The Eyes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 16 jun. 2013
  • Status: Igang
Katy er lige begydt på high school. Hun støder på en dreng med de smukkeste øjne, hun har set. Pluselig begynder der at ske sære ting. Folk forsvinder. Drengen begynder at blive særere og særere. Katy begynder at blive skør af det. Hun må vide hvem han er og hvor han kommer fra.


2Likes
1Kommentarer
91Visninger
AA

1. De gyldne øjne.

"Har du alle dine ting?" Spurgte mor. "Er du klal til at køre? Du er ikke dårlig?" Bjæffede far. "Er du klar?" spurgte de i kor. "Ja, det tror jeg nok," sagde jeg. Jeg skød et lille smil på læberne da så så dem ... Græde? Far trak et kamera op, og strålede. Han begyndte at klikke løs på kameraet. Mit mørke hår svingede frem og tilbage. "Mor..." mumlede jeg. Hun hulkede lidt og krammede mig. Gg så en del hårde. "MOR! jeg skal i skole," Sagde jeg. Jeg rev mig fri fra hendes favn. "Fint," sagde hun. "Kom. ind i bilen," Sagde far.

...

Efter fem til ti minutters tid var vi der. Jeg gloede rundt. Hvor i alverden skulle man gå ind? Der var flere døre ved siden af en stor. Mor rullede vinduet ned. "Kan du selv?" Peb hun. "Ja," sagde jeg. En motor gik igang og bilen var væk. En hel mængde mennesker stod ved en stor dør. De fleste gik ind. Jeg løb over til døren.Flere folk maste sig frem, andre skubbede. Jeg følte mig lille. Ingen lagde mærke til mig. Jeg kiggede på mine papire. Jeg skulle til lokale 34.  En dreng gik forbi, og jeg nåede lige at stoppe ham. "Øhm...undskyld mig? ved du hvor lokale nummer 34 er?" spurgte jeg for pustet. Drengen mødte mine øjne. Et sus gik igemmen mig, og det kildede i maven. "Øh, ja," svarede drengen. Han tog min seddel ud af hånden på mig. Hans finger rørte min. Jeg fik et ubehageligt sus i maven. Drengen så ud som om han så en løve. Han kastede sedlen i hovedet på mig. "Måske skulle du spørge en anden," Mumlede han. Drengen vendte om og satte op i løb. Hans øjne. De var så gyldne, med et rødt skær. Et rødt skær?! Jeg løb automatisk efter ham. "Vent!!!" råbte jeg. "Kunne du ikke idet mindste sige dit navn?" mumlede jeg efter ham. Men han var allerede væk. Det var dog utroligt så hurtig han var. Jeg så mig omkring. Det var som om jeg kunne høre hans stemme inde i mit hovede. Hans øjne var udmodståelige. De var så pæne. Jeg måtte se ham igen. Jeg måtte se hans øjne.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...