Fængslet

Seraphina er en selvstændig pige af Skovfolket. Hun har hidtil kunnet holde sig skjult for Fyrstens årvågne blik, men pludselig går den ikke længere. Nogle af Fyrstens soldater tager hende til fange. Seraphina bliver smidt i fangekælderen - hvad sker der, når hun kommer under den mystiske Fyrstesøns befaling, og kan hun slippe fri af fangevogterens griske greb??

2Likes
0Kommentarer
453Visninger
AA

8. Fri men holdt i lænker

Seraphina nåede skovbrynet langt hurtigere, end hun havde forestillet sig muligt. Hun kunne høre kriseklokkerne bamle i baggrunden. De havde opdaget hendes flugt. I sit vante terræn bevægede hun sig langt hurtigere end på byens brosten. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, som om det truede med at sprænge, hvis hun ikke stoppede. Hun fandt sig nødsaget til at sætte tempoet ned, men hun turde ikke gå. Hun fulgte en næsten usynlig sti. Den blev næsten aldrig brugt og førte til en lysning med mange muligheder, hvor man skulle kende den rigtige for ikke at gå forkert. Dette gjorde hun i tilfælde af, at nogen fulgte efter hende. Velkendte træer og buske strøg forbi hende. Hun havde slået ned i jog, fordi hendes ben truede med at brase sammen under hende. Hendes ben var tunge og arbejdede mod hver eneste bevægelse, men hun måtte kæmpe sig videre.

     Tæt på klanens vante jagtområde løb hun pludselig ind i flere fra klanen. Høvdingen, to unge mænd og Michael. Hun kastede sig i armene på Michael, og de gik omkuld i græsset. Den lille gruppe så med glæde på hende. Høvdingen spejdede i den retning, hun var kommet fra og spurgte så:” fulgte nogen efter dig?” Seraphina tog flere dybe indåndinger for at kunne svare. Hendes hjerte hamrede og hendes lunger skreg efter luft. Hun rystede forpustet på hovedet. ”Hvorfor var du i den afdeling af fangekælderen? Den lille?” spurgte Michael nysgerrigt. Hans glæde over at have hende tilbage skinnede tydeligt igennem. ”Jeg var.. ikke fyrstens fange, men… hans søn!” fik Seraphina til sidst presset frem. Overraskelsen og ubehaget viste sig tydeligt i deres ansigter. Havde hun været magikerens fange! Det var tydeligt, at de kiggede på hendes skader og konstaterede dem som værende hans fejl. Hendes dybe sår på ribbene var sprunget op, fordi hun havde båret ringbrynjen direkte på kroppen. ”Det er ikke hans skyld! Det var fangevogteren! Han prøvede at voldtage mig!” råbte Seraphina anstrengt. Hun ville ikke have, at de gav hendes nye ven skylden. De kiggede overrasket på hende. ”Hvordan kom du væk?” spurgte en af de unge mænd nysgerrigt. ”Jeg piskede ham med hans egen pisk og slog ham ihjel med en kastekniv!” fortalte hun stolt. Der ville blive fin tid til at gå i detaljer senere. ”Hvor mange slog du ihjel?” spurgte Høvdingen. Han havde aldrig været særlig begejstret over idéen om at lade en kvinde blive trænet i kamp. Hun sank. Dette var knap så godt at skulle svare på! ”Jeg dræbte to, da jeg blev taget til fange, og to da jeg flygtede!” svarede hun forsigtigt. Michael smilte stolt til hende, mens høvdingen lavede en opgivende grimasse. Mændene begyndte at diskutere, hvorvidt fangevogteren fortjente at blive slået ihjel. ”Han gjorde trods alt ikke sit job ret godt!” sagde en af de unge mænd og pegede på Seraphina. Hun vidste, at han mente, at hun ikke så så frygtelig ud, som hun let kunne havde gjort, men det skulle fangevogteren ikke havde kredit for! ”Nicholas! Eller fyrstens søn beskyttede mig!” sagde hun pludseligt. Hun ville have dem til at forstå, at fyrstens søn ikke var en fjende. ”Det har han ikke klaret særlig godt!” mumlede den anden af de unge mænd. Michael kiggede brødbetynget på hende. Han anså alle hendes skader som sin fejl! Det var ham, der var hendes beskytter. Den glæde mændene havde udtrykt ved genforeningen var forduftet. I stedet så de nu alvorligt på hende. ”Vi kan altså stole på ham!” gispede Seraphina. Mændene så alle overrasket på hende. Stole på ham? Hvad var det dog for en idé? De kunne ikke stole på nogen af fyrsteslægten Kain! Det vidste de, det havde de aldrig kunnet. Det var dem, der havde dræbt deres koner. Dem, der havde taget mulighederne fra dem. Dem, der havde tvunget dem ud i skoven. Dem, der havde jagtet deres kvinder til der kun havde været Seraphina tilbage. Det var dem, der var grunden til, at klanen var på randen til undergang. Hvorfor mente pigebarnet nu, at de kunne stole på en af dem? Og så den som de anså for at være mest magtfuld! Magikeren!

