide hvad de følte omkring alt det her, hvorfor vidste jeg ikke?

Nok fordi jeg elskede dem for meget til, at ville se dem triste? For de virkede ærlig talt en smule triste.

Vi nåede skole, og da vi stod ud af bilen begyndte vi at gå mod skolen.

Der gik ikke længe før jeg kunne se Key, Jonghyun og Onew. De stod foran skolen, alene og ventede på mig.

Det hele blev lige pludseligt meget trist.

Da jeg nåede hen til dem, krammede Key mig med det samme. Først blev jeg en smule overrasket, men jeg krammede hurtigt tilbage.

"Yeah, sorry.." mumlede jeg og krammede min "umma" tæt ind til mig.

Da vi endelig gav slip fra hinanden, blinkede min mor til mig og mimede "I for lige lidt privat tid" og så satte min mor og far, sig tilbage i bilen.

Jeg kiggede på dem alle tre, det var helt ufatteligt at være rent faktisk skulle sige farvel til dem.

Jonghyun og Onew så begge en smule triste ud, og da det krammede mig kunne jeg godt mærke på dem de ikke rigtig ville sige farvel.

"Jeg kommer virkelig til at savne dig Taemin." Jonghyun så ret trist ud da han sagde det, faktisk lignede han lidt en sårret hundehvalp.

Onew og Key nikkede, det blev så trist at jeg ikke kunne lade være med at fælde en tåre.

Det samme så ud til at ske for Key, en tårer trillede nemlig ned af hans kind.

"Vi har haft alt for lidt tid sammen.. Det er altså ikke fair." denne gang var det Onew.

Jeg trak bare på skuldrene.

"Vi kan vel stadig skrive sammen og, skype?" min stemme lød forhåbningsfuld, men jeg kunne ikke lade være med at kigge ned i jorden.

Dog blev jeg snart omfavnet af et par varme arme.

"Selvfølgelig kan vi det Tae baby! Altid! Dag og nat." det var Key.

Og så begyndte jeg at græde. Endnu en gang lod jeg tårerende vinde over min stolthed, eller den jeg nu havde tilbage.

Dog var jeg ikke den eneste, Key begyndte også at græde, og det endte med Jonghyun og Onew kom over og krammede os begge.

Til sidst stod vi i et lidt akavet gruppe kram, men det var nu meget rart.

Jeg ville virkelig savne mine venner forfærdeligt meget.

Efter et par minutter, trak vi os væk fra hinanden.

Efter at have krammet Key en ekstra gang, begyndte jeg at gå tilbage mod bilen.

Men så var der noget der slog mig, noget jeg ikke havde tænkt på før men noget som pludselig gav totalt mening for mig.

Det var den bedste måde.

Jeg vendte mig hurtigt om og løb hen til Jonghyun, derefter kastede jeg mig i hans arme.

Han sp ud til at blive både overrasket og en smule nervøs, i sær da jeg krammede mig tæt ind til ham.

"Fortæl Minho jeg elskede ham. Please." hviskede jeg i hans øre, og så gav jeg slip.

En tåre trillede ned af min kind da jeg igen løb mod bilen.

Dette var sidste gang i meget lang tid jeg skulle se dem alle tre, og hvem vidste om jeg nogensinde skulle se dem igen?

Det måtte tiden vel vise.

 

¤

Er ikke så god til at skrive farvel scener, så jeg undskylder lige på forhånd hvis det blev vildt dårligt xD Gjorder mit bedste ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...