Don't let me go | Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2013
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Igang
Harry Styles er, sammen med sine fire andre bedstevenner, den populæreste på West Wood High. Han har det perfekte liv: hans forældre er rige, han bor i et kæmpe hus, alle ser op til ham, han har hundredevis af venner, aller pigerne elsker- og render efter ham - han er aldrig single. Men på trods af alt dette, føler Harry sig stadig alene. Alt ændrer sig dog da Sophia Miller flytter til skolen. Hun vender op og ned på Harrys hverdag. Problemet er bare, at hun ikke vil have ham.

14Likes
4Kommentarer
633Visninger

2. 1

Harrys synsvinkel

Som på en hver anden dag, rullede jeg ind på parkeringspladsen i min sorte Range Rover. Jeg åbnede bildøren og steg ud af bilen og skimtede parkeringspladsen bag mine solbriller. Et par piger stod og kiggede lidt og hviskede.

"Harry!" Jeg kiggede mod lyden og så Louis komme gående hen i mod mig. 

"Hey Lou," sagde jeg, da han kom helt hen til mig og lavede vores håndtegn. Vi udvekslede et par ord til, hvorefter vi gik hen mod indgangen til bygningen.

Det vrimlede med mennesker fra både 1.-, 2.- og 3.g, og da de så Louis og jeg komme gående, flyttede de sig alle sammen, enten ved at gå ind i en klasse eller ved at gå til siden, så vi kunne komme til. Præcis som i film. Ret mærkeligt egentlig... Men ja. Jeg ved ikke helt hvordan Louis og jeg havde fået rollen som de populære på skolen - og Zayn, Liam og Niall selvfølgelig. Jeg tror det kom efter vores kæmpe 17 års i 2.g sidste år. Der strømmede popularitet nærmest ind.

"Hey Louis. Hej Harry." Sådan foregik det hele vejen ned af gangen, indtil vi kom til matematik lokalet, hvor vores første time skulle foregå.

Vi satte os, som sædvanligt, ned bagi, og få sekunder efter kom Niall, Zayn og Liam dumpende.

"Yoooo," lød Nialls irske accent, da han gled ind på pladsen foran mig. Han var flyttet fra Irland til England, for cirka et halvandet år siden - altså inde i det halve år af 1.g. Han klikkede ligesom bare med os fire, og så ja... Så blev vi alle 5 bedstevenner.

Vi råbte hen over bordene til hinanden, grinte, og vi larmede egentlig generelt bare ret meget...

"Så, drenge, tier vi stille!" Mr Bark stemme skar gennem lokalet, samtidig med han klaskede sine bøger ned i bordet. Han kneb sine øjne sammen og skimtede klassen, hvorefter han vendte sig mod døren og begyndte at smile. 

"Mrs Miller, kom du bare ind," sagde han venligt, og ind trådte den flotteste pige jeg længe har set. Hendes hår var ret langt, mørkeblond eller lysebrunt, men ingen bølger eller krøller. Man kunne tydeligt se hendes øjne var sådan en blanding af grøn og brun. Hun kiggede hurtigt rundt, hvorefter hun slog blikket ned i gulvet.

"Dette er Sophia Miller. Hun skal fremover have matematik med jer," sagde han. Han skimtede klassen og låste kort blikket på noget ved siden af mig. "Du kan sætte dig ned ved siden af Mr Styles dernede."

Hun kiggede op og lige på mig. Jeg nikkede til hende som en hilsen, hvorefter hun så satte i gang ned mod pladsen ved siden af mig. Nogle af pigerne vendte sig halvt om, for at holde øje med hende, ellers var alle andre rimelig uinteresserede.

Sophia satte sig forsigtigt ned på pladsen ved siden af mig og pakkede sine ting ud. "Hej," hviskede jeg, hvilket straks fangede hendes opmærksomhed. Hun smilede venligt og hviskede hej tilbage, hvorefter hun fulgte med i timen igen.

"Jeg hedder Harry," hviskede jeg så. Hun svarede ikke, men begyndte bare at skrive på et stykke papir foran sig. Jeg sukkede og skulle til at læne mig hen mod hende, for at sige noget mere, da Mr Bark afbrød. "Mr Styles, det ville være rart, hvis du gad følge med i timen, som jeg er ret sikker på foregår oppe på tavlen!"

Hurtigt lænede jeg mig tilbage til min egen plads, og ud af øjenkrogen kunne jeg se, at Sophia hurtigt havde kigget på mig, hvilket fik mig til at smile.

***

Efter timen var alle os 5 drenge hurtigt ude af døren, og Liam, Louis og Niall var allerede på vej til deres næste time. Jeg havde dog en plan.

"Hey Harry, skal du ikke med?" spurgte Zayn, som jeg skulle have engelsk med, da jeg ikke længere var ved hans side.

"Njaej. Jeg kommer om lidt. Spær en plads, gider du?" svarede jeg. Zayn nikkede hvorefter han drejede om på hælene og forsvandt ned af gangen. Jeg lænede mig op af skabene, støttede med det ene ben, lagde mine arme over kors, og hilste på de forbipasserende. Og så kom hun ud. Hun gik og kiggede på et stykke papir.

Hun var allerede nået et stykke væk, da jeg opdagede hende. "Hey, vent lige!" sagde jeg højt. Hun vendte sig og kiggede forvirret rundt, idet jeg gik med hurtige skridt hen til hende, med mit velkendte charmerende Harry smil.

"Øhm... Heej?" sagde hun og trak på hej'et. "Jeg hedder Harry," sagde jeg, ligesom jeg havde gjort i timen. Hun smilede svagt og nikkede. 