     Seraphina så op på høvdingens bryske ansigt. ”Hvorfor mener du, at vi kan stole på fyrstens søn?” spurgte Høvdingen tålmodigt. ”Nicholas, han prøvede ikke..” startede Seraphina. ”Er du nu på fornavn med fyrstens søn?” spurgte en af klanens unge mænd aggressivt. ”Ja! Fyrstens søn prøvede ikke at stoppe mig, da jeg løb! Han lod mig gå,” svarede hun tvært. Hun kunne ikke forstå, hvorfor de alle virkede så vrede. ”Efterlod du noget? Noget med din duft?” spurgte Høvdingen. Han talte uendeligt langsomt, som om han tænkte krævende tanker imens. ”Ja, den kjortel jeg havde på som fange! Den var ufatteligt uhumsk!” svarede hun,” og så var den jo ikke min! Og jeg havde den ikke på, da jeg fik muligheden for at flygte!”. Alle mændenes ansigter forvandledes, så de afspejlede den største gru. Hun krøb lidt tilbage i græsset – bange for at hendes venner skulle vende sig mod hende. Høvdingen trådt vredt ind over hende og råbte:” Hvad tænker I kvinder med? Tænker I overhovedet?” Seraphina søgte tryghed i Michaels blik. Den sædvanlige sorgløshed var erstattet af uendelig rædsel. ”Steph, hunden!” sagde han til hende. Han talte langsomt, som om det var der hele logikken lå. ”Ja? Den hedder Kain!” svarede hun forvirret. Hvad havde alt det her med hunden at gøre? Den kæmpe store intelligente ulvehund havde heller ikke gjort nogen forsøg på at standse hende, den havde taget sig af sin ejer. ”Har du aldrig set fyrstens søn gå på jagt?” spurgte en af de unge mænd. Han tone var stadig aggressiv, og han lignede en, der kunne slå hende ihjel på stedet. ”Nej! Selvfølgelig har jeg ikke det! I gemmer mig jo væk hver gang, der kommer nogen!” råbte Seraphina surt. Hvorfor spurgte de om det? Det vidste de jo godt, at hun ikke havde! Hendes temperament løb af med hende! Hun forstod virkelig ikke, hvorfor alle var sure på hende. ”Det er en jagthund, Seraphina!” sagde Høvdingen bedrøvet. Alle mændene forlod den cirkel, de havde kreeret omkring hende. Kun Michael blev tilbage. Hun sendte ham et spørgende blik! Selvfølgelig var det en jagt hund, hvad skulle han ellers bruge den til? Hun kunne ikke se, hvad det havde med hende at gøre! Michael så opgivende på hende og sagde sorgfuldt:” du har ledt dem lige tilbage til klanen!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...