Alexandra

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2013
  • Opdateret: 11 jun. 2014
  • Status: Igang
Alexandra er en populær pige, som går i highschool. Da der en dag kommer en ny fyr ind på skolen, som hun tilfældigvis også har mødt på sygehuset fordi hun faldt ned af en trappe. Hun oplever nogle usædvanlige forandringer. Hun udvikler sin en utrolig evne. Og da det viser sig at Lucas også besidder en ”evne”, begynder de to at stole på hinanden. De bliver bedste venner. Men det viser sig at der er mere mellem himmel og jord end de lige tror. Fx er der et ”lejemorderfirma” hvis lejemordere består af folk som har ”evnen”. Men Alexandra syntes ikke det er okay at dræbe andre på den måde. Og det gør Lucas heller ikke. Hvad vil der ske når Alex bliver kidnappetaf dem? Og når hun møder Nathan?
Læs og find ud af det!

0Likes
0Kommentarer
341Visninger
AA

4. Lucas

”Hey. Hvor er jeg?” Det var nok den smukkeste stemme jeg nogensinde havde hørt. Jeg kiggede over på den anden seng i stuen. Han havde sat sig lidt op, for at kunne se hvor han var. Jeg smilede et hurtigt smil, men kom i tanke om hvordan jeg måtte se ud. Han kiggede over i mod mig og smilede tilbage.

”Hej. Jeg hedder Lucas. Er der noget galt?” Helt seriøst! Hans stemme var så overrumplende hver gang han sagde det mindste ord. Jeg kiggede en smule op, men undgik med vilje at se ham lige i øjnene.

”Hej. Nej det er ikke noget! Jeg hedder Alexandra. Bare kald mig Alex.” Jeg så på det super smukke ansigt, og på det bølgede lyse hår. Jeg turde ikke se hvilken øjenfarve han havde. Han satte sig helt op og kiggede på mig som om han forventede at der kom mere, men det gjorde der ikke.

”Kan man kalde på nogen, så man kan få noget mad, som det bjerg du har der?” Der var en drillende tone i hans stemme, men han mente det vist alvorligt.

”Øm… Du kan bare få noget af mit. Jeg kan alligevel ikke spise et helt bjerg?” Det går jo godt det her! Nej vel. Jeg fik et sug i maven over at tænke på hvordan jeg havde fået maden.

”Fedt! Tak.” Han smilede et smil der ville få enhver pige til at rødme. Inklusiv mig. Jeg svingede benene ud over sengen og tog bakken. Jeg satte bakken på hans lille bord, og hentede så en stol så jeg selv kunne sidde der. Han sagde ikke noget til at jeg satte mig der, så jeg regnede med at det var okay. Jeg begyndte dele maden i to næsten lige portioner. Imens jeg gjorde det var han stået ud af sin seng, og var gået hen for at hente en stol. Han satte sig ved siden af mig, og smilede sødt til mig. Jeg tog den mindste portion, og skubbede den anden hen til ham. Til mig egen overraskelse sendte jeg ham et af mine bredeste smil. Vi sad og spiste uden at sige noget, men det var slet ikke akavet. Det var en dejlig stilhed, men jeg længes også efter hans englestemme.

”Hvilken skole går du så på?” Der var den!

”Jeg går på Fieldhood Highschool. Hvad med dig?” Jeg talte helt uden at tøve, som jeg ellers plejede.

”Ej hvor pudsigt! Jeg er lige flyttet hertil, og jeg skal til at gå på Fieldhood Highschool.” Jeg tror at lige dér var mit smil uhyggeligt stort.

”Nogle gode tips?” Han skubbede bakken lidt væk og så spørgende på mig.

”Laura! Super sød og køn pige, men taler alt for meget.” Jeg fnisede lidt, og det der undrede mig var at han også grinede.

”Hvis jeg må have lov at spørge, hvordan fik du så den der bandage om hoved?”

”Lægerne gav mig den…” Åh nej! Jeg havde lige klokket så meget i det. Han mente jo, da jeg faldt ned af trappen. Heldigvis grinede han af min lille fejl.

”Det er jeg godt klar over, men hvad skete der som gjorde at du måtte bære den?” Han talte til mig som om jeg var et lille barn, der ikke forstod noget.

