Fængslet

Seraphina er en selvstændig pige af Skovfolket. Hun har hidtil kunnet holde sig skjult for Fyrstens årvågne blik, men pludselig går den ikke længere. Nogle af Fyrstens soldater tager hende til fange. Seraphina bliver smidt i fangekælderen - hvad sker der, når hun kommer under den mystiske Fyrstesøns befaling, og kan hun slippe fri af fangevogterens griske greb??

2Likes
0Kommentarer
459Visninger
AA

5. Pligt kontra lyst

     ”Du er klog, det er trist, at du ikke er uddannet!” mumlede han for sig selv, mens han iagttog hendes reaktion. Hun kiggede forvirret på ham. Hun var en kvinde. Kvinder uddannede man ikke! Kvinder lavede mad, passede hjemmet og fødte børn. Hvad var det for en underlig tankegang? En uddannet kvinde! Hvad skulle man dog med sådan en? ”Du ser ikke mulighederne!” mumlede han ind i hendes øre, mens han støttede hende, så hun kunne komme op at stå. ”Hvad skal jeg?” spurgte hun forvirret. Hendes ben kunne ikke bære hende, så han måtte bære hende igen. Denne gang kunne hun ikke føle den mærkelige fornemmelse af, at nogen ragede rundt i hendes hjerne. Uden for cellen stillede han hende ned, så hun støttede sig op af muren. Nicholas gav Seraphina hendes savnede kappe, som hun skjulte sig i. Han hjalp hende i den og løftede hende så op igen. Han gav ikke nogen udtryk for, hvordan han havde det med at gå rundt med hende. Han løftede hende ud af fangekælderen, men først trak han hendes kappe langt ned i hovedet på hende, så hun ikke kunne se noget.

 

Da Seraphina igen kunne se noget, befandt hun sig i et stort rum, der var varmt af dampen fra et stort badekar. Det store cirkulære kar duftede af forskellige planter og mindede hende om den frodige skovbund, som hun var afskåret fra. Hun kiggede spørgende på ham. ”Jeg kan ikke holde ud, at du stinker sådan!” mumlede Nicholas i hendes øre, mens han krængede hendes kappe af. Hun kunne knap nok stå, da han satte hende ned, og han måtte hjælpe hende ud af kjortlen. Hendes fingre var for stive af kulde til at kunne knappe knapperne op, så det måtte han gøre. De undgik hinandens blik. Generte over hendes behov for hjælp til at klæde sig af. De rødmede begge to, men ingen af dem opdagede den andens forlegenhed. Endelig kunne han trække kjortlen over hovedet på hende. Hans hænder gled blidt over hendes hud og sendte ilinger gennem hendes krop. Han stod bag hende, så hun håbede, at han ikke kunne se, hvad hans berøring gjorde ved hende. Seraphina sendte det store kar længselsfulde blik i håb om at flytte sit fokus. Nicholas løftede hende forsigtigt og satte hende på kanten af karret. Hun fik ikke lov at synke ned i det varme vand endnu. Rummet var enkelt – kun brugt til at bade i. Klude og store varme tæpper lå sirligt på en bænk i rummets fjerne ende. Nicholas hentede en kuld, som han dyppede i rent vand fra et mindre kar. Igen begyndte han at tilse hendes sår. De fleste rensede han for blod og strøg hurtigt videre, men de mange slag fra den ni halede pisk, der havde boret sig ind i hendes hud, dvælede han længe ved. Hun havde åbne sår, der begyndte at bløde, i samme øjeblik han rensede dem, på den ene overarm, det ene lår og selvfølgelig det over ribbene. Vrede skinnede i hans øjne, da han rensede såret og så den hvide knogle lyse op midt i såret. Han åbnede sin kappe og afslørede en beskyttende lædervest med mange små lommer i. Fra en af lommerne gravede han en lille bøtte salve op. Han smurte hudafskrabningerne og de mindste sår med et tyndt lag. Til de store sår fandt han en anden salve frem. Den bed sig ind i hendes hud, da han smurte den på. Den sved og kradsede, og hun kunne mærke, hvordan tårerne steg op i hendes øjne. Nicholas smilte medfølende til hende, og det varmede hende indeni. Til gengæld holdt sårene langsomt op med at bløde.

     De hede dampe fra karret gav hende lyst til at sænke sig ned i det for evigt. Han gestikulerede i retning af karret – noget hun ikke var sen til at udnytte. Hun var lige ved at miste balancen, da hun ville svinge sig rundt. Han så misbilligende på hende, men han lod hende klare det selv, hvilket hun var taknemmelig for. Hun stak lykkeligt sine ben ned i det varme vand. Denne luksus af opvarmet badevand var ikke noget, hun var vant til. Det stak og prikkede i alle de små sår på hendes ben, men det overdøvede på ingen måde, hvordan hendes muskler slappede af og sendte afslappende strømme op gennem hendes krop. ”Bader I alle jeres fanger?” spurgte hun stille, mens hun sank det sidste stykke ned i karret. Nicholas trak en bænk hen ved siden af karret. ”Nej, det er min badetid, du lukrerer på!” svarede han med et lille smil,” så, hvis jeg stinker i morgen, så er det din skyld!” Det glædede Seraphina, at han ville lade hende bade, men han skulle ikke sige, at det var hendes skyld, for hun havde jo ikke bedt om det. Hun vendte sig hurtigt for at se ham i øjnene og sende ham en rap kommentar. I stedet faldt hun rundt i badet og fik sit hoved under vand. Nicholas blev halvt gennemblødt af en mindre flodbølge, der tippede ud af karret. Han så strengt på hende, inden han rejste sig op med en fægters acceleration og tvang hendes hoved under vand. Han slap hende hurtigt igen. Det var ikke noget slag – bare en markering af, at han havde magten. Alligevel kunne Seraphina ikke lade være med at plaske vand i hovedet af ham. Det havde hun altid gjort med Michael, når de badede sammen i den store flod, og han kunne ganske enkelt ikke blive sur på hende. Hun klukkede let ved tanken om, at hun lige havde smidt vand i hovedet på fyrstens søn, men det stoppede hun hurtigt med, da hun så hans alvorlige mine. Han sendte hende et blik, der sagde:’ er det sådan, du takker for min hjælp?’. Hun kiggede skamfuldt ned i vandet. Det var ikke sådan, hun burde opfører sig. Det var ikke sådan, hun burde repræsentere sin stamme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...