"Det ved jeg. Det sagde du i timen," svarede hun og kørte sin hånd gennem sit lysebrune hår, da noget af det var gledet ind foran hendes ansigt. Jeg grinede kort af hendes kommentar. "Ja, det har du ret i. Men jeg ville ba-" sagde jeg, men blev afbrudt. 

"Hør Harry, jeg er nødt til at komme videre til min næste time nu," sagde hun og smilede undskyldende og begyndte langsomt at gå væk. "Men vi ses vel på et tidspunkt, ikke?" Var jeg lige blevet afvist?

Jeg pressede mine læber sammen og prøvede på at smile, hvorefter jeg løftede min hånd op, som for at sige farvel. "Yes, vi ses," sagde jeg efter hende.

Og så stod jeg her. Harry Styles. På midten af gangen. Alene... Lige indtil Marys skingre stemme kunne høres bag mig. "Harry mus!" Jeg sukkede og tvang et smil frem, og i det jeg vendte mig om, kom Mary halvløbende ned mod mig.

Hun lagde armene om halsen på mig, og lagde straks sine læber mod mine. Et ret overvældene kys, må jeg sige.

Mary var denne uges 'fangst'. Hun var lækker - uden tvivl! Men bare ikke særlig sød... Men fuck it. Jeg er Harry Styles. Jeg havde et rygte at leve op til. "Jeg har savnet dig, skat," sagde hun og smilede sukkersødt til mig.

"Mary, vi så hinanden i fredags," grinede jeg og begyndte at gå med Marys arm slynget om min, mens hendes fingre var flettet mellem mine.

"Derfor må jeg da stadig gerne savne min kæreste," svarede hun og lænede sig hen for at kysse mig på kæben. Mary skulle have engelsk, ligesom mig selv, så vi fulgtes hen til engelsk. Da vi kom ind i klassen, gav Mary mig et sidste kys på kinden, hvorefter hun satte sig ned. 

Jeg kiggede på Zayn, som sad nede bagerst med en tom plads ved siden af ham. Han sendte mig et irriteret blik, i det jeg begyndte at gå ned mod pladsen. 

"Jeg forstår dig ikke," mumlede Zayn og stirrede koldt ud i luften. "Hvad?" Han sukkede og vendte så irriteret blikket mod mig. "Mary. Det er tydeligt, du ikke kan lide hende," sagde han. Jeg trak på skuldrene. Måske havde han ret.

***

"Hallo?" råbte jeg, smed min taske og sparkede mine sko af. Jeg tog min læderjakke af, og hang den op på en bøjle, hvorefter jeg hang den ind i skabet. Klokken var omkring 21 om aften. Jeg havde, med drengene, været hjemme hos Zayn, hvor vi bare havde spillet Play Station og spist mad - specielt Niall.

"Er der nogen hjemme?" råbte jeg igen og begyndte at bevæge mig ind i køkkenet. På køkkenbordet lå den sædvanlige gule seddel. 

Hej skat

Robin og jeg er ude. Vi er hjemme igen ved 23 tiden.

Der står noget pizza i køleskabet, hvis du er sulten.

Elsker dig!

Knus mor xoxo

Same old thing. Hverken min mor, eller sted far, var aldrig hjemme. De var altid ude. Altid, altid, altid. De havde altid planer. Gemma, min søster, var engang i mellem hjemme, men ellers var hun hos sin kæreste eller hos en af sine veninder. Og så blev jeg efterladt i det kæmpe hus alene indtil klokken sent om aften... Det resulterede så også i, at det ofte var mig, som lagde hus til til festerne hver weekend.

Jeg sukkede højt, hvorefter jeg med tunge skridt gik op af trappen og ind på mit værelse. Over i hjørnet havde jeg en guitar stående. Jeg havde øvet lidt med mig selv, og jeg kunne faktisk godt lidt.

På mit skrivebord lå et stykke papir. Jeg tog guitaren og gik hen til stolen ved mit skrivebord, hvorpå papiret lå. Jeg havde tænkt på en melodi, men jeg var ikke helt sikker endnu. Alligevel valgte jeg at prøve på at spille det.

Now you are standing there right in front of me

I hold on, it's getting harder to breath

All of a sudden these lights are blinding me

I never noticed how bright they would be

Der var egentlig ikke så mange som vidste, jeg sang. Louis, Zayn, Liam og Niall var de eneste som vidste det. Måske også min mor. Kunne være hun havde overhørt mig. Men jeg tvivler... Hun var aldrig hjemme.

På trods af alle pengene, det store hus, alle mine venner, mine bedstevenner, Mary, alle pigerne - så følte jeg mig stadig ualmindelig ensom... Jeg burde ikke føle mig ensom, men det gjorde jeg.

Don't let me

Don't let me

Don't let me go

Cause I'm tired of feeling alone

Don't let me

Don't let me go

Cause I'm tired of sleeping alone

Jeg lagde guitaren fra mig og sukkede højt. Jeg hvilede mine albuer på mine lår og gemte så mit hoved i mine hænder.

Jeg skulle bare sige ét ord, og så ville jeg have hundredevis af  piger stående foran mit hus, som gerne ville gå i seng med mig. Men det var ikke dét, jeg ville have. Jeg ville bare have en pige, som faktisk ville ligge sig ned i min seng med mig og så bare cuddle all day, all night. Bare det at føle en anden varm krop ved siden af mig... En som kunne lide mig for Harry, og ikke Harry - den populære dreng fra det vestlige London.

Var det virkelig for meget at be om?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...