Fængslet

Seraphina er en selvstændig pige af Skovfolket. Hun har hidtil kunnet holde sig skjult for Fyrstens årvågne blik, men pludselig går den ikke længere. Nogle af Fyrstens soldater tager hende til fange. Seraphina bliver smidt i fangekælderen - hvad sker der, når hun kommer under den mystiske Fyrstesøns befaling, og kan hun slippe fri af fangevogterens griske greb??

2Likes
0Kommentarer
460Visninger
AA

6. Lidt for tryg

     Seraphina dyppede langsomt sit hoved under vandet. Den mærkelige verden, der altid opstod, når hun gjorde det, virkede mere farverig end før. Hun havde en følelse af vægtløshed, der fik hende til at vippe lidt frem og tilbage i karret. Pludselig mærkede hun en hånd om sit baghoved. Den var ikke uvenlig – forsøgte ikke at drukne hende, men tvang hende langsomt op fra sit paradis. ”Du skal ikke tage livet af dig selv!” mumlede Magikeren i øret på hende. Han var begyndt at massere hendes hovedbund, så alt skidtet kunne løsne sig. Hun kiggede rundt i karret og var chokret over, hvor beskidt vandet var blevet. Havde hun virkelig været så snavset. Hun så med foragt på vandet og ville pludselig gerne op af det varme vand. Hun rejste sig forsigtigt, men blev hurtigt klar over, at en udhvilet krop, der var blevet smadret fysisk flere dage i træk, ikke var stabil. Hun kunne ganske enkelt ikke stå på sine ben, da hun kom op af vandet. Nicholas måtte støtte hende, mens hun tørrede sig selv, og han måtte hjælpe hende i tøjet igen. Hun måtte tilbage i den uhumske kjortel. Han kunne måske vaske hende, men han kunne ikke give hende nyt tøj. Hun var trods alt stadig en fange. Med kjortlen kom lugten af fangehul – sved, blod, ekskrementer, rotter og fugt. Hun kunne næsten græde ved tanken om, at hun havde lugtet sådan selv. Hun brugte lang tid på at tørre sit hår. Hun havde altid været stolt af sit hår. Det lyste med en sjælden glans, der tog pusten fra mange. Derudover var det stort og sort som ibenholt. Nyvasket fyldte det mere end normalt, og hun følte sig som en lille heks med sin enorme manke. Hun blev ved med at puffe håret, indtil Nicholas gav hende en lille tynd strimmel læder. Hun vidste ikke, hvor han havde den fra, men det gjorde ingen ting. Med vanelige bevægelser flettede hun sit hår, så det lagde sig ned over hendes bryst. Han smilte tilfredsstillet. Hun fik sin kappe, som han igen trak langt ned i panden på hende, mens han smilte sit skæve smil. Inden han bar hende tilbage til fangekælderen.

 

”Jeg ville gerne give dig din kappe, men det ville være for opsigtsvækkende!” mumlede Nicholas, mens han låste hendes celle af. Seraphina smilte til ham. Hun havde ingen grund til ikke at være taknemmelig over, hvad han havde gjort. Han var gået imod alt, hvad der var kutyme i forhold til behandling af fanger. Skønt hendes krop viste tydelige tegn på, at han ikke beskyttede hende så meget, som han kunne, så hun ham som sin personlige beskytter midt i denne ydmygende tilfangetagning. Han var sikkert den eneste grund til, at hun ikke var blevet knækket endnu. ”Håret er selvfølgelig tydeligt, men jeg håber, at alle hendes blå mærker skjuler, at hun er blevet vasket! Kjortlen skjuler duften!” mumlede han for sig selv, mens han iagttog hende krybbe sammen i bunden af cellen. Hun smilte let til ham. Han gjorde meget for, at det skulle være så tåleligt for hende som muligt, uden at nogen lagde mærke til det. Det var dybt forståeligt. Kom det ud, ville alle tro, at fyrstens søn havde forelsket sig i hende. Det ville være den største skandale. Hun var ikke engang fra byens slumkvarter, hvilket havde været dybt forkasteligt. Hun var af Skovfolket! Den lille gruppe af åbenlyse modstandere, hvilket var endnu værre.

