In love with the best friend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2014
  • Status: Færdig
Lee Taemin bor i Seoul og går op sit første år i Highschool sammen med sine fire bedste venner; Kibum, Minho, Jonghyun og Jinki. Men at være venner med de fire er sværer end man tror, for Taemin kan nemlig ikke kun lide Minho som sin ven. Nej, han er forelsket i ham. Og det er et problem, siden Syd Korea aldrig har set særlig stort på forhold mellem samme køn. Og hvad nu hvis Taemin ikke er den eneste, som er forelsket i sin bedste ven?

21Likes
86Kommentarer
2991Visninger
AA

2. All these little things.

"Kom nu! Kom nu!..Neeeej!" hørte jeg Minho mumle, jeg kunne ikke andet end at smile tilfreds.

Som point stillingen så ud nu, ville jeg vinde og det gik tydeligvis Minho på.

Men selvom jeg var ved at vinde, kunne jeg ikke rigtig koncentrere mig om spillet.

Jeg blev ved med at tænke på, hvordan det mon ville være at være kærester med Minho.

Mon det ville være anderledes end nu? Vi var jo stort set bedste venner og siden jeg ikke var en pige, kunne det vel ikke være meget anderledes at være kærester med Minho.

Bortset fra det med at kysse, måske?...

Mit blik gled over på Minho, og jeg kunne ikke andet end at beundre det jeg så.

Hans brune halvlange hår, var sikkert så blødt som silke.

Hans brune øjne, der lige nu lyste af koncentration, var altid så varme og velkommende. Så venlige.

Hans smil var lige så venligt som hans blik og hans læber... Hans læber var det jeg bedst kunne lide ved hans udsende.

Jeg havde siden jeg mødte ham for første gang, drømt om at mærke hans læber mod mine, men indtil videre var det ikke sket.

Jeg vidste jo godt hvorfor.

Jeg var en dreng og han var en dreng, det var absolut omega forbudt i Sydkorea, at være homoseksuel.

Jeg hadede det.

Hvorfor måtte man ikke være homoseksueæ? Hvorfor var det så forkert? Kærlighed var kærlighed, om man var to drenge, to piger eller en dreng og en pige.

Men det var ikke det de gamle mente.

De mente, at det var forkert, ulækkert og uacceptabelt at være dreng, dreng og pige, pige.

Jeg sukkede, det var for trist at tænke over.

Jeg måtte huske at se positivt på tingende, ellers ville jeg jo aldrig komme gennem livet.

Jeg vendte koncentrationen tilbage til spillet, men det holdt ikke længe, snart tænkte jeg på Minho igen.

Minho så stadig ud til at koncentrere sig meget om spillet, så han ville ikke lægge mærke til hvis jeg rykkede lidt tættere på ham, vel?

Jeg kunne tydeligt mærke mit hjerte slå lidt hurtigere da jeg rykkede mig en smule tættere på ham.

Havde han opdaget noget? Jeg kiggede hurtigt på ham, nej, han så ikke ud til at have opdaget noget. Puha!

 

¤

 

Efter to timer var vi holdt op med at spille og regnen var også stoppet.

Det var derfor tid for Minho, til at tage hjem.

Da vi stod nede i gangen mens han tog sko på, kunne jeg ikke lade være med at betragte ham igen.

Han var virkelig det smukkeste jeg havde set i hele mit sekstenårige liv.

Han kunne åbenbart mærke mit blik på ham, for før jeg nåede at kigge væk,  kiggede han op og vores øjne mødtes.

Jeg sank en klump. Det var første gang i lang tid jeg havde haft øjenkontakt med Minho.

Normalt undgik jeg nemlig at få øjenkontakt med ham i frygt for han ville lægge mærke til mit forelskede blik.

"Er der noget Minnie?" jeg kiggede ned og jeg kunne sagtens mærke hvordan blodet flød til mine kinder.

"Ja saranghae" nej det var ikke det jeg sagde.

I virkeligheden var det "Godt spillet!" der kom ud af min mund og ikke Saranghae.

Nogen gange hadede jeg mig selv for ikke, at være modig nok til, at fortælle det til ham.

Fortælle ham hvor højt jeg elskede ham. Hvor højt jeg altid havde elsket ham. Jeg var en kujon.

"Oh, mange tak!" hans stemme var som sød musik i mine øre.

Hvorfor kunne han ikke bare indse det? Han rodede mit hår og i det øjeblik hans hænder kom i kontakt med mit hoved, lukkede mine øjne sig.

Jeg elskede og hadede hans berøring på samme tid.

Jeg grinede, det var et falsk grin.

Fordi jeg havde faket mit grin så mange gange efterhånden, hoppede han på den endnu en gang.

Da jeg stod og vinkede til ham i døråbningen kunne jeg ikke lade være med at hade mig selv for endnu en gang ikke og have sagt det.

Jeg var virkelig håbløs.

Jeg sukkede, et trist suk, og lukkede døren da Minho ikke længere var til at se.

Efter det gik jeg bare oven på og smed mig i min seng.

"Minho. Jeg elsker dig! Hvorfor kan du ikke bare indse det?!" det sidste råbte jeg, samtidig med jeg smed en pude efter mit skab.

Jeg kunne pludselig mærke hvordan tårerende kom trillende ned af mine kinder for derefter ned på sengen under mig.

Efter tårerende kom en masse små hulk og jeg fik fremsagt "Minho!" en masse gange.

Før jeg vidste af det, var jeg faldet i søvn.

Med våde kinder og en af Minhos T-shirts i min favn. Jeg var håbløst forelsket i min bedste ven! Hvordan skulle det ikke ende?...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...