Alexandra

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 11 jun. 2014
  • Status: Igang
Alexandra er en populær pige, som går i highschool. Da der en dag kommer en ny fyr ind på skolen, som hun tilfældigvis også har mødt på sygehuset fordi hun faldt ned af en trappe. Hun oplever nogle usædvanlige forandringer. Hun udvikler sin en utrolig evne. Og da det viser sig at Lucas også besidder en ”evne”, begynder de to at stole på hinanden. De bliver bedste venner. Men det viser sig at der er mere mellem himmel og jord end de lige tror. Fx er der et ”lejemorderfirma” hvis lejemordere består af folk som har ”evnen”. Men Alexandra syntes ikke det er okay at dræbe andre på den måde. Og det gør Lucas heller ikke. Hvad vil der ske når Alex bliver kidnappetaf dem? Og når hun møder Nathan?
Læs og find ud af det!

0Likes
0Kommentarer
347Visninger
AA

5. Venner?

 

De sagde at jeg måtte komme hjem om aftenen. Indtil da skulle jeg bare finde på noget at lave. Jeg besluttede mig for at være på stuen. Lucas var der jo ikke endnu. Jeg ville faktisk også tale med ham om hvordan, hvorfor og om han kunne se de samme ting som mig. Jeg sad og så fjernsyn, da døren gik op. Jeg så håbefuldt derhen, men det var bare min mor der kom tilbage med en kop kaffe. Mit håbefulde blik blev til skuffelse i stedet.

”Nå… hvem venter du så på?” Hun så på mig med spænding, og min hjerne arbejdede foruroligende hurtigt.

”Far.” Det blev ikke sagt for hurtigt, men jeg tøvede heller ikke. Jeg så ned i jorden, da det gik op for mig at en lille del indeni mig faktisk var skuffet over ham. Jeg holdt med succes gråden inde, for jeg vidste at hvis jeg begyndte at græde nu ville min far være i større problemer end han fortjente.

”Årh. Skat!” Hun satte sig ved siden af mig, og lagde armen omkring mig. Jeg lænede mig op ad hende. Der sad vi. Det var sådan et øjeblik du ville ønske varede for evigt. Da vi havde siddet der et stykke tid, gik døren op, og Lucas kom ind. Han smilede et sørgmodigt smil til mig. Hvordan kunne mine følelser ændre sig hele tiden? Det ene øjeblik var han den sødeste i hele verden, og i det næste kunne jeg ikke holde ud at se på ham.

”Hej Alex. Kan vi lige tale sammen?” Han smilede prøvende til mig, men da jeg ikke smilede tilbage blegnede hans smil hurtigt. Jeg rejste mig op, og gik hen imod ham.

”Mor, jeg er tilbage lige om lidt.” Selvom jeg talte til min mor så jeg på Lucas.

”Selvfølgelig. Jeg pakker bare, så vi er klar til at tage af sted efter aftensmaden.” Jeg kunne høre min mor skramle med et eller andet, men mit blik veg ikke fra Lucas. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle føle om ham. Jeg nikkede hen imod døren, og så afventende på ham. Da han begyndte at gå hen imod døren, fulgte jeg lydigt med. Først da ham havde tjekket at der ikke var andre på gangen, så han op og åbnede munden.

”Kan du fortælle mig hvordan du gjorde det der? Eller hvordan du vidste at jeg gjorde noget?” Han omtalte det jeg kunne som om det var mig der var en eller anden freak.

”Først skal du fortælle mig noget. Hvordan gjorde du det?” Jeg vidste at det var mig der havde styringen her.

”Det er ikke noget jeg behøver at fortælle dig, for du kan alligevel ikke gøre det!” Nu lød han direkte ubehøvlet.

”Det er jo den perfekte måde at få noget ud af folk. Få dig nogle manerer! Ha. Lad mig vise dig hvad jeg kan.” Jeg gik ned ad gangen, for at finde nogen. Der! En sygeplejerske. Jeg håbede at det virkede endnu. Jeg gik direkte hen til hende uden at tøve, og så hende lige ind i øjnene.