      Seraphina hvilede sit hoved mod en af de rustne tremmer ind til cellen ved siden af hendes egen. Hun forsøgte at slappe så meget af som muligt, men hver gang Nicholas kiggede på hende, begyndte hendes hjerte at hamre hurtigere. Solen var gået ned bag dalens bjergtinder. Det eneste lys i fangekælderen kom fra de få fakler, der ikke nåede ud i hjørnerne. Kain strakte sig dovent. Hans intelligente øjne så sørgmodigt på hende. Nicholas gik hen og klappede sin hund, inden han gik hen og satte sig i sit indhak. Der kunne ikke være lang tid, at hun fik sin aftensmad. Hendes mave var efterhånden begyndt at trække sig sammen i protest. Hun kunne klare det lange mellemrum mellem måltiderne om natten, hvor hun sov, men om dagen var hun tvunget til at bruge unødig energi. Hun trak benene op til sig for at holde op så meget af varmen som muligt, men de kolde sten var begyndt at gøre deres, for at hun blev kølet ned igen. Nicholas havde fundet sin enorme bog frem igen. Han studerede lifligt siderne, som om det var et spor i skovbunden, der kunne vise sig at blive ens næste måltid. Han kiggede op fra siderne udelukkende for at se på sin hund, der pev let. Nærmest på sekundet bragede den store dør op og fangervogteren kom ind. Seraphina havde kun lige nået at rejse sig op, og hun måtte støtte sig til tremmerne for at holde balancen. Fangevogteren sendte hende et hånligt blik, inden han smed hendes mad ind til hende. Kun suppe. Hun kiggede på suppen i dyb foragt, men gav den så ikke mere opmærksomhed. ”Tøs! Man kan se dine ribben, burde du ikke spise?” spurgte fangevogteren og grinte af sin egen vittighed. Seraphina tog en dybindånding, inden hun kiggede ned af sig selv. Hun ville ikke give udtryk for, at hun ikke fik mad nok, men hendes krop var allerede begyndt at vise små tegn på for dårlig kost. Huden sad stramt om hendes ribben og hofter. Faktisk stak de fleste af hendes knogler mere ud af huden, end de plejede. Fortsatte hun i dette tempo, ville hun være et skelet, når Michael kom for at befri hende. ”Hvor har du fået hårbåndet fra tøs?” spurgte fangevogteren med en falsk blidhed i sin stemme. Hun sendte magikeren et hurtigt blik, men det var nok. ”Herre?” spurgte fangevogteren mistroisk. Nicholas kiggede kort op fra sin bog for at sende fangevogteren et koldt blik. ”Fyrsten, min herre, vil vide, hvornår hun er klar?” spurgte fangevogteren ærbødigt. Det var betagende for Seraphina at se ham krympe sig for fyrstens søn, men hvad skulle hun være klar til? Hun iagttog nysgerrigt de to mænd. Nicholas fangede hendes blik og smilte skævt,” i morgen aften!” svarede han så. Fangevogteren forlod rummet med en skuffet grimasse. En gang mere, en gang mere skulle hun pines inden hvad? Seraphina var dybt forvirret. Hvad var det, de ville bruge hende til? Hun så spørgende på Nicholas, der havde rejst sig. Han kom langsomt over til hende med sin enorme bog under armen. Fyrsten havde planer med hende, havde Nicholas fortalt hende! Men hvilke planer? Ulvehunden fulgte med sin ejer hen til hendes celle. Den snuste dovent til hendes suppe og smilte så nærmest et menneskeligt smil. Hun gik ud fra, at det betød, at maden var udmærket. ”Spis!” bød Nicholas, og hun spiste. Suppen var kold og klumpet som altid, der var virkelig en køkkendame, der ikke brød sig om sit arbejde. Nicholas iagttog hende i stilhed.

     ”Du virker til at have haft et godt liv ude i skoven,” konstaterede Nicholas pludseligt. Han sad og så tænksom ud. Hans ulveagtige øjne stirrede ud i intetheden, som om han kunne se noget meget fjernt. Hun nikkede. ”Kirken bryder sig ikke særlig meget om mig! Det forstår du vel?” sagde han så. Det pludselige emneskift overraskede hende. Først kunne hun ikke forstå, hvad han mente. Hvorfor skulle de ikke kunne lide hans væsen? Men så kom hun i tanke om, at han nok mente magien. Det var alment kendt, at kirken ikke brød sig om magikere, da de ganske enkelt var naturstridige. Der gik rygter om, at der mange steder i landet blev jagtet magikere, men de var rimeligt isoleret i deres lille dal. Hun nikkede igen. Han smilte sit skæve smil. ”Ser du, der går rygter om, at de har fundet ud af, at jeg er magiker! Så nu kommer de nok snart efter mig!” sagde han med en lidt arrogant overlegenhed. Han så ud som om det ikke bekymrede ham synderligt. ”Du er velkommen hos os i skoven! Vi har altid plads til en til!” sagde Seraphina i en kærlig tone. Hun glemte et øjeblik, at det var fyrstens søn, hun talte med og ikke bare en tilfældig. ”Så du tror, at du kommer ud herfra?” spurgte Nicholas i en ironisk tone. Han grinte sin hånlige latter. Hun undgik hans blik. For det håbede hun jo. Hun kunne høre, at han rejste sig og forlod rummet sammen med Kain.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...