”Jeg faldt bare ned ad en trappe. Hvad med dig? Hvorfor er du her?” Jeg lænede mig tilbage i sædet, for at virke afslappet.

”Jeg kan ikke huske det.” Han kiggede ned på sine hænder, som om han skammede sig. Gad vide om jeg kunne se hvad der var sket med ham hvis jeg kiggede ham i øjnene? Jeg havde ikke modet til at prøve. Da han igen så op, prøvede han at smile så godt han kunne.

”Hvordan har du det så nu? For du ser meget bedre ud end du gjorde da du kom.” Mindet gav mig gåsehud.

”Jeg har det faktisk godt.” Han sendte mig et smil, så jeg automatisk troede på ham.

”Hvor lang tid skal du have det der på?” Han pegede på min bandage. Kunne han ikke bare lade den være?

”Jeg ved det ikke.” Jeg sagde det koldere end jeg havde ment. Han smilede endnu en gang, men denne gang hemmelighedsfuldt.

”Skal vi se på det?” Han rejste sig og gik om bag mig. Han begyndte at fumle med min bandage. Jeg sagde ikke noget til det. Det var som om jeg var tryllebundet. Jeg kunne mærke at han tog den af. Jeg havde lyst til at skrige, men jeg kunne bare ikke!

”Se! Det er helet!” Han lød ikke overrasket. Han lød mere som om han vidste at han ville havde ret. Nu kunne jeg sige noget og jeg kunne i den grad også flytte mig. Jeg rejste mig op og nærmest fløj ud af døren. Jeg kunne høre ham råbe på mig, men jeg var ligeglad. Hvem troede han at han var? Jeg vidste at det var ham der havde gjort at jeg ikke kunne bevæge mig eller tale! Jeg vidste det bare! Det overraskede mig faktisk at han kom halvt løbende bag mig.

”Hey! Alex! Stop!” Jeg kunne ikke fatte hvordan han gjorde det. For nu stod jeg bom stille.

”Hvad er der? Har jeg gjort noget forkert?” Han spillede uvidende.

”Om du har gjort noget galt?! Har du hørt om fri vilje?!” ud fra hans ansigtsudtryk at dømme kunne jeg se at jeg havde ret.

”Hvordan? Vent... Vidste du at jeg gjorde det?” Jeg var forbløffet. Indrømmede han det bare sådan lige? Det lykkes mig at flytte mine fødder. Jeg skyndte mig at gå indad døren igen. Jeg sørgede for at smække den lige foran hans målløse udtryk. Det var ikke kun fordi at jeg var sur på ham, men også for at vække min mor, så han ikke kunne tale om det der lige var sket. Medmindre det ikke var en hemmelighed. Jeg antog at det var en hemmelighed siden at han blev så overrasket.

”Undskyld. Vækkede jeg dig?” Jeg havde nået mit mål. Hun var vågen. Jeg gik over mod sengen, og satte mig på kanten.

”Æh.. Nej da skat! Jeg var alligevel ved at vågne… Hvor er din bandage?” Hun gned søvnen ud af øjnene og sendte mig et søvnigt smil.

”Øh.. Jeg fik lov til at tage den af. Og hullet er alligevel helet.” Jeg fyrede lige en hurtig løgn af uden at tænke over det.

”Allerede?! Hold da op! Jeg syntes ellers det var sådan et stort hul? Nå, dem om det.” Man kunne tydeligt høre på min mors stemme at hun var uenig, men at hun ikke havde tænkt sig at gøre noget ved det.

”Skal vi ikke lige gå ud og høre hvornår jeg kan komme hjem?” Jeg lød håbefuld i mine egne ører. Jeg var desperat efter at komme væk fra det her triste sted, slev om de gjorde hvad de kunne for at være muntre.

”Jo da! Lad os det.” Hun smilede et hurtigt smil, og rejste sig op. Hun havde været så søvnig at hun var faldet i søvn i sit normale tøj. Vi gik hen mod døren, og jeg opdagede, at Lucas ikke var kommet ind endnu. Tøvende åbnede jeg døren, men Lucas stod der ikke. Heldigvis.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...