Beautiful Beast *PAUSE*

Den unge blonde pige Kim Bradley har altid haft et normalt liv i en helt normal verden, lige indtil den dag hendes forældre bliver skilt og hun skal flytte med sin far til en lille by i Canada ved navn Alexandria, hvor hun møder en anden mystisk pige ved navn Lillian. Det varer ikke længe før Kim finder nogle foruroligende mørke hemmeligheder omkring Lillian der kan bringe dem begge i fare... Før hun ved af det er hun rodet ud i en mystisk verden styret af gigantiske ulve og overnaturlige væsner og må kæmpe en kamp sammen med Lillian for at redde både hende og de andre mennesker i byen Alexandria...

---- Vi vil puplicere et kapitel om ugen, men vi har ikke skrevet den helt færdig, så i må leve med at der nok kommer nogen lange pauser imellem nogen af kapitlerne...

7Likes
0Kommentarer
759Visninger
AA

4. Kapitel 4

Jeg havde nu boet i Alexandria i to uger og var blevet rigtigt gode venner med Lillian og hendes lille gruppe af venner. Vi var tit sammen og spiste sammen i kantinen når vi var i skole. Selvom vores venskab var blevet stærkere, var jeg stadig mistroisk overfor hende. Der var noget mærkeligt omkring mærkerne de havde under øjnene. Jeg havde næsten givet helt op på at finde ud af det, indtil en dag hvor jeg skulle sove hos Lillian i weekenden.. Vi var på vej hen til hendes hytte, da vi pludselig kunne høre en høj snerren længere nede for enden af grusvejen. 

"Bliv her." Sagde Lillian hårdt og gik hen imod de høje lyde og forsvandt bag et hjørne. Jeg stod der kun i et par sekunder inden jeg blev for nysgerrig til at vente. Jeg fulgte efter Lillian rundt om hjørnet. Jeg kiggede forsigtigt rundt om hjørnet og så to gigantiske ulve på størrelse med bjørne snerre ad hindanden. Den ene var grå og havde en blå vandret streg under højre øje. Den anden var brun og havde tre røde lodrette streger under sit højre øje. Lillian stod imellem dem og forsøgte at skubbe den grå ad dem væk på samme tid med at hun prøvede at holde den grå tilbage. Med et gik det op for mig hvorfor ulvene havde de samme mærker under øjnene som Noah og Luke. Jeg trådte et skridt tilbage og gispede forskrækket. Mit gisp havde åbenbart været så højt at Lillian og de andre kunne høre mig, for de vendte sig alle brat om. En dyb snerren steg op fra brystkassen på Noah, i hans grå ulve skikkelse, mens han stirrede vredt på mig. Lillian rakte straks en hånd i vejret, som straks fik begge ulve til at tie. Jeg vendte mig brat om og begyndte at løbe alt hvad jeg overhovedet kunne, hen ad grusstien. Bag mig kunne jeg høre Lillian løbe og kalde på mig. Lige idet jeg kiggede mig bagud, så jeg Lillians krop vride sig på uvirkelige måder og forandre sig til en ulv stykke for stykke. Mens jeg kiggede bagud, snublede jeg pludselig over en løs sten på stien og væltede omkuld i gruset. Jeg nåede ikke at rejse mig op før Lillian plantede to poter på hver side af mit hovede og snerrede ad mig med fuldt blottede hjørnetænder. Hun havde kridhvid pels og en sort trekant under sit højre øje, som altid. Jeg forventede at hun ville flå min strube ud hvert øjeblik, så jeg lukkede mine øjne, men mærkede straks at hun trådte væk fra mig igen. Da jeg åbnede øjnene, stod hun igen i menneske skikkelse og kiggede alvorligt på mig med vrede øjne. Jeg vidste ikke rigtigt hvordan jeg skulle reagere.

"Kom" Hun rakte sin hånd frem imod mig uden at fortrække en mine. Jeg tog den forsigtigt og fulgte med hende hen til hendes hus. Luke og Noah luntede uvilligt efter os i deres ulve skikkelser. Da vi gik ned i kælderen til hendes værelse gav hun endelig slip og pegede på sovesofaen uden at sige noget. Da jeg havde sat mig der hvor hun pegede, trak hun en stol hen foran sovesofaen og satte sig omvendt på stolen, som de altid gør i politiserier når de skal afhøre folk. Noah og Luke satte sig på gulvet på hver side af hende som to trofaste bodyguards. De havde samme højde som en voksen mand når de sad ned. Vi sad helt stille, og sagde ikke en lyd i lang tid, før Lillian endelig brød tavsheden.

"Det her kan ikke slippe ud." Jeg kunne stadig ikke rigtigt sige noget efter chokket jeg havde fået  af at have set et menneske skifte skikkelse til en gigantisk ulv på størrelse med en mega-pony. "Hvis du ikke kan holde det for dig selv, vil du blive slået ihjel." Ordene fik mig til at rette hovedet op i et sæt og rykke en smule væk.

