Realitetsskift

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 16 jun. 2013
  • Status: Igang
Novelle. Om en tur hjem, fra en bytur. Og en smule reflektion.

0Likes
1Kommentarer
325Visninger

1. Realitetsskift

 

Jeg slængrer mig ned af nørrebrogades tumult i min egen buzz, pådraget af mig selv, med hjælp af mine bedste veninder - afsluttet på mexibar. Jeg elsker fredag. Fredag er den dag på ugen, hvor jeg kan smide mine CBS stiletter og slå knolden ud (i overført betydning, knold er herre hipsteragtigt), give håret en mulighed for at blive lidt uglet, hvis du forstår hvad jeg mener. Jeg slikker resterne af piña coladaen på mine læber af med tungen og føler mig sexet. 
Det har været en god aften. Drengene har flokkedes omkring os, og købt spandevis af drinks. Vi har takket med smil og grint af deres åndssvage elendige jokes. De har alle spurgt uinteresseret ind til vores hverdag, og vi har svaret ustimulerende tilbage, for sådan er sjagonen bare ude i byen, og det er også godt nok for mig. De kan lade som om at de interesserer sig for andet end at komme i bukserne på os, og vi kan lade som om at vi ikke ved det. Vi får gratis drinks, og de får idéen om, at hvis de nu bare prøver lidt hårdere 
næste gang, må det være en sikker vinder. Vi danser, vi kysser, vi knuser, vi går glade hjem, okay? win-win.


Jeg finder stoppet til 6A, og ser en af drengene som har hældt drinks på os i aften, står og venter på bussen også. Åh nej, jeg kan simpelthen ikke overskue at skulle til at tale med ham. Kender du det? Nu har man ligesom brugt hele aftenen på at være social og være sammen med mennesker, så når man skal hjem, vil man egentlig bare gerne hjem. Nyde sin brandert med høretelefonerne solidt plantet i øregangene, med lidt musik, måske lidt John Legend eller noget Damian Rice måske.
Så jeg stiller mig ved stopskiltet, udenfor bus-stop-vente-tingen-med-bænk-i. Grin du bare, jeg ved altså ikke hvad den tingest hedder. Finder iPod'en frem, tager ear-plugsne i, og sætter maskinen på shuffle. 
Ellie Goulding kan også godt bruges. 
Jeg ser ud af øjenkrogen at fyren, Mikkel tror jeg han hed, har fået øje på mig, men jeg ignorerer ham. Så må jeg bare være et dårligt menneske. 
Vinden blæser lidt efterhånden, og mine pumps har resulteret i et par vabler, så jeg er meget taknemmelig da jeg begynder at kunne ænse bussen nede fra Dronning Louises bro. Snart holder den lige foran mig. (Jeg har bemærket at buschaufføren ofte kører et lille stykke længere frem, hvis det er der jeg står. Helt frem til prinsessen, tak. Det morer mig.) Jeg flasher mit månedskort, note til selv, billedet skal snart skiftes ud, jeg ligner en retard.


Jeg finder min yndlingsplads i bussen, i højre side lige efter trapperne, så har man så dejligt overblik. Smider min taske ned ved siden af mig, så ingen skulle føle sig fristet til at sætte sig ved siden af mig. Fyren fra tidligere fatter hintet, men ikke nok til at han gider at undlade at være generende, og sætter sig på sædet overfor, og kigger på mig indgående. Jeg ignorerer ham stadig. Hvem tror han, han er? Kommer her og forstyrrer i mit aller helligste drunken ride home. Det er faktisk et af mine yndlings tidspunkter, den her køretur hjem. Ikke bare hjem fra byen, men faktisk generelt, når jeg skal ud og hen, med det offentlige.
Jeg er en af de få, som elsker den offentlige transport.
LOUD AND PROUD baby.
Et kort øjeblik, hvor man intet skal, og intet kan give sig til, at man bare er og kan slappe af midt i alt ræset.
Sidde og lytte til lidt musik eller læse en bog. Udenfor bussen ser jeg Nørrebrogade suse forbi. Vi holder i et kryds, og jeg morer (og skammer mig lidt) over tanken, at de sidste tre fyre jeg har været sammen med, bor på parallelle sidegader af en gade vi kører forbi, og tænker for mig selv, vurderende i bakspejlet, at hvis jeg egentlig var stoppet efter den første, havde jeg været to meget dårlige one nighters foruden.
God sex findes altså ikke på tre parallele gader efter hinanden, tak Maria, det er skrevet bag øret. Erfaring gør mester.
Tror du lige at det var nogle pænt akavede walk of shame 2. og 3. når man skulle forbi de andre gader, for at komme op til Nørrebro station? Ja, pænt akavet. Og jeg er altså ikke lige den type pige der kan skjule den der walk of shame bag stil og ynde. Mine krøller tager timevis at tæmme, og når først de er slået løs skal der pænt store mængder kokosnøddeolie til at nydeliggøre det igen. For at ikke tale om at Jeffrey Campbell sko måske ikke ligefrem skriger normalt fodtøj på sådan en søndag eftermiddag 12-14 stykker. 
Du fatter slet ikke hvor rædselsslagen jeg var, for at løbe ind i én af de to andre. Eller i hvert fald én, in particular. Hvis jeg løb ind i to på samme tid, ville det simpelthen være så fucked up, at det faktisk ville være sjovt.

