Fængslet

Seraphina er en selvstændig pige af Skovfolket. Hun har hidtil kunnet holde sig skjult for Fyrstens årvågne blik, men pludselig går den ikke længere. Nogle af Fyrstens soldater tager hende til fange. Seraphina bliver smidt i fangekælderen - hvad sker der, når hun kommer under den mystiske Fyrstesøns befaling, og kan hun slippe fri af fangevogterens griske greb??

2Likes
0Kommentarer
520Visninger
AA

4. Håb og drømme

Seraphina vidste ikke, hvor lang tid hun havde været væk, men da hun igen åbnede øjnene, var fangevogteren væk. Hun lå stadig på jorden uden for sin celle. Lænken bandt hendes fod til jorden, for hun havde ikke styrken til at løfte sig. Magikeren vendte hende rundt, så hun lå på ryggen. Sand og grus skar sig ind i rifterne på hendes ryg, men det var langt fra de værste skrammer. Magikeren tilså skyndsomt hendes sår. ”Er du lægekyndig?” spurgte hun glædesløst. Hendes stemme var ikke mere end en hvisken, men hun følte sig, som svævede hun på en sky. Hun tænkte med et strejf af ironi, at hun måtte være lige så lalleglad som en døende, der var såret slemt i kamp. Dem, der havde så mange smerter, at de holdt op med at føle dem. Hun forsøgte at se ned over sin egen krop, men hun kunne ikke løfte hovedet. Hun kunne se, at det meste af hendes overkrop var dækket af blod, og hun kunne se, at magikeren studerede hende grundigt. Med en let klukken blev hun pludselig blufærdig for hans kyndige blik. Hun kunne mærke blodet skyde op i sine kinder, men der kunne ikke være alt for meget tilbage af det. ”Alle, der er uddannet af kirken, er lægekyndige,” mumlede Magikeren, mens han let rørte ved hendes ribben, hvor huden var skrallet af ind til knoglen. Seraphina kiggede olmt op i loftet. Hun kunne ikke lide at virke uintelligent. Hun ville gerne give udtryk for, at de kunne noget ude i skoven, som ikke var pøblen berettiget. ”Hvad hedder du?” spurgte Magikeren i et mildt tonefald. Han smilte skævt til hende, men hun kunne kun se ham sløret. ”Seraphina af Skoven” hviskede hun træt. Hun ville gerne hvile sig.

     Tænkte Seraphina tilbage på fangevogterens behandling af hende, vendte det sig i maven på hende, så hun havde ikke synderligt meget lyst til at spise. Hun ville alligevel ikke få mad, før slottet havde spist. Oppe før alle – i seng efter alle.  En fanges liv. Hvor mange havde mon oplevet Magikeren se sådan på dem? Hvor mange fanger? Kun hende? Den tanke kunne hun godt lide. Magikeren rejste sig. Han så mildt på hende, men gjorde ikke mine til at ville hjælp hende op at stå. ”Hvad hedder du?” spurgte Seraphina. Hun turde ikke se Magikeren i øjnene. Hun havde slet ikke tilladelse til at stille Fyrstens søn et direkte spørgsmål. Hun fæstnede sine øjne på ulvehunden, der med tiltet hoved kiggede nysgerrigt på hende. ”Kain, hedder han,” svarede Magikeren med sit vanlige strejf af ironi,” og jeg hedder Nicholas. Af Kainsslægten”. Seraphina stirrede op i loftet for at skjule sin glæde over hans svar. Han burde have straffet hende bare for at spørge. Nicholas kom hen til hende med Kain ved sin side. ”Er du mest tryk inde i cellen?” spurgte han. ’Det var dog et mærkeligt spørgsmål! Hvorfor skulle min skæbne interessere ham?’ tænkte hun forvirret, men det ville være forkert ikke at svare ham. ”Cellen!” svarede hun stille. Hun ventede anspændt på, at han skulle grine sin hånlige latter, men den kom ikke. Han åbnede lågen til hendes celle. ”Hvorfor er der ikke andre i denne fangekælder?” dristede Seraphina sig til at spørge, mens Nicholas låste hendes fodlænke op. ”Dette er min personlige del af fangekælderen!” svarede han med et skævt smil. Han tog fat i hendes overarm og hjalp hende ind i cellen. Hun kunne ikke stå på benene selv, så han måtte halvt lempe, halvt bære hende ind i cellen. Hun havde aldrig tænkt over, hvor flot han fremstod. Han var høj og bredskuldret, men han skjulte sig under sin kappe. Hvad der gemte sig under kappen, havde hun ingen idé om, men hun kunne mærke, at det var hårdt som sten. Han havde ingen problemer med at løfte hende. Faktisk virkede det nærmest som om, at hun bare var en fjer i hans arme. Hans ulveagtige øjne iagttog hende, mens hun siddende på jorden trak sin kjortel på. Han smilte skævt og låste cellen af. ”Hvorfor er jeg så din fange?” spurgte hun nysgerrigt – lidt mere kæk, da hun nu var påklædt. Han lagde hovedet lidt på skrå, mens han lod sit blik vandre over hendes krop. Hun havde en følelse af, at hun ikke var så beskyttet af sit tøj, som hun troede, men han havde jo også set hende afklædt flere gange. ”Min far har planer med dig! Du viste dig jo at være et pragteksemplar!” sagde han uden den karakteristiske ironi. Han var seriøs. Seraphina så spørgende på ham. Var hun et pragteksemplar? Hvad skulle det nu betyde? ”Du er smuk!” mumlede Nicholas, hvorefter han forlod fangekælderen. Hun kunne ikke finde ud af, om det var hans personlige mening, eller en forklaring på, hvorfor hun var et pragteksemplar. Hun havde ikke nået at se hans ansigtsudtryk, inden han gik.

