forsvundet

den handler om en piges veninde der er forsvundet, på grund af et skænderi med sin mor
















1Likes
5Kommentarer
211Visninger

1. forsvundet

Forsvundet

Af Natasja Degnebolig

 

Jeg så det, det stod med store, fede blok bogstaver:

13-ÅRIG PIGE FORSVUNDET PÅ ANDET DØGN.

Der stod alt om hende, eller måske ikke lige alt, men i artiklen, stod der: at hun var blond, og hvad tøj hun haft på. I artiklen stod der også: søndag den 1. maj tog Josefine Kjær af sted, i vrede pga. hende og hendes mor var kommet op i et stort skænderi.

Kriminalbetjent Peter Osbon, fortæller om efterforskningen

- Vi gør alt hvad vi kan, men vi har ikke fundet ud af noget, i nu.

 

Jeg syntes, at det var sygt af hende, hvordan kunne hun finde på det, hun er min bedste ven, og hun siger ikke en gang hvad der sker.

Hun plejede altid at komme til mig, vi snakkede om alt. (Vi plejede at snakke om den gang hvor hun slog den største prut i verdenshistorien, inde i klassen, da vi sad helt stille, og lydløse). Alting ændrede sig da vores lære valgte at hun skulle være i gruppe med nogle af punkerne, Josefine og jeg har aldrig kunnet li’ dem, men efter den dag har hun kun lige nænnede at se mig, side i klassen. Jeg har flere gange prøvet at komme i kontakt med hende, men hun svære ikke.

 

Tretten timer inden Josefine forsvandt, var vi i skole. Da jeg kom ind i klassen sad hun i højre hjørne, sammen med punkerne. Inden jeg gik ind i klassen kunne jeg høre at de sad og grinte højlydt, men da jeg kom ind i klassen holdte de op. Det var højest sandsynligvis mig de snakkede om mig.

Timen var begyndt. Jeg sad i mine egne tanker, da jeg kunne høre læren smide sin bog hårdt ned i sit bord. Jeg kunne se at hun stirrede vredt ned i højre hjørne af klassen. Da de blev stille, begyndte vores lære at skrive på tavlen igen.

Efter skole gik jeg hen til Josefine, ”Hey” sagde jeg, ”Hey” svarede hun tørt.

”Skal vi ikke lave noget senere” jeg ved ikke hvorfor jeg spurgte, jeg viste jo godt inderst inde godt hvad hun ville svare. ”Nej jeg skal noget” svarede hun næsvist og gik, jeg løb hurtigt hen til hende ”jamen hvad skal du”, ”hmmmmm……………………………. Mmmmmmm…………………. Kan det da ikke være lige gyldigt” svarede hun vredt og højlydt, og gik videre ned til sin bus.   

 

Da jeg kom hjem fra skole, gik jeg op på mit værelse og smed min taske, på gulvet. Jeg kunne høre en masse støj nede fra gaden, så jeg gik selvfølgelig hen og åbnede mit vindue, for at kigge ned. Det var Josefine der var kommet hjem, hun havde selvfølgelig nogle af punkerne med. De råbte og skreg op om at ”åååååååhhhhhhhh……det bliver bare en mega fed fest” og hvad ellers de nu fik sagt.

Det var sikkert den fest Josefine havde plapret løs om de sidste par dage, men så meget hørte jeg alligevel ikke, jeg havde for travlt med at ignorere hende. Jeg ved godt at det ikke var sødt gjort, men jeg var jo ikke en gang inviteret, og så plejer hun jo altid at ignorere mig.

 

Klokken var nu blevet ni, og jeg havde lige lagt mig i min seng, jeg lå og tænkte på en sjov film jeg en gang havde set, jeg prøvede at komme i tanke om hvad den hed. Jeg var midt i mine tanker, da hørte et ordenligt ”KLASK” nede fra gaden, jeg løb op for at tænde lyset og hurtigt videre hen til vinduet, jeg så kun lige en hurtig skygge. Da skyggen var væk, var jeg lige ved at gå tilbage i seng, da jeg hørte Josefines mors stemme, hendes stemme lød nervøs og bange, som om der var sket noget rædsomt, ”JOSEFINE…. JOSEFINE…..Jos… Josefine..!!!!!!!!!...” råbte hun, hendes stemme blev lavere og lavere, ”hva’ så, Josie”, jeg kalder hende Josie, hun hedder ren faktisk Joslin. Hun kiggede op ad den bygning jeg bor i, og så mig, hænge ud af vinduet. ”Så du tilfældigvis hvilken retning Josefine løb i”, var det Josefine, mumlede jeg for mig selv. ”Ja, hun løb vist ned af vejen der”, jeg pegede ned af vores nye vej, til venstre.