Sådan noget sker jo ikke i den virkelige verden, tænker du, men seriøst, de ting der sker i  mit liv er nogen gange så vanvittige at man skulle tro, at det var løgn. Mit liv er lavet til en amerikansk sitcom. Nå men det skete jo ikke, så det var fint nok. Måske håbede jeg i virkeligheden at blive busted? Være sådan, ja, jeg har lige haft sex. Med andre end dig, ha. ha. ha...

Vi er efterhånden nået til Bispebjerg og jeg fordriver tiden, ved at besvare beskeder på min telefon som jeg har negligeret i løbet af aftenen. Sascha har skrevet, at hende og Anne er taget til Nørreport, de ville tage toget til Ryparken, men først og fremmest skulle de på McD og have en røvfuld cheeseburgers. Fede kællinger, hvor er jeg jaloux. Jeg kunne herre godt spise en burger, men det lort går lige på røv og lår, og eftersom jeg har valgt at prioritere druk, tillader mit stofskifte ikke også junkfood, hvis jeg skal holde denne fabelagtige facon, undskyld narcissismen.

Mikkel fra tidligere glor stadig på mig. Har han seriøst ikke noget bedre at give sig til, end at sidde og forstyrre på den måde? Jeg ville næsten vædde på, at han ikke har lavet andet end at sidde og stirre de sidste ti minutter vi har siddet her i bussen. 
Det er jo ikke fordi der er noget galt med ham.  Han sagde vist, at han læste til civilingeniør, han ser ganske normal ud, har en okay stil. Han burde have noget bedre at give sig til. Booty call'e en eller anden gammel flamme, som stadig er vild med ham, som ville tro at han faktisk ville hende eller noget. Sende en beskidt besked eller to ud i cyberspace og prøve lykken med internetdating måske, der er masser af muligheder Mikkel! Men kan du lige lade være med at sidde og glo. Faktummet er jo at du ikke har nogen chance. Det har du aldrig haft. Jeg var høflig. Fat det nu.

Det er utroligt at tasken, iPod'en eller den ignoreringen ikke kan få ham til at kigge væk. Men okay, måske prøver han bare at fæstne et billede af mig på sin nethinde, så han har noget at spille den af til, når han kommer hjem.. Fred være med det.
Jeg har jo optrådt i undertøj på dillertjavsen.dk i et svagt øjeblik i teenagealderen, da man var ung, og havde brug for bekræftelse i, at drengene faktisk kunne finde én interessant. Dengang man overspillede på sin seksualitet, med korte, nedringede kjoler, med syn til alt for meget kød og alt for lidt værdighed. Sjovt nok, var det på en eller anden måde lettere at få en kæreste dengang, end det er nu. Synes jeg. 
Så det skulle nok ikke være første gang, at en eller anden douche har wanket til mit billede... Lad os lade den stå et øjeblik, og anerkende at et stilskift var på sin plads.

 Som bussen suser igennem Storkøbenhavn mindes jeg alle de mænd jeg har datet. 
Alle dem, der har siddet på taskens plads på vej hjem fra byen, eller fra dates, eller hvor vi nu har været. Hånd i hånd. Det virker utroligt ubetydeligt og falskt lige nu. 
Jeg ville faktisk ønske at der sad nogen her, nu, i stedet for taskens tomhed. En som kunne passe på mig, og redde mig fra alle de begærlige blikke, redde mig fra fredagens tumult og fra den her irriterende buzz, som i bussen har givet mig kvalme, og forvandler sig til tømmermænd imorgen. 
En som siger godnat, og kysser mig på kinden, og tager med på skovtur i hareskoven. Tager med mig til open mic night på Den Glade Gris om torsdagen og griner af dårlige jokes med mig. Til koncerter. Ud og ro i kajak, og, og ...