Stå helt stille. Nu skal du gå hen til ham bag mig, og give ham en lussing. Og efter det vil du glemme alt om det her.” Igen var der den der bestemte og fremmede stemme. Jeg kunne også se hendes liv denne gang, men jeg tvang mig selv til at blive stående og vente. Bag mig kunne jeg høre ham grine, men jeg lod det ikke gå mig på. Til hans store forbløffelse marcherede hun hen til ham og gav ham en lussing der sikkert vil gøre ondt i flere dage! Jeg havde vendt mig om for at se. Nu var det min tur til at le. Bare at se hans ansigtsudtryk var det hele værd!

”Men… Det burde… Det kan ikke passe!” Han så fuldstændig forvirret ud, men så bredte der et smil på hans læber.

”Alex! Du… Du er ligesom mig!” Han lød lettet, men også glad.

”Ligesom dig?!” Jeg havde ingen ide om hvad han mente.

”Ja. Du ved… Du kan få andre til at gøre præcis som du vil have dem til.” Han lød begejstret, men jeg begyndte bare at ryste på hovedet. Det kunne ikke passe, men det havde jeg jo lige selv bevist.

”Okay, lad sige at jeg er ligesom dig. Hvad skal man kunne for at være ligesom dig?” Selvom jeg mest af alt havde lyst til at løbe væk og ikke se mig tilbage, blev jeg.

”Du skal få dem til at gøre som du vil have. Og du skal være smuk, klog og bedre. Nå Ja. Vi er alle specielle. Så måske har du en anderledes evne end mig. ”Ja, en lille smule egoistisk er han vel. Men jeg er da ikke alle de der ting?

”Men er jeg smuk, klog eller bedre?” Okay jeg vil gerne indrømme at jeg ikke er grim, og jeg er heller ikke mindre vidende. Men bedre?

”Ha ha. Det får vi at se i morgen. Et af dem er i hvert fald sandt. Du er smuk.” Han flirtede ikke med mig. Det var mere som en konstatering. Hvad sker der i morgen?

”I morgen?” Gad vide hvad han mente.

”Ja. Du skal vel i skole i morgen ikke? Jeg er nok ny i byen, men jeg skal stadig gå på din skole.” Det var jo indlysende! Hvorfor tænkte jeg ikke på det?

”Ja ja. Må jeg spørge om en ting? Kan du… Ligesom… se folks liv?” Hvis han kunne så kunne han måske også hjælpe mig med at styre det.

”Folks liv? Hvad mener du?” Det må betyde nej. Jeg gav et skuffet suk fra mig og gik lige så stille hen til døren til vores stue.

”Vent! Alex… Stop! Lige nu!” Han lød desperat. Især fordi at det ikke hjalp. Uanset hvor meget han råbte eller skreg. Jeg stoppede ikke. Og han løb ikke efter mig. For det ville jeg ikke have at han skulle.

”Hey mor! Jeg tror lige at jeg spørger lægerne om vi ikke må komme hjem noget før?” Jeg var ikke helt henne ved sengen, før hun nikkede og smilede til mig. Jeg snurrede rundt på hælen, og gik ud af døren igen. Hun virkede så stille, og var hendes mascara ikke også løbet lidt? Nå, pyt. Det var sikkert ingenting.

Da jeg kom ud stod Lucas det samme sted som før. Han så irriteret på mig. Jeg var egentlig slet ikke sur på ham, så jeg kunne ikke lade være med at grine.

”Ja ja. Meget sjovt! Slip så.” Men selv han kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet. Jeg havde fået ham til at stå sådan der! Men jeg koncentrerede mig, og satte ham så fri.

”Så! Vi ses i morgen!” Jeg skyndte mig videre og så mig kun tilbage en gang. Da jeg gjorde det kunne jeg se at hans smil voksede. Hold da op! Han var da egentlig temmelig sød, når man tænkte over det. Jeg fangede mig selv i at smile ved tanken om ham. Jeg regnede med at vi skulle se meget mere til hinanden nu da vi begge har mere tilfælles end vi troede.

                                                                                                                                                                        ---------------------------------------------------------------------------------------------------                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                               Hey derude! Hvad så? Jep, lang tid siden. Undskyld, men det her kapitel er da rimelig langt? Nå, men håber du har nydt det! Jeg lover at jeg vil poste et igen meget snart!  :D        Bye bye ;D              -Emma                                                                                                                                                                                       
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...