Beautiful Beast *PAUSE*

Den unge blonde pige Kim Bradley har altid haft et normalt liv i en helt normal verden, lige indtil den dag hendes forældre bliver skilt og hun skal flytte med sin far til en lille by i Canada ved navn Alexandria, hvor hun møder en anden mystisk pige ved navn Lillian. Det varer ikke længe før Kim finder nogle foruroligende mørke hemmeligheder omkring Lillian der kan bringe dem begge i fare... Før hun ved af det er hun rodet ud i en mystisk verden styret af gigantiske ulve og overnaturlige væsner og må kæmpe en kamp sammen med Lillian for at redde både hende og de andre mennesker i byen Alexandria...

---- Vi vil puplicere et kapitel om ugen, men vi har ikke skrevet den helt færdig, så i må leve med at der nok kommer nogen lange pauser imellem nogen af kapitlerne...

7Likes
0Kommentarer
899Visninger
AA

7. Kapitel 7

Jo længere op ad vandløbet vi kom, jo mere udkørt så Lillian ud. Hendes hud var allerede begyndt at blive bleg og hun haltede på den ene fod. 

"Er du sikker på at vi kan nå derop." Spurgte jeg og kiggede bekymret på hende. Hun rettede straks ryggen og forsøgte forgæves at virke frisk.

"Selvfølgelig kan vi det." Hendes normalt blanke brune hår, så nu blegt og fedtet ud. Der hang klumper af blod og mudder i alle enderne og de flotte slange krøller, hun normalt havde var fuldstændigt væk. "Vi er der snart." Sagde hun hæst og pegede op imod en stor flod for enden af vandløbet. Jeg nikkede og tog hendes arm om min skulder, for at støtte hende. Da vi havde gået i nogen minutter, nåede vi endeligt op til floden, lå der en fin lille træ hytte ud til vandet. 

"Der ligger en nøgle under dørmåtten." Sagde hun og pegede ned på en lille rød dørmåtte med ordet 'Welcome' stående med hvid skrift. Jeg tog nøglen og låste døren op. Jeg støttede straks Lillian hen til en lille sofa der stod i stuen og begyndte at lede efter noget førstehjælp. 

"I det øverste hvide skab på bade værelset." Sagde Lillian og pegede hen på en dør ude i gangen. Jeg løb straks derind og fandt førstehjælpskassen frem. Jeg satte mig ind ved siden af Lillian og begyndte at fumle rundt i kassen. Mine hænder rystede og jeg kunne ikke koncentrere mig.

"Find noget at desinficere med og noget gasebind." Jeg fandt en lille tube frem og noget gasebind. "Lad mig om at desinficere, så kan du binde det ind bagefter." Sagde hun uvirkeligt roligt. Det virkede næsten som om jeg var mere nervøs end hun var, hvilket ville være helt unaturligt. Hun gnubbede en eller anden væske i såret på sin arm og bad mig om at binde det ind. Jeg kunne kun akkurat få styr nok på min hånd til at sætte det fast. Efter at have pakket alle hendes sår ind blev alt stille. Vi sad der bare og... sad. Ingen sagde et ord. Jeg kunne tydeligt se sorgen og vreden i hendes øjne. Hun havde mistet alt. På en enkelt dag. 

"Er du okay?" Spurgte jeg og brød den altigennem trængelige tavshed. Hun kiggede langsomt hen på mig i tavshed. 

"Ja." Sagde hun efter at have stirret på mig i tavshed for noget tid. "Jeg heler tredobbelt så hurtigt som et menneske." Hun vidste tydeligvis godt at jeg ikke mente fysisk, men hun ville ikke snakke om det, så jeg nikkede bare og kiggede igen tavst ned i jorden. Jeg kiggede ud af vinduet og så det smukke landskab. Søen var fuldstendigt tyrkis og træerne omkring den dækkede bjerge og bakker som et mørkegrønt tæppe, der reflekterede sig i vandet. Jeg kiggede mig omkring i den lille stue, og på flere af væggene hang der utallige malerier af ulve. De havde alle sammen den samme undeskrift nede i hjørnet. Pludseligt fik jeg øje på en billede af en hvid ulv der stod imellem nogle grantræer. Jeg genkendte den straks. Også allerede inden jeg så den sorte trekant under venstre øje. 

"Min far malede dem." Jeg kiggede straks hen på Lillian da hun sagde det. Hun sad og kiggede på maleriet af hende selv. 

"Han er god." Sagde jeg og kiggede igen hen på maleriet. Hun smilede med et smertefuldt glimt i øjnene. 

"Var..." Sagde hun uden at fjerne blikket fra maleriet. "Han mistede forstanden da jeg var otte." Jeg åbnede munden for at spørge til det, men Lillian nikkede istedet. "Ligesom Luke." 

"Det er jeg ked af at høre." Sagde jeg og lagde medfølende min hånd på hendes skulder. Hun rystede på hovedet.

"Det skal du ikke. Han var selv uden om det." En form for vrede kom frem i hendes øjne for et split sekund. Jeg begyndte at sidde og studere hendes ansigt for at tyde hende, men jeg måtte erkende at det var umuligt. 

"Jeg har brug for noget frisk kød." Sagde hun pludseligt og rettede sig op fra stolen. Jeg kiggede overrasket op på hende. "Det vil hjælpe min healings process." Jeg rystede straks på hovedet.

