Memento Mori


0Likes
4Kommentarer
167Visninger
AA

3. Kapitel 3

’’Smerten er ulidelig. Det gør ondt og det bløder. Jeg skar mig selv. Skar mig selv med en brødkniv. Skar mig selv i armen. Jeg havde ikke lyst til at tænke på det. Enlig havde jeg ikke lyst til at tænke overhovedet.

 

Sofie bor i skoven. Hun er en pige i min klasse. Hun kan godt lide at slå mig. Hun slår mig altid, når jeg er i skole. Da jeg løb op i skoven, kom jeg forbi et skur. Da jeg gik ind i skuret, trådte jeg på et søm. Det gik lige op igennem min fod, og jeg faldt. Sømmet var rustent. Det blødte og gjorde ondt. Jeg græd. Og langsomt mens jeg lå der, trak jeg sømmet ud. Smerten var ulidelig. Da jeg endelig fik det ud, skreg jeg. nok af smerte, men det gjorde ikke ondt. Pludselig hørte jeg skridt udenfor. Det var nogle tunge skridt. Sådan nogle fra store læder støvler. Der var en eller anden der ude. Havde han mon hørt mig!? Hvad skulle jeg gøre! Hvad hvis han kom ind ! Jeg var bange. Frygt og rædsel var hvad jeg følte. Nok fordi jeg tænkte, at han ville komme ind, blive sur og så torture mig. Slå mig, piske mig og så sælge mig til Lars. Men det var ikke en mand, som jeg jeg troede. Det var en kvinde. Sofie. Hun stak hovedet ind i skuret og gloede direkte på mig. Hun sagde ikke noget for et stykke tid. Hun kiggede bare på mig. ''hej Josefine'' sagde hun pludselig. Hun lød rar. Rar og imøddekommende. Underligt. Hun kunne nemlig godt lide at moppe mig. ''hvorfor sidder du dog der?'' hendes øjne så pludselig meget forskrækkede ud. ''Jamen Josefine din fod!''. Jeg så ned på min fod. Den blødte pænt meget. '' Josefine hvorfor kommer du ikke med mig hjem?''. Hvad?! Sofie inviterede mig hjem?! Pludselig var jeg meget kold og også lidt sulten så jeg tænkte: hvorfor ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...