Fængslet

Seraphina er en selvstændig pige af Skovfolket. Hun har hidtil kunnet holde sig skjult for Fyrstens årvågne blik, men pludselig går den ikke længere. Nogle af Fyrstens soldater tager hende til fange. Seraphina bliver smidt i fangekælderen - hvad sker der, når hun kommer under den mystiske Fyrstesøns befaling, og kan hun slippe fri af fangevogterens griske greb??

2Likes
0Kommentarer
458Visninger
AA

3. Ydmygelse

Et jag af frygt gik gennem hendes krop, da der blev taget i den store dør ind til fangekælderen. Seraphina skramlede sig på benene i sidste øjeblik, inden fangevogteren kom ind. Det var tid til hans legetime nu. Det var nu, hun skulle udsættes for alle de kummerlige ting, som han kunne hitte på, og det var ikke så lidt. Fangevogteren gik langsomt forbi hendes celle med en ni halet læderpisk svingende omkring sig. Den var primært til demonstration, men han ville gerne bruge den, det lagde han ikke skjul på. ”Kom i gang!” råbte fangevogteren pludseligt. Hun svajede lidt, men hun gjorde intet udover at fæstne sit blik på magikeren. Han studerede sin bog flittigt og virkede dybt uinteresseret i, hvad fangevogteren gjorde ved hende. Seraphina lod som om, hun ikke vidste, hvad fangevogteren mente. ”Få den kjortel af!” råbte fangevogteren. Direkte ordre! Det ville ikke hjælpe hende ikke at følge sådan en. Det ville kun gå værst ud over hende selv. Hendes hænder rystede, da hun løftede dem for at knappe kjortlen op. Hendes hænder var stive af kulde, og det gik alt for langsomt. Raseriet steg op i hende. Hun havde aldrig haft langt til raseri, men her var det kun en svaghed. Det pressede hendes nerver og tvang hende tættere på et sammenbrud. ”Skynd dig, kælling!” råbte fangevogteren hidsigt. Han var rød i hovedet af irritation. Magikerne kiggede op fra sin bog et kort øjeblik. Han fangede Seraphinas blik og smilte skævt til hende. Hun stirrede ham indædt ind i øjnene, mens hun knappede de sidste knapper i sin kjortel op. Det meste af hendes bryst var blotlagt, og hun måtte tage dybe indåndinger for ikke at reagere på krænkelsen. ”Af med den!” råbte fangevogteren. Hans øjne lyste af spænding, mens han fulgte hendes bevægelser med en grisk afspejling af en grimasse. Hun krængede kjortlen af og blotlagde de utallige mængder af blå mærker fra de sidste dages behandling. Magikeren studerede hende dovent, mens fangevogteren kiggede ophidset op og ned af hendes nøgne krop. Hun foldede demonstrativt armene foran brystet. Fangevogteren gik hen og boltede indgangsdøren, inden han kom hen til hendes celle igen. Han låste hendes celle op og greb fat i hendes overarm. Han rev hende frem, og hun måtte koncentrere sig om at blive på benene. Før hun havde nået at reagere, havde han låst en lænke fast om hendes ene ben.  Han grinte hult, da hun trak kæden lidt ud fra væggen for at kunne bevæge sig bedre.  ”Hop!” råbte fangevogteren og piskede i retningen af hendes fødder. Hun fik et svirp af en af de ni haler over tæerne. Hun måtte bide i sin læbe for ikke at ømme sin fod. Hun bed så hårdt, at hun kunne smage blod. Hun fortsatte med at hoppe, hver gang fangevogteren svingede pisken. En enkelt gang lod han pisken svirpe over hendes lår. Den efterlod lange røde mærker hele vejen hen over låret. Tårerne steg op i hendes øjne. Hendes muskler protesterede for hvert hop. Hendes åndedræt svigtede, og hun måtte kæmpe for at holde balancen. Det smagte af blod i hendes mund, og sved var begyndt at springe frem på hendes krop.

