Beautiful Beast *PAUSE*

Den unge blonde pige Kim Bradley har altid haft et normalt liv i en helt normal verden, lige indtil den dag hendes forældre bliver skilt og hun skal flytte med sin far til en lille by i Canada ved navn Alexandria, hvor hun møder en anden mystisk pige ved navn Lillian. Det varer ikke længe før Kim finder nogle foruroligende mørke hemmeligheder omkring Lillian der kan bringe dem begge i fare... Før hun ved af det er hun rodet ud i en mystisk verden styret af gigantiske ulve og overnaturlige væsner og må kæmpe en kamp sammen med Lillian for at redde både hende og de andre mennesker i byen Alexandria...

---- Vi vil puplicere et kapitel om ugen, men vi har ikke skrevet den helt færdig, så i må leve med at der nok kommer nogen lange pauser imellem nogen af kapitlerne...

7Likes
0Kommentarer
762Visninger
AA

5. Kapitel 5

Fuld månen stod højt på himlen og lyste natten op. Lillian fulgte mig ned langs med husene. Lidt længere væk kunne jeg se noget flakkende lys og nogle skikkelser. 

"Vi skal skynde os. De venter på os." Sagde Lillian og tog fat i min arm. Hun begyndte at løbe, så hurtigt at jeg kun akkurat kunne følge med. Lyset der før syntes meget langt væk, kom tættere og tættere på og mine nerver steg mere og mere, skridt for skridt. Så snart vi nåede derned, blev vi mødt af en utroligt stor, høj og bred mand, der formenligt var flokkens alfa. Hans hår var sort, med lidt tegn af gråt og han havde to forskelligt farvet øjne, et blåt og et grønt. Over det venstre øje strakte der sig et langt tykt ar, og under hans højre øje var der en gul cirkel. Han kunne nemt gå for at være 2 meter høj. 

"Velkommen." Sagde han med en uvirkeligt dyb stemme og nikkede til mig. Alle mine instinkter fortalte mig at løbe skrigende bort, og jeg ville måske endda have gjort det, hvis ikke Lillian holdte fast i min arm. Den store skræmmende mand trådte til side og Lillian førte mig hen til et lille flakkende bål, der var på midten af en stor plads. Rundt om bålet, stod der en halvstor gruppe varulve og kiggede skeptisk på mig. 

"Stil dig bag mig." Hviskede Lillian og puffede mig ind bag hende. Alfaen sagde nogen ord på latinsk jeg ikke forstod og lavede et tegn med hånden. En uhyggelig dyb summen steg up omkring bålet kort tid efter. Langsomt begyndte den summende lyd at blive til snerrende og knurrende lyde, der steg op fra lungerne på de gigantiske ulve, på størrelse med heste. Ulvene havde hver deres unikke farve i alle afskygninger og forskellige mærker under øjnene. De var alle unikke, men Lillian stod specielt ud fra flokken. Hendes kridhvide pels, nærmest lyste op i mørket og skilte hende ud fra mængden. Hun puffede snuden ind imod min håndflade og slikkede mig beroligende. Jeg løftede hånden og kløede hende let bag øret.

"Du er slet ikke så skræmmende som jeg havde regnet med." Sagde jeg og fjernede hånden ingen. Hun peb sagte. Man kunne tydeligt se hvem der var alfa. Den store skræmmende mand var nu en stor sort, arret ulv der næsten var dobbelt så stor som en fuldvoksen brun-bjørn. Under hans pels kunne man tydeligt se hvordan musklerne dirrede og spændte sig. Han løftede pludseligt hovedet i et højt rungende hyl der lavede et ekko i hele Alexandria. En efter en deltog de andre ulve. Ulvene begyndte at lunte fremad i flok. Lillian bukkede sig ned og kiggede op på mig. Jeg rynkede først brynene og kiggede forvirret på hende. 

