Fængslet

Seraphina er en selvstændig pige af Skovfolket. Hun har hidtil kunnet holde sig skjult for Fyrstens årvågne blik, men pludselig går den ikke længere. Nogle af Fyrstens soldater tager hende til fange. Seraphina bliver smidt i fangekælderen - hvad sker der, når hun kommer under den mystiske Fyrstesøns befaling, og kan hun slippe fri af fangevogterens griske greb??

2Likes
0Kommentarer
457Visninger
AA

2. Magikeren

     ”Du imponerer min far!” sagde Magikeren pludseligt. En hævngerrig flamme blussede op i hendes øjne, da hendes tanker blev ført over på fyrsten. Magikeren havde vendt ryggen til hende. Hun tog det sidste svimlende skridt hen til tremmerne. Endelig havde hun noget at støtte sig til. Han kiggede på hende over skulderen. Hans øjne glimtede i lyset fra faklernes ild. Grå med en sort kant omkring. Han blinkede langsomt, inden han gik tilbage til sit indhak. Hun ville gerne spørge ham om noget, men ulvehunden rettede ørene i retning af døren og pev let. Seraphina så sin fangevogter træde ind. Hvor ville hun gerne kaste en kniv eller to i ham. Han bragte den kvalmende lugt af kold suppe med sig. Morgenmad. Han så vrissen i magikernes retning. Irritationen over magikerens tilstedeværelse stod til at læse i hans barske ansigt. Seraphina havde ikke overvejet muligheden for, at de faktisk var sødere ved hende, fordi magikeren var der. ’Han er jo fyrstens søn! Vent, burde det så ikke gå den anden vej?’ tænkte hun, mens hun stirrede ind i tremmernes rustne overflade. Hun havde en aftale med sig selv. Hun spiste ikke sin mad, før fangevogteren var gået igen. Det var hendes måde at vise, at hun kunne vente længere på maden, end det de havde ladet hende vente! At hun ikke var afhængig af dem. Magikerne nyttede det ikke at vente på, han sad i hendes fangekælder næsten hele dagen.

     ”Skynd dig nu – inden rotterne tager for sig!” brummede fangevogteren. Han var i særdeles dårligt humør, og Seraphina var et kort øjeblik glad for, at han ikke kunne røre hende. Skønt det var en vag glæde, han havde jo nøglerne. Fangevogteren smed hendes mad ned lige uden for cellen. Noget af suppen skvulpede over – i dag var den yderligere klumpet. Hun håbede ubevidst, at klumperne var kødstykker, hun kunne godt bruge noget kød. Fangevogteren kastede et sidste muggent blik i hendes retning, inden han gik. Hun fulgte ham med blikket, til døren gik i bag ham. ”Han har ret! Rotterne er ikke færre på slottet end i skoven!” mumlede Magikeren med en anelse ironi. Hun kiggede på ham. ”Vi har faktisk færre! Vores ild holder dem væk!” forsvarede hun sig. En smule overraskelse gled over hans ansigt. Triumf. Hun havde vundet denne gang. Ulvehunden rejste sig dovent og kiggede på hendes mad. Efter et kig på sin herre luntede den hen til skålen. Seraphina og magikeren iagttog hunden snuse til suppen. Fornærmet lavede hunden en lyd, der kunne sammenlignes med et fnys og gik tilbage til sin plads for magikerens fødder. Igen undslap den hånlige latter magikerne. ”Selv hunden vil ikke æde det i giver jeres fanger!” mumlede Seraphina muggent. Hun bukkede sig ned for at trække maden ind i cellen. ”Jeg ville ikke spise den suppe, hvis jeg var dig!” sagde Magikeren i en bedrevidende tone. Hun kiggede overrasket på ham. Han smilte skævt til hende, og hun kunne mærke, hvordan hans ord overbeviste hende om, at hun ikke skulle spise det. Hun sukkede og begyndte at gnave i brødet. Hendes muskler ville ikke længere bære hendes vægt, men det betød ikke noget i øjeblikket. Hun skulle bare have den humpel brød ned. Hun havde ikke noget spyt i munden til at bløde den op, så det var som at være tvunget til at æde sand. Hun lod sig glide ned og sidde.

     ”A liquorem ad liquidum” mumlede Magikeren i en dyb tone, der rungede i hele fangekælderen. Seraphina kiggede skræmt op på ham. Han stod bøjet over hendes suppe, der ikke var suppe mere, men vand. Hun kiggede mistroisk på vandet. ”Det er bare vand! Det er min far, der prøver at forgifte dig – ikke mig!” sagde Magikeren spøgefuldt. Hun troede ham. Hun troede i hvert fald på, at det var hans far, der var ude efter hende. Gnavent begyndte hun at pille i sit brød, men kom i tanke om, at hun ikke vidste noget om gifte. Opgivende kiggede hun op på magikeren. ”Det var bare congressi solanum nigrum!” forklarede Magikeren. Han virkede stolt over at udtrykke sine latinske vendinger overfor én, der ikke var lært. ”Stødt sort natskygge?” sagde Seraphina i en spørgende tone. Det var ikke videre giftigt og ville ikke slå sit offer ihjel. Troldkvinderne brugte tit ordet congressi, der betød stødt. Det skulle vel bare virke finere. Derimod havde hun lært alle planters navne på latin, da det var medicinmændenes betegnelser. Skovfolket kunne ikke handle i byen og var nødt til at handle ved de mere utroværdige landevejs medicinmænd, der solgte alverdens plantemateriale. Magikeren sendte hende et bifaldende blik. ”Ville have givet dig kraftige mavekramper,” sagde han med et lille smil. Hun kunne ikke finde ud af, om han faktisk nød at opføre sig sådan overfor hende. Han var uberegnelig. Det ene øjeblik reddede han hende, og det næste glædede han sig over, hvilke pinseler han ville kunne påføre hende. Han skubbede vandet ind under bundtremmerne, men Seraphina trak sig væk fra ham. Den pludselige bevægelse fik hendes muskler til at sige stop. Hun klaskede samme på gulvet som et dødt korpus. Igen den hånlige latter. Hun krøb sammen i bunden af sin celle. Hvorfor skulle hun rejse sig igen? Det var ydmygende nok, hvad der allerede var sket! Hvorfor skulle han se hende forsøge at kæmpe sig tilbage til et værdigt niveau. Hun krammede krampagtigt den lille humpel brød i sin hånd. ”Det ville være nemmere at spise den der, hvis du dryppede den i vandet!” brød Magikeren ind i stilheden. Hun krøb sammen i fosterstilling. Fjernt kunne hun høre ham sukke, mens hans rejste sig. Da hun kiggede igen, sad han i sit indhak med en stor læderindbunden bog. Hun kiggede på bogens forside og forsøgte at få noget forståeligt ud af de små krummelurere, der blev kaldt bogstaver. Intet hjalp det. Modløs kravlede hun over gulvet hen til vandet. Hun skiftevis drak af vandet og dyppede sit brød i det. Hun kiggede ikke én gang op på magikerne. Hun forsøget at overbevise sig selv om, at hvis hun ikke kiggede, så så han heller ikke hendes ydmygende forehavende. Alligevel nød hun hver eneste dråbe af det kølige vand.

_________________________________________________________________________

Ja, det var så 2. kapitel - jeg håber I kan lide, hvad I læser.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...