"Det kan du da ikke i den tilstand?" Hun brød straks ud i et sarkastisk grin.

"Du undervurderer mig gevaldigt." Sagde hun smilene og gik hen imod døren. "Bare rolig, jeg skal nok tage nogen rester med hjem." Hun smækkede straks døren efter sig, inden jeg fik sagt noget til det. Mundlam og forvirret sad jeg tilbage og kiggede ud af vinduet.

"Javel." Sagde jeg for mig selv og rystede på hovedet.

* * *

Der var gået tre timer siden Lillian var taget afsted og jeg var begyndt at blive bekymret. Netop som jeg skulle til at gå ud for at lede efter hende, bragede hun ind igennem døren med en kæmpe hjort over skulderen. Hendes mund og hænder var oversølet med blod og hendes øjne lyste op. Man kunne tydeligt se rovdyret bag facaden. Hendes blik vækkede mit byttedyrs instinkt og gav mig straks lyst til at flygte alt hvad jeg kunne. 

"Ved du hvordan man tilbereder sådan en her?" Spurte hun og gav slip på den, så den landede med et brag på de slidte gulvbrædder. Jeg studerede den nøje med øjnene og overvejede hvor man skulle begynde.

"Nej, men jeg skal nok finde ud af det." Sagde jeg og løftede op i dens hovede. Den øjne stirrede tomt ud i luften og blodet flød ud fra munden og halsen var flået op, fra der hvor hun havde bidt den. "Bare lad mig om det. Så kan du... Tage et bad." Sagde jeg og kiggede op og ned af den næsten uigenkendelige Lillian. Hun nikkede og trådte hen over det døde dyr og ind på badeværelset. 

"Okay så..." Sagde jeg til mig selv og kiggede på hjorten. Min far plejede at se nogen af de der jagt programmer, så jeg havde set en smule om det før. Jeg gik hen i køkkenet og trak en kniv op af en skuffe. Jeg huskede noget med at man skulle skære skindet af først. Jeg trak hjorten med udenfor til en lille bål plads der var ude foran hytten og begyndte langsomt at eksperimentere med hjorten. Indimellem gik det galt, men andre gange fik jeg nogle fine bøffer ud af det. Jeg endte med at stå med to lår køller og nogen ryg fileter.

"Så var det madlavnings kursus ikke så slemt alligevel." Sagde jeg for mig selv og takkede indvendigt min far, for at have tvunget mig til at melde mig til. Lillian kom ud af døren iført en slidt skovmands skorte og nogle alt for store bukser. 

"Der ser fint ud." Sagde hun smilene og kiggede ned på kødet. Jeg nikkede taknemligt. Hun så allerede utroligt meget friskere ud, men hendes blik var stadig mørkt. 

"Du rydder selv blodet op ude i gangen." Sagde jeg smilene og pegede ind på den blodige pøl der var bag hende. 

"Kun hvis du henter brænde." Sagde hun og smilede hævngerrigt igen. "Komfuret virker ikke, så vi bliver nød til at bruge ild." Jeg sukkede, men nikkede. 

"Jeg går ud og finder noget vi kan bruge." Svarede jeg og rejste mig. Hun gik igen ind i huset og jeg fandt de tørreste pinde jeg kunne finde i skovbrynet som kunne bruges til bålet. Endeligt havde jeg samlet nok sammen til et bål og tændte op i det med Lillians zippo lighter. Jeg gav mig straks til at snitte nogle pinde, som vi kunne have kødet på. 

"Se hvad jeg fandt." Sagde Lillian bag mig. Hun rystede en lille dåse med bønner i tomat i den ene hånd og havde en gryde i den anden. Jeg smilede og vinkede hende hen til bålet. Hun satte sig ved siden af mig og trak en dolk op et hylster i hendes lomme.

"Lad mig hjælpe." Sagde hun og tog imod pinden jeg rakte hende. Hun begyndte straks at snitte og var færdig allerede efter få minutter. Hun tog en kølle og to fileter på hver side og spiddede den med pinden. Jeg gjorde det samme og rakte pinden ind over ilden. 

"Vi kan gemme resterne, hvis vi ikke spiser det hele." Sagde jeg og kiggede på de enorme lår. Lillian grinede straks efter jeg havde sagt.

"Der vil ikke være noget tilovers, bare rolig." Sagde hun smilene og drejede på pinden.

"Har du ikke lige spist en hel hjort selv?" Hun nikkede.

"Jo, men jeg kunne spise omkring tre hele hjorte hvis jeg ville. Det er naturligt for mig." Jeg rynkede brynene og kunne ikke rigtigt forestille mig at hendes slanke krop kunne indeholde tre hele hjorte. 

"Hvor længe skal vi blive her?" Spurgte jeg uden at fjerne blikket fra flammerne der slikkede kødet. Hun kiggede ned.

"Jeg bliver nød til at få mine kræfter igen, men det kan ikke vare længe før Luke finder min fært." Svarede hun og kiggede fjernt ind i det mørke skovbryn. Jeg vågnede op fra mine tanker i et sæt og kiggede forskrækket hen på hende. 

"Han kommer her?!" Hun nikkede stille uden at kigge på mig. Jeg begyndte straks at kigge mig omkring uden at tænke over det.

"Men bare rolig, jeg skal nok være klar til den tid..." Sagde hun og kiggede fjernt. "Han skal betale for hvad han har gjort... Koste hvad det vil."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...