Alexandra

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 11 jun. 2014
  • Status: Igang
Alexandra er en populær pige, som går i highschool. Da der en dag kommer en ny fyr ind på skolen, som hun tilfældigvis også har mødt på sygehuset fordi hun faldt ned af en trappe. Hun oplever nogle usædvanlige forandringer. Hun udvikler sin en utrolig evne. Og da det viser sig at Lucas også besidder en ”evne”, begynder de to at stole på hinanden. De bliver bedste venner. Men det viser sig at der er mere mellem himmel og jord end de lige tror. Fx er der et ”lejemorderfirma” hvis lejemordere består af folk som har ”evnen”. Men Alexandra syntes ikke det er okay at dræbe andre på den måde. Og det gør Lucas heller ikke. Hvad vil der ske når Alex bliver kidnappetaf dem? Og når hun møder Nathan?
Læs og find ud af det!

0Likes
0Kommentarer
365Visninger
AA

2. Sygehuset

 

 

Jeg vågnede på sygehuset. Min mor åndede lettet op. Pludselig kom jeg i tanke om hvad der var sket. Jeg ville til at sige noget, men hun kom mig i forkøbet.

”Hvad tænkte du på lille skat? Så meget behøvede du vel ikke at skynde dig vel?” Hun lød underligt roligt eftersom det var hende der åndede lettet op.

”Undskyld mor.” Det var alt jeg kunne fremstamme.

I det samme som jeg sagde det, kom sygeplejersken travende ind ad døren.

”Nå, du er vågen. Det var da godt. Jeg finder lige lægen, så han kan undersøge dig.” Hun lød så munter, at det var lige ved at man havde lyst til at råbe ’Hvorfor er du så fandens glad?! Du arbejder på et sygehus, du ser folk komme til skade hver dag!’. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Hun lagde de håndklæder hun havde haft i hænderne da hun kom ind, og spadserede ud igen. Eller rettere hun dansede ud.

Lægen havde lyse skægstubbe, og selvfølgelig den hvide lægekittel. Han havde dybblå øjne. Han var forholdsvis ung. Jeg ville skyde på 30 år. Han stillede alle sine spørgsmål, og gik hen mod døren. Men lige før han skulle til at gå ud vendte han sig om.

”Tiden er snart inde Alex. Bare vent!” Lægen havde et underligt ansigtsudtryk imens han sagde det, som om det slet ikke var ham. Men lige da jeg skulle til at åbne munden for at spørger hvad han mente, så vendte han sig om for at gå.

”Til hvad?” Spurgte jeg min mor i håb om at hun vidste noget om det.

”Jeg ved det virkelig ikke, men det er nok lige meget.” Sagde min mor på den måde så jeg vidste at jeg ikke skulle snakke videre om det.

”Din far prøver for resten at få fri fra arbejde, så han kan komme og besøge dig. Jeg fortalte ham at det behøves han overhovedet ikke, fordi jeg havde styr på det hele, men han blev ved med alt sit ævle bævle. Så han kommer måske.” Hun himlede med øjnene og fortsatte:

”Han har aldrig stolet på mig! Aldrig! Det var sikkert det der fik det til at smuldre for os! Selvom at det faktisk var ham, der havde en affære med den dumme blondine, der er 20 år for ung til ham!” Hun blev ved, men efter det var jeg stoppet med at høre efter. Jeg havde hørt det en million gange før. Det var alt sammen hans skyld. Han ødelagde det hele for os. Det var ham der foreslog skilsmisse! Det var jo kun ham. Bla bla bla! Jeg vidste at de var lige gode om det begge to! Som om jeg ikke vidste at hun havde gang i noget med en på kontoret! Godt nok havde det kun været en ekstremt stor flirt, som dog også blev til en del kys, men jeg vidste også at hun skulle lige til at have en affære med ham! Hun var heldig at far havde valgt at fortælle hende sandheden, lige præcis den aften hun og ”kollegaen” skulle mødes.

Jeg fik et lille chok. Jeg kunne ikke komme mig over hvordan jeg havde fundet ud af det, så jeg fik stadig et lille chok over at tænke på det. Det eneste jeg havde gjort den aften var at kigge min mor dybt i øjnene, og puf så vidste jeg det hele! Jeg blev ved med at bilde mig selv ind at det bare var noget min mor havde fortalt mig senere den aften, men jeg hoppede ikke på den. Jeg så det fra hendes synspunkt. Jeg havde billederne oppe i mit hoved. De hang fast. Billedet min mor der prøvede at lyde syg for at få fri, så hun kan bruge hele dagen på at gøre sig klar. Jeg kunne se hende tage det frækkeste undertøj frem hun havde. Jeg stadig kan mærke chokket hun følte da far fortæller hende sandheden.

Jeg forsøgte at komme op og sidde. De første 2 gange faldt jeg pladask tilbage hvor jeg kom fra. Men som man siger tredje gang er lykkens gang! Sørme så. Jeg kom op at sidde i en behagelig stilling. Nu kunne jeg bedre se værelset. De mørke gardiner, der var trukket fra. Og der var et lille bord med skuffer og så videre.  Jeg lå i hospital sengen, men overfor var der endnu en seng. Sengen var tom og gardinerne derovre var trukket for. Der var et fjernsyn i midten af rummet. Jeg gik ud fra at vi skulle dele det.

”Hvor er min mobil?” Jeg spurgte med sådan en iver, at jeg bare havde afbrudt min mor midt i en af hendes scener om hvor synd det var for hende.

”Jeg har den lige her.” Hun vendte sig om og begyndte at rode i sin taske. Der gik hele 2 minutter før hun fandt den.

”Her. Den har bippet hele dagen.” Hun lød en smule irriteret, men ikke noget jeg gad ligge mærke til. Jeg greb den hendes ud af hendes hånd. Jeg låste den hurtigt op, og gik ind og så på de nyeste beskeder. Wow! 37 nye beskeder! De fleste var fra mine nærmeste venner. Der var en del fra Taylor. Nogle fra André. André var min bedste drengeven. Han var høj, muskuløs, sort, men også klog. Hvis man turde lære ham at kende var han en fantastisk person. Der var et par fra Liam. Liam var en af mine venner. Han var også høj, men han var mere muskuløs end André. Han havde krøllet brunt hår. Han var underlig klog selvom han var kaptajn på football holdet, og han hørte slet ikke hvad læreren sagde i timerne. Der var end dag en fra Tyler! Tyler er min lillebror. Han er ca. 15 år. Han er gennemsnits højde. Jeg vil sige at han er nørdet, og sarkastisk. Alle meddelelserne handlede om jeg var syg og om jeg havde det godt. Undtagen to. Den ene var den fra Tyler der spurgte om jeg kunne give ham et lift. Men den anden var lidt underlig. Den var fra et ukendt nummer.

Der stod:

Kl. 20:00. Lørdag. Bare kig ud af vinduet! >:D

De må vel have sendt den til den forkerte, for jeg havde ingen ide om hvad det var for noget. Jeg besluttede mig for at være ligeglad.

Jeg så først op fra skærmen, da døren til min stue blev åbnet, og de kom rullende ind med en der skulle ligge på samme stue som mig. Jeg lagde mobilen fra mig, for at se hvem der var der kom ind. Det var en ung dreng. Jeg ville skyde på ca. 16 år ligesom mig. Han var bevidstløs, men man kunne se at han ikke havde det ret godt. Han var helt blå i hovedet, og hans bevidstløse ansigt var fortrukket i smerte. Uden at ville det, blev jeg bekymret. Jeg vidste ikke hvorfor, men det var bare sådan det var. Det var aldrig et godt tegn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...