     ”Stop!” råbte fangevogteren – en ordre hun ikke ventede med at følge. Hun stod ret og kiggede ind i fangevogterens øjne. Hun havde ryggen til magikeren. Hun kunne ikke lide, at hun ikke kunne holde øje med ham. Hendes hjerte hamrede i brystet, og hendes ankel værkede efter lænken, der havde skrabet op og ned af hendes skinneben og hamret ned i hendes fod, mens hun sprang. Den havde næsten skrabet hul. Hun kunne se, blodet begyndte at pible frem. Fangevogteren sendte hende et triumferende smil. Hendes skinneben og ankel lyste rødt af behandlingen. Ulvehunden pev let i baggrunden. Seraphina kunne mærke, at hendes muskler begyndte at blive varmet op. De værkede ikke helt så slemt længere, men de føltes tunge, og hun kunne ikke rigtig bevæge sig så hurtigt, som hun ville. Fangevogteren kom langsomt hen mod hende. Han stirrede ind i hendes øjne. ”Nå, min lille tøs! Nu skal vi i gang med det sjove!” mumlede han ind i hendes øre. Han stod helt op af hende. Hun kunne fornemme hans bryst hæve og sænke sig stadig hurtigere, mens han stod foran hende. Hans store lap kærtegnede akavet hendes kraveben. Han så på hende med en grimasse, der sikkert skulle forestille kærlighed. I stedet lignede det et forsøg på at skjule tilfredsstillelse. Seraphina gjorde sit bedste for ikke at udtrykke sin væmmelse. Fangevogterens tykke finger fulgte hendes kraveben og gled op under hendes hage. Han vendte hendes ansigt op mod sit eget og mumlede:” vil du ikke give din fangevogter et lille kys?” Havde hun ikke oplevet det før, ville hun være på randen til at brække sin morgenmad op. Han lugtede af gammel sved og indtørret blod – sikkert hendes. Hans øjne var slørrede, da hun stirrede ind i dem. Hun trak sig lidt væk fra ham, men stirrede stadig indædt ind i hans øjne.

     En dyb truende lyd undslap hans strube, og han skubbede hende uforsigtigt op mod fangekælderens ru stenmur. Hendes nøgne rygrand gled hen af muren, der skar sig ind i hende. Et skrig af smerte var på vej til at undslippe hendes læber, da de i stedet blev lukket af fangervogterens åbne mund. Hans varme tunge borede sig ind mellem hendes læber og gav hende brækfornemmelser. Hun kæmpede for at støde ham fra sig, men han var alt for tung. Han pressede sig ind mod hende, så hun nærmest blev mast mellem ham og muren. Han havde fået lirket sin ene hånd ind mellem dem! Med den klemte han hendes ene bryst, så det gjorde ondt. Ulvehunden knurrede vredt et sted i baggrunden. ”Det der bliver du ikke betalt for!” lød Magikerens stemme. Han lød ikke vred, men han var helt sikkert heller ikke tilfreds. Fangevogteren slap Seraphina, som han havde løftet lidt over jorden. Hendes ryg skreg i protest over rifterne, men hun havde ikke længere trang til at skrige. Hun ville helst bare brække sig.  Fangevogteren sendte magikeren et surt sideblik, men han havde ikke noget at sige til overmagten. Seraphinas ben faldt sammen under hende. Det var ydmygende, men der var ikke noget at gøre. Hun kunne ikke stå længere. Fangevogteren sparkede hårdhændet til hendes mave. Som hun stod der på alle fire, blev hun smadret ind i væggen. Hendes muskler protesterede, da hun ville beskytte sig selv. Hun kunne ikke andet end at krølle sig sammen til at forsvarsløs kugle. Endnu et spark hamrede ind i hendes side. Fangevogterens sko havde snuder af hærdnet stål, der borede sig ind mellem hendes ribben. Han grinte lavt, mens han tildelte hende flere spark. Fuld af anger vred hun sig for at undgå hans velplacerede spark. Pludselig lynede ni haler hen over hendes krop. Lædersnorene skar sig øjeblikkeligt ind i huden på hendes overarm. Hun klynkede af smerte, da blodet begyndte at strømme ned over hendes hud. Smerten var næsten uudholdelig. ’Hvornår besvimer jeg mon?’ spurgte Seraphina opgivende sig selv. Endnu et slag fra pisken skrællede huden af hendes ribben. Hendes blik blev sløret. Små udtværede pletter viste sig for hendes øjne. Da hun forsøgte at fokusere på fangevogteren, kunne hun kun se pisken, der igen svirpede over hendes krop. Lyset begyndte at svinde for hende. ”Det er nok!” buldrede Magikerens stemme i baggrunden – nu var han vred. Fjernt kunne hun fornemme en lav diskussion, men det var alt for pløret for hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...