Datid

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2013
  • Opdateret: 17 jun. 2013
  • Status: Igang
Jeg kan godt lide at tro, at artister ikke giver deres sange en specifik mening. Jeg kan godt lide at tro, at meningen er op til den enkelte. Derfor er jeg kommet frem til denne historie ud fra Bastilles Pompeii, som i min "version" altså ikke har noget som helst med en vulkan eller ødelæggelse at gøre. Eller, okay, måske lidt med ødelæggelse at gøre. Knib øjnene sammen, vrid ørerne lidt og forestil dig, at "city" betyder barndom - bingo, så er den hjemme.

28Likes
6Kommentarer
970Visninger

1. Datid

~many days fell away with nothing to show~

 

To dage før Camillas 18 års fødselsdag sad hun med hovedet begravet i sine hænder, imens computerens monotone summen fyldte det rodede værelse. Tøjet lå spredt ud på hele gulvet, på natbordet stod to brugte kopper, håndklæder hang over sengegærdet og papir væltede ud af hendes reol. Det næsten tomme word-dokument lyste hånligt op på hendes gemte ansigt.

Fem dage inde i læseferien og det var første gang hun præsterede at gøre noget produktivt. Fysikeksamen var om fire dage, hun havde 12 dispositioner at skulle skrive. Det hele virkede uoverskueligt. De foregående dage havde hun brugt på at sjaske rundt i joggingbukser og store trøjer, uden at en eneste af hendes hjerneceller kom i omdrejninger. Hver eneste aften sagde hun til sig selv "i morgen går jeg i gang", men så snart solen kastede sine første stråler over morgendagen forsvandt hver en spinkel skygge af ambition som Camilla havde fremkaldt aftenen inden. Som timerne tikkede af sted blev hun mere og mere irriteret på sig selv, mere og mere modløs. En følelse af at være fortabt bredte sig i hendes krop, fortrængte hver en gnist af håb og selvtillid, åd hendes drømme for fremtiden og forgiftede hvert eneste, lille ønske, indtil der ikke var andet end depressive tanker tilbage. En mantra af "jeg bliver aldrig til noget, min fremtid er fortabt" forfulgte hende over alt.

Camilla løftede hovedet og kiggede modløst på computerskærmen.

Voksne græder ikke, tænkte hun kynisk og blinkede hårdt.

 

~we were caught up and lost in all of our vices~

 

Hendes mor var helt rundt på gulvet, for hendes lille baby blev jo voksen. Camilla havde søgt tilflugt på sit værelse - sit rodede værelse. Hun skulle ikke nyde noget af at bage kage eller dække bord. Hun havde ikke behov for at fejre den milepæl der hed 18 år. Den havde hele hendes liv ligget foran næsen på hende som en anden hest på en væddeløbsbane og viftet drillende med halen, næsten nær nok til at kunne røre, men lige den centimeter for langt fra. Det havde engang været noget at stræbe efter, det at blive voksen. Engang. Nu hvor dagen stod foran hende, nu hvor fremtiden bankede på med en gavekurv fuld af ansvar og store beslutninger, måtte den godt gå sin vej igen. Den måtte gerne gå ad en vej der førte den langt, langt væk.

Camilla var om nogen ikke klar til fremtiden. For pokker da også, hun stod til at dumpe fysikeksamen og ødelægge det gennemsnit hun ikke engang vidste hvad hun skulle bruge til. Hendes værelse lignede efterladenskaberne fra en atomsprængning og hun kunne ikke tage sig sammen til at rydde op. Alt Camilla ville, var at være barn igen, men siden hun boede i den virkelige verden, var der ingen til at opfylde det ønske.

 

~grey clouds roll over the hills, bringing darkness from above~

 

Hun gik i seng da klokken var 02:31 med et halvhjertet "tillykke med fødselsdagen" mumlet til alt og intet. Det eneste hun med sikkerhed vidste, var, at hun ikke havde sagt det til sig selv.

 

~but if you close your eyes, does it almost feel like nothing has changed at all?~

 

Knive og gafler klirrede mod de fine porcelænstallerkener, snakken rundt om bordet gik lystigt, humøret var højt og ind af vinduet skinnede solen klart. Camilla nød absolut intet af det. Alt lige fra lagkagen der svømmede i flødeskum til hendes mormors uformelle tale. Alt var som hun havde frygtet - og mere til.

Efter flere forgæves forsøg på at få sin datter i tale, havde Camillas mor opgivet og dermed også alle andre. Opmærksomheden forsvandt gradvist fra fødselsdagsbarnet, uden nogen egentlig lagde mærke til det.

 

Senere på dagen flyttede de selvskabet udendørs. Modvilligt fulgte Camilla med og placerede sig i  en sort havestol. Solens stråler slikkede mod hendes blege ben og kærtegnede blidt hendes kinder, så fregnerne helt klart ville stå tydeligere i morgen. Langsomt lukkede hun øjnene og lyttede. Bare lyttede. Hun kunne høre de voksne snakke, børnene lege, teenagerne hviske fra hjørnet de havde søgt tilflugt i. Over hende kvidrede fuglene og i baggrunden brummede en græsslåmaskine til live. Lydene havde hun hørt mange gange før. Hun kendte dem ud og ind og tilbage igen.

I dette mørke land, hvor synet ikke synes at sladre om virkeligheden, kunne hun genkalde følelsen af glæde. Hun kunne genkalde den spænding et nyt år førte med og hvordan hendes rolle som centrum havde været et af årets højdepunkter. Minderne stod tydeligt for hende og hun tænkte, at det måske ville være et godt tidspunkt at åbne øjnene på.

 

~ and the walls kept tumbling down in the city that we love~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...