Det sidste farvel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2013
  • Opdateret: 16 jun. 2013
  • Status: Igang
Realistisk novelle om hvad mobning kan gøre mod en.

*Skole Projekt 2013

2Likes
0Kommentarer
130Visninger
AA

1. Det Sidste Farvel

Jeg var på vej hjem fra skole. I dag havde stort set været som alle andre dage, bortset fra at i dag forhåbentligt blev min sidste. Jeg havde fået nok, jeg kunne ikke klare flere af Sandras kommentarer, Sannes hånende blikke, eller måden Amalie og Freja altid hviskede om mig og bagefter grinede. Den eneste som var ligeglad med alt det der blev sagt om mig, var Malene. Hun var nok min eneste ven ud over Buster, min hund. Hun var gået en klasse om, så hun var et år ældre end alle andre. Hun var næsten altid sammen med dem fra hendes gamle klasse, men i timerne, eller hvis dem fra klassen over ikke havde tid, var hun sammen med mig. Jeg ved ikke engang om man kan kalde det et rigtigt venskab, men det var alt hvad jeg kunne få, fordi alle hadede mig. Jeg ved ikke hvad det var, men det var som om at det var mig der var blevet født med alle fejlene. Sanne og Sandra var begge guddommeligt smukke, med deres lyse hår og den tynde krop. Det var mest det de kørte i. At de var bedre, smukkere og klogere end mig. At alle var det. At jeg var ingenting. Bare et stort nul.


Derfor havde jeg også besluttet at i dag skulle være min sidste.

 


Da jeg kom indenfor, og fik lukket døren i, gik jeg ud mod badeværelset, hvor min mor havde sine aspiriner. Jeg var nødt til at stille mig på tæer, for at kunne nå pilleglasset, som stod oven på hylden. Efter jeg endelig havde fået glasset ned, uden at vælte noget, gik jeg ud i køkkenet, hvor jeg fandt et glas vand, og stilede begge ting på det gennemsigtige glasbord. Jeg trippede på liste tæer ind på mit værelse. Jeg behøvede ikke være stille, eftersom jeg var den eneste i huset. Sådan var det altid. Mine forældre arbejdede begge med aktier, og var sjældent hjemme. Jeg fandt et stykke papir og en blyant frem, og tog det med ned i køkkenet til mine aspiriner og et glas med vand. Jeg satte mig ned ved bordet, samtidig med at Buster kom trippende hen til mig, på hans små hvide poter. Hans hvide hale, svang lystigt fra side til side, og satte sig ned ved min side, for at blive kløet bag øret. Jeg grinede lavt for mig selv. Buster havde altid været god til at få mit humør op, når Sanne og Sandra havde fået kørt mig helt ned. Når jeg var væk, ville der ikke være nogen til at passe ham mere, mine forældre ville nok stadig have for travlt med deres arbejde, så han ville højst sandsynligt blive anbragt på et internat. Så håbede jeg bare at det ville være en god familie som ville få ham. 


Efter jeg var blevet færdig med at klø ham lidt bag øret, lukkede jeg ham ud i hundegården, hvor han kunne komme ind og ud af, efter hvad der nu passede ham. Men lige nu ville jeg helst have ham ude, ellers ville jeg nok ikke få det gjort.
Da jeg satte mig ned for anden gang i den stol, hev jeg papiret tættere på mig, så jeg kunne få skrevet brevet.

 

Mit farvel. Skrevet d. 08-05-2013 af Mie Jensen
Undskyld at det skulle ende sådan her. Undskyld at jeg har været så stille og fjern på det sidste. Undskyld at jeg har så mange fejl. Undskyld for at jeg tager jeres eneste barn fra jer. Undskyld fordi at jeg er så fej, og stopper livet så brat. Men hvis i vidste hvordan mit liv har været, så ville i nok få en bedre forståelse for hvad jeg har gjort. I vil nok aldrig hundrede procent kunne forstå hvordan det har drevet mig så langt ud, men jeg kan bare ikke være stærk mere. Hver dag, har jeg været stærk. Jeg har aldrig vist nogen hvor svag jeg faktisk er. Jeg har aldrig nogensinde fortalt nogen om mine tanker. For de ville have været skrækslagne, at sådan nogle tanker kunne ende i hovedet på en tretten årig pige. De ville ikke kunne have forstået hvordan jeg kunne finde på at skære i mig selv, og derefter græde mig selv i søvn. For de kender mig ikke. Men det er måske også godt nok, for dem der ikke engang kender mig specielt meget, virker til at hade det jeg har vist dem. Og det jeg har vist er ikke engang det halve af hvem jeg er. Så jeg må jo have mange fejl. For mit vedkommende er det en fejl for meget. Så nu gør jeg det de fleste nok inderst inde ønsker. Forsvinder forevigt.
Igen. Undskyld.

 

Jeg lagde stille blyanten ned på bordet, og rejste mig. Jeg tog brevet, glasset med piller, og mit krus med mig op på mit værelse. Jeg satte mig hen på min seng, og stilede alle tingene på mit beige natbord. Jeg lagde brevet, så det var en af de første ting man ville se, også tog jeg pilleglasset, og åbnede stilfærdigt låget, og tog omkring 30 piller ud. Det måtte være nok. Jeg satte pilleglasset tilbage på bordet, og tog kruset med vand over til mig. Jeg puttede hurtigt 1 pille ind i munden, tog lidt vand, og slugte den. Og så gentog derefter det samme igen. Jeg havde aldrig været den bedste til at sluge piller, så en efter en var det eneste jeg kunne gøre. Da jeg havde fået slugt alle pillerne, stilede jeg kruset tilbage på natbordet. Det efterlod en lille rande vand rundt om kruset. Normalt ville jeg have skyndt mig at tørre det op, men lige nu var jeg ligeglad. Trætheden var allerede ved at indtage sig i hele min krop, så jeg lagde mig ned, med hænderne på min mave, og lod pillerne virke. Mine øjenlåg begyndte så småt at følge sig utroligt tunge, og jeg lukkede dem lykkeligt i. Det var min chance for at få fred. En chance som jeg ikke ville eller lagde spilde. Jeg tog en dyb indånding, og pustede ud igen. Også fik jeg endelig fred.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...