Fængslet

Seraphina er en selvstændig pige af Skovfolket. Hun har hidtil kunnet holde sig skjult for Fyrstens årvågne blik, men pludselig går den ikke længere. Nogle af Fyrstens soldater tager hende til fange. Seraphina bliver smidt i fangekælderen - hvad sker der, når hun kommer under den mystiske Fyrstesøns befaling, og kan hun slippe fri af fangevogterens griske greb??

2Likes
0Kommentarer
455Visninger
AA

7. Flugt

Seraphina stod på vaklende ben, da fangevogteren trådte ind af døren med hendes morgenmad. Nicholas var ikke kommet, som han plejede. Hendes hjerte hamrede i angst for, hvad der kunne ske, når han ikke var der til at sige stop. Fangevogteren så på hende med et hæsligt smil. Hun gruede for, hvad han havde af planer. Hun kunne læse i hele hans holdning, at han ikke kunne vente med at komme i gang. Hun tog sig i at stirre længselsfuldt ud af vinduet. Solen skinnede en mellem spredte skyer. Hun håbede virkelig, at Michael eller Nicholas nåede at komme, inden fangevogterens legetime begyndte. Hun ville helst se Michael, for han betød frihed. Nicholas betød blot mindre smerte og ydmygelse. Hun kiggede undrende på sin morgenmad. Kun en skive brød! Var de ude på at sulte hende? Fangevogteren gik igen. Han skulle vel også have morgenmad. Seraphina sad alene med sit brød. Det var kedeligt, men langt fra så tørt som nogle af de andre, hun havde fået.

     Seraphina sad og genkaldte sig vejen, hun kom ind i slottet. Hvis hun ville få mulighed for at flygte, kunne hun lige så godt komme hurtigst muligt ud af slottet i stedet for at fare vild. Hun tegnede en nogenlunde skitse af, hvilke veje hun var gået – hvilke sving hun havde taget. Det var ikke svært at genkalde sig, for turen havde ikke været særlig lang. Hun var kommet ind af bagindgangen og ville være nødt til at løbe rundt om slottet og gennem byen for at komme ind i den rigtige del af skoven. Hun rejste sig møjsommeligt op for at se, hvor solen stod på himmelen. Det måtte være et godt stykke over middag. Hun kunne ikke forstå, at fangevogteren ikke var kommet endnu. I samme øjeblik hun tænkte det tanke, blev døren hamret op. Forpustet og rød i hovedet stod hendes fangevogter og stirrede fanatisk på hende. Hun rykkede skræmt ned i bunden af sin celle. Han råbte vredt:” få den kjortel af, og det skal gå hurtigt!” Seraphina turde ikke andet end at knappe sin kjortel af og smide den fra sig. Fangevogterens næsefløje dirrede. Hun kunne se, hvordan hans brystkasse hævede og skænkede sig, som havde han løbet flere mil. ”Kom her!” beordrede han, mens han låste hendes celle op. Hun gik forsigtigt hen til ham. Hendes hjerte hamrede derudaf, og hun frygtede, hvad der nu skulle ske. Fangevogteren tog fat i hende og smadrede hende op af den modsatte væg. Uden at binde hende fast med fodlænken, pressede han sit enorme korpus ind mod hende. Hun skreg i overraskelse af den hårde behandling. Hendes sår på ryggen blev kradset op igen. Fangevogteren begyndte at tage på hendes bryst igen, mens hans åndedrat langsomt blev heftigere. Han pressede sig ind mod hende og kyssede hende længselsfuldt. Hun var for panisk til at reagere i første omgang, og pludselig stod fangevogteren foran hende med bæltet spændt op. Han tog sin pisk i den ene hånd og holdt hende stangen med den, mens han åbnede sine bukser.

     Det gik pludselig op for Seraphina, hvad han var i gang med. Hendes værste mareridt var ved at blive til virkelighed. Panisk skreg hun igen, men ingen kunne høre en fanges skrig. Hun fik flere svirp af pisken, inden fangevogteren igen pressede sig op af hende. Hans nøgne underkrop pressede sig ind mod hendes. Hun hikstede. Græd i afmagt. Hendes øjne var vilde af panik, og hendes hjerne uklar af frygt. Hun kunne ikke finde nogen vej ud af sin situation. Fangevogteren pressede sin tunge ind i hendes mund, som han havde gjort det dagen inden. Kvalmen steg op i hende igen. Fangevogteren tog pisken i munden og løftede hende op af væggen. Hun skreg ikke denne gang. Hun var lammet af frygt. Hun kunne mærke hans pulserende lem ramme sin underkrop. Fangevogteren koncentrerede sig om at ramme rigtigt, men Seraphina gjorde sit bedste for at gøre det umuligt. Hendes syn var sløret af tårerne, og hun greb panisk ud i luften. Hun forsøgte at rive pisken ud af hans mund. Det lykkedes. I sin forvirring kom fangevogteren til at slippe hende for at få sin pisk igen. Hun piskede ham så hårdt, hun kunne i hovedet, hvor pisken skar sig ind i hans øje. Fangevogteren ramlede ind i Nicholas, der lige var kommet ind af døren. Hun opdagede ham knap nok i sin kamp mod fangevogteren. Nicholas’ hoved blev hamret ind i tremmeren til den nærmeste celle, og han gik i gulvet uden videre modstand. Seraphina opdagede til sin glæde, at fangevogteren tilsyneladende var blevet blind på det øje, hun havde ramt. Han vred sig i smerte på fangekælderens gulv, og med et så Seraphina sit livs mulighed for at flygte. Hun smed pisken væk og trak i det mest nødvendige af sit tøj. Begge modstandere var midlertidigt uskadeliggjort, men hun kunne ikke vide, hvornår Nicholas kom til sig selv. Kain slikkede bedrøvet sin herre. Han havde tilsyneladende ikke nogen interesse i hende. Med adrenalinen pumpende i kroppen fik Seraphina sin korte rinbrynje, sine bukser og sin kappe på. Hun spændte bæltet med kasteknive fast om sine hofter, inden hun smadrede en kastekniv ind i fangevogterens bryst. Fjernt hørte hun Nicholas komme tilbage. Hun stirrede et kort øjeblik ind i hans slørrede øjne, inden hun tog sin kastekniv fra fangevogterens bryst. Nicholas var ved at rejse sig, da hun løb forbi ham. Han gjorde ikke nogen mine til at ville fange hende. Han stirrede bare chokeret efter hende, mens hun løb ned af gangen, som hun for fire dage siden var blevet slæbt ind af. I sin paniske tilstand manøvrerede hun overvældende godt. Hun kunne genkende alle de trøstesløse gange fra hinanden, og hun løb i alt held ikke ind i nogen vagter. Hun var hurtigt ude af bagindgangen. En enkelt vagt så overrasket på hende, da hun kom stormende. Han nåede ikke at løfte sin armbrøst, før hun havde placeret sin kastekniv i hans ubeskyttede hals. Hun skyndte sig at hente sin kniv. De var dyre at fremstille, så hun passede godt på dem, hun havde. Med tanken om, at hendes lette tøj gav hende en fordel, løb hun alt, hvad hun kunne rundt om slottet og gennem byen. De få byboere, der så hende, trak sig hurtigt væk fra hendes rute mod skoven. De vidste ikke, hvem hun var og havde ingen interesse i at stoppe en panisk kvinde, der løb alt hvad remmer og tøj kunne holde. Desuden løb hun med den blodige kastekniv i hånden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...