 

Alene i sin celle følte Seraphina sig meget ensom. Den lille time hver dag, hvor Nicholas efterlod hende. Hun gik ud fra, at han gik for at spise med fyrsten, men hun vidste det ikke. Heldigvis var det sammen tidpunkt fangevogteren var væk. Han ville komme med hendes mad senere, og der ville Nicholas være der igen. Hun følte sig mere tryg, når han var der. Det var som om, han holdt hånden over hende og sørgede for, at hun ikke blev behandlet for groft. Dog ville det ikke gøre noget, hvis han reagerede lidt hurtigere, når fangevogteren blev sentimental. Det undrede hende. Han sagde, at fyrsten havde interesse i hende, men at det var grunden til, at hun var Nicholas’ fange – det forstod hun ikke. Hun blev varm indeni, når hun tænkte på hans skæve smil, men så mindes hun hans hånlige latter. Hvorfor var han så besværlig? Michael var altid lige til! Han var altid glad, når han var sammen med hende. Han var ikke så kompliceret. Nicholas derimod var ikke til at finde ud af. Kunne han lide hende? Det ville være håbløst, hun var jo bare en gemen fange. Alligevel lod han hende ikke pine, men det kunne der jo også være en mening i? Seraphina lagde sig opgivende ned. Hun kunne lige skimte himmelen ud af vinduet til hendes celle. Ulvehunden, som Nicholas havde ladet blive i fangekælderen, strakte sig et sted bag hende. Hun kunne høre Kains klør rise mod stengulvet.

     Den smule lys, der kom ind af vinduet svandt pludseligt. En person stod uden for hendes celle. Hun kunne ikke se personens ansigt på grund af mangelen på lys, men da han talte, kunne hun øjeblikkeligt genkende hans stemme:” Nå, det er her du gemmer dig, Steph! Det har taget mig tre dage og tre nætter at finde den rigtige fangekælder! Du bor virkelig afsides!” sagde Michael af Dødsriget – hendes evige ven og beskytter. Hun smilte let til ham. Helt groggy efter dages behandling. ”Hvordan er det dog, du ser ud?” spurgte han chokeret. En lille strime lys ramte hendes ansigt. Seraphina grinte hånligt ved tanken om, hvordan hun så ud. Hendes krop var smurt ind i hendes eget blod. Hun havde blå mærker over det hele. Hendes hår var klistret sammen af blod og sved. Den hvide kjortel, der knap nok var hvid længere, var nok det reneste på hende. Hun kunne lige skelne den gru, der viste sig i Michaels ansigt. ”Vi skal nok få dig ud!” lovede han hende, inden han var væk igen. Kain knurrede let i baggrunden. ”Rolig!” hviskede Seraphina glad til hunden. Hendes redning var på vej! De vidste, hvor hun var. En uro, der havde pint hende de sidste dage, forsvandt ved tanken om, at de snart ville komme efter hende. Hun skændede lidt på sig selv over, at hun havde tvivlet på Michael, men hun var for lykkelig til at kunne holde følelsen længe.

     Pludselig blev yderdøren revet op. Seraphina havde lukket øjnene og orkede ikke at vende sig for at se, hvem det var. Desuden kunne hun høre på skridtene, at det ikke var fangevogteren, men Nicholas. Han gik aggressivt bag hende. Hun kunne høre, at han hviskede til Kain. Ulvehunden fnøs let. Det løb koldt ned af hendes rygsøjle. Sidst hunden havde sagt den lyd, havde den fortalt Nicholas, at hendes mad var forgiftet. Hvor meget kunne de kommunikere om? Hun tabte tanken! Muligheden for at kommunikere med dyr var alt for uoverskuelig. Et nøglebundt raslede. ’Nu kommer han ind til mig’, tænkte hun med et smil og ganske rigtigt. Han satte sig langsomt ned ved hendes side. Hun kunne ikke overskue at åbne øjnene. Hele hendes krop smertede, og musklerne værkede. Hvorfor skulle hun bruge ekstra kræfter på at åbne øjnene, når hun bare kunne forestille sig ham? Hun forestillede sig, hvordan han smilte sit skæve smil til hende. Hans øjne glimtede at glæde, mens han løftede hånden for at stryge hende over kinden. Tanken var alt for fristende! Hun elskede det smil, og hun ville gerne se det i virkeligheden. Hun kæmpede sine øjne åbne og lukkede dem hurtigt igen. Han smilte ikke til hende! Hans ansigt var en kold facade, og hans hånd var knyttet – ikke klar til kærtegn. Hans grå øjne havde lynet i hendes retning. ”Seraphina! Har du haft besøg?” spurgte han i en kold tone. Hun svarede ikke. Åbnede bare øjnene og studerede hans træk. Hans kindben sad højt. Både hans kindben og hans kæbe var tydeligt markeret. Han lignede en voksen mand, skønt han ikke burde være mere end sytten år. Hans øjne havde et kattelignende strejf, der gav dem et meget intelligent præg. Det sorte hår hang endnu en gang ned foran hans ene øje. Hun løftede anstrengt sin arm for at kunne stryge det væk. Han fulgte hendes langsomlige kamp mod tyngdekraften, inden han greb fat i hendes håndled. Seraphina havde en sær følelse af, at nogen ragede rundt inde i hendes minder. Følelsen stoppede øjeblikkeligt, da Nicholas slap hende. Hun spærrede øjnene op, da hendes hjerne begyndte at finde et logisk grundlag for følelsen. Kunne han læse hendes tanker, hvis han rørte ved hende? Gå hendes minder igennem? Var hun som en åben bog for ham? Han tog en dyb indånding og kiggede dybt ind i hendes øjne. Han virkede lettere irriteret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...