Fængslet

Seraphina er en selvstændig pige af Skovfolket. Hun har hidtil kunnet holde sig skjult for Fyrstens årvågne blik, men pludselig går den ikke længere. Nogle af Fyrstens soldater tager hende til fange. Seraphina bliver smidt i fangekælderen - hvad sker der, når hun kommer under den mystiske Fyrstesøns befaling, og kan hun slippe fri af fangevogterens griske greb??

2Likes
0Kommentarer
454Visninger
AA

1. Modsætninger mødes

Seraphina vågnede op til sin tredje dag i fangekælderen, da solens stråler trængte ind ad det lille vindue øverst i hendes celle. Hun rejste sig langsomt. Hendes krop var øm efter alle de skub, hun fik af fangevogteren. Den hvide kjortel skjulte på ingen måde resultatet af hans handlinger. Op og ned af både hendes arme og ben havde blå mærker spredt sig med vage mellemrum. Hun trak sig selv op ved hjælp af tremmerne som cellevæggen bestod af. Hendes muskler skreg i protest. Der var endnu en time eller to til, hun ville få sin morgenmad, eller hvad man nu kunne kalde den humpel brød og udkogt suppe, hun fik.

     Seraphinas muskler værkede af at stå op, og hun havde mest lyst til at smide sig ned igen, men hun ville ikke vise svaghed! Hverken overfor fangevogterne eller ham. Hun lempede sig forsigtigt over til vinduet, hvor hun trak sig op, så hun kunne se ud. Hendes knoer blev hvide af anstrengelserne, og så kunne hun kun se den mudrede jord og en lille stribe af den grå himmel. Hvorfor var hun også blevet taget til fange i efteråret? Snart ville vinteren komme, og hun havde brug for varme strømper og aftenens spændende historier. Hun havde brug for Micheals varme og glade smil. Det trak i hendes læber ved tanken om Micheal. Hvorfor var han ikke kommet endnu? Han havde svoret hende troskab! Han havde svoret at beskytte hende! Hvor var han nu? Hun kunne ikke bære, hvis han blev fanget i forsøget på at få hende ud! Hun lod sig glide ned af den kolde ru stenmur. Den skar sig gennem den tynde kjortel og ind i huden på hendes ryg. Fortabt følte hun sig – og efterladt.

 

I det fjerne kunne Seraphina høre en svag bjæffen. Ulvehunden! Hun skramlede mod jorden for at rejse sig. Rev sin albue til blods. Hun sank. ’Ingen tegn på svaghed, Seraphina!’ sagde hun til sig selv. Stemmen i hendes hoved lød som hendes høvdings, og det gav hende mod. De var derude et sted klar til at redde hende ud! Hun skulle ikke være her mange dage endnu. Hun stillede sig i midten af sin celle. Benene rystede under hende på grund af gårsdagens anstrengelser. Hendes fingre rystede. Adrenalinen begyndte at pumpe rundt i hendes årer. Hun tog en dyb indånding. Der kunne ikke være længe til, at han kom ind nu. Klør skrabede mod den tunge dør, der var muren mellem hende og friheden! Eller i det mindste mellem hende og resten af borgen.

     Seraphina kunne høre nøglen blive drejet rundt i døren. Hvorfor låste de den? Hun kunne ikke engang komme ud af cellen? Og hvis hun havde kunnet flygte ud af vinduet, ville den bare være en hindring for dem. Endnu en dyb indånding. Så trådte han ind. Ulvehunden kom luntende hen til hendes celle. Den havde rettet sine intelligente øjne lige mod hende, og hun overvejede, hvor meget den mon forstod af hendes situation. Det varme blod løb langsomt ned af hendes arm. Hun kunne smage den metalliske smag i sin mund. En lav fløjten undslap hans læber, og hunden luntede øjeblikkeligt over til ham. Han satte sig på sin vante plads i et indhak i muren, men først efter han havde tændt faklerne rundt i rummet med sin egen fakkel. Han trak benene op under sig og kiggede så i hendes retning. Seraphina kunne ikke holde til hans granskende blik, så hun vente blikket mod den nærmeste fakkel. Tanken om ildens varme gav hende gåsehud. Hun tænkte aldrig over, hvor koldt der var, før han tændte de åndssvage fakler.

     Ulvehunden lavede en lille pivelyd og lagde sig for hans fødder. Den brød hendes koncentration. Hun fandt sig selv stirrende ind i hans øjne igen. Hun fnøs irriteret og vendte sig rundt. Seraphina følte sig utrolig nøgen uden sin vanelige beklædning. Hun havde intet på, af det der egentlig tilhørte hende. Alle hendes ting hang overfor hende. Hendes kappe. Hvor ville hun gerne have den kappe. Hun sneg sig til at kaste et blik over skulderen. Hendes ben truede med at falde sammen under hende, da hun så ham stå lige uden for sin celle. Hun havde ikke brug for den slags overraskelser. Hun kunne nå ham, hvis hun ville. Rystende vendte hun sig rundt og stirrede på ham. Han havde lagt hovedet lidt på skrå og iagttog hende gennem tremmerne. Hans sorte hår faldt ind foran hans ene øje. Han gjorde ingen mine til at ville stryge det væk, hvilket gav Seraphina en næsten ubønhørlig trang til at gøre det. Hun tog et forsigtigt skridt i hans retning – bange for at hendes ben ville svigte hende. Han flyttede sig ikke. Han blev bare ved med at holde øje med hende. Det var tydeligt, at han holdt øje med hver eneste bevægelse, hun lavede. Hans ansigt henlå i skygger fra hans kappe.

     Seraphina tog endnu et skridt i hans retning. Det krævede meget fra hendes side at stole på, at hendes ben ville bære hende. Hun vædede langsomt sin mund. Den var tør som åløbene i højsommeren. ”Du er ham magikeren?” spurgte hun. Hendes stemme var ru og ugenkendelig. Hun lød som en, der ikke havde talt i måneder. Han nikkede. Hun rettede langsomt ryggen – skuffet over, at hun kunne miste sin holdning. ”Hvorfor er du ikke bange for mig?” spurgte hun nysgerrigt. Hun arbejdede ihærdigt mod sin stemme, men den ville ikke det samme som hende. Den knækkede flere gange gennem den simple sætning. En enkelt hånlig latter undslap hans læber, men han smilte skævt til hende. Det fik hende til at skælve. Hun forbandede sin krops svaghed. Hvorfor kunne den ikke lade være med at afsløre hende. ”Du ryster!” svarede Magikeren med en næsten lige så ru stemme som hendes egen, ”og, jeg har set mænd tredobbelt din styrke bryde sammen, af det du har været igennem, så du kan vel knap nok stå på benene!” Seraphina fnøs fornærmet, men desværre havde han ret. Det var kun med absolut koncentration, at hun holdt sig stående.

__________________________________________________________________________

Hej kære læser, det var så første kapitel af Fængslet.

Jeg havde super svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle kalde det, så du må hjertens gerne komme med forslag.

Derudover kunne de være fedt, hvis du skrev en lille bemærkning, hvis du gerne vil høre mere om Seraphina af Skovfolket

Mvh Mini-Berthel

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...