At tage et valg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2013
  • Opdateret: 17 jun. 2013
  • Status: Igang
Dette er en historie til konkurrencen hvor man skal skrive med inspiration fra et af de tre valgte billeder af Ulrik Møller.
Jeg valgte at bruge et element fra alle tre og mikse det sammen.

Den korte fortælling handler om at tage et valg; skal jeg blive eller skal jeg glemme?

Please enjoy :-)

0Likes
0Kommentarer
136Visninger
AA

1. At Tage Et Valg

Hun gik med tunge ben hen af den forladte gade.

Hun vidste at hvis hun fortsatte af vejen hun satte sine fødder på, så ville hun nå hen til havnen hvor færgen altid ventede. Hun undrede sig tit over hvad den ventede på, som den bare holdt der hver dag, hvert år, hvert minut. Var der aldrig nogen der turde tage med den?

Hun sukkede træt og trist, som vinden tog i hendes tynde hår hun ikke havde haft nogen elastik til at sætte op med. Kraftløs. Alt omkring hende virkede som om det kunne vælte ved den mindste berøring, den mindste vindpust, det var vel derfor at folk var så nervøse i denne by. Altid på farten og dog ikke. De tøvede omkring alting, de stolede på intet. Hvad var det der skete?


Hendes mor sagde altid at det var noget hun bildte sig selv ind, at det var de da slet ikke… men pigen, hun kunne se den samme tomhed i hendes mors øjne og høre den samme nervøsitet. Hvad var der sket? Var det virkelig bare hende der så det sådan? Hørte det sådan? Var hun underlig, anderledes? Det var hun nok… hun var nok bare sær… det var de andre der ikke var noget galt med. Måske var det i virkeligheden hende selv der var nervøs, hende der var tom?

Det var trods alt hende der gik alene rundt på en forladt gade imens alle andre var hjemme i stuerne… sammen… sammen ja, ikke alene som hun.

Den trætte vind tog igen i hendes tynde hår, lidt stærkere denne gang. Det var som om den fik en smule kræfter af det mægtige hav. Hun var tæt på nu, det kunne hun høre og mærke. Hun kunne høre havets lette brusen, og den sarte klang der lød når vandet slog mod det næsten rådne træ som havnen var lavet af. Hun kunne mærke havets kræfter under sine fødder, milde dog ubarmhjertige, fyldt med optimisme og energi.

Hun stoppede op, og så langt ud mod horisonten.

Det var et meget smukt syn, selv på sådan en grå sommerdag, for horisonten var oplyst af en sart streg af guld. Det lyste så mildt. Så skønt regnskyerne hang tungt over himlen, vinden frøs og saltet fra havet sved i hendes åbne sår, så… så var hun glad. Et eller andet i hende var glad, var lykkeligt. Det var som om hun vidste at hun nok skulle klare sig. Hun vidste også at hendes familie skulle klare sig, det havde de jo gjort, selv efter ulykken… ulykken hvor de… døde indeni, dem alle sammen. Hele byen. For han var jo en stor mand, god af hjerte og med en vilje så stærk som en kriger. Men han holdt jo så meget af at flyve den mand, lige så meget som han holdt af hans børn og de af ham.

Lyst hår havde han… og skinnende blå øjne, og en lille smule skæg på hagen som hendes mor altid klagede sig over. Men han barberede det aldrig af – det var en del af ham, og han kunne ikke slette dele af sig selv, så ville han ikke være i live jo. Han lærte pigen om livet, og det at leve, og hun huskede det som hun stod der på kanten af havnen og så ud over horisonten. Hun ville gerne leve igen, men hun kunne ikke leve hvis hun blev hvor hun var – fastlåst i alt hvad man skal fastlåses i som et ordentligt menneske. Hun kunne virkelig ikke. Hun frygtede for sit eget liv mere og mere for hver dag der gik, for hver gang hun stod op og fulgte den samme rutine som hun gjorde hver dag og mødte de samme tomme blikke der ihærdigt prøvede at lysne op og lade som om de var i live, så døde hun lidt mere inden i.


Hun vågnede op af sit drømme-univers da en sart klokke ringede og en skygge dukkede op henne ved færgen. Hun klemte sine øjne sammen og prøvede at få et bedre blik af hvem det var der stod derhenne og så mod hende. Skyggen vinkede så. Hun skulle gå derhen. Det var nu eller aldrig. Hun kunne tage færgen eller blive hvor hun var for evigt.

Hun tog en dyb indånding, så ud mod horisonten hvor den sarte glød glimtede endnu mere end før – så varm og velkommende. Hun smilede idet en tåre blidt trillede ned af hendes kind, og hun smilede endnu mere. Hun ville gerne være i stand til at leve, til at føle sig i live igen.

 

Og med disse følelser, disse tanker, gik hun om bord på færgen. Hendes fødder syntes svævende som hun gik med friske og ufortrøden skridt ombord. Hun stoppede op, vendte sig så om og så tilbage, men kun i et kort sekund. Hun vendte sig væk fra sit gamle liv, den forladte gade og de tomme menneskehylstre og gik mod en ny begyndelse hen mod spidsen af færgen der førte hende mod den gyldne horisont.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...