"Bare rolig," Sagde hun og lukkede øjnene i et kort øjeblik. "Vi vil ikke gøre dig ondt, men vi kan ikke lade vores eksistens blive afsløret." Jeg nikkede langsomt.

"Jeg vil ikke sige det til nogen." Lillian smilede som reaktion på mit svar. 

"Du vil blive nød til at tilbringe det meste af din tid her i flokken," Sagde hun og kiggede ned på Noah der var begyndt at snerre lavt. "så vi kan vide om vi kan stole på dig." Jeg nikkede igen. Noah snappede Luke i snuden og fik ham til at tie stille igen. "Nogen spørgsmål?" Jeg kneb øjenene sammen og kiggede lidt frem og tilbage fra Lillian og ulvene. 

"Hvad betyder tatoveringerene under jeres øjne?" Spurgte jeg efter lidt tid. Lillian rørte forsigtigt ved sin kind, hvor hendes mærke sad og kiggede ned i jorden. 

"Det er ikke tatoveringer." Sagde hun og rettede blikket mod mig igen. "De symboliserer vores personlighed og viser samtidigt vores fremtid. Farven viser fremtiden og formen viser personlighed." Hun tav et kort øjeblik inden hun igen fortsatte og pegede ned på Luke "De tre lodrette streger, viser vrede og beskytterinstinkt, mens den mørkerøde farve enten symboliserer succes eller kaos." Jeg kiggede på den brune ulv med de røde streger og undrede mig over, hvilken en af de to mugeligheder der passede på ham. Lillian pegede ned på Noah. "Den vandrette linje symboliserer at han er kontrolleret og kærlig, mens den isblå farve enten betyder Depression eller kærlighed." Hun sukkede sagte. "Men mærkerne kan også have skjulte meninger som ikke kan blive læst og derfor hverken betyde det ene eller det andet." Hun lod sine fingre glide hen over kinden, med et fjernt blik i øjnene, inden hun igen rettede blikket imod mig. 

"Hvad betyder dit mærke så?" Spurgte jeg pludseligt. Hun kiggede straks væk og hendes blik blev straks formørket. 

"Den sorte farve har ingen betydning." Hun kiggede stift på mig. "Den kan ikke læses." Jeg kneb øjnene sammen og studerede den smalle sorte trekant under hendes øje. Hendes blik blev igen normalt og hun kiggede blidt på mig. 

"Du tager rimeligt roligt på alt det her?" Sagde hun og hævede sit ene øjenbryn og smilede let i den ene mundvig. Jeg trak på skuldrene.

"Hvad kan jeg sige? Jeg har set lidt for mange film." Hun smilede og grinede lidt inden hendes blik igen blev mere alvorligt. 

"Så længe du overholder vores aftale og regler, vil du ikke være i fare." Idet hun afsluttede sætningen begyndte Noah at snerre og rejse børster ad Luke. 

"Hey!" Råbte Lillian med en utrolig hård tone, som straks fik Noah til at tie, som en velopdragen hund. Han lagde sine ører ned langs hovedet og bøjede sig. "Gør ikke noget i vil fortryde." 

"Hvad skulle der da ske?" Hun vendte straks blikket væk fra Noah og hen på mig. Jeg kiggede spørgende på hende mens jeg ventede på at hun skulle svare mig. 

"Ser du," Begyndte hun og lagde armene hen over ryglænet på stolen hun sad på. "Hvis vi får blod fra en af vores egne flokmedlemmer på hænderne ved at slå dem ihjel, vil vores krop få smag for vores eget kød og blod, og vi vil derfor gå amok og... jah... begynde at æde vores egen slags." Jeg rynkede væmmende på næsen ved tanken. 

"Lækkert..." Sagde jeg ironisk og væmmedes mig. Hun nikkede.

"Så derfor skal man passe på med at komme for meget op og toppes!" Sagde hun og kiggede strengt på Noah. Nu sad vi længe i lidt tavshed og kiggede frem og tilbage på hinanden.

"Vores alfa har længe gerne ville have at flokken skal vænne sig til mennesker omkring sig," Afbrød Lillian nu tavsheden. "ville du være interesseret i at tage med på jagt i nat?" Luke kiggede straks overrasket op på hende og peb sagte. Jeg pressede mine læber sammen og rynkede lidt på brynene. "Bare rolig, der vil ikke ske dig noget, du vil have vores største ulve som bodyguards." Sagde hun og kiggede ned på Luke, der så ud som om han lige havde fået smæk af ordene der kom ud af hendes mund. 

"Jeg... kan vel godt prøve?" Et stort smil bredte sig på hendes ansigt. 

"Fedt! Jeg må hellere lige informere Alfa." Sagde hun og rejste sig op. "Jagten begynder klokken elleve." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...