Vi er nået til Søborg, og jeg noterer ud af øjet at Mikkel er begyndt at kigge ud af vinduet. Jeg var bare paranoid. Eller var jeg? Stoppet før jeg skal af stiller jeg mig op, og går hen til døren, Mikkel bliver siddende og kigger ud af vinduet. Vi er fremme, og jeg står af, og har kun små 10. minutters gang før jeg når til mit hjem, kære hjem, kan smide mine pumps og kravle op i min alt-for-høje-i-forhold-til-mig-selv seng. 
Bussen er kun lige kørt da jeg kigger mig over skulderen i refleks, som altid, når jeg går hjem om natten, men denne gang er jeg ikke alene. 
Mikkel må være gået ud i den anden indgang. Mærkeligt at jeg ikke lagde mærke til det. Sad han ikke og kiggede ud af vinduet, da jeg skulle ud?
Jeg for pludselig meget travlt med at rode i min taske efter min mobil, og jeg taster nummeret til Anna.
Vi bevæger os, nu hurtigere, mig så hurtigt jeg kan gå uden af løbe, ned af Hagavej. Mikkel er et par meter bag mig, men hans skygge som bliver reflekteret af lyset bag os, siger mig at han kommer nærmere. Jeg prøver at tale mig selv til ro, at jeg skal slappe af, og stoppe med at være sådan en hystade. Men jeg er bange. Telefonen dytter med en ventetone, jeg aldrig i mit liv har oplevet gå så langsomt, og det føles som om at der går flere minutter før Anne tager telefonen.

 


"Hej skat!" Hviner hun i den modsatte ende. "Hej sveske." Siger jeg tilbage, og Anna kan høre der er noget galt. "Hvad så? Hvad er der sket?" siger hun. "Ikke så meget, jeg er lige stået af bussen, jeg er på hagavej" svarer jeg tilbage, og ser Mikkels skygge komme nærmere, og det er ligesom jeg ikke kan tænke længere. "Hvad sker der skat?" Anna er urolig nu, det kan jeg høre, og det er jeg også, men Mikkel er så tæt på nu, at jeg kan ikke sige, hvad jeg er bange for, skal til at ske, fordi det måske vil få ham til at reagere. Han er nu oppe ved siden af mig. "Hvad vil du?" siger jeg henvendt til ham, en smule hårdt i tonen, og hører i den anden ende af telefonen, Anne sige til Sascha Sascha, vi skal have en taxa til hagavej NU. Og henvendt til mig "Hvad sker der, Maria?", Mikkel siger "Jeg vil bare tale med dig", jeg svarer "Jeg taler med min veninde, så jeg kan ikke tale med dig" bestemt, hård tone den her gang. Mikkel bakker lidt væk, men går stadig et stykke bag mig, og Anne bliver ved med at tale til mig i telefonen "MARIA?? Vi leder efter en taxa", jeg er ikke nået fem meter længere, før han igen er oppe på siden af mig, og nu nærmest hvæser jeg af ham "HVAD FANDEN VIL DU?" "Jeg vil bare snakke" gentager han, "Jeg skal ikke snakke med dig. Skrid så!" bider jeg, og laver en fagt med hånden, der føjer ham væk. 
Det virkede ikke. 
Jeg når ikke at trække vejret.
Jeg er presset op imod hegnet. Jeg skriger. Anne græder i telefonen, og siger en masse ting, jeg ikke kan høre. Mikkel har mig presset op imod hegnet, og han ser helt forkert ud i ansigtet. Det er ligesom hans øjne er mørke, hans pupiller er væk, eller også er det kun pupiller. Jeg skriger stadig. Jeg vidste ikke at jeg havde luft nok til at kunne skrige så længe. Hans hænder er på mig, og jeg mærker ikke hvor. Jeg vil ikke mærke hvor. Jeg er ikke engang bange for det kan vil gøre med mig nu, jeg er bange for det han vil gøre når han er færdig. Jeg syntes at folk sagde at de altid så deres liv fare forbi, når de skal til at dø. Ser alle de mennesker der betyder noget. Jeg ser intet, jeg føler intet, intet andet end ingenting og så alligevel alting, og så skriger jeg. Og Anne græder. Mikkel må være lige så overrasket som mig, over min enorme lungekraft, og bliver vel bange for at jeg når at vække hele nabolaget, så efter at han har moret sig med dukken længe nok, opgiver han, eller bliver færdig, jeg ved det ikke, men i hvert fald så løber han. Han løber, og jeg bliver ved med at skrige, indtil skriget kun er et lille sagte pib i bunden af min hals, som efter et åndedrag bliver forvandlet til gråd. 
Jeg er ikke død, men kunne lige så godt være det. Jeg hvisker, "Anne, jeg lægger på, jeg skal ringe til politiet." Og ringer op til politiet. Jeg bliver stillet frem og tilbage, og jeg sidder på jorden foran hegnet hvor Mikkel har efterladt mig. Jeg fortæller dem, om hvad der er sket, "penetrerede han dig?" spørger de i den anden ende. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sidder her. Anne og Sascha finder mig. De græder. Jeg græder ikke. Politiet kommer. De spørger hvor han løb hen. Jeg peger. De løber og kigger. Jeg ved ikke hvor lang tid der er gået siden at han løb, til de løb efter, men lang nok, til at han kan have nået langt væk. Eller have taget en taxa, eller en bus. Jeg fucking hader offentlig transport.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...