”Okay, kan du ikke spørge din mor om du må tage med på en eftersøgning”, ”jo” sagde jeg og hoppede ind af vinduet igen, jeg smuttede hurtigt i et par Only Jeans og i en Ed Hardy T-shirt.

Jeg skrev hurtig en lille seddel, til min mor, og løb ned til Josie, hun stod og ventede ved sin bil. Vi satte os begge ind i billen, og tog sele på. Josie startede billen og kørte lige så stille ned af vejen, vi var begge tavse.

Jeg kunne se i Josies øjne at hun var nervøs, og hun var helt sikkert vildt bange for at der var sket Josefine noget.

Vi kørte ind mod slum kvarteret. Jeg blev en smule bange, for der havde gået en masse røgter rundt om det her sted. ”Hun ville gerne til en fest inde på lossepladsen, så hvis vi nu starter der” sagde jeg. Vi begyndte at kunne høre højt musik. Det var sikkert inde fra lossepladsen.

Josie holdte ind ved lossepladsen, vi steg ud af bilen på samme tid, og gik ind på lossepladsen. Vi splittede op og lette hver for sig.

Jeg så nogen af hendes punk venner, jeg stod lidt og bed mig i læben. Jeg træk mig sammen, og gik langsomt hen til dem. De stod og mumlede og kiggede hen på mig. ”hej…. Det var vel ikke sådan at i havde set Josefine”, ”nej og hvis vi så havde ville vi ikke sige det” sagde en af punkerne. Jeg gik hen til bilen hvor Josie stod og ventede på mig. ”hvor tror du hun kan være gået hen” spurte Josie, jeg kunne se at hun var ved at fælle en tåre.

”Vi kan prøve over ved nogen af hendes andre venner”.

Vi havde kørt til hen samtlige af Josefines venner, det var det samme ved dem alle, ingen havde hørt eller set noget til hende siden skolen.

Vi kørte op af vores vej, da Josie begyndte at græde, det var nok tanken om at hendes eneste børn var løbet væk.

Jeg steg ud af bilen. Jeg var på vej over til min bygning, da jeg hørte et ordenligt dut fra Josies bil, jeg kiggede tilbage og så Josie ligge henover rattet.

 

Josefine kom ikke i skole de næste to dage.

Politiet gjorde alt hvad de kunne men de havde ikke fundet hende i nu.

Josie og jeg gik selv. Vi kiggede rundt omkring i slum kvarteret, Josie og Josefine havde engang boet der, det var da Josie mistede sit job, og man, den gang var Josefine kun lige begyndt på min skole.

Vi kiggede rundt inde i en gammel forladt lager bygning. Der var ikke rigtig noget, vi gik lidt længere ind. Vi kom til et lille rum. Inde i rummet, stod der en gammel sofa, der lå en sovepose halvt på gulvet, halvt på sofaen. Det så ud som om der havde været nogen, det kunne jo være Josefine der havde prøvet at finde ly, ”hvad laver du” spurte jeg, ”jeg finder min telefon” hendes stemme lød nærmest stresset, ”for at ringe efter politiet” spurte jeg dumt, hun havde heldigvis for travlt med at ringe, så hun hørte mig ikke.

Da politiet kom, havde de medbragt: narkohunde, de havde skudsikker veste på, peberspray og pistoler i deres bælter.

De gennem gik tingene i rummet, sofaen, soveposen. De tjekkede også nogle af de andre rum, i bygningen. ”Vi har fundet en masse kendt DNA, altså fra en tidligere kriminel” sagde kriminalbetjenten, ”har i ikke fundet noget andet” spurte Josie bange, ”jo…… Vi fandt et blondt langt hår”, Josie og jeg kiggede Forskrækket på hinanden.

”Hun er sandsynligvis blevet voldtaget” sagde han, jeg kunne se at Josie blev helt hvid i hovedet, og var ved at besvime.

Der lød et skrig, et pige skrig, vi løb rundt i bygningen.

Jeg fandt en lem, hvad skulle jeg gøre, jeg gik i panik, jeg trak op i lemmens håndtag, der var en trappe ned i et mørkt rum, der kom et skrig til, og nu var jeg sikker på at det var her nede, det kom fra. Jeg gik ned af den stejle trappe, der var et lille blinkende lys, lidt længere nede af den lange gang. Da jeg var et stykke henne slukkede det blinkende lys, jeg blev helt panisk og prøvede at løbe hen til trappen, jeg var henne og røre trappen, da jeg kunne mærke røre min arm, jeg kunne mærke en arm der tog fat under min hals, som det var et kvælertag, jeg kunne mærke noget spidst røre min krop flere steder. Inden jeg troede jeg skulle dø, kunne jeg mærke jeg lå i noget vådt.

Da jeg vågnede igen lå jeg på et hospital, det hele var sløret, jeg kunne se tre skikkelser, der var mine forældre og Josie, men hvor mon Josefine var henne!...   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...