"Vil du have jeg skal... Ride på dig?" Spurgte jeg da det endeligt gik op for mig, hvad hun ville. Hun peb og drejede ørerne bagud. Jeg trådte forsigtigt hen imod hende og lagde mine hænder på hendes ryg. Lillian kunne tydeligt mærke at jeg var i tvivl, så hun lagde sig helt ned på jorden og kiggede beroligende på mig. Jeg sukkede kort og satte mig op på ryggen af hende. Hun fnøs sagte og rejste sig op. Jeg greb straks hårdt fat i hendes pels, da jeg mærkede at mine fødder forsvinde fra jorden. Langsomt og roligt luntede hun hen til de andre ulve, der stod og ventede i skovbrynet. Alfa gøede pludseligt som tegn til de andre ulve, at de skulle bevæge sig ind i skoven. Jeg knugede mig ned imod Lillians bløde pels og følte mig straks meget tryggere. Grantræerne lukkede sig omkring os og jeg kneb øjnene sammen for at vænne mig til mørket. Ulvene begyndte at sætte farten op og hyl og snerren bredte sig i flokken. De snappede legesygt efter hinanden og bjæffede konstant. Jeg følte mig mere og mere tryg ved situtationen, da jeg kunne mærke hvordan den trygge og varme stemning der var i flokken, lukkede sig om mig. Jeg blev så grebet af det hele, at jeg en gang imellem også tog mig selv i at bjæffe eller hyle med. Med et stoppede ulvene op og lyttede. Jagten skulle først til at begynde. Med et bredte de sig i grupper i hver sine retninger. Lillian og to andre ulve drejede om et stort grantræ, væk fra de andre. Lydløst gled vi igennem skyggerne og gik i et med træerne og sneen. Jeg lagde mig langs med Lillians krop, så vi var så usynlige som mugeligt og kunne straks mærke hvordan hendes muskler og knogler bevægede sig glidende under den tykke pels. Endeligt stoppede vi bag en sne banke og ulvene kiggede og snusede omkring dem. Nogle få hundrede meter væk kunne jeg skimte et par store dyr stå inde imellem nogle træer. Stilheden lagde sig over os som et tæppe og den sagte knagen fra sneen under ulvenes poter, var det eneste der kunne høres i miles omkreds. Jeg kunne mærke hvordan Lillians muskler begyndte at dirre af spænding efterhånden som vi havde ventet i nogen minutter. Pludseligt blev stilheden brudt da tre ulve pludseligt væltede frem bagved dyrene længere fremme. Med et satte alle ulvene i løb og dyrene i midten begyndte straks at panikke og stejle. Ulvene spredte sig strategisk ud i en kreds rundt om dyrene og holdte dem hele tiden i skak. Lillian styrede direkte imod dem med blottede tænder, parat til at angribe. Da vi kom tættere på kunne jeg tydeligt se at dyrene ulvene var efter, var et elge par og deres unge. Han-elgen startede med at stille sig forsvarende op foran hunnen og ungen, men måtte hurtigt erkende sit nederlag da fire gigantiske ulve kom spænende imod den, parat til at bore deres store hjørnetænder i kødet på den. Lillian valgte dog at løbe efter hun-elgen i selskab med fire andre da han-elgen alligevel ikke havde en chance og ungen allerede var nedlagt efter få minutter. Hendes galop var så utroligt elegant og flydende at jeg næsten havde en fornemmelse af at flyve. Sneen fløj op omkring os da farten blev sat mere og mere op. Netop som Lillian og jeg kun var få meter fra elgen, sprang der pludseligt en mørkebrun ulv ud fra en sne banke med gran og sne-støv hvirvelende omkring sig og væltede ned over elgen med et bump. Ulvene kastede sig ned over den sårede elg og borede deres tænder og kløer dybt ind i kødet på den med en grådig snerren. I et ryg brækkede Lillian nakken over på elgen og løftede op i halsen på den med blodet løbende ned fra munden og ned langs med halsen. Det var et drabeligt syn, men alligevel smukt på sin helt egen måde. Ulvene slikkede grådigt blodet væk fra mundvigene og begyndte at lunte tilbage imod de andre ulve, med elgen slæbende efter sig. De andre ulve stod i en stor kreds i lysningen, som elgene havde stået på. Imellem dem lå han elgen en stor blod pøl, med flere af sine læmmer revet fra hindanden og halsen flået op. Normalt ville jeg væmmes ved synet af den, men en rus af lettelse og adrenalin fyldte i stedet min krop. Vi fik byttet trukket tilbage til bål pladsen og jeg fik igen mine fødder på jorden. Ulvene havde revet hver deres stykke af bytterne af og gnaskede det i sig hver for sig. Jeg stod fuldstendigt stille og beundrede de store ulve på afstand. Et eller andet ved dem fik mig til at tænke på indianere. Der var noget ''stamme'' agtigt over dem, med deres øjen mærker og sammenhold. Lillian kom luntende hen imod mig da hun havde fortæret sin andel af elgen. Blodet stod tydeligt frem i hendes hvide pels, rundt om hendes mund og på hendes poter. Hendes ulve skikkelse gled i en elegant og glidende bevægelse over i sin menneske skikkelse. Hun smilede uhyggeligt til mig da hun kom gående hen imod mig. Hendes smil var helt sikkert venligt ment, men blodet om hendes mund og på hendes hænder, gav det hele en uhyggelig stemning i nattemørket. Hun kom hen og aede mig på armen. 

"Du håndterede det helt vildt godt!" Sagde hun glad. Jeg smilede og nikkede.

"Ja, det var ikke så slemt som jeg havde regnet med." Svarede jeg uden at afsløre hvor meget jeg havde nydt det. Alfa kom gående i menneske skikkelse, med sit blik fast plantet på mig. 

"Han vil snakke med dig." Hviskede Lillian. "Du må for alt i verden ikke stirre ham i øjnene. Højest 10 sekunders øjenkontakt." Hun trådte straks et skridt væk fra mig da Alfa kom hen til os og rettede blikket ned. 

"Kimberly." Håret i min nakke rejste sig straks op, da hans dybe stemme udtalte mit navn. Idet hans øjne mødte mine kiggede jeg straks ned i jorden. "Tak for din tilstedeværelse. Du er velkommen til at deltage en anden gang." Sagde han med et tvunget smil. Jeg nikkede taknemligt, uden at kigge på ham. Han vendte sig straks om og gik ned imod hytterne. Lillian rettede sig straks op og kiggede igen smilene på mig. 

"Lad os tage tilbage til hytterne." Sagde hun. "Jeg trænger vist til at blive vasket." Sagde hun grinene og kiggede ned på sine blodige hænder. 

"Ja lad os det." Svarede jeg smilene og begyndte at gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...